Annonce
Annonce
Scene

I London bliver Shakespeare kønskvoteret

Selv om der stort set ingen kvinder optræder i Shakespeares skuespil, vil ny skuespilchef indføre 50/50 kønsfordeling.

Fakta

William Shakespeare

Engelsk digter og skuespilforfatter. Døbt 26. april 1564 i Stratford-upon-Avon. Døde samme sted 23. april 1616.

Det er sandsynligt, at han har gået på byens latinskole. Gift i 1582 med Anne Hathaway, med hvem han fik tre børn. Fra 1594 anpartshaver i skuespillertruppen The Lord Chamberlain’s Men, senere omdøbt til The King’s Men, der stod for opførelsen af hans skuespil. I 1600 blev han medejer af The Globe Theatre.

Sandsynligvis indledte Shakespeare sit forfatterskab ca. 1593 med digtene ’Venus and Adonis’ og ’The Rape of Lucrece’ og sonnetkredsen ’Sonnets’ 1609. Derefter fulgte skuespillene, og han tilskrives i hvert fald 36. Det er bl.a. ’Trold kan tæmmes’, ’Hamlet’, ’Othello’, ’Kong Lear’, ’Macbeth’ og ’Stor ståhej for ingenting’. Nyere forskning tyder på, at Shakespeare ikke er eneforfatter til en del af stykkerne.

Kilde: ’Forfatter leksikon. Udenlandske forfattere’. Rosinante, 1999.

Research: Politikens Bibliotek

Der er kun 16 procent af karaktererne i Shakespeares berømte skuespil, som er kvinder. De har så til gengæld stort set ingen nævneværdige replikker.

Men det vil ikke bremse den nye kunstneriske leder for teatret Shakespeares Globe i London, der vil indføre en 50/50-kvoter på skuespillerne.

»Om nogen var Shakespeare en gender bender, så jeg tror kun, det vil kræve en mentalitetsændring«, siger Emma Rice til The Guardian.

Hun vil blandt andet omdøbe en del af rollerne fra mandenavne til kvindenavne.

'Cymbeline' bliver til 'Imogen'

Rice har netop offentliggjort planerne for sin første sæson på teatret, der vil begynde med opsætninger af den romantiske komedie 'En skærsommernatsdrøm' og skuespillet 'Cymbeline'. 'Cymbeline', der handler om kongen af England, bliver dog omdøbt og genopfundet som 'Imogen' (en kvindelig karakter i det oprindelige stykke).

Det er almindelig kendt, at Shakespeares stykker i sin tid ofte blev opført med mænd på scenen i rollerne som kvinder. Nu får vi altså kvinder i mange af de mandlige roller. At få 50/50 mænd og kvinder på scenen har været en prioritet for den nye leder.

»Nu har jeg fået roret for dette sted i et stykke tid, og jeg synes, det er ganske interessant at sige, at ja, det er et mål for mig: Hvordan kan vi få de kvindelige stemmer frem? Hvordan kan vi ændre formen? Mit sigte er at få en langt større andel kvinder på scenen, men det skal ikke ske ved forbud, og det kan ikke ske ved et trylleslag«, siger Emma Rice til The Guardian.

LÆS OGSÅ:Hamlet kan blive det nye danske superbrand

Senest har The Globe haft stor succes med opsætninger af 'Helligtrekongersaften' og 'Richard III' i udgaver, hvor der kun har været mænd på scenen. Emma Rice vil ikke afvise, at det kunne ske igen.

»Jeg ville aldrig på forhånd sige nej til noget, men jeg ville nok have adresseret og genoprettet balancen på forhånd«.

Det er ikke første gang, at teaterfolk i England forsøger at gøre noget ved den skæve kønsbalance i Shakespeares elskede skuespil. En kvindelig 'Hamlet' med Maxine Peake i hovedrollen spillede i Manchester i 2014 og teatret Donmar Warehouse har spillet all-female-udgaver af 'Julius Caesar' og 'Henry IV'.

Det er i øvrigt i år 400-året for Shakespeares død, hvilket bliver markeret over hele verdenen med forestillinger og bogudgivelser.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Shakespeare forvandles til et potent tysk kødmarked på Kronborg

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce