Professor Walmsley sukker lidt, da vi passerer de sidste af Dohas luksushoteller med kurs mod hans teltlejr i ørkenen:

»Hvem der lige kunne snuppe et par dages luksus…«.

Men vi fylder ubarmhjertigt tanken op med benzin til en krone literen og når efter halvanden times kørsel ud til lejren i Al Zubara, hvor middagsheden simrer over ørkensandet.

Det er rødt og blødt, det dækker alt, og ude i horisonten simrer det over i hvide nuancer af strand for til sidst at forsvinde ud i Den Arabiske Golfs azurblå vand.

Ørkenen åd de sidste rester af Sheikdømmet Qatars gamle hovedby Al Zubara for små hundrede år siden. Men lidt oppe i landet ligger nu en teltlejr i skyggen af et forladt ørkenfort.

Herfra skuer professor Walmsley og 30 trænede arkæologer ud over Al Zubara, og de ser for deres indre øje en stor havneby, et centrum for handel og kultur i hele Golfen, et højdepunkt af islamisk civilisation gennem 500 år.

LÆS Danskere udgraver skjult arabisk by

Der kom porcelæn til Al Zubara fra Kina i Øst og fra Holland i Nord, handlen florerede, karavanerne passerede, skibene lagde til i havnen, perlefiskerne havde kronede dage, det myldrede med købmænd, søfolk, rejsende fra hele verden.

Vi starter jeepen igen og kører ned i selve den myldrende havneby med larm og råb og fest på alle verdens sprog. Sådan var det engang.

Nu suser kun en stille brise over ørkensandet, mens solen går ned over golfen og hyller hele sceneriet i rødt slør. Langt ovre på den anden side af vandet ligger Iran, og et sted bag os breder Saudi-Arabien sit enorme areal ud.

Vi står ved Den Arabiske Golf, men set fra den anden side er det Den Persiske Golf.

Og lige her i skumringen og stilheden lyder en begejstret newzealandsk stemme:

Det er professor i islamisk arkæologi Alan Walmsley, som fortæller om den by, han med sit globaliserede team fra Københavns Universitet er ved at grave frem af fortiden. En islamisk fortid, som Qatar vil bygge en fremtid på.

I universitets sold
Arkæologerne kommer fra hele verden, de er unge forskere med felterfaring og doktorgrader, folk som er villige til at arbejde mange måneder ad gangen her ude i det ødeste øde.

Deres arbejdsgiver er Københavns Universitet, som har satset hårdt på at opdyrke faget islamisk arkæologi.

En satsning, som nu har udmøntet sig i den største kontrakt, Københavns Universitet nogensinde har indgået på det humanistiske område:

Al Zubara skal graves ud af sandet, gøres til en omfattende ’arkæologisk park’ for turister og sikres en plads på Unescos liste over verdens største kulturelle mindesmærker. Fortiden.  Den nuværende leder af den arkæologiske afdeling ved Qatar Museums Authority, Faisal Abdullah Al Naimi, med et af Jette Bangs og Klaus Ferdinands billeder på sin computer. Foto: Ingolf Thuesen

Pris: Et trecifret millionbeløb.

Qatar søger ligesom alle de andre lande omkring Den Arabiske Golf sin oprindelse og sin identitet.

Og det har danske arkæologer og etnologer særlige forudsætninger for at hjælpe med.

Danmark har en lang tradition for at arbejde med den islamiske verden, en tradition, som går helt tilbage til Carsten Niebuhr og hans store rejse til ’Det lykkelige Arabien’ sidst i 1700-tallet.

Carsten Niebuhr giver goodwill
Hjemme på Københavns Universitet styres projektet af arkæologen Ingolf Thuesen.

Kontrakten mellem København og Qatar blev først endeligt underskrevet for fire uger siden efter et års meget diskrete prøveudgravninger.

Og forleden stod Ingolf Thuesen i et telt ude i ørkenen og underskrev kontrakter igen: nu med de mange arkæologer, som var fløjet ind fra alle verdenshjørner.

»Niebuhr-navnet giver en utrolig goodwill overalt i de arabiske lande«, siger Ingolf Thuesen, som selv kommer fra Carsten Niebuhr-afdelingen ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.

Et institut, han nu er chef for, alt mens han stadig forsøger at holde den arkæologiske spade i jorden rundt omkring i Mellemøsten.

Han er en kender af Jordan, Syrien og Irak, hvor han har gravet i lange perioder. Som udsendt ekspert fra Unesco har han været i Bagdad adskillige gange under krigen.

Stor satsning
Inde i Qatars futuristiske hovedstad Doha – langt fra udgravningerne – møder vi Faisal Abdullah Al Naimi, leder af den arkæologiske afdeling af Qatar Museums Authority:

»Det er virkelig en stor arkæologisk satsning. En satsning både for Qatar og for hele Golfen«, siger han.

»Her i Qatar føler vi alle, at vi kommer fra Al Zubara, selv om byen ikke findes mere«, siger han.

Al Naimi er klædt i beduinernes hvide dragt. Skyskrabere af de mest surrealistiske formater omgiver kontorerne for Qatar Museum’s Authority, hvor han sidder ved sin computer:

»Vi har stor respekt for de danske arkæologer. De kom her for 50 år siden, de arbejdede uden komfort eller ordentlig indkvartering. Og de fandt min familie i dens telte«.

Deres familie?

»Ja – Al Naimi-familien er beskrevet i den store bog om beduinerne i Qatar«.

Og så klikker afdelingslederen de fantastiske billeder frem, som blev taget under professor P.V. Globs navnkundige ekspeditioner til Bahrain og Qatar fra 1950’erne og frem.

Etnologen Klaus Ferdinand og fotografen Jette Bang var med dengang, og deres storværk om beduinerne beundres her af en beduin, som sidder ved sin computer i skyggen af de vildeste skyskrabere.

Men beduinen i chefkontoret fortæller også, at i weekenden tager han ud i ørkenen og bor i telt.

Redder menneskeliv
Hjemme i København finder vi Ingolf Thuesen i hans pæne, men ikke prangende chefkontor. Han viser ud i det lille køkken og brygger en kop kaffe, før vi vender tilbage til kontoret og sætter os i en lille sofagruppe under et verdenskort.

Thuesen kan godt lide at kigge på det kort, når han skal forklare, hvad det hele går ud på her på instituttet:

»Kulturelle misforståelser er lige så livsfarlige som influenza. Det er sagen om Muhammedtegningerne et ekstremt eksempel på. Og en humanistisk forskning, der skaber forståelse, sådan en forskning redder menneskeliv i mindst lige så høj grad som vaccinationer mod verdensomspændende epidemier«.

Nærorientalsk arkæologi er humanistisk forskning af den mest centrale slags.

Alt mens Muhammedtegningerne nu i årevis har forpestet det politiske forhold mellem Danmark og Mellemøsten, har de danske arkæologer ufortrødent arbejdet med deres fag, som bygger på et privilegeret forhold til netop islamisk arkæologi.

En forskning, som mange andre har forsømt eller ikke haft sans for.

Talrige steder i Mellemøsten har internationale arkæologiske projekter udgravet en såkaldt ’tell’: en høj med lag på lag af rester fra svundne byer og civilisationer.

Men som oftest er man startet med at fjerne hele højens øverste lag for i en fart at nå ned til det »interessante« fra den tidligste kristendom over romertiden og videre bagud.

Hvad man simpelt hen bulldozede bort, var hele den islamiske periode fra profeten og frem. Og lige netop denne periode fra ca. 700 og helt op til i dag har de danske arkæologer en særlig forkærlighed for.

arkæologskygge.  En hovedgade i Al Zubara er ved at dukke op af sandet. I det fjerne forsvinder gaden ud i Den Arabiske Golf, som Den Persiske Golf hedder på denne side af vandet. Foto: Alexis Panyos Allerede i 1930’erne, da danskere gravede i den syriske by Hama, »behandlede man den islamiske periode med respekt«, som Ingolf Thuesen siger.

Og for femten år siden fik man med private midler fra Davids Fond oprettet et professorat ved Københavns Universitet i islamisk kunst og arkæologi.

Kalifatet i Hedeby
Under kalifferne i Bagdad omkring år 1000 florerer en højt udviklet kultur, mens det er middelalder i Europa og vikingetid i Norden.

»Men når vi (danskere, red.) selv fortæller om vikingernes bedrifter, så skulle man tro, at Hedeby var selve kalifatet«, smiler Ingolf Thuesen.

»Set sydfra, fra den højt udviklede civilisation dernede, forekommer Norden at ligge langt, langt væk og være noget rigtig, rigtig primitivt«.

Selv ser han helst sagerne akkurat sådan: sydfra. Selv om han er uddannet i dansk arkæologi, så har han svært ved at mobilisere entusiasme for at »stå og kigge ned i et stolpehul«, som han siger.

Og der er i hans øjne noget, som er helt ud af proportioner i det danske syn på verden:

»Sandheden er jo, at Danmark aldrig er blevet civiliseret. Danmark har aldrig selv udviklet en civilisation. Det er altid kommet til os udefra. Vi ligger i et område, der aldrig har været tvunget til de store forandringer eller de kulturelle og politiske opfindelser, som skaber nye samfund. Vi har altid bare kopieret – eller reageret imod med bål og brand og hærgen«.

Arkæologiske bilulykker
Et par dage efter mødet på Thuesens kontor i Snorresgade på Amager sidder vi på Qatar Museums Authority i Doha.

Her kommer kaffen af sig selv: En filippinsk kvinde lister ind med små glas af den lyse, gennemsigtige drik, som er brygget på bønner, der ikke er brændt sorte.

Vi sidder og venter … det skal man kunne i Mellemøsten. Men venteværelset er festligt, kontoret tilhører en lattermild kvinde hyldet i sort fra tørklæde til tå, Ms Himyan Jassim Al-Kuwari.

Hun administrerer både arkæologien og arkæologerne i en tæt tåge af røgelse og en temperatur så nedkølet, at vi danske diskret klaprer tænder trods heden udenfor.

En qatarer i hvid beduinbeklædning stikker hovedet ind i ny og næ, men pludselig myldrer det ind med vesterlændinge i jeans og kakiskjorter.

Det er professor Walmsley og en flok håndgangne arkæologer ude fra ørkenen, som uanmeldt er kommet til Doha for at fikse noget af alt det, der ikke kan fikses ude i sandet.

Det newzealandske festfyrværkeri af en professor fyrer jokes af til højre og venstre, alt imens han skriver indkøbslister til sine hjælpere: kameralinser, printerpatroner, plasticposer … han kender lige den rigtige forretning nede i suk’en eller til højre for et højhus.

Der hører ikke så lidt logistik og praktisk organisationsevne til at køre en udgravning.

Kort efter starter vi firehjulstrækkeren og kører mod Al Zubara med Walmsley om bord.

»Arkæologi er som en bilulykke, a car crash«, siger han: »Du står med vraget og forsøger så at rulle ulykken baglæns, så du kan rekonstruere hændelsesforløbet. Til sidst kan du se det hele for dig, som det var, før ulykken indtraf«.