Krig. Thue Ersted Rasmussen og Meike Bahnsen spiller hovedrollerne i Erling Jepsens både morsomme og kritiske forestilling om nederlaget i 1864.
Foto: Klavs Holm Madsen

Krig. Thue Ersted Rasmussen og Meike Bahnsen spiller hovedrollerne i Erling Jepsens både morsomme og kritiske forestilling om nederlaget i 1864.

Scene

Forestilling om nederlaget i 1864 er morsom og intellektuelt udfordrende

Erling Jepsen har skrevet en forestilling specifikt til Frilandsmuseet.

Scene

De fleste af os har sikkert prøvet at stå på et frilandsmuseum et sted i sommerlandet og se en udstilling komme til live i form af et stykke teater. Selv mindes jeg et stenaldershow med halvnøgne stenaldermennesker på Hjerl Hede. Om gengivelsen af perioden var sandfærdig, ved jeg ikke.

Showet virkede, jeg husker det den dag i dag, et halvt liv senere. Men tænk, hvis det hele var ren fiktion? Spørgsmålet virker måske ufarligt, når vi taler om en periode, der ligger mere end 13.000 år tilbage i tiden. Men hvad nu, hvis det drejede sig om en teaterforestilling på Frilandsmuseet om krigen i 1864? Eller om krigene i Irak og Afghanistan?

Erling Jepsen er ikke i tvivl: De nationale fortællinger lyver.

Under den danske sommerhimmel

Forestillingen har alt, hvad der hører genren ’frilandsmuseumsteater’ til. Vi sidder under den virkelige danske sommerhimmel på Frilandsmuseet i Lyngby og overskylles i starten af en virkelig dansk sommerbyge. Kulisserne er en virkelig dansk bondegård, som er flyttet hertil fra Sdr. Sejerslev i Sønderjylland, der var den virkelige geografiske scene for nederlaget. Men her hører virkeligheden op.

Skuespilleren Thue Ersted Rasmussen, som er iklædt en virkelig soldateruniform fra dengang, introducerer sig selv som guiden HP, der er blevet udlånt fra Dybbøl Banke Museum i anledning af 150-året og skal fortælle os om krigen. Men han taler nu ret københavnsk! Desuden, indvender en ansat fra Nationalmuseet (Heidi Colding), som pludselig bryder ind fra sin plads blandt publikum, er det usandsynligt, at bondegården nogensinde har været i nærheden af kamphandlingerne, eftersom krigen udspillede sig et helt andet sted i Sønderjylland.

Men sandfærdig eller ej, '1864 – den virkelige historie' er fængende som tændhætten på et preussisk bagladergevær – som i øvrigt var en af årsagerne til det danske nederlag, eftersom vores drenge var udstyret med det teknologisk forældede forladergevær. Den slags historiske fakta – eller fup? – er forestillingen fuld af.

Men det bliver aldrig kedeligt. Jepsens tekst er så velskrevet og udspiller sig på så mange niveauer, at vi sluger det hele råt. Guiden HP forvandler sig til soldaten Waldemar, som fra slagmarkens forvirring skriver breve hjem til forældrene (Sonja Oppenhagen og Morten Eisner) i København. Han møder bondekonen Hanne (Meike Bahnsen på syngende sønderjysk), som mistede sin mand i Første Slesviske Krig. Hun bryder ud i sang, og så er vi pludselig ovre i revy og vise med brechtske undertoner.

Kritisk politisk satire

Det, der starter som et stykke stilfærdig frilandsmuseumsteater, forvandler sig hurtigt til kritisk politisk satire. For Jepsen er vred, også på vore dages danske interventioner i Irak og Afghanistan. Som når han lader Waldemar og de andre nationalt stemte soldater synge: »Det sydlandske rakkerpak skal føle danskens vovemod«, og sangen umærkeligt glider over i nutid, »i Irak og Afghanistan ...«.

Forfatteren skyder med skarpt på de politiske beslutningstagere og følgagtige medier, der formidler mere eller mindre ukritisk krigspropaganda, dengang som nu. Hans egen kritik grænser indimellem til antikrigspropaganda, men det gør ikke noget, når forestillingen samtidig er så morsom, velspillet og intellektuelt udfordrende.

Hvilket i grunden er ganske foruroligende. For som det hedder et sted: »Virkeligheden er det, der virker«. Og '1864 – den virkelige historie' virker, selv om en væsentlig del af forestillingen sandsynligvis er det pure opspind. Men som den græske tragediedigter Aischylos vistnok engang har sagt: I krig er sandheden det første offer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce