Annonce
Annonce
Scene For abonnenter

Klassesangere varmer på den onde måde i Operaen

Rossinis seriøse storværk 'Semiramis' forløses på et højt niveau.

Udgangspunktet virker næsten uoverkommeligt. Hen ad fire timers operaaften med en antik babylonisk dronning i hovedrollen, en intrige, der er mere end svær at referere, og ikke et grin i sigte.

Hvem orker det?

Det seriøse storværk ’Semiramis’ er blandt Rossinis vigtigste operaer, men det er som regel en af hans morsomme, man opfører i stedet.

Det er nu en gang nemmere at sælge billetter til ’Barberen i Sevilla’, og der var ikke engang udsolgt til premieren, da Det Kongelige som et sidste planlægningsmæssigt ekko fra æraen inden den nye sparetid for første gang lod ’Semiramis’ rulle over scenen i Operaen.

Skurken ligner Gaddafi
’Semiramis’ er belcanto, når det er rigtig stort. Med krøller, kruseduller og roulader i arierne, der igen og igen sætter handlingen i stå, mens sangerne hænger og dingler fra lysekronen.

Sådan en er da også med i britiske Nigel Lowerys scenografi, som er inspireret af sønderbombede paladser i Irak. Med en halvgud af en skurk, der ligner oberst Gaddafi, plus en titelheltinde fisket ud af ’Dollars’ eller ’Dallas’ er der nok at klage over for operapurister, som vil have historisk korrekte iscenesættelser.

Sådan en er der ikke tale om i en opsætning, hvor det flot syngende operakor med ens plastikfrisurer og jakkesæt spiller en central rolle, mens de flytter bunker af kasser rundt, så de undervejs bliver til alt fra templer til ligkister.

Men bortset fra et dumt bremsende scenestop til allersidst lige før klimaks og et uelegant tæppe med sølvskinnende nister, der trækkes for, hver gang noget skal ændres i scenografiens overdimensionerede kukkasse, er det en vellykket opsætning med et nutidigt twist, der får tingene til at glide.

Abonnér og få fuld adgang til artiklen, samt alt på politiken.dk for 66 kr. per måned.

Allerede abonnent? Log ind

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce