IRONISK. Skuespillerne er på en svær opgave i Roland Schimmelpfennigs hyperironiske stykke om den kreative klasse. Særligt Mads Wille her i forgrunden.
Foto: Per Morten Abrahamsen

IRONISK. Skuespillerne er på en svær opgave i Roland Schimmelpfennigs hyperironiske stykke om den kreative klasse. Særligt Mads Wille her i forgrunden.

Teateranmeldelser

Hyperironisk teaterforestilling bliver for forudsigelig

Det Kgl. Teater opfører en farce af Roland Schimmelpfennigs om den kreative klasses længsel efter gud.

Teateranmeldelser
FOR ABONNENTER

Hvis du ikke tilhører det velbjærgede borgerskab eller den såkaldt kreative klasse, vil denne anmeldelse sikkert ikke interessere dig. Men det gør du nok. Du læser jo Politiken. Du har god smag, købekraft og holdninger. Men du er ikke tilfreds. Der mangler noget i dit liv. Noget andet og mere. Måske endda noget religiøst. Og hele tiden er der en stemme inde i dig eller ude i B&O-højttalerne i din stue, som siger, hvad du tænker, er og gør, lige inden du tænker, er og gør det. En ironisk stemme, som fortæller dig, at du er i krise, og der er ikke noget, du kan gøre ved det.

Hvis du synes, det lyder spændende, kan jeg kun anbefale dig at gå i Det Kongelige Teater og se ’Vintersolhverv’. Hvis det lyder sådan lidt småirriterende, skal du nok lade være. Jeg har før set stykker af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig, og han skriver som regel klogt og vittigt, men også meget ironisk, om folk som dig og mig.

Det gør han også her. Helle Fagralid og Mads Wille spiller ægteparret Bettina og Albert, som begge laver noget kreativt og intellektuelt og tjener gode penge på det. Deres hjem er stilfuldt indrettet i sorte og hvide farver, mest hvidt, men de taler grimt til hinanden. Rigtig grimt. Den ægteskabelige krise kradser i overfladen på Arne Jacobsen-spisebordet. Det er tilmed lillejuleaften, og parret har besøg af Bettinas mor, Corinna, spillet af Kirsten Olesen. En lettere alkoholiseret, selvoptaget og -ynkende dame i den pensionsmodne alder. Pludselig ringer det på døren, og ind træder en ukendt, men stilfuld ældre herre, Rudolf (Flemming Enevold). Han er mærkelig. Spiller Chopin på pianoet og taler i floromvundne vendinger om de nordiske guder, kosmos og »tusindårsriget«. Han er måske endda en slags guddommelig skikkelse i menneskekrop, som sætter skub i frustrationerne og den civiliserede overflades sammenbrud.

Det er farce, familiedrama og civilisationskritik i ét. Spillet på scenen suppleres af en konstant kommenterende stemme i voiceover, indtalt af Søren Sætter-Lassen, der fortæller os alt, hvad karaktererne tænker og føler. Som om alt er forudbestemt, eller disse kreative mennesker blot indtager roller i et liv, som ikke rigtig er deres.

Hov...

Vi har gjort det nemt for dig at blive abonnent. Få en måned med fuld adgang til Politiken for kun 1 kr.

PRØV NU

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden