Annonce
Annonce
Annonce
Scenekunst 11. aug. 2012 KL. 18.19

Chefer på Det Kgl.: Det går den rigtige vej for balletten

Der er ingen krise, lyder det fra Stine Bosse og Erik Jacobsen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

I dag har balletforeningen besluttet sig til at gå til Folketingets Ombudsmand med det, de kalder ulovlige fyringer. Vi snakker her om de seks aspiranter, som I ansatte som korpsdansere i maj – blot fire måneder efter, at syv dansere fra kompagniet blev fyret. Hvad er din kommentar til det, Stine Bosse?

»Hvis balletdanserne føler, at der er et problem, mener jeg, at det er helt naturligt, at de forsøger at få det vurderet. Jeg mener ikke, at der er et problem. Vi har haft en række elever ansat, som kunne forvente at komme ind i korpset, hvis de bestod deres eksamen. Sådan har det altid været. I det private erhvervsliv fortsætter du også efter elevtiden, selv om der bliver skåret i medarbejderstaben«, siger Stine Bosse.

Du har tidligere talt om, at tilliden på teatret skulle genoprettes. Synes du, det går i den rigtige retning?

»Jeg mødes jo med medarbejdere og ledelse for at få skabt dialog og samarbejde. Og det er mit indtryk, at det går den rigtige vej. Og jeg oplever, at der er en villighed og et ønske om det«.

LÆS MERE Balletkorps går til ombudsmand med fyringer

fakta

Stine Bosse er bestyrelsesformand på Det Kongelige Teater

Du kritiserede ledelsesstilen og den manglende tillid mellem balletkompagniet og Nikolaj Hübbe, da du tiltrådte som formand. Oplever du, at Nikolaj Hübbe i dag har opbakning fra balletkompagniet?

»Dengang oplevede jeg, at der var meget delte meninger i korpset. Det var ikke et samlet korps. Men Nikolaj kunne se, at der var ting, han skulle gøre anderledes, og han var villig til at lytte til kritik. Og det har han gjort«.

»Men i forbindelse med afskedigelser kommer der altid et problem med tillid, det forsøger vi at få repareret. Men de her ting går ikke over på en eftermiddag. Det må man acceptere. Der kan godt gå mere end et år«, siger Stine Bosse.

LÆS OGSÅBosse holder hånden over teaterdirektør

Flere af danserne siger, at det er et splittet kompagni, der går i gang med sæsonen?

»Der er ikke noget, ledelsen hellere ville, end at kompagniet fandt hinanden og fandt harmonien. Men balletkompagniet har kendt hinanden, siden de var små børn, der er nogle helt andre følelser med inde i det spil end normalt. Uanset uenighederne tror jeg, at alle er enige om, at Nikolaj Hübbe er den dygtigste balletchef, Danmark har haft i mange, mange år«.

Erik Jacobsen: »Vi forsøger virkelig«
I februar gik balletkompagniet ud og sagde, at de ikke længere havde tillid til ledelsen – hverken til dig eller til balletmesteren. De skrev om en »balletmester uden nogen form for lederuddannelse, som er i notorisk ubalance, mangler lederkompetence, benytter sig af problematisk kommunikation (mobning) og er under anklage for stofmisbrug«. Har Nikolaj Hübbe fået hjælp med nogle af de problemer, danserne gerne så ændret?

»Vi har sat mange forskellige ting i gang og spurgt os selv, hvordan vi kan ændre kulturen i balletten. Vi har en psykolog tilknyttet og har skabt en platform for mere åben dialog. Først har vi arbejdet med ledelsen for at åbne deres tilgang til samarbejdet og dialog. Dernæst har vi lavet møder med danserne i grupper og i plenum og nedsat trivselsgrupper, der skal forsøge at arbejde med de her problemstillinger. Vi forsøger virkelig at forbedre det psykiske arbejdsmiljø i balletten«, siger Erik Jacobsen.

fakta

Erik Jacobsen er teaterchef på Det Kongelige Teater

LÆS OGSÅ Teaterchef om massefyringer: Jeg er dybt ked af det

Nu skriver vi august, og flere dansere beskriver balletkompagniet i en tilstand af borgerkrig. I går meldte danserne ud, at de ville gå til Folketingets Ombudsmand med det, som de og flere juridiske eksperter kalder ulovlige fyringer. Det lader ikke til, at jeres tiltag har hjulpet?

»Sådan oplever jeg det ikke. Når jeg taler med danserne, er det ikke det billede, jeg får. De er uenige om nogle ting, men jeg har ikke hørt tale om en krise. De problemer, der er, forsøger vi at skabe nogle modeller og redskaber til håndtere. Jeg synes, I fokuserer for meget på, hvad der foregår i dansernes fritid. Jeg kan ikke vurdere, hvor mange der er kede af det der. Men de er ikke mere kede af det, end at de danser fantastisk godt! De har hele foråret fået stor ros og gode anmeldelser for deres forestillinger«.

Men det er jo på deres arbejde, at flere siger, de mistrives?

»Det er ikke, fordi jeg ikke tager udsagnene alvorligt. Men jeg tror ikke, at problemerne med eksempelvis misbrug og afhængighed er så alvorlige, som nogen mener. Jeg talte forleden med vores psykolog, og han mener ikke, det er mange, der har sådanne problemer«.