Maria Rich og Mohamed Ali Osman spiller historier fra deres eget liv på nørrebroteatret Grob.
Foto: Emilia Therese

Maria Rich og Mohamed Ali Osman spiller historier fra deres eget liv på nørrebroteatret Grob.

Scene

'Maria og Mohamed' er virkelighedsteater med en beundringsværdig tro på dramatikken

Som meget andet dansk teater i disse år er forestillingen på Grob fiktionsfri dramatik.

Scene

Det kan godt være, at titlen ’Maria og Mohamed’ lyder helt skolestykkeagtig, at undertitlen ’En opdagelsesrejse i to liv’ – der henviser til, at denne teaterforestilling tilmed foregår om bord på et på samme tid konkret og metaforisk rumskib – gør det endnu mere, og at det hele ender i en rigtig feel good-pointe om at finde et menneske at dele sin historie med. Men det føles faktisk ret godt, når Maria Rich og Mohamed Ali Osman deler historier fra deres liv med os og hinanden fra deres rumskib på nørrebroteatret Grob.

Det er skuespillernes egne historier, Maria og Mohameds virkelige, levede erfaringer, som Vivian Nielsens kollage er stykket sammen af. Men de fortæller dem ikke selv. De to medvirkende, medskrivende og i Maria Richs tilfælde også medproducerende skuespillere »spiller hinanden« på skift, som det lyder, »i væsentlige begivenheder og relationer i deres respektive liv«. De er sat i scene som to nærmest tegnefilmsfuturistisk heldragts-klædte astronauter, der forlader deres familier, om bord på et nødtørftigt skelet af et lysthuslignende, lyskædeoplyst rumskib for at rejse på, ja, »opdagelse« ud i det ukendte, det forestillede og spekulative, det ydre rum, kort sagt som billede på en anden persons fremmede indre liv. De har hver en blå kasse med personlige data og effekter, de bytter kasser, metaforikken er klokkeklar.

Det er en næsten naivistisk dramatisering af selve det empatiske koncept at sætte sig i en andens sted, som Vivian Nielsen og instruktør Daniel Wedel foretager. Sidstnævnte har i de senere års dokumentarisk funderede teaterstykker, herunder asylteateret ‘Welcome to Denmark’, arbejdet med at dramatisere det virkelige.

Gensidig spejling af hinandens bevægelser

Under skuespillernes fremførelser af erindringerne – hvor de altså spiller hinanden hhv. de respektive bifigurer i deres egne liv – ligger en hel gestisk etik. De to skuespillere giver indlevelsen krop ved både i det små og store at spejle hinandens bevægelser. De gør tegn til hinanden, der signalerer til og indleder de forskellige erindringer, som de fortæller fra hinandens liv, og de afslutter hver historie med et lille nik som for at godkende den fremførelse, den anden lige har givet. Det er for så vidt det rene girafsprog, empatisk kommunikation, men også stiliseret, så indlevelsens gestik og mimetiske adfærd bliver en også ret smuk og helstøbt kropslig koreografi.

Foto: Emilia Therese

De to er forskellige. Maria er en hvid kvinde opvokset i Gentofte, og Mohamed er en sort mand opvokset i Mogadishu, Jyderup og Kolding. Der er meget, de ikke er fælles om, men den følelse af at være udenfor og alene, af at andre ikke forstår én, som åbenbarer sig gennem historierne, de fortæller fra deres liv, er de så alligevel fælles om.

Måden, stykket dramatiserer den personlige historie på, er der som sagt noget, ikke naivt, men naivistisk (hvilket vil sige, at det ved det) ved. Og jeg tror ganske enkelt, at det er det, som gør, at det ellers så didaktiske i hele setuppet – at vi skal lytte til og prøve at forstå hinanden – fungerer. Den sentimentalitet, der ligger ligefor, holdes i snor af både den smertelige komik, som især Osman brillerer med, og af hele sci-fi-scenens stiliserede kunstighed og futuristisk spekulative modspil til fortidens erindrede erfaring.

Ligesom rigtig meget andet dansk teater i disse år er ’Maria og Mohamed’ fiktionsfri dramatik. Men det er også virkelighedsteater med en tro på dramatikken og historiefortællingen som en måde at skabe indlevelse i de erfaringer, vi er alene med. At følelsen af at være alene faktisk kan deles. Af to, der ikke bare fortæller hinandens historier til hinanden, men også deler dem med os i salen. Man skal ikke glemme, hvor generøst det faktisk er.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce