Annonce
Annonce
Scene

Virkeligheden er væltet ind på teaterscenerne

I aften har en 'asylballet' premiere på Det Kongelige. Men hvad laver asylansøgere, kontanthjælpsmodtagere, krigsveteraner og andre på teaterscenen?

fakta

Virkelighedsteater

Teatergenre, hvor autentiske begivenheder dramatiseres eller hvor 'virkelige' personer fortæller deres egen historie på scenen. Kendes blandt andet fra Lars Noréns 'Sju:Tre' (1999), hvor tre svenske nynazister med udgang fra fængslet medvirkede i forestillingen.

Herhjemme har Betty Nansen Teatret især dyrket genren med deres integrationsprojekt C:NTACT. Også Fix&Foxy (Tue Biering og Jeppe Kristensen) har sat flere forestillinger på inden for genren, blandt andet 'Pretty Woman A/S' (2008) med prostituerede som medvirkende; 'Friends' (2010) med en gruppe asylansøgere; og 'Det store ædegilde' (2015) med otte kontanthjælpsmodtagere.

Corpus og Sort/Hvid satte i 2014 'I føling - en krigsballet' op på Det Kongelige Teater med sårede krigsveteraner som medvirkende. Den var, ligesom 'Uropa', instrueret af Christian Lollike.

'Uropa - en asylballet' spiller på Det Kongelige Teater 29. jan.-14. feb. samt 16.-20. feb.

Da Henning Jensen i 2002 trak sig fra forestillingen ’Hamlet’ på Det Kongelige Teater, bundede dramaet i, at Ofelia skulle spilles af en kvinde med Downs syndrom. Kvinden kom ude fra virkeligheden. Men Henning Jensen mente, at det var etisk angribeligt at »bede en ung retarderet kvinde om at gå på scenen med besked på bare at spille sig selv«. Teatret, udtalte han, var ikke »en event eller et realityshow«. Forestillingen blev droppet midt i prøveforløbet.

Det er 14 år siden. Siden er virkeligheden bare væltet ind på teaterscenerne.

I forestillingen ’Pretty Woman A/S’ købte instruktørerne hver aften en gadeprostitueret kvinde fra Vesterbro til at spille Julia Roberts’ rolle fra hollywoodfilmen. I ’I føling’ fortalte tre sårede krigsveteraner deres egen historie sammen med kongelige balletdansere. I ’Friends’ spillede asylansøgere vennerne fra tv-serien af samme navn.

På borgerscenerne i Aalborg og Aarhus instruerer professionelle instruktører lokale borgere i at berette fra deres liv. Og i dag fortæller seks asylansøgere deres liv på Det Kongelige Teater.

LÆS OGSÅ Flygtninge rykker ind på Det Kgl. Teater

»Her er der ingen afstand mellem den person, der fortæller, til det, der bliver fortalt. Der er ikke nogen fortolkning. Det er ikke journalister eller fotografer, der fortæller om de her mennesker. De fortæller selv. Og de står lige foran mennesker, som de normalt ikke har nogen kontakt til«, siger instruktøren Tue Biering, der står bag mange af genrens mest omtalte forestillinger.

Men det er ikke helt ufarligt at invitere det virkelige liv ind på teatret. Det siger teaterinstruktør Jacob Schokking.

Hvis det går dårligt, ender det som et standard bordelbesøg, fordi du får forførelse mod betaling

Instruktør Jacob Schokking om virkeligheds-teatrets demagogiske potentiale

»I forestillinger med flygtninge og krigsveteraner påtager instruktøren sig et stort ansvar. Også bagefter. For hvordan påvirkes de her mennesker af deres medvirken? Både individuelt psykologisk og i forhold til sikkerhed. Flygtninges medvirken i en kontroversiel forestilling kan bringe dem i fare, både i hjemlandet og herhjemme«, siger han, der understreger, at han betragter virkelighedsteatret som en vigtig del af moderne teater.

Mange af forestillingerne handler om mennesker, der står midt i en aktuel, og ofte politisk, konflikt i samfundet, og det aspekt rummer en anden problematik, siger Schokking.

»Når man som iscenesætter vælger at belyse et aktuelt samfundsmæssigt problem gennem følelsesmæssige virkemidler, har man et moralsk og politisk ansvar. Teatret lever jo af at forføre. Husk på, at når politikere anvender følelsesmæssige strategier for at få deres budskab igennem, så kalder vi det demagogi«, siger han.

»Hvis det politiske virkelighedsteater går godt, giver det publikum erkendelse, indsigt, engagement, eftertanke. Hvis det går dårligt, ender det som et standard bordelbesøg, fordi du får forførelse mod betaling«.

Medvirkende følte skam

Lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet Ida Krøgholt har forsket i virkelighedsteatret. Hun ser genren som udtryk for en udvikling, hvor teatrene bliver mødesteder frem for steder, hvor man går hen for at modtage dannelse i klassisk forstand. Risikoen kan selvfølgelig være, at den kunstneriske kvalitet falder, siger hun, men det var langtfra tilfældet med forestillingen ’Hjemvendt’ på Borgerscenen på Aalborg Teater. Her fortalte lokale krigsveteraner om at være i krig.

LÆS ARTIKELForestilling æder sig igennem publikums overforbrug og fordomme

»De fortalte deres egne historier. Og så var der en feltpræst med og en fra Læger uden Grænser. Men det hele var monteret i en stram kunstnerisk ramme, så fortællingerne fremstod uden sentimentalitet. Man fik en dyb forståelse for, hvad det er at være i krig og være hjemvendt, og man forstod, at man aldrig rigtig vender hjem«, siger Ida Krøgholt.

Instruktør Tue Biering har sammen med sin makker Jeppe Kristensen været virkelighedsteatrets foregangsmand herhjemme. De står bag ’Pretty Woman A/S’, ’Friends’ med asylansøgere og ’Come on, Bangladesh – Just do it’, hvor de hyrede lavtbetalte skuespillere fra Bangladesh til at spille ’Elverhøj’.

Senest har de iscenesat ’Det store ædegilde’, hvor kontanthjælpsmodtagere fortalte om deres liv. Tue Biering ønsker at skabe et møde mellem publikum og grupper af mennesker, som enten slet ikke ses eller høres i offentligheden – eller som altid fremstilles af andre.

Det er nogle historier, som indeholder noget grundlæggende dramatik. Og det er vel det stof, fortællinger er lavet af

Tue Biering, instruktør

Han bruger lang tid på at vurdere, om de enkelte medvirkende kan klare at dele sig selv med publikum på scenen. Men han har aldrig oplevet, at nogen af dem har haft problemer bagefter.

»Det er ofte mennesker, som føler sig misforstået eller mistolket, og som er glade for at få en stemme i dét møde. De fleste har faktisk gerne villet lave mere teater bagefter«, siger han.

Hvorfor er det altid trængte mennesker, der bliver inviteret ind i virkelighedsteatret? Prostituerede, asylansøgere, traumatiserede krigsveteraner?

»Det er måske, fordi det er mennesker, vi i forvejen er nysgerrige efter at høre om. Det er nogle historier, som indeholder noget grundlæggende dramatik. Og det er vel det stof, fortællinger er lavet af. Fortællinger, hvor der er meget på spil«.

Er det så en privilegeret klasse, som sidder på publikumsrækkerne og ser på en mindre privilegeret klasse, hvis liv er blevet gjort til dramatik og underholdning?

»Jeg tror snarere, publikum oplever det som et stort, stort privilegium at være i et rum med mennesker, de normalt aldrig ville møde. Der er en stor forskel på at læse en lang artikel i Politiken, hvor asylansøgere sidder og kigger ud ad et vindue på et dystert fotograf – og så møde dem på en teaterscene, hvor de fortæller selv. Og i øvrigt repræsenterer alle mulige genkendelige sider ved livet og det at være et menneske«.

Redaktionen anbefaler

Flygtninge rykker ind på Det Kgl. Teater

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce