Annonce
Annonce
Scene

På jagt efter sandheden om Dr. Kurt og Mr. Ravn

Vi prøver at finde ud af, om Kurt Ravn har en skyggeside ligesom sin hovedrolle i ’Jekyll & Hyde’ på Det Ny Teater.

Kurt Ravn

Blå bog

Født 29. december 1947 i Seest ved Kolding. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1973. Ansat på Aalborg Teater 1974-77 og har herefter arbejdet freelance.

På teatret har Kurt Ravn spillet titelrollen i ’Tartuffe’ (1983) på Det Danske Teater samt rollen som faderen i ’Kabale og Kærlighed’ (2003) på Det Kongelige Teater.

Han har haft hovedroller i musicals som ’Chess’ (1991), ’Les Misérables’ (1992) og ’Atlantis’ (1994).

På film har han bl.a. medvirket i ’Tro, håb og kærlighed’ (1984), ’Ved vejen’ (1988) og ’Smukke mennesker’ (2010). På tv var han ’Røde’ i ’Matador’ (1978-82) og Annas far i ’Anna Pihl’ (2006-08) og har lavet tv-satire i flere omgange.

Sideløbende med sin skuespilkarriere har han indsunget adskillige plader, og han optræder jævnligt som solist hos landets symfoniorkestre.

Research: Politikens Bibliotek

Jeg har ikke siddet ret længe ved siden af Kurt Ravn i den halvmørke teatersal, før jeg føler mig på glatis. Alle mine forsøg på at trænge ind bag hans upåklageligt høflige facade slår fejl.

Det kunne godt tænkes, at advokaten John Utterson havde det lidt på samme måde, da han sammen med sin ven Richard Enfield pludselig stod over for en utilnærmelig bygning i en sidegade i victoriatidens London. Det afskallede misfarvede hus var i to etager og uden vinduer i stueplan. Mod gaden var der blot en skrammet dør, som hverken var udstyret med klokke eller dørhammer.

Richard Enfield har tidligere set en mand forsvinde ind gennem denne dør efter at have nedtrampet en 8-10-årig skrigende pige på gaden. Der var et eller andet forkert ved mandens udseende, fortæller Enfield. Noget frastødende, noget modbydeligt.

»Jeg har aldrig mødt et menneske, jeg har følt sådan en afsky for, og alligevel ved jeg dårligt nok hvorfor. Han må have en deformitet et eller andet sted; han giver helt klart indtryk af at være vanskabt ...«.

Sådan begynder ’Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde’, Robert Louis Stevensons personspaltede historie fra 1886, som er årsagen til, at jeg befinder mig her på Det Ny Teater med Kurt Ravn.

Og lad mig i en fart slå noget fast:

Der er intet afskallet eller afskyeligt ved Kurt Ravn. Han har kun mysteriet til fælles med det dystre hus. Eller det er i det mindste, hvad jeg siger til mig selv: at han er et mysterium. At selv bag den mest lysende facade må der gemme sig et mørke, noget ukendt, som måske er interessant at grave frem.

Indtil dette øjeblik har jeg frem for alt et billede af Kurt Ravn som den gæve kommunist Lauritz ’Røde’ Jensen, der knapper en bajer op og synger ’De tre musikanter’ for Agnes, Fede og grisehandler Larsen i tv-serien ’Matador’. Jeg ved godt, at han har lavet en masse siden da. Der er trods alt gået næsten 40 år. Men mit billede af ham har ikke forandret sig. For mig er Kurt Ravn stadig ’Røde’.

Nu skal han så spille John Utterson, advokat og god ven til Dr. Jekyll, i musicalen ’Jekyll & Hyde’. Og kan man forestille sig en bedre anledning til at få en snak med Kurt Ravn om lys og skygge? Det er sådan, jeg tænker.

Hvad skal vi så snakke om?

»Bare ikke noget om privatlivet, vel?«.

Det er noget af det første, han siger, da vi har sat os til rette i de røde plyssæder i en pause mellem prøverne til ’Jekyll & Hyde’. Allerede her mærker jeg fundamentet skride under mig.

»Vi holder os kun til det faglige«, understreger Kurt Ravn. »Tsunami og alt det der, det har vi ligesom været igennem ...«.

Det har han sådan set ret i. Pressen har omhyggeligt beskrevet, hvordan Kurt Ravn og hans kone, Annette Ravn, under en ferie i Thailand i 2004 blev skyllet væk fra hinanden af tsunamien. I halvandet døgn vidste ingen af dem, om den anden levede. Jeg ved fra flere referater, at Kurt Ravn brækkede et par ribben.

jeg ved godt, at der er noget, der hedder method acting, hvor man lever sig fuldstændigt ind i figuren og nærmest kommer hjem og prygler konen, hvis man spiller en ond figur

Men af og til bliver privatlivet filtret sammen med det professionelle, påpeger jeg i et klodset forsøg på at omgå hans regel. Som da han i 80’erne dannede par med skuespilleren, sangeren og danseren Susanne Breuning.

»Der kommer vi igen ind på det private«, falder hammeren.

Du optrådte da også med hende, ikke?

»Jo, men jeg har optrådt med så mange«.

Men du blev vel ikke kærester med dem alle sammen?

»Nej ...«, indrømmer Kurt Ravn med sin rare latter. »Jeg synes bare, der har været så mange interviews, der handlede om: Hvad laver du så i din fritid? Nå, jeg spiller tennis og læser bøger og sådan noget ... Forstår du det godt?«.

Jeg forstår det godt. Det her bliver vanskeligt.

Foto:  Peter Hove Olesen

Klatrer rundt med direktøren

Lige siden Det Ny Teater åbnede i 1908, har stedet lidt af personlighedsspaltning.

»Kan du se kongekronen? Den vender ud mod den fine Gammel Kongevej ...«, siger direktør Niels-Bo Valbro og peger ud ad et tagvindue. Så går han hurtigt tværs gennem øvesalen, der er bygget på taget af teatret, og peger ud mod tre bronzefigurer. »Og her har du de tre muser mod den folkelige Vesterbrogade«.

Teatret ligger bogstavelig talt på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro og har altid bestræbt sig på at levere forestillinger, der både talte til borgerskabet og de mere jævne borgere. I mere end 20 år har opskriften heddet musicals. Stort anlagte musicals.

»De tror vist, det her er London eller New York«, hører jeg en skuespiller bemærke til en kollega, da vi farer bag om scenen. Jeg tror ikke, direktøren hører bemærkningen.

Det Ny Teater

Det Ny Teater i København er opført i 1908. Med mere end 1.000 pladser og 12.000 kvadratmeter er det et af landets største teatre. I 1990 besluttede Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab at lukke teatret på ubestemt tid, da bygningen var nedslidt, og Det Ny Teater gennem en årrække havde haft et stort underskud.

I 1991 allierede den nuværende direktør, Niels-Bo Valbro, sig med Bent Mejding for at redde teatret. I 1994 genåbnede det som privat musikteater og får i dag kun huslejetilskud fra staten.

Teatret har med succes siden opført en lang række musicals, bl.a. ’Cats’ (2002), ’Chicago’ (2007), ’Les Misérables’ (2009), ’Wicked’ (2011) og ’Evita’ (2014).

I teatersæsonen 2013/14 var der 109.665 tilskuere, året efter 129.883 tilskuere.

Teatret havde premiere på ’Jekyll & Hyde’ 11. februar.

Research: Politikens Bibliotek

»Men der er ingen modsætning mellem det folkelige og et højt kunstnerisk niveau«, forsikrer Niels-Bo Valbro over skulderen.

Han har sat sig for at vise mig den labyrintiske bygning, inden Kurt Ravn har en pause i prøverne. Vi kravler ned under scenen for at se mekanikken. Vi kravler ad smalle metaltrapper op i scenetårnet. Op, op, op. Og har en svimlende udsigt til aktørerne på scenen, der heroppefra ligner dukker. Vi klatrer ned igen og styrter gennem et lokale, hvor nogle skuespillere får rettet på deres lasede kostumer og overvældende parykker. Alle kostumer har stropper og spænder, der leder tanken hen på spændetrøjer.

Valbro fortæller, at Stevensons korte roman om Dr. Jekyll og Mr. Hyde var et øjeblikkeligt hit. Og allerede to år efter udgivelsen, i 1888, kom det første teaterstykke op i London.

»Hovedrollen blev spillet af en skuespiller, der hed Richard Mansfield. Han spillede så overbevisende, at han på et tidspunkt var under mistanke for at være Jack the Ripper. Hvis man kunne fremstille ondskab i så koncentreret form på en scene, så ...«.

Kunsten at smide tøjet

Kurt Ravn behøver ingen paryk. Hans hvide manke passer fint til rollen som den tørre, men retskafne John Utterson. Han har smidt skjorte, vest og jakke og sidder nu i sort T-shirt og advokatbukser med brede seler.

Hvorfor ville du være skuespiller?

»Jamen, det var en drift, der lå i mig. Allerede da jeg lavede skolekomedie, fornemmede jeg, at jeg passede godt ind i det her«, siger Kurt Ravn.

Hvad kan du godt lide ved det?

»Du får lov til at arbejde med en masse ting inde i dig selv. Både de lyse og de mørke sider. Du kan bearbejde dig selv på scenen. Det er en form for terapi ... Samtidig med at det også er sjovt, fordi vi leger jo faktisk, ligesom børn. Fantasien kan få frit løb. Så en dag skal det lige samles, og så er det dybt alvorligt«.

Hans forældre hjemme i Seest ved Kolding mente nu ikke, han skulle være skuespiller. Det var bedre at blive noget med maskiner, syntes de. Så han kom i lære som maskinarbejder på Lavrids Knudsens Maskinfabrik. I to år lavede han armaturer og fittings. Så gav han op.

»Jeg kunne godt mærke, at det slet ikke var mig. Overhovedet ikke«.

Kurt Ravn kom to år i flyvevåbnet. Først som rekrut, siden som sergent i Skrydstrup. Ved siden af spillede han amatørteater i Vojens. Da han slap ud af uniformen, blev han trommeslager og sanger i et orkester og gik til undervisning hos en skuespillerinde, der forberedte ham til teaterskolen.

Han kom ind på Statens Teaterskole i 1970. Og var lykkelig. Selv om undervisningen indimellem pressede ham til det yderste.

Jeg rødmer let og bryder mig ikke om at være midtpunkt

»Der var meget med gruppedynamik og psykoterapi. Det lå vel i tiden. Det var sådan noget med, at man skulle skrælle tingene af sig selv. Skrælle alt væk, som man slæbte rundt på. Og lære at være åben. Man skulle også turde tage tøjet af foran hinanden ...«.

Så det stemmer, at man gik meget rundt og var nøgne i 70’erne?

»Ja, men det var selvfølgelig ikke på første år. Man skulle lige se, hvor langt man kunne få folk ud ... Jeg havde det rigtig dårligt med det. Jeg har altid været et meget genert menneske. Jeg rødmer let og bryder mig ikke om at være midtpunkt i store forsamlinger. Medmindre det er på scenen«.

Hvad gjorde du så?

»Da vi skulle lave den øvelse, så ... det kunne jeg slet ikke. Jeg gik op i vores omklædningsrum og tænkte: Nu er jeg færdig her. Nu bliver jeg smidt ud. Jeg var frygtelig ked af det. Jeg tror endda, jeg græd ...«.

Foto:  Peter Hove Olesen

Alle ludere, kom her

Oppe på scenen ligger Julie Steincke og ser forførende ud på en seng. Hun spiller Lucy, Mr. Hydes mørke og udsvævende veninde, og er iført (temmelig ærbart) undertøj a la 1880’erne. Rundtomkring står en del andre ludere, flere af dem er i færd med at betjene mandlige kunder.

Så dukker Mr. Hyde op i skikkelse af Thomas Ambt Kofod. Han binder Lucy til sengestolperne og stiger syngende om bord.

»Må jeg stoppe jer? ...«, lyder så en stemme nede fra salen.

Den kommer fra en ældre herre i fleecetrøje. Han er ikke videre høj, men temmelig bred og har et ansigt som en venligsindet trold. Det er Daniel Bohr, den argentinskfødte og ufattelig erfarne instruktør, som sammen med scenografen Paul Farnsworth har anbragt hele forestillingen på en galeanstalt.

»Hvorfor er I endt i den modsatte ende af sengen«, spørger Daniel Bohr. »Er det med vilje?«.

LÆS OGSÅ»Er I feje? Vil I have særbehandling? Hvorfor skal I have asyl?«

»Det er med vilje«, bekræfter Mr. Hyde.

Instruktøren bevæger sig adræt op på scenen. Går lidt rundt og diskuterer teknik og positioner. Projektører tændes og slukkes. Daniel Bohr accepterer, at Hyde og Lucy ender i den forkerte ende af sengen. Udbryder så:

»Alle ludere, kom her!«. Luderne stimler sammen om Bohr. »Der må være et par stykker til«, siger han. En af skuespillerne spørger: »Hvordan kommer vi ud af scenen«.

»Sengen køres ud, hvis jeg ikke husker forkert«, svarer instruktøren. »Midt i orgasmen ...«.

Foto:  Peter Hove Olesen

Og så ringede Erik Balling

Da Kurt Ravn havde siddet lidt i omklædningsrummet på teaterskolen, dukkede dramalærer John McEwan op og sagde, at Kurt ikke behøvede smide tøjet, før han følte sig klar til det.

Smed du det nogensinde?

»Ja, på et tidspunkt. Jeg tror ikke, det var det, der gjorde mig til en god skuespiller ... Men vi lærte utrolig meget af John McEwan. Han lærte os at søge ind til vores sande jeg og det enkle udtryk. At afstå fra at spille komedie ...«.

Hvordan kan man spille komedie, hvis man afstår fra at spille komedie?

»Ja, det lyder måske lidt mærkeligt, men det er noget med at gøre det enkelt. Hvis man overspiller, bliver det dilettantisk. Så bliver det folkekomedie, amatørisme. I Hamlet-stykket optræder en skuespillertrup, og lederen af truppen siger til sine folk: »Lad være med at save gennem luften med jeres arme«.

Man skal ikke prøve at forklare det hele med store gebærder. Og på film kommer kameraet jo helt ind og kigger på dine øjne, og så er det nok, at du har tanken. Du skal ikke grimassere«.

Efter teaterskolen kom Kurt Ravn med i den omrejsende teatergruppe Banden. Det var teater med utvetydigt venstreorienterede budskaber. For eksempel opførte de et stykke om det, der dengang hed åndssvageforsorgen. Stykket hed ’Skyld’. Og bagefter var der diskussion.

Videre gik det til Aalborg Teater, som altid sluttede sæsonen af med en musical.

Har du altid haft den der heltetenor?

»Narh, det ved jeg ikke rigtig ... Heltetenor, det forbinder jeg med Wagner, nogle, der kan tage det høje c«.

Så smørtenor måske?

»Ha ha ... Kærgården måske. Nej, jeg er ikke en ægte tenor. Jeg er en lys baryton. Jeg har altid godt kunnet lide at synge, men jeg havde ikke lyst til kun at lave musical. Jeg ville gerne spille drama ...«.

En dag i 1978 ringede telefonen så. Det var Erik Balling.

Fra gyser til psykothriller

Daniel Bohr har lavet en del om på den oprindelige ’Jekyll & Hyde, The Musical’, som havde premiere på Broadway helt tilbage i 1997.

»Jeg har selvfølgelig altid syntes, at historien var fabelagtig. Men jeg følte, at der manglede noget, der kunne bringe den nærmere til vores publikum i dag«, siger instruktøren, da vi et øjeblik har sat os ud i den ellers mennesketomme teaterfoyer.

Bohr var interesseret i diagnosen ’dobbelt personlighed’, som den før så ærværdige Dr. Henry Jekyll tydeligvis lider af. Men han ville gerne væk fra det med, at Jekyll »drikker en masse farvede væsker og bliver til et uhyre med hår og lange tænder«. Og han fandt ud af, at man allerede omkring 1880 eksperimenterede med at behandle mentale lidelser med elektrochok. Så de elektriske apparater har fået en fremtrædende plads i Dr. Jekylls laboratorium på Det Ny Teater.

LÆS OGSÅ'De stuerene' er underholdende og informationsmættet teater om Pia K. og DF

Du forvandler forestillingen fra gyser til ...?

»Til en psykologisk thriller, håber jeg ... Og så prøver jeg at koncentrere historien gennem de figurer, der er omkring Jekyll/Hyde. Som for eksempel Kurt Ravns rolle, som jeg har bygget en del ud i forhold til den oprindelige version«.

Hvad synes du om at arbejde med Kurt Ravn?

»Han er en skuespiller med alle de gode gamle traditioner, som har klaret at holde sin stil meget ren og føre den up to date. Han er ikke en gammeldags skuespiller. Han har en fabelagtig diktion, en autoritet og en ærlighed og klarhed i sin måde at fortolke en rolle på«, siger Daniel Bohr.

»Og så er han en stor sanger«.

Foto:  Peter Hove Olesen

Sådan er det at være Røde

Egentlig var det ikke Kurt Ravn, der skulle spille Røde i ’Matador’. Det var Ole Ernst. Men på det tidspunkt havde Danmarks Radio et horn i siden på Ole Ernst, fordi han var blevet væk fra nogle tv-optagelser til P.O. Enquists ’Tribadernes nat’. Man kaldte det samarbejdsvanskeligheder.

I stedet ringede instruktør Erik Balling til den unge, ukendte Kurt Ravn, som han havde set på teatret.

Så du kom med i ’Matador’ på afbud?

»Det kan man godt sige«, bekræfter Kurt Ravn.

Kan du huske, hvordan du havde det, da Balling tilbød dig den rolle?

»Hmmm ... nej, det kan jeg ikke, helt ærligt. Jeg husker ikke sådan noget med, at jeg røg op i luften. Det var mere noget med: Vi skal til at lave noget, der hedder ’Matador’, og der er en rolle til dig. Så læser man manuskriptet, og det lyder da meget godt, så det vil jeg meget, meget gerne. Ingen anede, at det ville blive så stort ...«.

Hvordan var det at indspille ’Matador’?

»Det var jo fantastisk spændende at være sammen med alle de gamle koryfæer og være med i det store maskineri. Og disciplinen var streng hos Balling. Ellers kunne man simpelthen ikke nå det, for optagelserne foregik udelukkende om formiddagen«.

Om eftermiddagen skulle de fleste skuespillere til prøver på et teater. Om aftenen skulle de typisk spille en eller anden forestilling. Og næste morgen igen af sted til Nordisk Film.

»Erik Balling blev engang spurgt, hvor lang tid det tager at lave en film. Det tager den tid, der er til rådighed, svarede han ...«.

Kan du huske, hvornår du første gang blev genkendt på gaden?

»Nej, ha ha ... det kan jeg sgu ikke. Det var først længere henne i forløbet. I dag er ’Matador’ jo blevet fuldstændig kult, og jeg er stolt og glad over at have været med. Men i årene efter at vi havde lavet det, syntes jeg, der var lidt for meget snak ... ’Hej ’Røde’’ og sådan noget. Jeg blev lidt irriteret over det, for jeg laver jo også andet, ikke? I sådan et lille land kan der godt være en tendens til at blive sat i bås. Det er ikke særlig sjovt«.

John Utterson er bevæbnet

En sortklædt figur ved navn Spider synger en sang på scenen, mens laboratoriet lydløst rulles ind. Spider synger om et »bæst, der er løs og står ved vor entré ... Luk ham ikke ind!«.

Men bæstet er her allerede. Mr. Hyde sidder henslængt i en øreklapstol ude i højre side. Og nu kommer Kurt Ravn. Han er i fuld Utterson-mundering og bærer på en pakke. Den er til Dr. Jekyll, siger Utterson til den usympatiske skikkelse i stolen.

»Så aflever den og forsvind!«, bjæffer Mr. Hyde.

Men advokat Utterson nægter at gå, før Mr. Hyde fortæller, hvor Dr. Jekyll befinder sig. For at understrege, at han ikke er til at spøge med, trækker Utterson en pistol.

Foto:  Peter Hove Olesen

Jean Valjean var den vigtigste

I årene efter ’Matador’ var Kurt Ravn med i en stribe satireprogrammer i tv. Et hed ’Klikk’, et andet ’Den gode, den onde og den virk’li sjove’, og de tog alle udgangspunkt i aktuelle begivenheder, hvilket betød, at manuskriptet blev skrevet i sidste øjeblik. Det var en udfordring for en mand, der foretrækker at forberede sig grundigt på sine roller.

»Det væltede jo ind med A4-ark fra tekstforfatterne på faxen aftenen før. Man var ved at blive sindssyg«, siger Kurt Ravn. »Men jeg blev helt vild med det. Det var skidesjovt«.

Han viste sig ikke mindst at være god til at spille daværende statsminister Poul Schlüter.

»Han havde jo en meget speciel måde at tale på, med de flade a’er og den der hønsemund ...«. Kurt Ravn demonstrerer Schlüters hønsemund. »Og så kunne jeg meget nemt komme til at ligne ham i håret og fysiognomien«.

Kurt Ravn har aldrig manglet arbejde, siger han. Der har været masser af roller i musicals, film og tv-serier. For eksempel var han Anna Pihls far i krimiserien af samme navn. Og han har høstet en Bodil for bedste mandlige birolle i både ’Jeppe på Bjerget’ og ’Smukke mennesker’. Desuden optræder han mere og mere som sanger, især i julemåneden.

Hvilken rolle opfatter du som din vigtigste, ud over ’Røde’?

»Jean Valjean i ’Les Misérables’«, svarer han uden tøven.

Det var på Østre Gasværk i 1992-93. Han spillede den 125 gange. Og det var »hundesvært«. Den mest krævende rolle, han har haft. Det kunstneriske højdepunkt. Indtil videre.

Jeg spørger, hvad det værste er, han har oplevet som skuespiller. Endnu har jeg ikke opgivet at finde en mørkere side af Kurt Ravn.

LÆS OGSÅ Premieren på Puccinis 'Madame Butterfly' var en musikalsk wow-oplevelse

»Jeg er skidedårlig til anekdoter«, svarer han med en undskyldende latter. »Jeg kan ikke huske noget specielt lige nu ... Når jeg er færdig med en forestilling, går der ikke ret lang tid, før den er ude af mit hoved. Men jeg har da også haft nogle roller, hvor jeg bagefter har sagt: Det her kunne jeg fandeme godt have undværet ...«.

Kan du nævne et eksempel?

»Det kan jeg ikke huske sådan helt præcist ...«.

Du har en misundelsesværdig evne til at fortrænge alt det dårlige?

»Er det en skandale, du fisker efter? Jeg har bare ikke været med i noget, hvor jeg har tænkt, at det var en total fiasko, helt ærligt«.

Kan det ikke være svært, når man hele tiden spiller nye roller, at finde ud af, hvem man selv er?

»Nej, det er jo en del af håndværket, at man kan gå lynhurtigt ind og spille den rolle, man skal. Og så kaste den af sig igen. Jeg ved godt, der er noget, der hedder method acting, hvor man lever sig fuldstændig ind i figuren og nærmest kommer hjem og prygler konen, hvis man spiller en ond figur. Men det er absolut ikke nødvendigt at gøre det på den måde«, siger Kurt Ravn.

Er der en rolle, du stadig savner at spille?

»Så skulle det være en fed hovedrolle på film, hvor jeg spiller en rigtig led skid ... som viser sig at være god nok på bunden«.

Foto:  Peter Hove Olesen

Gud hjælpe os alle!

»Hvad har de gjort ved Henry Jekyll«, spørger John Utterson, mens han vifter med sin pistol mod Mr. Hyde.

»De vil gerne se ham, vil De ikke?«, siger Hyde med en hånlatter. »Det bliver så på eget ansvar!«.

Den ondskabsfulde skabning springer op på laboratoriebordet, griber fat i nogle strømførende indretninger og forvandler sig, mens lyn og gnister fyger over scenen, til Dr. Henry Jekyll.

En livløs Jekyll.

»Må Gud hjælpe dig, Henry. Må Gud hjælpe os alle!«, udbryder John Utterson, inden han forlader scenen.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Flotte skuespilpræstationer redder slap dramaturgi i gysermusical på Det ny Teater

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce