Den professionelle klovn Barry Davis bøjer sig over et lille bord og fisker en meget lang og tynd ballon op af en pose.

Han puster den op og vender sig om mod de omkring ti beboere på Trollehøj Plejecenter, som sidder i en halvcirkel omkring ham.

»Hvem vil have en hat«, spørger han.

Ingen siger noget.

Barry Davis, som er klædt i en rød vest og lilla butterfly, kigger rundt på de gamle beboere.

En af pædagogerne gentager hans spørgsmål:

»Er der ikke nogen, der vil have en hat?«.

Efter lidt tid rækker en dame på 97 år forsigtigt en hånd i vejret. Barry Davis går hen til hende og tager mål med ballonen rundt om hendes hoved.

Så binder han med en rutineret fingerbevægelse enderne sammen. Snupper en ny ballon i posen og puster den op.

Folder den hurtigt og sikkert til en blomst og sætter den fast på den første ballon.

»Sådan!«, siger han og placerer ballonhatten på damens hoved.

Barry Davis vender sig, finder en sort ballon i posen og går i gang med sin næste ballonfigur. En pingvin.

»Det er noget pjat«
Den årlige klovnefestival i Svendborg er i gang. Festivalen er den 13. i rækken og har i år omkring 100 deltagere fra 14 forskellige lande. »Rekord«, siger festivalarrangøren John Newman.

Men det er hårde tider at være klovn i.

Den 97-årige dame syntes ganske vist godt om Barry Davis og hans balloner. Men ikke alle var enige:

På  med næsen. I disse dage er alverdens klovne taget til Svendborg. Foto: Mie Brinkmann»Det er noget pjat«, sagde en beboer på et andet plejehjem tidligere på dagen.
Samtidig har den økonomiske krise ifølge flere professionelle klovne fået folk til at bruge færre penge på underholdning, blandt andet klovne til børnefødselsdage, mens konkurrencen fra den stigende mængde underholdningstilbud som computerspil og tegnefilm er større end nogensinde.

»Det er blevet hårdere at være klovn«, siger en af festivalens ældste klovne, den 84-årige Dizzy Des fra England.

»Folk bruger ikke penge på klovne i dag«.

Fra cirkus til fødselsdag
Dizzy Des er en lille mand med en stor rød næse og et skotskternet jakkesæt. Han står med en taske i den ene hånd og den jævnaldrende Zilly Des ved sin side på gågaden i Svendborg.

De to har tilsammen klovnet i mere end en menneskealder og kender klovnefagets historie og kriser.

Fra dengang klovne arbejdede i cirkus og havde en slags monopol i underholdningsindustrien til i dag, hvor de fleste klovne optræder til børnefødselsdage og på nogle måder er en truet race.

»Det har ændret sig meget«, siger han.

Ved siden af ham står Matthew Indge, en yngre klovn i en blå og hvidstribet trøje og en formstøbt rød næse. Han føler sig »meget privilegeret« over at have sit job.

»Tænk på, at det for mange børn er den første opvisning, de ser. Det er måske allerførste gang, at barnet klapper«, siger han.

Men han har også mærket krisen. Han lever af at underholde rige familier i London og deres børn til børnefødselsdage.

»Og hvor er det første sted, man sparer? Underholdningen. Det kan vi mærke. Samtidig oplever jeg, at når jeg kommer ud til en børnefødselsdag og kommer ind på et børneværelse, hvor der både er poolbord og Xbox og alting, så bliver jeg hver gang nervøs og tænker: Hvordan skal jeg nogensinde kunne konkurrere med dette? Det bliver sværere og sværere«, siger han.

Så hvad vil I gøre for at klare jer?

Dizzy Des bryder ind.

»Det er elektronik«, siger han.

Men så peger på sig selv og siger:

»Vi er levende. Når man ser en komiker i fjernsynet grine og grine og grine ... jeg tænker: Hvad griner han af? Nogen må have skruet op for latteren. Men når vi står foran nogle børn, som griner, og vi selv griner, så ved vi, at det er virkeligt«.

Rullekuffert med balloner
Efter en lille time på Trollehøj Plejecenter pakker Barry Davis sine balloner ned i en lille rullekuffert og ruller tilbage til klovnefestivalens sekretariat.

På vej over parkeringspladsen mod bilen fortæller han, at han har arbejdet som professionel klovn i 11 år og bruger klovnerierne til at »klare sig gennem tilværelsen«.

Han arbejdede tidligere som arbejdsmand på en byggeplads. Men det var for hårdt. Så på en ferie købte han tre bolde og lærte sig selv at jonglere.

»Det gør mig glad«, siger han.

På  med næsen. Med kostumet på kan klovne tillade sig mere over for publikum.Foto: Mie Brinkmann»Jeg underholder folk og prøver ikke at bekymre sig om ... om det hele. Verdenssituationen og dommedag og mord og krige. Lad os have det sjovt og grine ...«.

Men kan man det?

»Ja, hvorfor ikke? Vi kan ikke gøre noget ved krigene på den anden side af Jorden. Så hvorfor bekymre sig om dem? Hvis du har lyst til at gå rundt og bekymre dig om alt muligt, er det fint. Jeg fokuserer bare på at jonglere med fire bolde og cykle på ethjulet cykel«.

Vi kører tilbage mod centrum af byen. Da vi har fundet en parkeringsplads, kravler Barry Davis ud af den lille bil og finder sin rullekuffert med balloner i bagagerummet.

Han går hen for at få noget frokost. Jeg går ned til klovnefestivalens sekretariat, hvor John Newman sidder på sit kontor.

Som små børn
John Newman er leder af festivalen og har endnu ikke nået at spise sit rundstykke med ost fra om morgenen. Det ligger på en tallerken ved siden af hans tastatur.

»Jeg har haft travlt med at hjælpe klovnene med ... forskellige ting«, siger han.

Blandt andet havde en af klovnene problemer med en sin røde næse. Den gnavede.

»Her«, siger John Newman og sætter spidserne af sine pegefinger på hver sin side af næsen. Sådan en næse kan lave nogle ret slemme mærker i løbet af en fem dage lang festival, hvis den ikke sidder ordentligt.

»Så måtte jeg jo finde en anden til hende«.

En anden klovn ringede til John Newman fra togstationen i Nyborg. Han havde ikke nogen kontanter til bussen og ville spørge, hvad han skulle gøre.

John Newman foreslog, at han gik ind på billetkontoret og brugte sit kreditkort der.

»Og så gjorde han det. Men altså ... det er lidt som at have med små børn gøre«.

Det meste af formiddagen er gået med at løse den slags praktiske problemer. Men det ser ikke ud til at genere John Newman – eller Jo Jo, som hans klovnenavn lyder. Han smiler stadig.

3.000 røde skumgumminæser
Ud over de praktiske ting tager John Newman sig af at tale med pressen – blandt andret TV 2 og P1 og alle de lokale medier – og for indkøbet af 3.000 røde skumgumminæser.

De skal deles ud til forbipasserende på gågaden under festivalen i dag klokken 12.00.

»Det bliver sjovt«, siger han.

»Hele byen skal have røde næser på. Nogle er selvfølgelig for generte til at tage dem på eller gider slet ikke, men så finder vi ud af, hvem der beholder næserne på og er rigtige klovne«.

I  disse dage er alverdens klovne taget til Svendborg. Foto: Mie BrinkmannI vindueskarmen ligger to poser med røde skumgumminæser.

»Prøv«, siger han og peger på en næse.

Jeg tøver. Men John Newman insisterer.

»Tag en på«.

Jeg sætter næsen fast omkring næsen.

»Kan du mærke det?«, siger han.

»Der sker noget. Det er ligesom at tage en maske på. Der kommer en anden person frem. Har du set filmen ’The Mask’?«, siger han.

Klovneri er en form for kommunikation
Filmen handler om den uheldige og undertrykte Stanley Ipkiss spillet af den amerikanske komiker Jim Carrey, som finder en magisk maske og med den bliver til en helt anden person, som kan klare alt og være alt.

»Der er meget sandhed i den film«, siger han.

»Men det skal vi ikke ind på. Lad os holde os til næsen«.

John Newman og skynder sig at tilføje, at sammenligningen med masken ikke betyder, at der bag de røde næser og brede smil i virkeligheden gemmer sig helt andre og meget triste personer.

»Man kunne jo godt begynde at spekulere i, at man som klovn tager en maske på, fordi personen bag masken er meget ked af det og gemmer sig bag masken. Men så kunne man jo også spørge, hvorfor vi tager store sko på. Fordi det sammen med den røde næse og makeup er en del af konceptet en klovn. Det handler om at skabe rammerne for at kunne lege. En rød næse og store sko. Måske en sjov hat. Hvis jeg går rundt på gaden uden mit klovnekostume og begynder at spille klovn, så sker der noget, men hvis jeg gør det samme med mit kostume på, sker der noget helt andet. Folk giver mig lov til at lege og begynder at lege med mig. De vinker og smiler og snakker med mig. For mig er klovneri en måde at kommunikere på«.

Find dit indre smil
Klokken 15.00 er der workshops. I en sofa på første sal sidder Gunter Bennung og venter på deltagerne til workshoppen ’Sådan finder du det indre smil’, som han skal holde.

Han er ikke klædt ud som klovn, men har en åben skjorte på og en fingerring med en blå sten på størrelse med en fyldt chokolade på fingeren. Øjenbrynene er rødlige og buskede.

Fem minutter over er der endnu ikke kommet nogen.

»Sådan er det altid«, siger han.

Gunter Bennung lader sig ikke gå på af det. Han aflyser workshoppen og begynder at fortælle om, hvordan man finder det indre smil og om hans dvd ’My answer is joy’, som han optog sidste år på klovnefestivalen.

»Jeg kunne også have kaldt den klovnens visdom«, siger han.

På  med næsen. Med kostumet på kan klovne tillade sig mere over for publikum. I disse dage er alverdens klovne taget til Svendborg. Foto: Mie Brinkmann»Visdommen er, at du kan have det sjovt. Samfundet fortæller dig, at du skal passe dit arbejde først og derefter kan gå i biografen og i cirkus. Nej! Du kan fejre livet fra morgen til aften 24 timer i døgnet 365 dage om året. Det handler om at være glad. Min film hedder ’My Answer is Joy’. Jeg kan hente den til dig«.

Gunter Bennung taler engelsk med tysk accent. Han fortæller i løbet af et kort interview både om sin mentor, Charlie Chaplin, som han var »så heldig« at kende og lære meget af.

Han fortæller også, at han blev skilt fra sin kone efter 15 års ægteskab, og om sin far, som blev dræbt under Anden Verdenskrig.

»Det var grunden til, at jeg blev klovn«, siger han.

»Jeg var fem år gammel og lovede mig selv aldrig at røre et våben og at arbejde for fred. Mit liv er dedikeret til fred og til at elske andre mennesker. 95 procent af alle komikere laver sjov med mennesker, som er underhunde. Jeg laver sjov med mig selv og får andre til at føle sig klogere end mig«.