Annonce
Annonce
Annonce
Scenekunst 15. maj. 2012 KL. 13.19

Politikere skal vælge en ny åben scene

Folketinget afgør, hvem der skal afgive en scene til de uafhængige teatergrupper.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

»Det er et valg mellem pest og kolera«, konstaterer direktør for paraplyorganisationen Københavns Teater.

Valget handler om, hvorvidt teatret Republique skal afgive en scene, eller om det er Nørrebro Teater, der skal af med en scene, der så bliver omdannet til åben scene for de uafhængige teatergrupper.

Og det valg ønsker Københavns Teater ikke selv at tage ansvaret for, men overlader det nu til kulturminister Uffe Elbæk (R) og Folketingets partier.

»Vi har besluttet at lægge to muligheder frem, og så må politikerne tage stilling. Der findes ikke en løsning inden for Københavns Teater, som ikke kommer til at gøre rigtig ondt«, siger Steen Pade.

Københavns to eneste muligheder
Folketingets partier på nær Enhedslisten indgik sidste år en teateraftale, der blandt andet pålagde Københavns Teater at finde en scene til de uafhængige teatergrupper.

De har været sceneløse, siden Republique overtog Kanonhallen og Dansescenen på Østerbro i 2009.

Københavns Teater foreslog i marts, at man netop i Kanonhallen og på Dansescenen etablerede et nyt teater, der både lavede egne forestillinger og husede de uafhængige grupper.

LÆS OGSÅDirektør for Københavns Teater: »Vi har fået en ufattelig masse tæv«

Men efter massivt pres fra store dele af teatermiljøet, der mente, at man dermed tog livet af Republique, afviste politikerne den løsning. De bad Københavns Teater om at finde en biscene hos et af de fem teatre under Københavns Teater, som fremover kan bruges som åben scene.

Og så er der ifølge Københavns Teater kun to muligheder: Frederiksbergscenen, som Nørrebro Teater bruger, eller Republiques Lille Scene, tidligere Dansescenen. Begge teatre mener, at det vil få store konsekvenser, hvis en af deres scener bliver taget.

Hårdt slag
Ifølge Scenekunstnere Uden Scene og Uafhængige Scenekunstnere er det kun Republiques Lille Scene, der dur.

»Frederiksbergscenen er utroligt lille, og den har ikke de nødvendige faciliteter til at vise, hvad det uafhængige teatermiljø kan i dag«, siger Bjørn Lense-Møller, der er talsmand for de to interessegrupper.

LÆS MEREPolitikere freder Republique

Mister Republique den ene scene, fjerner man næsten halvdelen af teatrets kapacitet, siger direktør Martin Tulinius.

»Det vil ramme os utrolig hårdt, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor vores scene er i spil. Der er ikke tale om en biscene. Vi har to store scener, der er næsten identiske i størrelse«, siger han.

Åben Scene på Det Kongelige
Kulturborgmester i København, Pia Allerslev (V), har tilbudt Planeten, Husets scene, som åben scene, teaterchef Peter Langdal fra Betty Nansen har foreslået Stærekassen på Det Kongelige Teater, mens direktør på Folketeatret, Kasper Wilton, har peget på Takkelloftet på Operaen som en mulighed.

De tre scener bruges ikke ret meget i dag.

Men Planeten i Huset er for lille, og de to scener under Det Kongelige Teater råder Københavns Teater ikke over, siger direktør Steen Pade fra Københavns Teater.

»Så længe Det Kongelige Teater ikke er en del af Københavns Teater, er det ikke vores opgave at foreslå det. Hvis politikerne synes, at de vil tale med os om den løsning, må de tage det op på vores møde 22. maj«, siger han.

LÆS OGSÅKulturborgmester: Luk Københavns Teater

For de uafhængige teatergrupper duer Stærekassen ikke. Den er alt for traditionel en teaterscene – man kan eksempelvis ikke lave forestillinger, hvor skuespillerne er ude blandt publikum, siger Bjørn Lense-Møller. Om Takkelloftet kan bruges, ved han ikke.

»Men jeg har svært ved at forestille mig, at Københavns Teater har råd til at drive en helt ny scene ud over de scener, der allerede er. Det vil blive dyrt, og der er ikke flere penge. Så udgiften skal dækkes af de andre teatre under Københavns Teater«, siger han.

Ingen kommentar fra kulturministeren
På Republique håber Martin Tulinius, at politikerne vil bruge Planeten, Stærekassen eller Takkelloftet.

»Jeg håber inderligt, at det lykkes at finde en løsning på en af de tre scener, så det ikke går ud over scener, der rent faktisk bliver brugt. Og jeg tror, det kan lade sig gøre med den økonomi, der er afsat til det«, siger han.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) ønsker ikke at kommentere de to forslag, før han har drøftet dem med forligskredsen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken