Hvor meget kan finanskrisen få skyld for?

Mørket breder sig. Teatret er gået i sort.

Sjældent er der skyllet så meget død og følelsesmørke hen over scenen – et demonstrativt temperaturskifte, uanset hvad årsagen så må være.

Mens der andre steder i kulturlandskabet længe har været gang i mørkelegen, synes teatret at have holdt sig på måtten for så i år på overvældende vis at give sig i kast med skyggerne.

Årtiets sorteste forestilling
Sigende nok var det, der dukkede frem af årets januarmørke, ’Salò’ – den mest bælgravende sorte forestilling i dette årti.

En gammel villa på Østerbro var af den internationalt banebrydende performancegruppe Signa blevet omdannet til perversionernes hus, frit efter Pasolini.

Her kunne publikum døgnet rundt gå rundt i huset og mere eller mindre interaktivt være vidne til de grove udskejelser, som en udsøgt flok libertinere havde gang i med deres tjenestefolk og sexslaver, der til slut blev skaffet endeligt af vejen.

Det var helt ude på overdrevet af grotesk lyst og lidelse, og så involverende tæt på, at man nærmest selv blev overgrebsmand. Ingen kan gå fri af mørket.

Shakespeare-tragedien
Det var den samme pointe, man fik serveret i ’Richard III’, der fra sidste år af satte sine morderiske spor på Det Kgl., om end på helt anderledes klassisk vis. I Staffan Valdemar Holms mesterlige regi blev Shakespeare-tragedien sat ind på en gravsort scene uden udgange som en regulær mordmaskine.

En efter en blev kroppene ekspederet af vejen, som var det et dræberspil, hvor hver mand efter tur måtte gå i bøddelaktion. Hver og en – af os – er altså aktiv del af uhyrlighederne.

LÆS OGSÅ Romantik er ikke for tøsedrenge

En for en blev dramaets lange række af personer stranguleret, mens Kirsten Olesen lod et skrig rulle, der kandiderer til at være det længste i dansk teaterhistorie.

Men sigende nok var kroppene næsten ikke til at klemme livet ud af, de blev ved med at ligge og sprælle. Volden og døden rykkede sanseligt tæt på.

’Salò’ og ’Richard III’ fra 2009 rammer tiden godt ind som udtryk for, hvad der er på vej. Fra hver deres ekstrem – henholdsvis det pågående, kulørt ekstreme ’liveshow’ til sort nedbarberet klassiker – insisterer de på mørket.

Et tegn på, at der skal skrues op for følelsesvolumen, så den nu står på rå lidenskaber og drifter i den absolut dunkle ende af skalaen. Men også med mulighed for at en fortrængt størrelse som ’sjæl’ kan få et comeback.

Stemningsskifte
Det er et demonstrativt stemningsskifte i forhold til den samfundskritiske realisme, der har kendetegnet 0’erne med forskellige former for realityteater – virkelighedsteater og dokudrama – med fokus på verden uden for hjemmet, uden for stuedramaet og teatrets beskyttede værksted.

Dansk teater fik sig en omverden og et udsyn. Autenticitet har været et must.

Men når der nu som modreaktion i stigende grad skrues op for følelsesblusset, de indre dramaer og mørkets gerninger, sker det ud fra et behov efter at se mennesker som mere end en samfundsmæssig eller psykologisk størrelse i snæver forstand.

De skal kastes derud, hvor det handler om de store historier eller de gode historier, som typisk rummer et element af ondskab i sig. Frem for som realityteatret at interessere sig for outsiderne, taberne og samfundets ofre, fokuseres der nu i højere grad på bødlerne eller på ’ofre’, der går i hævnaktion.

Klassiker i ny version
Tiden er inde til, at Lars von Trier har kunnet rykke ind på teaterscenerne. I denne sæson var der både ’Antichrist’ på Aarhus Teater, ’Dancer in the Dark’ på Operaen og ’Breaking the Waves’ på folketeatret.dk. Derudover har et heftigt spand af klassikere sørget for at kaste individerne ud på det dybe.

LÆS OGSÅ Dramadronning: »Jeg har altid skammet mig over, at jeg var for meget«

Men typisk i en tekstmæssig opdateret, sanseligt udfordrende form. På Betty Nansen stod antikkens Medea, lettere kuldslået, frem som moderne kvinde og barnemorder, ligesom Elektra iværksatte sin operation ’Dræb-mor’ som tidstypisk teenageoprør.

På Aarhus Teater sørgede Christian Lollike for, at Romeo og Julie på mere moderne selvbevidst vis fik iscenesat deres kærlighedsselvmord, mens instruktørtalentet Elisa Kragerup i Skuespilhuset fik selvmordstragikken omkring ’Den unge Werthers lidelser’ til at ulme af liv – ikke kun lig.

Døden som skygge
Overalt fulgte døden med som en skygge. Det kunne man forsøge at lave sjov ud af – i ’Ligkistemagasinet’ på Betty Nansen og kannibalismemusicalen ’Sweeney Todd’ på Odense Teater – eller opdyrke krimispænding i radikalt forskellige afskygninger.

Der var krimi til folket lige fra Nørrebro Teaters ’Mænd der hader kvinder’ og Republiques ’Noir’ til ’Anna Sophie Hedvig’ på Aalborg Teater og ’Forbrydelse og straf’ i Skuespilhuset.

LÆS OGSÅ Salò-skuespiller: Vi skal håndtere de mørke sider

Selv Auschwitz som kollektiv tragediearena kunne blive til teater i Jens Albinus’ suverænt nedtonede greb, mens dansk teaters mest kontroversielle enegænger, Das Beckwerk, fejrede sin egen – samfundsborgeren Claus Beck- Nielsens – død med storstilet iscenesat lit de parade, ligtog og begravelse.

Ulmet i 0'erne
Det forholder sig selvsagt ikke sådan, at man ikke har kendt til følelsesmørke før i dette nærsynede nu.

Det har så småt ulmet op gennem 0’erne. Virkelighedsteatret har så afgjort haft sine sorte øjeblikke, så som Teater Grobs ’Hjem, kære hjem’ om den hjemvendte Iraksoldat.

LÆS OGSÅ Chokteater er et råb om med-menneskelighed

Klassikerne har stået for det store liv-død-format, fra ’Hamlet’ og ’Kabale og kærlighed’ til ’Faust’ og ’Orestien’, mens en Jokum Rohde har udviklet sig til at blive dansk teaters noir-dramatiker med selve Skuespilhuset som sin kgl. boldgade.

Grundlæggende rystelse
Når mørket nu for alvor er i udbrud i denne sæson, kan man ikke bare henvise til finanskrisen som fanden selv eller øko-depressionen efter sidste års klimaflopmøde som det, der får folk til at dyrke frygten for død og undergang.

Det er kun den akutte udløsning af en mere grundlæggende rystelse, forårsaget af hele raden af sanseløst overforbrug og fremmedforskansning, klimanedsmeltning, globaliseringens nedbrydning af nationale og sociale grænser ... Gab!

Vi har hørt det så mange gange, at hudløshed er blevet til teflon. Men gyset sidder fast indeni. Grunden glider væk under en.

Renselse og erkendelse
Hvor fanden blev der af retning og mening med det hele? Så er det, man tyr til et hurtigt følelsesfix. Ligesom den endeløse række af krimigys, der flimrer forbi på skærmen aften efter aften, kan teatret tilbyde sin dosis blodrus – et sted at få afløb for raseri, angst og afmagt.

I bedste fald kan konfrontationen med mørket ikke bare være et emotionelt dope. Teatrets oldgamle tradition for katharsis rummer som følelsesmæssig renselse et element af erkendelse. Nu med sansemæssig forstærkning.

LÆS OGSÅ Der uddeles rigtige pisk i Villa Salò

Når man vovede sig ind til uhyrlighederne i ’Salò’, var muligheden der ikke bare for at få sig en følelsesbasker eller blive provokeret langt ind i sjælen. Man blev på nærmest overgrebsagtig vis tvunget til at tage stilling, nådesløst konfronteret med ens egen rolle – passiv eller ej – i at holde hele voldsmaskineriet i gang.

Det er det der, noget så tiltrængt, kaldes stof til eftertanke. Med blodpletter på.