Romantik. Bournonvilles 'Sylfiden' fra 1836 er blandt de ældste overleverede, balletter vi har i dag, og det kan mærkes i denne genopsætning fra 2014.
Foto: Costin Radu (Arivfoto)

Romantik. Bournonvilles 'Sylfiden' fra 1836 er blandt de ældste overleverede, balletter vi har i dag, og det kan mærkes i denne genopsætning fra 2014.

To Hübbe-opsætninger spænder fra ren pantomime til ren abstraktion

Dobbeltprogrammet på balletten er klassisk ballet, når den er mest klassisk.

Scene

Det er egentlig påfaldende, så overlæsset ’Sylfiden’ er med følelsesladet romantisk drama. Historien om den unge James, som skal giftes med Effy, men bliver forført af Sylfiden, er mere pantomime end egentlig dans.

Nok har iscenesætter Nikolaj Hübbe og scenograf Bente Lykke Møller i denne genopsætning fra 2014 lagt den farverige naturromantik væk til fordel for et abstrakt sort-hvidt rum.

Det giver en visuelt flot forestilling, hvor ikke mindst kostumernes nuancer af gråt og sort kommer i spil.

Fortællende dans

Den bogstavelige tolkning af modsætningerne imellem James’ hverdagsverden, hvor alt er sort og gråt, og drømmeverdenen, hvor alt er lys og anelsesfuld lethed som Sylfiden selv, bliver til gengæld så absolut og symboltung, at det næsten er komisk.

Her virker James i skikkelse af Gregory Dean som en forvokset skoledreng, der halser rundt i hælene på Amy Watsons evigt lokkende, men stadig undflyende Sylfide og hendes følge.

Opsætningen er interessant som historisk dokument over ’Sylfiden’, hvor der næsten ikke er et trin eller en bevægelse, som ikke er fortællende. Men netop det aspekt kunne man med fordel have leget lidt mere med og skåret væk af.

Løft og piruetter, trin og rytme

Så er der en anden skarphed over ’Tema og variationer’. George Balanchines hyldest til den russiske komponist Pjotr Tjajkovskij fra 1947. Den teknisk krævende ballet danses til sidste sats af Tjajkovskijs tredje orkestersuite og er nærmest en stiløvelse i grundtrin, som gentages og varieres ligesom det musikalske tema.

J’aime Crandall og Jón Axel Fransson danser med en imponerende lethed og rolig kontrol som henholdsvis solodame og soloherre. Spillet imellem dem er ikke, i modsætning til i ’Sylfiden’, et seksuelt eller kønsladet spil mellem mand og kvinde. Der er ikke noget drama i ’Tema og variationer’, ingen fortælling.

Det er et spil mellem kræfter og former, løft og piruetter, trin og rytmer.

SE OGSÅ:

Koreografien bliver lige vel militaristisk og marchagtig i den stort opsatte afslutning, hvor alle 26 dansere er på scenen, og pauke og stortromme tordner fra orkestergraven. Måske fordi værket også var en hyldest til 1800-tallets kejserlige russiske ballet.

Men ’Tema og variationer’ peger samtidig, med sin optagethed af den rene form, indad i Balanchines samtid. Dermed udspænder dobbeltprogrammet en interessant bue fra den klassiske romantiske ballets fortællende stil frem imod nutidens mere abstrakte tilgang til krop og bevægelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce