Rasende. Morten Nielsen beskriver i dagbogs-form, hvordan den sidste uge er foreløbet.

Rasende. Morten Nielsen beskriver i dagbogs-form, hvordan den sidste uge er foreløbet.

Scene

Racismeanklaget teaterinstruktør: Jeg blev simpelthen rasende

Morten Nielsen beskriver i dagbogs-form, hvordan den sidste uge er foreløbet.

Scene

Lørdag

Jeg kommer hjem fra Matas i Amager Centret, hvor jeg har købt afsminkningsmidler, som vi skal bruge ved vores workshop. Vi skal være på Malmøfestivalen kl. 14-20 både søndag og mandag. Vi var der også sidste år, og det var en stor succes, så de ville gerne have os tilbage.

Telefonen ringer. Det er Jenny fra festivalen, som fortæller, at de har fået nogle mails fra folk, der anklager vores projekt for at være racistisk.

Jeg forstår det, som om det er nogle hardcore svenske feminister, som har klaget. Og derfor har de taget os af programmet. Først bliver jeg helt stille.

Siger hun virkelig det her til mig? At kalde vores projekt for racistisk er absurd – og tage os af programmet er jo at give dem ret. Og så bliver jeg simpelthen rasende.

Projektet hedder ’Med andre øjne’ og hører under Global Stories. Vi arbejder med professionelle, som sminker folk, så de i et par timer får en anden etnicitet eller et andet køn.

Projektet udspringer af mine egne erfaringer som skuespiller med en rolle, hvor jeg skulle spille pakistaner i en lang periode for nogle år siden. Jeg blev mødt som pakistaner 24 timer i døgnet, også i mit private liv.

Jeg opdagede, at jeg blev sat i en kasse og blev begrænset. Vi laver også kurser i det private erhvervsliv. Det er ikke bare majoriteten, der kan have glæde af at blive sminket som minoriteten, men også omvendt.

Pointen er for en stund at gå ind og låne sig selv til en anden etnicitet eller køn.

Jeg beder om at tale med festivallederen, Pella Ström, og imens snakker jeg det igennem med min kone og partner, Ditte, som er leder af Global Stories, der producerer med ’Med andre øjne’.

Lidt senere ringer Pella Ström og siger, at de måske har handlet en lille smule overilet ved at aflyse os. Sammen beslutter vi os for, at vi i en eller anden grad skal forsøge at gennemføre projektet, men vi vil åbne med en paneldebat, hvor vi inviterer de kritiske røster.

Om aftenen er vi til et meget smukt bryllup.

Søndag

Jeg er oppe ved 6-7-tiden og pakker bil, mens regnen står ned. Så henter jeg fotografen og makeup-artisten.

Vi er altid tre på job, når vi laver projektet i street-versionen. Vi ankommer til Malmø og får stillet op i regnen. Det er svært med sminke og spejle, og udstillingen med vores før og efter-fotos er i fare for at drukne.

Lidt i 2 kommer panelet, som består af Malmøfestivalens leder, Pella Ström, en kvinde fra Unge Mod Racisme, en meget skøn journalist fra Sydsvenskan, Mona Masri, som skal facilitere debatten, og så mig.

Siras Mahmoud, medarbejder fra Global Stories, ankommer også. Panelet er blevet nedsat i løbet af et døgn, og der er fundet højttalere frem, og selv om det stadig pisser ned, er der kommet et publikum på cirka 30 mennesker. De sidder i tørvejr inde i den her pavillon.

Pella Ström begynder med at forklare og undskylde, at festivalprogrammet på hjemmesiden har illustreret vores projekt med kun ét billede: en hvid mand, der bliver sminket brun. Det ved hun godt er en fejl, og nu har de lagt et andet billede på hjemmesiden.

Og jeg stiller selv min undren til skue, og Siras fortæller, at vi i Danmark har en tradition for at bruge teatrets virkemidler som afsæt til diskussioner om etnicitet.

Blandt publikum står en sort mand, som viser sig at hedde Jallow Momodou. Han er en af dem, der har sendt en klagemail; han er talsmand for et svensk-afrikansk mindretal i Malmø og næstformand i en større organisation, der arbejder imod racisme på europæisk plan.

Det går op for mig, at klagerne nok kommer fra denne her kant mere end fra svenske feminister. Han anklager os for at være et racistisk blackfacing-projekt.

Blackfacing er et begreb, som stammer fra 100 år siden tilbage i underholdningsindustrien i USA, hvor man sminkede hvide skuespillere sorte, dels for at undgå at bruge sorte skuespillere og dels for at parodiere sorte.

Han siger direkte til mig, meget vredt, at hvis jeg vil vide noget om at være sort i Sverige, så kan jeg bare spørge ham. At jeg ikke skal tro, jeg ved, hvordan det er at være sort i Sverige ved at male mig i ansigtet og gå rundt på gaden i to timer.

Jeg fortæller, at vi på et af vore kurser sminkede en koncerndirektør i Tryg, Rikke Larsen. Vi sendte hende ned til en ejendomsmægler med en sort identitet, og hun kom fuldstændig chokeret tilbage og fortalte, at der var intet til salg, hun havde mistet sin købekraft, fordi hun var sort.

Ud af den kropslige, fysiske erfaring har hun valgt at agere anderledes som leder i forhold til sådan noget som inklusion.

Men Jallow Momodou holder fast. Bagefter holder festivalledelsen et møde. De ringer 20 minutter senere og siger, at de har taget os af programmet på baggrund af debatten

Jeg bliver virkelig skuffet. På det her tidspunkt er jeg ikke længere vred, jeg er bare forundret. Det regner, og jeg er helt kold.

Mandag

Jeg vågner med et sæt og tænker, shit, jeg skal til møde med 3F’s ligestillingsudvalg. Vi skal lave et mangfoldighedsforløb for dem til vinter.

På vej derhen viser det sig, at Sydsvenskan har skrevet en artikel om debatten, for der ringer en journalist fra Berlingske, som har læst den, og den historie vil han gerne skrive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans artikel, ’Dansk teater beskyldt for racisme i Sverige’, kommer på avisens hjemmeside om eftermiddagen, og om aftenen ringer Radio24syv for at få os i deres morgenprogram.

Pella Ström fra Malmøfestivalen ringer også. Hun siger, hun har talt med det svensk-afrikanske mindretal og fortalt dem, at hun meget gerne vil indlede et samarbejde med dem og med ’Med andre øjne’ om en stor mangfoldighedsevent fra nu af og frem til næste års Malmøfestival.

Det bliver jeg glad for, fordi det er konstruktivt. Det er første gang, jeg kan mærke, at måske var det i orden, at de tog os af programmet. At måske er det ikke mig, det er synd for.

Sent om aftenen ser jeg, at Martin Lyngbo, der er leder af teatret Mungo Park, linker til Berlingske-artiklen på Facebook.

Han skriver noget med, at han er meget glad for Sverige, men hvad er det dog, de har gang i? Det bliver til en lang tråd på Facebook. Lange indlæg, Sverige mod Danmark, for og imod censur. Og hvad er censur?

Tirsdag

Jeg vågner efter at have sovet uroligt. Jeg tager ned til søbadeanstalten Helgoland, hvor jeg bader så ofte som muligt, og pitcher alle begivenhederne for 10 nøgne mennesker, der griner ad det hele.

Så tager jeg i Radio24syv. Fra da af ringer telefonen konstant.

P3 vil have mig på om eftermiddagen og P1’s Kulturnyt ved middagstid. Om eftermiddagen ringer TV 2/Lorry og vil have mig i deres nyheder.

Det vil jeg gerne snakke med Ditte om, men hun har næsten ikke tid, for i de her dage er hun til lange møder i det scenekunstneriske fagudvalg under Kulturministeriet, som hun er formand for.

Lorry laver et godt indslag, og Ditte og jeg ser det om aftenen og er lettede.

Onsdag

Igen Helgoland om morgenen. Der er blikstille. På Martin Lyngbos facebooktråd er der nu en, som lægger en masse links op omkring blackfacing.

Hvad jeg godt vidste lidt i forvejen, står nu krystalklart for mig: I Sverige har man opdyrket en større tradition for at inddrage minoriteter og tage dem alvorligt end i Danmark.

’Aftenshowet’ på DR 1 vil gerne have mig i studiet senere, og flere gange i løbet af dagen taler jeg med dem i telefonen om deres vinkel. Jeg ender med at sige nej.

Jeg er i tvivl om, om det er den rette beslutning; vi vil jo gerne ind på den flade, fordi den rammer så mange mennesker. Men for mig er det vigtigt, at det ikke bliver en underholdningsting.

Torsdag

Helgoland. Om eftermiddagen er jeg med i debatprogrammet ’Meningsmaskinen’ på TV 2/Lorry. Jon Stephensen fra Aveny-T er også med. Han siger, at Malmø er et meget heftigt sted lige nu, hvad etnicitet angår, og der har været optøjer, og derfor er det måske ikke mærkeligt, at festivalen tager mindretallet alvorligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inden debatten ringer jeg til Jallow Momodou for at få ham til at præcisere nogle ting. Han er virkelig velargumenteret og reflekteret.

Det bliver spændende at skulle samarbejde med ham, for jeg kan mærke, at han har måttet vænne sig til at være meget stædig for at komme igennem med sit budskab.

Jeg glæder mig. Som han sagde: Vi har det samme mål, du skal bare vide, at midlerne er meget forskellige.

Fredag

Helgoland som sædvanlig. Jeg taler med Politiken om formiddagen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce