Annonce
Annonce
Scene

interview Lotte Andersen: »Jeg er ikke sådan en musicaltype«

Lotte Andersen har sunget siden hun var tre år gammel, men hun hader musicals og elsker det upolerede – sådan har det altid været.

1

Lotte Andersen

  • Skuespiller, manuskriptforfatter og sanger.
  • Debuterede i 1984 i Dr. Dante musicalen 'Sort Hvid'.

Vi kender selvfølgelig alle sammen hendes ansigt.

De lidt sørgmodige øjne og smilet nedenunder, der får hende til at se ud, som om hun gemmer på en halvfemserironisk hemmelighed.

Men vi kender ikke ret meget til hende. Hun har ellers været med, hvor det virkelig giver eksponering. ’Krøniken’. ’Edderkoppen’. ’Jul i Valhal’. ’2900 Happiness’.

Det begyndte i Odense
Og så er der alle filmene. For eksempel ’Oh happy day’, som hun var med til at skrive. Og sangen. Der er altid et eller andet med sang.

I teaterkoncerten ’Gasolin’ sang hun, som gjaldt det livet, og for nylig sang hun for hundredvis af museumsgæster ved en koncert på Statens Museum for Kunst.

Vi kender ansigtet, sangen og de skæve roller – og det er vist det. Og det har hun det fint med.

Men hvordan blev Lotte Andersen egentlig til sangeren og skuespilleren Lotte Andersen?

Det begyndte i Odense, siger hun og knæler på gulvet for at vise præcis, hvad der skete. På knæ stirrer hun intenst på sin højre pegefinger, som peger mod loftet femten centimeter fra ansigtet.

»Fingeren skal altså forestille en flamme«, fniser hun og synger med dirrende falset: »Tænd dit lys, min flamme, tænd dit lys, min allerkæreste ven«.

Omgivet af teaktræ
Optrinnet – altså det originale, ikke nyopsætningen til ære for iBYENs journalist – foregår for en 40 år siden på gulvet i en murermestervilla midt i Odense.

Den treårige Lotte Andersen er omgivet af teaktræ. Teaktræ med læderbetræk, teaktræ med uldbetræk og teaktræ uden betræk.

Og hun er omgivet af sine forældre og deres venner. Faderen er direktør i et firma, der beskæftiger sig med kontormøbler. Moderen er hjemmegående.

Det holdt hun i øvrigt op med cirka ti år efter, da hun og datteren sammen sprang ud som hippier. Moderens oprør var en hf-uddannelse – Lottes er stadig på fuld power. Sådan da.

Lotte Andersen er altså tre år gammel. Hendes lår er tykke som to nykogte hamburgerrygge.

»Ja, jeg var et meget kraftigt barn«, griner hun 40 år efter.

Lotte Andersen er tre år gammel. Hun synger sin sang om flammen.

»Og så var der jo ikke nogen, der stoppede mig. Det er derfor, jeg blev ved. Børn synger jo hele tiden«.

Hun gjorde alvor af det og har sunget lige siden. Ti år efter den første optræden fik hun en guitar – hvis hun ellers lovede at gå til spil.

»Og så kom alt det er kvindesags-noget. Jeg skrev en sang om Lillemor, der vasker bleer, mens Lillefar ligger på sengen. Jeg var hippie. Jeg var ikke punker. Det blev jeg sgu aldrig«.

Helga Ladeport
Vi er tre etager over en af Københavns smarteste gader, Kronprinsensgade, hvor et smukt, stort, sort rum gennem alle årene har ligget og gemt sig for de gadesmarte.

Engang hed det Den Anden Opera. I dag hedder det Københavns Musikteater. Det er ikke musical, ikke teaterkoncert, men musikteater. Og dér spiller Lotte Andersen lige nu rollen som Helga Ladeport. Igen synger hun.

Helga Ladeport er et menighedsrådsmedlem, der har fundet på at invitere forfatter og firserpunkhelt Peer Hultberg til at oplæse passager fra bogen ’Villa Requiem’.

Helga Ladeport har en ordentlig ladeport. Peer Hultberg dukker ikke op.

Da dét går op for Ladeport og de andre, vælger de at vise forskellige optrin inspireret af passager fra bogen. De havde jo forberedt det. I løbet af stykket går anstrengelser i opløsning. De bliver det, de spiller.

Effektiv og pænt
»Vi har arbejdet meget med at gå den modsatte vej end at producere det. Altså producere det færdigt, så det er effektiv og pænt. Det skal se ud, som om det er noget, der sker tilfældigt. Det er meget, meget vanskeligt. For der er meget stor forskel på det der, hvor alting er lagt fuldstændig til rette, og så det her, hvor der kommer tidspunkter, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv«.

Du lyder meget begejstret.

»Jeg er HELT vild med det. Det er noget nyt, som jeg aldrig har prøvet før. Det er noget i tiden. ’Den 11. Time’. ’De sorte spejdere’. Der er ting, der med vilje ikke er planlagt. Vi vil se og høre tingene blive til. Vi orker ikke hemmelighederne mere. Det er, fordi alle kan lave en film. Alle kan lave et tv-program. Alle kan få det til at ligne noget. Vi vil se mennesker, der er så gode til det, de gør, at de viser det blive til«.

Tror du, publikum orker det?

»Ja, så længe, vi synes, det er fedt. Der sker ikke en fucking skid her, men når vi peger på netop dét, så kan publikum også se det og opleve det. Der er halvfjerdserstemning over det. Vi er ude i noget absurd teater«.

Det modsatte af en musical
Som attenårig går Lotte Andersen på gaden i Paris. Hun har frygtelig hjemve og henvender sig til en vildt fremmed pige, fordi hun ser dansk ud.

Pigen, der er dansk, har sin kæreste på besøg. Han hedder Nikolaj Cederholm og fortæller, at han har en dadaistisk teatergruppe hjemme i Allerød.

»Javel ja«, tænker Lotte Andersen.

To år efter bor hun sammen med Nikolaj i et kollektiv i Odense. Han læser til skuespiller på Odense Teater og tager hende med til sin teatergruppe, da han tager hjem til Allerød.

Det er i 1984, og de næste mange år er Lotte Andersen med i teaterensemblet Dr. Dante, der dengang vred armen om på den røvkedelige danske teaternorm.

Og hun har – modsat en del kollegaer fra truppen – aldrig mistet kampgejsten. Hun får en lind strøm af tilbud om at medvirke i stort opsatte, polerede musicals.

Simpelthen for glat
Og hun siger nej til hele lortet.

»Jeg er ikke sådan en musicaltype. Teaterkoncerter. Klassisk. Rock. Jazz. Alle mulige andre genrer elsker jeg. Musicals er ikke mig, overhovedet. Det er simpelthen for glat. Det er en kæmpestor løgn. Jeg synes, musikken er en løgn. Jeg kan slet ikke lide spillestilen. Jeg synes, det er klamt, for at sige det, som det er«.

Hvorfor er det, du selv laver, ikke klamt?

»Det her er det modsatte af en musical. Det er ikke skønsang og vellyd, ikke produceret. Det falder fra hinanden. Går i stykker. Bliver tåkrummende pinligt, men vi er rigtige mennesker Det er et spørgsmål om smag. Jeg ville ikke kunne gøre det andet. Jeg er blevet spurgt mange gange, men jeg kan ikke. Jeg kan heller ikke sige ja til at deltage i ’Vild med Dans’ og den slags. Sådan noget laver jeg ikke. Det er respektløst for publikum, der kommer ind og skal se en rolle, og så ser de Lotte Andersen, der lige har ført sig frem med lårsving på fjernsynet. Jeg laver heller ikke reklamer. Det er for at passe på mit ansigt. Man skal vælge med omhu, og det har jeg gjort«.

Lotte Andersen er 45 år gammel. Hun er skuespiller, manuskriptforfatter og sanger. Hun rejser sig fra gulvet og farer ind på scenen.

Peger begejstret på en tuba og fniser lykkeligt.

Del link