Partierne bag den nye teateraftale slækker på armslængdeprincippet om, at politikere ikke skal detailstyre økonomiske midler, når de giver Det Ny Teater dets egen plads i finansloven.

Det siger professor i teatervidenskab ved Aarhus Universitet Jørn Langsted.

Det Ny Teater har hidtil modtaget huslejetilskud fra Københavns Teater. Men tidligere på året meddelte paraplyorganisationen pludselig, at der skulle spares, så fra 2013-2014 ville teatrets tilskud på 5,1 million kroner bortfalde.

LÆS ARTIKELKøbenhavns Teater skal spare efter genfødsel

Med den nye teateraftale, som blev indgået tirsdag, sikres Det Ny Teaters huslejetilskud i stedet på finansloven som en selvstændig bevilling, fordi teatret ifølge parterne bag aftalen – Folketingets partier minus Enhedslisten – ikke skulle »blive offer for en tilfældig sparerunde i Københavns Teater«, som kulturminister Per Stig Møller (K) formulerer det.

Politikerne hiver armslængderne til sig
Men det er bemærkelsesværdigt, at så snart politikerne gerne vil bevare et stort privat teater, hiver man armslængderne til sig, mener Jørn Langsted:

»Hvis man nu var lidt fræk, kunne man sige, at der ligger en sjakren med armslængdeprincippet i det her. Lige så snart der er en spektakulær sag, skynder man sig at sige: Armslængdeprincippet gælder ikke her – det gjaldt i går, men ikke i morgen« siger professor Jørn Langsted, som dog ikke tror, at politikerne vil gå så vidt som til at blande sig i Det Ny Teaters repertoire.

»Der tror jeg alligevel, at de vil have så meget berøringsangst. Hvad der jo kun er udmærket«, siger han.

Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, der har været med til at indgå teateraftalen, mener dog ikke, at der er tale om et indgreb i armslængdeprincippet.

»Armslængdeprincippet handler jo om, at man overlader de kunstneriske beslutninger til folk, eksperter, der har forstand på kunst. Det her handler om, hvorvidt Det Ny Teater skal finansieres via finansloven eller via Københavns Teater, hvor Det Ny Teater jo har været lidt af et stedbarn«, siger Mogens Jensen.

Heller ikke Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, som sidder med i Folketingets Kulturudvalg, ser nogen problemer i, hvis politikerne skulle overskride armslængdestregen i dette tilfælde:

»Det tror jeg godt, man kan leve med. Man har behandlet det teater som en gøgeunge ved at fjerne dets boligtilskud over en nat, så det er fint, at det nu behandles ordentligt og fair. Vi kan ikke undvære Det Ny Teater«.

I mølposen
I direktørstolen på Det Ny Teater er der ingen rysten og bæven over, om armslængdeprincippet skulle blive overskredet. Tværtimod glæder direktør Niels-Bo Valbro sig over, at teatret nu får sin egen plads på finansloven. Men, siger han:

»På sigt er den skævvridning, der er mellem Det Ny Teater og alle mulige andre teatre, uholdbar. Der er ikke noget andet teater i dette land, der ville kunne eksistere alene med huslejetilskud«.

LÆS ARTIKELTeaterdirektører er tilfredse med ny spareplan

At Det Ny Teater har kunnet klare sig uden offentlige tilskud, skyldes først og fremmest, at teatret har haft succes med sin profil som musikteater med store internationale musicalforestillinger som ’Les Miserables’, ’Phantom of the Opera’ og ’The Producers’ på plakaten.

Ikke den første nedtur
Og selv om det med finanslovsplaceringen denne gang kan afblæse en økonomisk krise, er det ikke første gang, teatret har haft nedturens tunge ånde hængende i nakken.

Første gang var i 1911, tre år efter teatrets indvielse. Og i 1990 var både økonomien og bygningen på Vesterbro i så dårlig stand, at Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST), som Det Ny Teater dengang hørte under, meldte, at man ville lægge teatret i mølposen på ubestemt tid.

Men Ida Løfbergs Fond, der ejer teaterbygningen, frygtede, at det i stedet ville ende med en ligpose, og indgik derfor en aftale:

Hvis DST fortsat ville betale huslejetilskuddet, skulle man nok selv finde nogen, der kunne drive teatret. I 1994 genåbnede Det Ny Teater som privat teater.

Ingen garantier
Og det er der, det fortsat befinder sig – bortset fra at Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab i dag hedder Københavns Teater (og som fremover skal hedde Det Københavnske Teatersamarbejde), og at Det Ny Teater fremover ikke skal hente sine penge dér, men direkte fra statskassen.

»Så længe det har politikernes interesse, står det trygt og sikkert på finansloven«, siger professor Jørn Langsted.

»Men hvis der kommer et andet politisk flertal eller en sparerunde, står det og blafrer. Der er jo ingen garanti i evigheden, bare fordi man er på finansloven«.