Martha Cooper har fotograferet graffiti i fire årtier. Nu er hun på Roskilde, hvor hun gav Politiken en rundtur i festivalens 'Graffiti Zone' Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen

Graffiti-mama har opdaget danskernes mørke side

Martha Cooper har fotograferet graffiti i fire årtier. Nu er hun på Roskilde.

Roskilde Festival

Martha Coopers gang er rask og let.

Kondiskoene zig-zagger gennem menneskemængden på Roskilde Festivals hovedgade i et tempo, der får fotografen og mig til at småløbe for at følge med.

Hun er 73 år, men tydeligvis ikke kommet for at hænge ud i den døsige torsdags formiddagsstemning på festivalpladsen som de fleste andre.

Nej, morgenlyset var godt, så hun har fotograferet i flere timer allerede.

Hun er konstant på vej. Til et nyt kunstværk, mod en flok spændende mennesker, i gang med at opsøge noget morsomt, skørt, fedt eller underligt.

Grebet af graffiti

»Kom nu her. Der er noget helt spektakulært herovre, I skal se«, kommanderer hun smilende og vinker os til sig.

Vi når ikke hen til hende, før hun er i gang med at fotografere den farverige mur, hun vil vise os. Martha Cooper er opslugt. Her og nu. Grebet af den graffiti, der i fire årtier har bragt hende verden rundt og gjort hende til en legende i hiphopkulturen.

»Se, hvordan kunsten opliver stedet her«, siger hun og peger på graffitimaleriet, der forestiller en mand, der har tabt sin telefon i et toilet flankeret af en masse farverige bogstaver snørklet ind i hinanden.

Det hele er sprayet på af en af de ældste danske graffitigrupper, Toys Crew, fortæller hun, inden hun trækker os med sig og peger stolt mod muren lidt længere nede. ’Dedicated: Martha Cooper’, står der med store hvide bogstaver.

»De har fortalt mig, at de begyndte at lave graffiti, fordi de så min bog«, siger Martha Cooper.

Hun havde fingeren på sit kameras udløser, før hiphop overhovedet var blevet et ord.

I slutningen af 1970’erne, da hun arbejdede som fotograf på avisen New York Post og ved et tilfælde krydsede en spirende subkultur på sin vej hjem gennem de sorte ghettoer på Manhattans Lower East Side, begyndte hendes fascination. Af ungdommens kreativitet. Af det, drengene foretog sig, når deres forældre ikke så på, heriblandt at spraymale på subwayens tog.

De uindviede troede, at det var sjofle budskaber, de skrev, men Martha Cooper fandt hurtigt ud af, at det var deres kunstnernavne og begyndte at fotografere tilblivelsen af de ulovlige værker systematisk.

I 1984 udgav hun sammen med fotografen Henry Chalfants bogen ’Subway Art’, der i den grad var med til at sætte graffitien på verdenskortet.

Back jump i Berlin

I dag, mere end 30 år senere, er hendes fascination lige stor. Mindst. Hendes profil på Instagram, Marthacoopergram, viser billeder fra en tur til Berlin for et par uger siden, hvor hun blev inviteret af en flok unge, der ville have hende til at dokumentere et såkaldt ’ back jump’, hvor man springer hen til et tog fra bagsiden, netop når det kører ind på en station og skriver alt, hvad man kan nå.

»Det var fantastisk. Jeg er lige så gammel som deres bedstemor, men alligevel vil de have mig med. Det er fedt. Så længe det ikke er om natten, for der skal jeg altså have min søvn«.

Martha Cooper griner, så hendes øreringe, der er formet som små kameraer, hopper fra side til side. Det ulovlige er det klart mest spændende at fotografere, siger hun.

Men at komme til Roskilde og lave billeder af den lovlige og velorganiserede street art er bestemt turen værd for hende, siger hun.

»Det giver ikke det samme gys i kroppen, men jeg kan godt lide det alligevel. Jeg er superimponeret over, hvor meget den her store festival gør ud af det. De får fløjet kendte graffitikunstnere ind fra hele verden og bruger en masse penge på at give mulighed for, at de kan lave kunst«.

(artiklen fortsætter under billedet)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: BORBERG THOMAS

Ikke en subkultur

Vi går gennem området Graffiti Zone, hvor Martha Cooper peger og fortæller. Hun er især oppe at køre over et nyt fænomen, hun aldrig har set før: De såkaldte ’ add on’s’, hvor væggen bliver tilpasset bogstaverne øverst, hvis de er for store til at være på den oprindelige mur. Det er en omstændelig opgave at skære væggene til, så de får samme form som kunstværket for oven, siger hun. For det kræver, at man tager den øverste del af træ-væggen ned og former den helt præcis efter bogstaverne, når de er skrevet, og derefter skruer det hele op igen.

Det er opfindsomhed som den, hun elsker.

Der er så mange, der står og sidder og tisser alle steder. Hvorfor går de ikke på toilettet

»Ej, det er sgu da hende der grafitti-mama«, lyder det fra en ung fyr, der prikker sin måbende kammerat i siden, idet vi passerer. Martha Cooper hører dem ikke, hun er allerede på vej til det næste værk.

Før sit besøg på Roskilde Festival har hun kun været en enkelt gang i Danmark. Hendes indtryk af Skandinavien - som Danmark for hende er lig med - er sparsomt, indrømmer hun, men hun har altid forestillet sig vores samfund som ekstremt pænt, velorganiseret, rigt og ikke særligt multikulturelt.

Den opfattelse rokker fire dage på Dyrskuepladsen ikke synderligt ved, fortæller newyorkeren, der er vant til at færdes i en væsentligt mere broget verden. Kun én ting har virkelig overrasket hende.

»Der er så mange, der står og sidder og tisser alle steder. Hvorfor går de ikke på toilettet«, spørger hun.

Hun griner af, at hun må have opdaget skandinavernes »mørke side«.

»Jeg havde aldrig forestillet mig de up tight skandinaver trække bukserne ned hvor som helst. Men nu har jeg fundet ud af, at I er menneskelige«, siger hun.

Kreativ ungdomskultur

En anden ting, Martha Cooper har opdaget, er, at kreativiteten stortrives her i ’up tight’ Skandinavien. Hun holdt nærmest udløseren inde, da hun forleden gik gennem lejren ’Dream City’ der er kendt for at gøre ekstra ud af unikke ideer. Hun så ingen slåskampe, ingen unge helt væk på stoffer. Kun kærlig stemning, opfindsom lejr-arkitektur og sjove lege.

»Den kreativitet, der er dernede, det er den, der interesserer mig«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er det, hele hiphopkulturen er vokset ud af: Friheden til at udtrykke sig«.

Altså uden sammenligning i øvrigt, understreger Martha Cooper. For Roskildes campingliv er godt nok spektakulært, men også temmelig mainstream.

»Når 80.000 mennesker gør det samme på samme tid, er det helt sikkert ikke en subkultur«, siger hun og griner igen.

»Men en kreativ ungdomskultur, det kan vi godt kalde det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce