Pli. Showets tema er, at vi behandler hinanden dårligt. En af de grupper, der ifølge Thomas Warberg går forrest, når det gælder dårlig opførsel, er ejendomsmæglere.
Foto: Han Bach

Pli. Showets tema er, at vi behandler hinanden dårligt. En af de grupper, der ifølge Thomas Warberg går forrest, når det gælder dårlig opførsel, er ejendomsmæglere.

Den sjoveste mand i byen

Den 31-årige Thomas Warberg står sikkert på sine komiske ben og har koldt tjek på virkemidlerne. Hans seneste show er næsten fuldbårent og sine steder menneskeklogt.

Scene

Thomas Warberg lægger ikke i noget omfang skjul på, at han er fra Jylland. Og ikke bare Jylland, men Sønderjylland, nærmere bestemt den lille by Toftlund. Så der er ikke så meget pjat med ham.

Og når hans superdejlige kæreste vil i bad sammen med ham af andre årsager end de rent personhygiejniske, finder han det ikke ubetinget nogen god idé. For det er bøvlet med sex i en brusekabine.

Der er for meget vand, vvs-installationerne er dårligt monteret og derfor ikke meget bevendt som holdebøjler, og det hele ender derfor skuffende. Heller ikke badekar er egnet til kønslig omgang mennesker imellem. Den ene af parterne får altid både fødder og den varme hane i hovedet.

han leverer elegante callbacks, og han er en veritabel ørn til den komiske skomagerfinte

Siden Warberg kom til København for at blive komiker for mere end et årti siden, har han udviklet sig ganske meget. Men især i løbet af de seneste par år har han erhvervet sig en skarphed i afleveringen og en sikkerhed med hensyn til brugen af sit versatile ansigt og sin krop.

Det skyldes formentlig, at han har åbnet sin egen comedy-klub på Vesterbrogade, så han nærmest daglig står over for publikum i tæt kontakt. Den slags skærper på den gode måde. Førhen har Warberg arbejdet meget med kortere forløb og enkelte punch-linjer. Til og med uhyre sikkert, men formen har den ulempe, at den virker trættende og stakåndet i længere shows.

Men med dette års show forsøger den slankede og tørlagte unge mand sig med længere forløb og en overordnet pointe samt en afsluttende sløjfe, der binder forestillingen sammen. Det kræver overblik og teknisk overskud, men det har Warberg også. Tilmed i rigt mål. Han leverer elegante callbacks, og han er en veritabel ørn til den komiske skomagerfinte, hvor fokus forskydes efter oplægget, den såkaldte bait and switch-teknik.

Han er også en overordentlig observant ung mand med et udviklet blik for andre menneskers kropssprog. Det demonstrerer han på udsøgt vis i et forløb, der handler om hans tete-a-tete med en ejendomsmægler i forbindelse med salget af hans meget lille taglejlighed på Frederiksberg Allé.

Hun havde pandehår – en frisure, han karakteriserer som modig, fordi den kun i en millimeterpræcis længde er pæn, mens alle andre varianter enten er grimme eller dækker for udsynet. Og fordi hendes bangs var uforholdsmæssigt lange, måtte hun hele tiden blæse dem bort med munden. Dette fremstiller han ved hjælp af sine fingre i en forskruet stilling; det forekommer måske sært på skrift, men det er vanvittig morsomt.

Når han inddrager sin ejendomsmægler, er det, fordi showets tema er, at vi behandler hinanden dårligt – af forskellige årsager. Og en af de erhvervsgrupper, som ifølge Warberg går forrest med hensyn til ringe hensyn og dårlig opførsel, er netop ejendomsmæglere.

Dette fremstiller han ved hjælp af sine fingre i en forskruet stilling; det forekommer måske sært på skrift, men det er vanvittig morsomt.

Thomas Warbergs primære virkemiddel er imidlertid, hvad man kunne kalde de associative temposkift – evnen til at gå fabulerende fra et sted til en overraskende pointe på ganske kort tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som når han i en fortælling om sin første overnatning hos en kæreste beretter om faderen, der med ansigtsudtryk a la Robert De Niro i ’Meet the Parents’ fremviser diverse våben for sin datters frygtsomme kavaler, og lynsnart accelererer det et helt syvende sted hen, efter selve pointen.

Der er dog stadig masser af oneliners i Warberg. Og flere af dem fornemme. Om hjembyen Toftlund hedder det, at der findes mennesker der, som nægter at spise mørk pålægschokolade, fordi de »fandeme ikke vil æde sådan noget perkerchokolade«, så racistiske er de.

Og ellers kommer vi omkring ’kønpigesyndromet’, som kæresten lider af. Det går ud på, at pæne mennesker kan være arrogante og uhøflige, fordi de er vant til, at det ikke betyder noget, fordi de ser så godt ud, at alle andre tilgiver dem. Pointen er ikke desto mindre både opbyggelig og urban.

Vi skal lægge fordommene til side, tænke os om og være gode og rare. Det kan ingen være uenig i; det er Kardemomme- og Hakkebakkeskovsloven i spidsformulering. Ikke desto mindre: Thomas Warberg er p.t. den sjoveste mand i byen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce