EUFORISERENDE. Adam Granduciel skiftede guitar mellem alle numre under War on Drugs' koncert på Roskilde.
Foto: Lasse Kofod (arkiv)

EUFORISERENDE. Adam Granduciel skiftede guitar mellem alle numre under War on Drugs' koncert på Roskilde.

War on Drugs' guitargenialiteter væltede Roskilde

Festivalens første seks-hjertede-koncert er en realitet.

Roskilde Festival

Den aromatiske røg hang tyk i luften, og små luskede stykker flyvepapir til tungespidsen listede flittigt rundt blandt publikum foran Roskilde Festivals opfordring til at sige nej til drugs.

En passende tvetydig udmelding op til koncerten med den decideret syrede rock fra The War On Drugs, må man sige!

Da rockmusikken var ung, blev guitarguderne dyrket og guitarsoloen holdt for hellig. Siden skiftede vinden, og alskens soli blev betragtet som usmageligt egotripperi.

Musikken var kollektiv. Nu er man sat fri fra den slags ideologisk enten-eller. Guitarguder går atter lyslevende rundt midt i den demokratiske pærevælling, men måden de dyrkes på, er forandret. De er ikke længere afguder klynget op på talløse idolplakater, men blot nogle svært cool fætre. Hvis de kan holde stilen.

Fætre med stil

To af fætrene med stil hedder Kurt Vile og Adam Granduciel. The War On Drugs blev startet af Vile og Granduciel i Philadelphia i 2008. Kurt Vile gik snart sine egne veje i spidsen for The Violators og blev senere erklæret topcool med albummet ’Smoke Ring For My Halo’.

Selvfølgelig kunne der ikke eksistere to så store guitar-egoer i ét lille band. Det så længe ud til, at Kurt Vile tog broderparten af identiteten med sig. Så sent som i 2011 lød The War On Drugs-albummet ’Slave Ambient’ som et ekko af Kurt.

INTERVIEW

Men så brød Adam Granduciel på en eller anden måde igennem en indre og ydre mur og lavede i 2014 det mesterlige album ’Lost in the Dream’. En fænomenalt smukt rockalbum, hvor Granduciel synger som Bob Dylans fortabte nevø og spiller guitar så guddommeligt, at jeg sjældent har hørt mage i nyere tid. Helt oppe i skyerne og helt nede på jorden samtidig.

Musikken talte

Adam Granduciel havde på Roskilde fem mand i ryggen. Bandet The War On Drugs. Heriblandt den heftigt fremdrivende Charlie Hall på trommer og den elastisk understøttende Robbie Bennett på keyboards. Et rigtigt band. Alligevel var koncerten stort set én stor guitarsolo. Men på en samlende måde. Det var ikke egoet, der hævede sig op over gruppen, men eneren, der løftede den med til vejrs.

Granduciel er en guitarist, der kan synge kroppen helt elektrisk. Mit 58-årige korpus sang med, og sjældent har jeg set et publikum så lykkeligt, så ekstatisk, så medrevet af rockguitar i lange, udstrakte baner.

BAG KULISSEN

Koncerten var på mange måder et markant udsagn. Musikken talte. Granduciel mumlede et spartansk tak i ny og næ, men virkede på ingen måde afvisende. Blot opslugt. Koncentreret om det væsentlige. Han skiftede guitar mellem alle numrene. Uden at musikken blev afbrudt. Hvert lydbillede skulle have sin pensel og sin palet og dét fik de. Ingen ekstranumre. Hvad skulle de gøre for? The War On Drugs var erklæret og blev ført til ende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Guitaren som euforiserende stof

Inden Adam Granduciel sluttede af med ’Under Pressure’ og ’In Reverse’ havde han spillet stort set hele ’Lost In The Dream’ og givet alle numrene det ekstra løft, som man kan give, når live-musikken virkelig tages alvorligt. Nye nuancer, nye afkroge, nye tempi. Uden at svigte nummerets kerneværdi.

Bandet udgjorde rammen, mens Granduciel tog fat på de store penselstrøg med guitaren. Et spil med mange aner fra Duane Allman og Grateful Dead til alskens syrerock, men i bund og grund en modig, visionær og original opdatering af rockguitaren som ekspressivt, drømmerisk og uhyre følsomt instrument. Engang var pikguitar et skældsord for nogle af os.

Nu er vi så blevet dén smule klogere på den følsomme side af instrumentet.

Kombinationen af nasale, dylanske fraseringer og disse lige så rytmisk skarpe som diffust drømmende guitareskapader viste sig at være et uudtømmeligt skatkammer. Som en næsten plørefuldmåne så ned på i forståelig nåde fra sin plads på hvælvet udenfor teltet.

Guitaren til ære og værdighed. Guitaren som euforiserende stof. Farligt? Næppe. Men jeg skal love for, man hænger på den. Både luftguitaren og den der synger kroppen elektrisk. Til sine dages ende, har jeg en mistanke om.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce