Alfen Pelle Emil Hebsgaard og pyntepigen Christiane Schaumburg-Müller falder for hinanden i 'ELF'.

Alfen Pelle Emil Hebsgaard og pyntepigen Christiane Schaumburg-Müller falder for hinanden i 'ELF'.

Scene

2 hjerter: Man kommer næsten til at hade julen efter at have set 'ELF' i Tivoli

Musicalen 'ELF' er udvendig, larmende, overdrevet og ultra-forudsigelig, men også flot koreograferet og dygtigt afleveret. Men denne anmelder kom ikke i julestemning af den sentimentale amerikanske fortælling. Som var alt, alt, alt for lang.

Scene

Det er så sukkersødt, amerikansk og udvendigt, som det kan blive. Og det er fra starten for meget.

Det handler om den moderløse menneskedreng Brormand, der forvilder sig ind i Julemandens gavesæk og kommer med til Grønland, hvor han så opdrages som en evigt lykkelig alf, selv om han er syv gange højere end dem alle og ikke helt så vaks på fingrene med hensyn til legetøjsproduktion.

Men en dag kommer det frem, at han er et menneske, og selveste Julemanden sender ham af sted til København, så han kan blive genforenet med sin far og leve sit liv der.

Imidlertid er faren ikke videre begejstret over at få sin hidtil ukendte søn at se; han er en fortravlet forlagsmand, der i forvejen forsømmer sin kone og søn.

Så Brormands forventninger om familiær lykke skuffes på værste vis; til gengæld forelsker han sig hovedkulds i den smukke pige Julie, men romancen har vanskelige kår. Og for at det ikke skal være løgn, er selve julen i fare, fordi flere og flere ej tror på julemanden, og hans kane er afhængig af julestemning for at kunne flyve – og Brormands stressede forlagsfar trues på sit brød af en ond forlagsdirektør med Donald Trump-slips og håret tilbage.

Det glider ned, gør det

Vi er med andre ord i et univers, hvor der serveres fortærskede klichéer pyntet med kendte temaer; gamle idéer i en marinade af forhåbentlig gensynsglæde pyntet med slidt sentimentalitet på en bund af gamle travere.

Men pakket flot ind i glitter, letfordøjelige toner og en skarp koreografi. Så det glider ned, gør det. Men det er ikke en forestilling, der efterlader en med en dyb tilfredsstillelse. Dertil er den alt for letbenet, højtråbende, udvendig og rent ud sagt plat. Og for lang; alt, alt, alt for lang.

Første akt føles uendelig, og fordi historien er tynd som svensk kaffe, sidder man også i anden halvdel og venter på, at det ender lykkeligt, så man kan komme hjem og se 'Deadline'.

Når man har set en musical, skulle man meget gerne være i stand til at nynne i alle fald et par af sangene. Det er ikke tilfældet med ’ELF – The Musical’.

For musikken er godt nok ganske ørevenlig og fin nok. Men den er også generisk. Den minder om alt mulig anden musicalmusik uden på nogen måde at være unik, og det i kombination med en svulstig produktion gør det til en noget problematisk affære.

Hovedpersonen er en plage

Forestillingen er hårdt bundet op omkring hovedpersonen, Brormand.

Han spilles med eminent dygtighed og herkulisk energi af stortalentet Pelle Emil Hebsgaard, der også var fremragende som Tommy Seebach i Fredericia Teaters musical om ham og hans søn. Han synger og danser og krammer og joker som et kuglelyn.

Desværre overgør han også sin figur, så Brormand i stedet for at være sympatisk fremstår som karakterafvigende og en plage. Og det er måske en af de største indvendinger overhovedet: Så godt som ingen af personerne er elskelige; man trættes af dem, som var de svirrende hvepse.

Selvfølgelig er der visse formildende omstændigheder: Tommy Kenter er sjov som vranten forlagschef, og Julie Steincke viser i rollen som Brormands stedmor format, ligesom Camilla Bendix sekretær er kær.

Og ensemblet leverer en djævleblændt stærk indsats med skarpe dansenumre, der kæler for øjnene og næsten alle ender i flotte opstillinger med udstrakte arme som udstillingsvinduerne i et dyrt supermarked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Moderat morsomt er også et forløb, hvor en menneskemængde stimler sammen i Tivoli – for selvfølgelig markedsfører Tivoli sig selv i forestillingen, det manglede da bare. Her får breaking-medierne en kammeratligt albue i siden, ikke mindst deres selvpromoverende linselus.

Hvis man skal fremhæve et par af optrinnene, må det være den blå ’Ingen har tid til en julemand’, som indleder anden akt; her er en god jazzet vrede i spil, når en gruppe julemænd bitcher løs over moderne børns manglende respekt, og det store udstyrsstykke ’Gnistre-glimte-glitre-kogleri’ har også kraft.

Finalen er også forrygende flot i al sin opulente og sentimentale familiefetichisme.

Men det er alt sammen hæfteplastre på et åbent benbrud.

Thi ’ELF – The Musical’ får ikke denne anmelder i julestemning.

Tværtimod fremkalder den nærmest animositet mod den ellers så hyggelige årstid. Øv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce