Maskespil. Peer Gynt (Jens Jørn Spottag) er mere prisgivet end normalt, for på Republique er det Solveig (tammi Øst), der har overtagety rollem som stykkets hovedkraft.
Foto: Per Morten Abrahamsen

Maskespil. Peer Gynt (Jens Jørn Spottag) er mere prisgivet end normalt, for på Republique er det Solveig (tammi Øst), der har overtagety rollem som stykkets hovedkraft.

Scene

Kvinden triumferer i uklar Peer Gynt

Tammi Øst styrer showet, når Ibsens eventyrer bliver sendt ud på sin identitetssøgen.

Scene

»Jeg har spildt mit liv«.

Det er sandhedens time. Den eventyrlige livsløgner Peer Gynt sidder i mørke for enden af et langt bord og ser tilbage på sit liv: »Jeg har aldrig været mig selv«.

Det er en manende stærk indgang til Ibsens monstrøst fabulerende versdrama fra 1867 om manden, der flakkede verden rundt for at realisere sig selv – og endte med at finde lige så lidt indre kerne, som når man skræller et løg.

LÆS OGSÅ

Grå og sammenbidt sidder Gynt (Jens Jørn Spottag), der kun »har været sig selv nok«, med et par løg og et nedbrændt lys foran sig. For den anden bordende troner hans livs Solveig (Tammi Øst), der trofast har ventet på ham, med en overdådig opdækning foran sig. Som Gynt må konstatere: »Der er en, der har husket, og en, der har glemt. Der er en, der har mistet, og en, der har gemt«.

Hvordan kunne det gå så galt? Ja, det er jo der, Ibsens eksistentielle drama har potentialet til at give genlyd langt ind i ens tomme sjæl.

Der er Rolf Heims drømmeagtigt billedstærke iscenesættelse umiddelbart godt rustet til at trænge ind i, takket være samarbejdet med det amerikanske dukkekompagni Phantom Limb Company, der lader scenen befolke af marionetter, handskedukker og legemsstore, skyggeagtige personager samt hvide masker en masse.

Et eminent greb: at spalte det gyntske identitetsspil ud på et virvar af løsrevne masker, lemmer og stemmer, dukker og skygger.

Som livets karrusel kører drejescenen derudad. Snart kan Gynt som Dovretroldens svigersøn blive befamlet af liderlige troldegrabber i trængsel, snart havne som en marionetdukke på en lilleputscene, hvor han som hovedrig forretningsmand i Egypten bliver udplyndret af sine kompagnoner.

Lidt forvirrende hulter til bulter er det, hvis man ikke kender til historien, men det er så også der, hvor ’Peer Gynt’-opsætningerne sædvanligvis knækker: i forsøget på at spænde over Gynts eskapader i øst og vest. Her kommer det til at virke mere sjovt end faretruende med hele denne identitetsopløsning.

Mange masker
Slående er det, at Ibsens drømmende eventyrer fremstår så farveløs. Det er der en klar pointe i. Alle hans dukkeagtige udspaltninger bærer det samme hvide, sammenbidte Gynt-fjæs, der nærmest får karakter af en dødsmaske. Det er fra slutpunktet, der bliver set tilbage.

Reelt er der ikke meget liv i den mand, uanset hvor meget han multiplicerer sig. Afmægtig må Jens Jørn Spottag se til, mens tilværelsens scenerier kører rundt med ham. For afmægtig. Det er et problem, at man næsten ikke kan mærke Peer Gynt. Hvor ligger så dramaet i, at han har spildt sit liv?

Til gengæld er der fuldt knald på Solveig, hvor Tammi Øst i den gråternede jente-kjole lynsnart kan iføre sig maskerne som Mor Åse og svigtet brud eller agere fortælleren i hjørnet, der lægger stemme til alt fra liderligt stønnende sæterpiger til griske businessmen.

Tilmed kan hun synge og jamme hen over Griegs Gynt-musik i flerstemmigt kor med sig selv. Så forrygende, men også insisterende, at hun suger al opmærksomhed til sig – om hun så bare skal agere stemme til en gebrokken dukke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hos Ibsen er Solveig den svigtede, trofast elskende, der som en anden biperson pænt må sidde og vente, til Per til sidst kommer hjem fra alle sine udflugter. At hun er det eneste konstante fænomen i hans liv, får forestillingen gjort et godt, stort nummer ud af, så Solveig ligefrem fremstår som dramaets bærende kraft, den, der iscenesætter Gynthistorien og giver liv til personerne omkring ham.

Gynt bliver Solveigs marionet. Som sådan kunne forestillingen godt hedde 'Solveigs hævn', hvis det ikke var, fordi Tammi Østs figur samtidig kan virke så kærligt favnende. Ja, i hende har han været hel. Øst som den store livgiver, men Gynts sol er gået ned i vest.

Solveigs triumf

Det er et originalt bud på 'Peer Gynt', som Rolf Heim & co dog ikke for alvor har taget konsekvensen af og fortsat synes at insistere på, at vi skal være mest optaget af Gynt selv og hans vildfarelser. Det gør forestillingen lidt uklar, for fyldt med lag på lag af tableauer og spredt opdukkende skyggepersonager.

Det bliver netop som løgets lag på lag uden kerne. Hvis det tragiske i ’Peer Gynt’ skal trænge igennem, skal man kunne mærke den kerne, den menneskelighed, der er gået tabt. Det kan man ikke her.

Men tilbage står Solveigs og Tammi Østs altfavnende livsvilje. En egen triumf.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce