Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Scene

Familien er stadig i centrum på landets scener

Hvor klassikerne ofte handler om at løsrive sig fra familien, handler de nye familiedramaer om at finde tilbage til fællesskabet.

Scene

Det var helt tilbage i år 431 f.Kr., at publikum i Athen kunne opleve uropførelsen af tragedien om Medea, som bliver forrådt af sin mand, Jason, og i hævntørst dræber deres to små børn. Siden voksede stakken af familiedramaer stødt. Blandt andet kom den om Nora, der forlader sit dukkehjem hos sin mand, Torvald Helmer, og den om ritmesteren Adolf, der nedbrydes psykisk af sin hustru, Laura, og ender sine dage i spændetrøje.

Familiedramaet fylder stadig en stor del af repertoiret, når publikum skal lokkes i teatret, og i nærværende sæson er den pukkelryggede for alvor rykket ind på teaterscenerne. Denne gang præsenteres den dog i en mere munter form end datidens tragedier. Især komediegenren danner rammen for vor tids familieintriger, som nu blandt andet handler om at stikke piben og egoet ind igen og fjerne nallerne fra navlen.

På Det Kongelige Teater inviterer instruktør Emmet Feigenberg for eksempel publikum med hjem til ægteparret Albert og Bettina, som fejrer jul sammen med Bettinas mor, Corinna, og hendes nye mystiske bekendtskab Rudolph i forestillingen ’Vintersolhverv’. Samme sted kan man besøge et nybagt forældrepar sammen med resten af familien, der blandt andet inkluderer en barnløs storesøster, som overvejer at kidnappe barnet, og en bedstemor med dødsangst i Kirstine K. Høgsbros nyfortolkning af Holbergs ’Barselsstuen’. På Aarhus Teater fejes intet ind under gulvtæppet i Christian Lollikes nyskrevne farce ’Familien der kunne tale om alt’, og på Svalegangen ikke langt derfra blomstrer selvdyrkelsen hos det fraskilte par Vera og Michael, når de skændes om, hvem af dem der skal aflyse deres egne behov for at passe datteren Rebekka i forestillingen ’Malaga’.

At fedte sig ind i sit eget selvsving

’Malaga’ instrueres af Geir Sveaass, og han forstår godt, hvorfor familiedramaet udgør så stor en del af repertoiret netop nu. Kunsten og kulturen er et redskab til at »rydde op i vores sjæle«, så vi kan forstå og navigere bedre, og hvis der er noget, vi alle er fælles om, er det at prøve at klare det nære liv, forklarer han. Det ligger så fundamentalt i os, at familien skal kunne fungere og gøre os glade, men bare inden for de seneste 10-20 år har Geir Sveaass oplevet, at vi i høj grad hylder værdier, som lige præcis modarbejder familien.

»Det er en ret afstumpet, selvcentreret og selvretfærdig tid, vi lever i. Der er et reklameslogan, som jeg synes fungerer som en god overskrift for det, og det lyder: ’Vi har fortjent det’. Vi har fortjent at bruge vores potentiale og få vores drømme opfyldt, og vi støtter hinanden i at realisere os selv. Problemet er bare, at det gør det meget svært at holde sammen på en god gammeldags kernefamilie, for på den måde bliver vi alle sammen satellitter i hinandens liv, fordi vi hele tiden skal videre«.

Også dramatiker Kirstine K. Høgsbro begrunder den store interesse for familien med selvrealiseringens opløsning af kernefamilien. Ifølge hende har den medført, at en masse nye familieformer og derved også nye problematikker og historier har set dagens lys.

Annonce

»Alt det, som vi troede ville forløse os, er endt med, at vi går ned med stress og depressioner, fordi vi føler, at vi altid skal være glade. Vi har lært at tage ansvar og være medskabere af vores virkelighed, og det kommer der en masse kreativitet ud af. Men det har også en bagside, som vi begynder at se ret tydeligt nu. Der er jo en egoisme forbundet med den der selvrealisering«.

Den er det mest almindelige, vi overhovedet har, og samtidig er alle familier unikke og fulde af dramatik. Alting starter der

Hvor kampen måske tidligere var mere enkel for en karakter som eksempelvis Nora i Ibsens ’Et dukkehjem’, som bryder ud af mandens fængsel for at blive det menneske, hun selv ønsker at være, handler nutidens familiedrama om at holde op med at være lige så meget, som man kan være, så vi igen kan få skabt nogle mønstre sammen, mener Kirstine K. Høgsbro, hvis nyfortolkning af ’Barselsstuen’ handler om »at fedte sig ind i sit eget selvsving« og på den måde skabe en historie om egoet over for fællesskabet.

Det hele er familiens skyld

På Det Kongelige Teater har instruktør på ’Vintersolhverv’ Emmet Feigenberg en helt enkel forklaring på, hvorfor lige præcis familien ikke bare nu, men altid har været et af teatrets yndlingsemner.

»Som struktur er familien de fleste menneskers grundvilkår. Den er det mest almindelige, vi overhovedet har, og samtidig er alle familier unikke og fulde af dramatik. Alting starter der. Om man sover godt eller dårligt om natten, og hvilke længsler, relationer og drømme, man har, afhænger jo af éns familie. Der er også en masse roller, som man slås med, og gudhjælpemig om man så ikke gentager dem, når man selv skaber en familie«.

Men det er ikke kun familiemønstrene, som gentager sig selv generation efter generation. Også visse temaer forbliver tilsyneladende de samme inden for hjemmets fire vægge, og derved går de også igen på scenerne.

»Der er næsten altid et eller andet, der handler om magt, som vi tidligere typisk har set i form af patriarken, som bliver væltet, eller matriarken, som bestemmer alt, selv om det ikke ser sådan ud. Og så er der noget af det vigtigste i menneskets liv, som altid er med, og det er svigt. Familien er måske det enkleste sted at fortælle om vores enestående evne til at svigte, og det gør også mest ondt, når det er dem, der står os allernærmest«.

Annonce

Annonce

Annonce

Som et særligt træk ved det nyskrevne stykke ’Vintersolhverv’ fremhæver Emmet Feigenberg, at familiedramaet i dag anvendes som en genkendelig arena til at løfte blikket væk fra familiens interne stridigheder og i stedet lande det på nogle af de store problematikker, som netop nu ulmer i stor stil uden for familiens trygge favn. I forestillingen forføres familien eksempelvis af en ny totalitær nazistisk bølge personificeret af moderens nye charmerende bekendtskab Rudolph, forklarer han.

»’Vintersolhverv’ er virkelig en ondskabsfuld komedie, men den handler også om en underliggende angst hos os alle sammen, for at vores samfund er ved at gå i opløsning, og at der er nogle uhyggelige politiske kræfter, som er ved at overtage. Det kunne man også have lavet et politisk stykke om, men det bliver langt nemmere for os at forstå, når man flytter konflikten ind i en familie, fordi vi alle kan spejle os i den«.

Flere lig i skabet

Hvor familiedramaet tidligere typisk slog sine folder inden for tragediens dramaturgiske rammer, er ’Vintersolhverv’, ’Malaga’, ’Barselsstuen 2.0’ og ’Familien der kunne tale om alt’ alle komedier, og ifølge Feigenberg kan den form da også medregnes som et af de nye greb inden for familiegenren.

Et greb, som dramatiker Christian Lollike helt bevidst valgte at benytte sig af, da han gik i gang med at skrive ’Familien der kunne tale om alt’ til Aarhus Teater. Han mener nemlig, at farcegenren er den helt oplagte, når man skal beskrive familien, som den ser ud i dag.

»Familiedramaet handler tit om et eller andet lig, som skal hives ud af skabet, og som så forpester alle relationer. Farcen har ikke et, men mange lig, som den manisk skal dække over hele tiden, og min egen oplevelse af familien er, at den på samme måde er en endeløs middag, hvor alle bliver ved med at gentage de samme konflikter og dramaer år efter år«.

Dramaturgien, som man ser den i de klassiske familiedramaer, er udspillet, mener Christian Lollike, for i hans optik er en af de største ændringer i familien, at magtstrukturen har rykket sig. Hvor der før primært var én hovedperson i familiedramaet, spilles hovedrollen i dag af samtlige familiemedlemmer.

»Mine forældres generation er ikke opdraget til at reflektere så meget over deres følelsesmæssige relation til familien som i dag, hvor vi er manisk besatte af at finde ud af, hvordan vi har det psykisk, og dele det med hinanden, siger han og tilføjer:

»Det har både et udfrielsespotentiale i familien, men også et narcissistisk potentiale. Det er jo skræmmende, hvor meget vi i dag taler om familierelationer med vores venner frem for eksempelvis politik eller verdens indretning«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce