kollektivt. 100 københavnere deltog sidste år i forestillingen '100 % København', som var et samarbejde mellem det tyske teaterkollektiv Rimini Protokoll og Københavns Internationale Teater.
Foto: Maja Nydal Eriksen

kollektivt. 100 københavnere deltog sidste år i forestillingen '100 % København', som var et samarbejde mellem det tyske teaterkollektiv Rimini Protokoll og Københavns Internationale Teater.

Scene

Co-creation på teatret: Farvel til de enerådende solister og låste kunstarter

Velkommen til en samtale om de nye kollektive muligheders land!

Scene

Co-creation breder sig i teaterlandskabet, hvor teaterfolk arbejder sammen i mere flade, åbne, kollektive processer, og almindelige mennesker bliver aktiv del af forestillinger. Politikens teaterredaktør, Monna Dithmer, og den australske kunstner David Pledger diskuterer nice art kontra dirty art og siger farvel til enerådende solister og indhegnet teater.

Hej David

Jeg er spændt på, om co-creation og tværgående, kollektive arbejdsformer også er en markant ny tendens set fra dit udkigstårn. Du ser jo på teatret ikke bare fra din australske base, men ud fra dit indgående kendskab til de europæiske scener.

Teater er jo grundlæggende en kollektiv kunstform, men som jeg ser det, er der sket et kollektivt opsving med flade, åbne, tværgående samarbejdsformer, hvor man involverer sig med nye partnere i en fælles skabelsesproces.

Ud over at teatrene i langt større omfang samarbejder om forestillinger eller med andre typer kunstnere og fagfolk osv., er de begyndt at involvere almindelige mennesker, ikke mindst publikum, i participatory theatre, deltagerbaseret teater (rædsomt udtryk, men skidt), hvor folk i forskellige grader kan medvirke og være medskabende. Det sker ikke bare herhjemme, men f.eks. også i Tyskland og Storbritannien på to forskellige måder:

1) Interaktivt teater, hvor publikum involveres i en dialog med performerne, f.eks. Cantabile 2 og Signa, der er blevet et banebrydende navn på de europæiske scener.

2) Virkelighedsteater, hvor almindelige mennesker kommer på scenen med deres erfaringer, f.eks. indtog tre krigsinvalider i foråret nationalscenen sammen med en gruppe balletdansere i ’I føling’, og sidste år var det hundrede københavnere i ’100 % København’. De to store regionalteatre i Aalborg og Aarhus har ligefrem fået hver sin Borgerscene – inspireret af den tyske Bürgerbühne – dedikeret til at få virkelighedens ’hverdagseksperter’ op på scenen. Er det en udvikling, der også gør sig gældende hos dig?

Hej Monna

I Australien er det en udbredt tendens med deltagerbaseret teater, der især udfolder sig i feltet mellem ny scenekunst og billedkunst. Det sker ud fra et kunstnerisk behov for at komme i bredere kontakt med folk. Små kompagnier og kunstkollektiver arbejder med at integrere borgernes historier i form af dokuteater eller f.eks. kunstnerisk ret avancerede projekter med socialt udsatte, sådan som tasmanske Big Hart gør det eller Inotrope i Melbourne, der har stået for nogle stærke klassikerprojekter.

Når vi diskuterer deltagerbaseret teater, kan vi ikke bare koncentrere os om den kunstneriske form, men også om den politiske kontekst. I og med folk ikke længere føler sig repræsenteret på den politiske arena, søger de over mod kunsten som alternativ. Men at folk medvirker i f.eks. socialt engageret kunst, betyder jo ikke, at de får mere politisk indflydelse, men det kan de måske få en illusion om.

Deltagerbaseret teater fungerer oplagt som kritisk intervention, men det risikerer at finde fælles fodslag med den neoliberale march. Faktisk er deltagerbaseret teater af visse australske kritikere blevet kaldt for nice art, fordi det kan være så favnende og imødekommende – og dybt apolitisk.

Hej David

Godt provokerende, at du ser deltagerbaseret teater som et tegn på demokratisk underskud – en slags politisk hold kæft-bolsje!

Jeg har ikke noget problem med, at interaktivt teater eller virkelighedsteater – også – kan blive brugt som et socialt redskab. Spørgsmålet er til hvad? Nu er Signas interaktive forestillinger ikke ude i noget socialt ærinde, men de rummer altid et fundamentalt magtkritisk aspekt.

Selvfølgelig kan Borgerscenerne udarte til socialpædagogisk feel good-foretagende, kun møntet på inklusion og hvervning af nye kunder. Men der er da en fundamental demokratisk pointe i at give folk et forum, hvor de og dagliglivets skjulte historier kan få en stemme? Måske tilmed en kunstnerisk og politisk læreproces i, hvad man kan opnå ved at indgå i et kollektivt projekt? Når du rundt omkring støder på deltagerbaseret teater, ser du så mest af alt bare nice art?

Hej Monna

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nej, Big Hart og Inotrope er f.eks. ligesom så mange andre grupper, der, globalt set, arbejder med kollektive projekter, aktioner og interaktioner, ikke eksempler på nice art, men dirty art, der forsøger at skabe alternativer til de herskende måder at se og være på og får publikum til at sætte spørgsmålstegn ved deres rolle som tilskuer og som borger.

I Italien er participation et nøgleord, der ikke bare handler om en ny filosofi om kunstnerisk samarbejde, men om en aktivistisk praksis centreret omkring Teatro de Valle Occupato i Rom, ligesom det er tilfældet med Embros Teatret i Athen (begge er besat af teateraktivister, red.). Her er traditionelle opfattelser af teater kollapset over for kunstneriske interventioner, publikums-interaktioner og dialoger. I denne kontekst flyver ord som borger, kunstner, tilskuer og aktivist gennem luften på udkig efter nye betydninger at forbinde sig med.

Hej David

Spændende med de politiske teateraktioner, der også kan føre til oprør i teaterbegreberne. Det bringer os fra deltagerbaseret teater til det andet centrale aspekt ved de nye kollektive strategier: co-creation som arbejdsform, der rykker om på den traditionelle magtfordeling. Her er devising nu blevet en vidt udbredt arbejdsmetode, oprindelig udsprunget af den kollektive gruppeteaterbølge i 1960’erne i protest mod institutionsteatrenes arbejdshierarki.

Dramatikeren og instruktøren er ikke længere ’konger’, hele holdet er fælles om at bygge tekst og karakterer op. Og det er ikke mere kun op til hr. teaterdirektøren, hvad der skal spilles. Alt i alt en bevægelse væk fra de gamle hierarkiske strategier inden for teaterproduktion. Der står ikke en enkelt person frem som galionsfigur for et sted. Måske er det en af grundene til, at der ikke er en ny Robert Wilson, Peter Brook, Robert Lepage og Pina Bausch? Frem for at være den store ledestjerne er instruktørerne engageret i forskellige kollaborative projekter?

Det betyder ikke, at vi får mindre kunst, men det gør det sværere at trænge igennem i medierne og passe ind i de gamle støttestrukturer. Rendyrkede eksempler kan være kunstnerkollektiverne Sort Samvittighed og Flyvende Grise, grupperne Signa og Fix & Foxy samt en stor del af børneteatret. Men selv på vores nationalscene har vi fået et lille kollektivt arbejdende ensemble, Det Røde Rum.

Hej Monna

Ligesom publikum i dag går ind og er med til at fuldføre et kunstnerisk værk , gælder det, at den kunstneriske proces fuldføres af grupper af kunstnere frem for den enkeltstående heroiske frontfigur. O.k., teaterfolk har altid samarbejdet, men nu i videre forstand som anerkendt udvikling af den kunstneriske praksis. Tilsvarende hører de gamle modeller – såsom nationalteater, institutionsteatre, kulturelle institutioner og de støttestrukturer og kunstneriske processer, der har stået bag Wilson, Brook m.m. – en anden tid til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg tror ikke, det er muligt at tænke i traditionelt adskilte kunstarter længere. Det mere ekstreme synspunkt går på, at de er døende eller allerede døde. At kategorisere kunst som teater, billedkunst, musik, opera, dans går imod den accelererende hybridkultur, en udviskning af grænser, der for 20 år siden var en bevægelse, men så nu er blevet normen. Man kan sige, at det er afslutningen på moderniteten. I kunstnerisk forstand betyder det, at det er slut med the artist-as-author.

Hej David

Perfekt, at du fører diskussionen op på et mere radikalt niveau. Så kan vi ende vores co-creative dialog med de enerådende solisters død og farvel til de indhegnede kunstarter. Velkommen til de nye kollektive muligheders land!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce