London, 3. januar 2012

Kære Uffe Elbæk

Jeg hedder Kasper Holten og er tidligere operachef på Det Kgl. Teater, og selv om vi ikke kender hinanden, har jeg altid haft stor respekt for dig. For mig var det en god nyhed, da du blev kulturminister. Jeg er sikker på, at en mand med dit moderne syn på betydningen af kreativitet og kunst er den rigtige mand på posten.

Men jeg er nødt til at skrive til dig, når jeg ser, hvad der sker på Det Kongelige Teater netop nu. For jeg nægter at tro på, at det var din mening.

Den nye aftale om Det Kgl. Teater skulle sikre plads til kunstnerisk kvalitet, forstod vi. Men nu står det klart, at den først og fremmest betyder en besparelse på op til 31 millioner kroner om året.

Måske har du ladet dig forlede af røster, der siger, at man sagtens kan skære ind til benet, uden at det koster på kvaliteten. Det Kgl. Teater må også spare, som alle andre.

Men måske har de samme røster glemt at nævne, at det har man sandelig allerede gjort i årevis: skåret og skåret, så man f.eks. i dag allerede spiller færre operaer med færre medvirkende og mindre produktionsbudgetter end dengang, man kun havde den lille Gamle Scene at fylde.

Jeg var ked af at slutte som chef på Det Kongelige Teater, for jeg elsker det sted. Men de sidste tre-fire år gik stort set al tiden i ledelsen med at måtte diskutere kortsigtede nedskæringer snarere end kunstneriske visioner.

Regnestykket er enkelt: I 2000 sagde et bredt flertal i Folketinget ja til en flot gave. Et nyt Operahus. Og man lovede at bevilge de 140 millioner, som det ville koste at drive. En visionær satsning, og vi rankede ryggen. I 2011 var halvdelen af disse penge allerede forsvundet ud af det årlige budget igen: 70 millioner allerede sparet væk årligt.

Eller måske har du ladet dig forføre af, at Quartz+Co for nylig i en rapport fortalte, at DKT ville kunne spare op mod 43 millioner yderligere. Men læser man rapporten, er der mange fugle på taget.

Over en fjerdedel af pengene fandt Quartz+Co for eksempel ved at regne med, at nu vender konjunkturerne, og så vil folk jo bruge flere penge og købe flere billetter. Et fromt håb, men indtil nu desværre kun et håb, hvis man ser på kulturinstitutioner verden over.

DKT’s ledelse har allerede i årevis vendt hver femogtyveøre. Teknik og administration er skåret ned og presset til det yderste. Og var der virkelig penge at spare, ville man have grebet rapportens forslag med kyshånd. For jeg kan bevidne, at ingen ønsker at frigøre penge til kunsten mere end ledelsen på teatret.

Men rapportens forslag er desværre stort set alle enten tiltag, der allerede er i gang, luftige abstraktioner eller yderligere fromme håb. Skal der spares mange millioner, er der desværre ingen nemme løsninger.

LÆS OGSÅKongelig opera skærer markant i produktioner

Der er også røster, som foreslår, at man blot skaffer flere fonde og sponsorer, uden smålig skelen til, at meget af DKT’s kernedrift allerede er gjort afhængig af disse, at man i dansk og skandinavisk sammenhæng allerede har en imponerende stor sponsorportefølje, og at det allerede er ved at være et problem, at DKT støvsuger markedet for fonde.

Skubber man en større del af driften af de nationale institutioner over på fondene, risikerer man at skabe alvorlige problemer for en masse andre aktører.

Når man for eksempel i London kan skaffe mange flere penge fra private sponsorer og fonde, hænger det ikke kun sammen med, at der er langt flere meget rige mennesker, men også med, at man har gjort det særdeles attraktivt skattemæssigt at støtte kunst og kultur. Det kunne man måske overveje, Uffe?

Men kan man så ikke bare spare på kulisser, kostumer og den slags, tænker du måske. Hvis man virkelig – som alle politikere bedyrer – vil have en høj kunstnerisk kvalitet, er nationalscenen også i en konkurrencesituation, hvor man skal kunne tiltrække de bedste musikere, sangere, dansere, skuespillere, instruktører, dirigenter.

Allerede i dag har man på DKT mindre bemanding af teknikere og støttefunktioner per produktion end på de fleste andre operahuse i verden.

Allerede sidste år måtte vi skære så langt ned på orkesterstørrelserne, at flere dirigenter truede med at aflyse deres kontrakter, og en endte med selv at gå ned i honorar for at få et par ekstra violiner. Næppe en langtidsholdbar løsning.

Allerede de sidste par år er instruktører og scenografer begyndt at opdage, at i København har man ikke længere pengene, tiden eller arbejdsroen til at skabe forestillinger på det højeste niveau.

Og hvis operakoret nu må barberes ned med hele 16 stillinger, vil det føre til, at man end ikke er i nærheden af at være konkurrencedygtige med byer som Stockholm eller Oslo længere. Hvad skulle vi så med Operaen?

LÆS OGSÅEksperter om det Kgl. Teaters ledelse: Autoritær, topstyret og tavs

Det, man mangler i debatten, er derfor, at der allerede for længst er skåret – ikke bare til benet, men ind i det.

Og at yderligere besparelser vil koste dobbelt på kvaliteten, både fordi der på kort sigt vil mangle ressourcer, og fordi man på lang sigt er i gang med at ødelægge DKT’s muligheder for at tiltrække førende internationale kunstnere, noget, både opera, ballet og skuespil i mange år har arbejdet målrettet på.

Vi lever i en verden, hvor en motorvej af kommerciel underholdning gerne vil forbruge vores tid. Men jo mere uoverskuelig og åben vores verden bliver, jo mere får vi brug for at skabe den plads, som skal til for at tolke og fortælle verden uden en kommerciel bagtanke.

Vi er efterhånden vant til at tænke på os selv som forbrugere i enhver tænkelig sammenhæng. Skal det også gælde kunst?

Vi ved godt, at støtte til eksperimenter og innovation ikke nødvendigvis giver succes. Men vi ved også, at hvis ikke vi støtter, får vi kun mere af det samme og skaber ikke forudsætningerne for de sjældne tankespring. Det tror jeg på. Det, har jeg altid troet, var det, du stod for, Uffe?

Nå, ja, sådan er det, vi har ikke råd til alt det pjat, og Kasper og alle de andre kunstnere vil som sædvanlig bare rage til sig, siger nogle måske. Ærlig snak. Og hvis det er sådan, det er, må vi acceptere en politisk prioritering.

Men at bilde sig selv og alle andre ind, at man kan spare videre, uden at det kan mærkes alvorligt på kvaliteten, det er til gengæld ikke i orden. Og at påstå, at det skulle være besparelser på kunst og kultur, der skal redde dansk økonomi, er ikke alene umuligt, det er også dumt.

Koster det ikke i virkeligheden mere, end vi sparer? Vi bruger under 1 procent af vores penge på kunst og kultur – er det virkelig for meget? Vi støtter gerne bankerne med redningspakker.

Tror vi virkelig ikke på, at en markant investering i kunst, kultur, innovation og eksperimenter kan have en værdi – både på den ene og den anden måde – for os i fremtiden?

Og nej, penge er ikke alt. Men uden ressourcer og arbejdsro kan visionerne ikke foldes ud. Det Kgl. Teater har tre stærkt visionære kunstneriske chefer netop nu – lad os udnytte den chance og investere!

LÆS OGSÅTeaterchef om massefyringer: Jeg er dybt ked af det

Derfor må vi høre, hvad du mener, Uffe: Er tiden forbi, hvor vi i Danmark skulle stræbe efter at have kulturelle institutioner i verdensklasse? Tror vi ikke længere på, at det har værdi for os, at vi kan være et centrum for kunstnerisk innovation, langt ud over hvad vores størrelse berettiger til?

Så lad os høre dig sige det: at nu skal nationalscenen være et provinsteater, og det er godt nok.

Men hvis det ikke er det, du mener, ligger løsningen ligefor: Løft Det Kgl. Teaters bygningsudgifter helt ud af teatrets budget. Find de penge en gang for alle på en anden konto, og tag dermed ansvar for det modige valg, I traf, da I takkede ja til Operaen.

Og del så de små 200 millioner, der frigøres, op i to: en halvdel til at genoprette DKT’s økonomi og en halvdel til at styrke det professionelle kulturelle vækstlag inden for alle genrer. Se, det ville for alvor være en radikal kulturpolitik, der var til at få øje på!

Med venlig hilsen

Kasper Holten