I 1960’erne var der ikke ret mange uden for Tyskland, der havde hørt om forfatteren og dramatikeren Rolf Hochhut.

Men 20. februar 1963 havde teatret Die Freie Volksbühne i Vestberlin urpremiere på forestillingen ’Stedfortræderen’. Et drama om nazisternes jødeudryddelse baseret på dokumentarisk materiale fra krigen.

Mere end noget andet værk efter Anden Verdenskrigs afslutning fremkaldte ’Stedfortræderen’ en intens international debat. Og gjorde ikke mindst den tyske dramatiker verdenskendt. Forestillingen førte ligefrem til diplomatiske forviklinger, da stykket rettede en kritik mod paven for med sin tavshed under krigen at være medskyldig til massemordet på jøderne.

Senere samme år blev stykket opført i en lang række lande, derunder i Danmark. I dag er ’Stedfortræderen’ blevet vist i mere end 25 lande og oversat til 20 sprog.

Denne uge har et andet stykke dramatik om et nyere kollektivt traume skabt debat i Danmark. Det er forestillingen ’Manifest 2083’, der bygger på Anders Behring Breiviks 1.500 sider lange højreekstremistiske manifest.

Skriftet sendte nordmanden ud til verden, kort inden han i juli sidste år sprængte en bombe midt i Oslo og derefter tog til Utøya og skød om sig forklædt som politimand. 77 mennesker døde. Til august bliver manifestet til en teaterforestilling af dramatikeren Christian Lollike.

Beskyldes for at blæse på de efterladtes følelser
Både efterladte, borgere og politikere på Christiansborg har kritiseret Lollike, der beskyldes for at blæse på de efterladtes følelser. For at danse efter massemorderen Breiviks pibe. Og for at ville profitere på andre menneskers tragedie.

Men vender man blikket mod teaterhistorien, er der flere eksempler på, at teatret har været et rum, hvor man kunne behandle og diskutere traumatiske og tabuiserede begivenheder.

I teaterhistorien trækker forestillingen om Breiviks manifest således tråde tilbage til 1960’ernes Tyskland, hvor man med bølgen af såkaldt dokumentarisk teater gjorde scenen til et af de første steder, hvor man italesatte Anden Verdenskrigs holocaust.

»I 1960’ernes Tyskland begynder en hel bølge af teaterstykker som eksempelvis Hochhuts ’Stedfortræderen’ at behandle krigens kollektive traume i dramatikken«, siger dramaturg på Det Kongelige Teater Solveig Gade, der har skrevet en ph.d. om virkelighedens indgriben i kunsten og teatret.

Og teatrets rolle som debatskaber går endnu længere tilbage, mener lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab Frederik Tygstrup, der forsker i europæisk litteratur- og idéhistorie.

»Det er selve teatrets væsen at være et podium, hvor vi kan sætte vores egne problemer til debat«, siger han.

»De sidste mange tusinde år har teatret været det sted, hvor man satte det i scene, som man havde et problem med i samfundet. Det var derfor, man opfandt teatret i det gamle Grækenland«.

Ibsens incestdrama afvist
Når dramatikeren Christian Lollikes forestilling med Breivik i hovedrollen har trukket overskrifter og fået TV 2 til at lave meningsmålinger om, hvad seerne mener om stykket, så opfylder han sådan set blot sin rolle som dramatiker, mener Frederik Tygstrup.

»Kunsten og teatret skal ikke blot være underholdning. Kunsten har netop de sidste 150 år kæmpet imod at blive henvist til at være noget, der er til afslapning og nydelse«, siger han.

Faktisk har teatret som kunstform, siden dramatikeren Friedrich Schiller i slutningen af 1700-tallet udtalte, at teatrets love begynder der, hvor samfundets love holder op, gjort op med teatret som et underholdningens palads, fortæller adjunkt i teatervidenskab Laura Luise Schultz.

LÆS OGSÅVor tids Strindberg kommer forbi på Betty Nansen

»I slutningen af 1700-tallet kommer der en særlig måde at forholde sig til problemer på i kunstens rum. Det bliver et særligt refleksionsrum, som også tjener en opdragende funktion«, siger hun.

I slutningen af 1800-tallet kommer det naturalistiske teater, som mange tager afstand til, fordi det sætter samfundsmæssige problemer under debat. Et eksempel er Henrik Ibsens ’Gengangere’, som tog seksuelle tabuer som syfilis og incest op.

Misforstået hensigten
Da Ibsen skrev det i 1881, ville ingen i Norden opsætte det, og det endte med at blive uropført i Chicago. I dag spiller stykket på Det Kongelige Teater.

»Folk var dybt forargede. Det var smudsigt og skammeligt, fordi det stillede skarpt på det borgerlige samfunds forløjethed – blandt andet ved at tage fat i et problem som incest. Det var emner, der var uværdige at tage op på scenen. I dag er ’Gengangere’ blevet en klassiker«, siger Solveig Gade, der er dramaturg på stykket med Nicolas Bro i hovedrollen.

Op igennem det 20. århundrede fortsætter det politiske teater med at gå i clinch med samfundets tabuer og med at finde inspiration i virkelighedens verden. I 1960’erne zoomer tyskerne tæt på virkeligheden og krigens traumer.

Ikke bare i ’Stedfortræderen’, men også i forestillinger som Peter Weiss’ ’Ransagelsen’ (1965), der baserede sig på retsprotokoller fra Auschwitz, og Heinar Kipphardts ’Sagen om J.R.O.’ (1964), der også delvis bygger på retsreferater.

Når mange – deriblandt størstedelen af danskerne i TV 2’s meningsmåling – tager afstand fra Christian Lollikes forestilling, så har de misforstået hensigten, mener Laura Luise Schultz, der har fulgt Christian Lollikes arbejde gennem de seneste ti år.

»Grunden til, at folk reagerer med stor afstandtagen, er, at de opfatter det som underholdning. Det teater, som Christian Lollike laver, det er ikke underholdning – det er kunst. Et sted, man kan reflektere over samfundets problemer«, siger hun.

Et spørgsmål om tid
Men et er kritikken af stykkets kontroversielle hovedperson. Noget andet er forestillingens timing, der også har mødt hård kritik. Stykket får premiere blot et år efter terrorhandlingen i Norge.

Hvorfor ikke vente, til der er gået mere tid, som man eksempelvis gjorde i Tyskland, hvor en forestilling som ’Stedfortræderen’ først kom 18 år efter krigens afslutning?

LÆS OGSÅ Omstridt dramatiker: Breivik-teater er en demokratisk forpligtelse

Spørger man Frederik Tygstrup, har dramatiker Christian Lollike netop en pointe i at lave stykket nu:

»Man kan ikke opstille taktregler for kunsten. Kunsten må reagere på det, der sker omkring os. Måske er det endda vigtigt i det her tilfælde at reagere hurtigt, som Lollike har gjort det. Det er ikke historie – det er vores nutid«.

»Vi skal ikke bare tale om, hvordan det var engang. Vi er nødt til at holde et spejl op for os selv i vores nuværende situation og sætte kunsten op på en scene. Teatret kan rammesætte det, vi ikke ved, hvad vi ellers skal stille op med«, siger han.

Teatret har en særlig forpligtelse
Ifølge teateradjunkt Laura Luise Schultz har teatret som kunstform en særlig forpligtelse her.

»I modsætning til alle mulige andre kunstformer som eksempelvis film har teatret en ret kort produktionstid. Teatret kan reagere hurtigt. Og derfor har man som dramatiker en slags forpligtelse til at reagere på sin samtid – eller i hvert fald til at have en ambition om at gøre en forskel«, siger hun.

LÆS OGSÅProvo-instruktør: »Vi ikke er morsomme. Mere bare til grin«

Men spørger man Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet, der er ekspert i døden og vores forhold til den, så kan det være fornuftigt at vente lidt, før man tager så store folketraumer op i kunsten, siger han:

»I USA gik der flere år, før man begyndte at røre ved 11. september i kunsten. Man gav folk tid til at sunde sig og komme videre i livet. Her virker det, som om det går lidt for stærkt. Døden, det at miste, er universelt – det er uigenkaldeligt. Det kræver eftertanke af omverdenen«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken