Hvad er ligheden mellem kærlighed og shawarma?

Jo: Ingen ved rigtig, hvad den består af. Man har tit lyst til den, når man er fuld. Og hvis man er uheldig, kan det ende med, at man sidder alene på et toilet og græder.

LÆS OGSÅ Wulffmorgenthaler: Folk er perverse

Med den vittighed som optakt til et show, der skulle handle om kærlighed, gik Mikael Wulff, den ene halvdel af tegneserieduoen Wulff-Morgenthaler samt særdeles aktiv stand-upper siden midten af 1990’erne, i gang med sin historie.

Nøgen på Trianglen
Omdrejningspunktet var en situation, hvor hovedpersonen – Wulff selv – stod splitternøgen på Trianglen på Østerbro klokken tre om natten en jul for nogle år siden. Og hvordan det kom dertil, ville publikum selvfølgelig gerne høre. For det er alt andet lige et besynderligt scenarie.

Det viste sig, at fortællingen, der efterhånden, som den skred frem, mere og mere fik karakter af en genfortalt film i genren romantisk komedie; og efterfølgende kunne man faktisk godt forestille sig den realiseret med et morsomt resultat på lærredet.

Men den tog sin begyndelse i en sammenhæng, hvor dåseøl, rå maskulinitetsdemonstrationer, kroketkøller og små hunde spiller sammen på forbilledlig vis.

Og den blev afviklet med Wulffs på en gang skødesløse, men samtidig også sirligt ordrige foredrag samt hans virrende komiske stil, hvor han foregiver at være lidt til en side, men i virkeligheden er særdeles skarp og analytisk i sine pointer, der ofte som hovedgreb tager sproget ’på ordet’ og med sin påvisning af diskrepans hudfletter verbal interaktion i dagligdagen; kort sagt straffer han vor brug af floskler.

LÆS OGSÅ Vi ønsker ikke at gøre nogen fortræd

Et andet hyppigt virkemiddel er syllepsis, hvor en remse af fænomener med åbenlys sammenhæng brydes med fremmedelementer. Eksempelvis som da komikeren fortæller om at se på lagenet efter heftig nyforelsket sex og der se »blod, sæd, sekreter ... og marengs« – derefter pause og så overrumplende trumf på: stumper af en tuba.

Det er et særdeles effektivt instrument til latterfremkaldelse, men skal virkelig doseres med gnierhånd, og det gør Mikael Wulff ikke altid. Tværtimod har han af og til en tendens til at overgøre og ligefrem forklare sine pointer, hvilket desværre svækker helheden.

Klassisk Wulff
Det er synd. For han er altså sjov, og det klæder ham at formulere sig i et større overordnet forløb frem for den kaskade af fikse, men usammenhængende jokes, der tidligere har været hans varemærke.

Samtidig er han en ferm tekniker og charmerende som bare pokker. Blot har han det med at råbe unødvendigt – og han burde helt afholde sig fra at synge, idet han tydeligvis er lige så musikalsk som et stykke roulade med makrelsalat. Det swinger ikke.

På sin egen snørklede facon får han også sneget ikke så lidt satire ind i ordstrømmen, men hans fremmeste force er den syrede verden, han formår at verbalisere. Abstraktionsspringene er ganske abrupte og sine steder totalt absurde, og den overraskelse, dette afstedkommer, er regulært komisk guld.

LÆS OGSÅJohanne Schmidt hos Wulff: Karl Marx ville være en populær dj i Kødbyen

Når det er bedst, kysser det både Ionescos skaldede sangerinde på issen og sender farlige hilsner til Harold Pinter. Når det er mindre godt, griner man faktisk stadig, fordi det bare er sært på en åndssvag måde.

Kan hænde, at det ikke er hverken genrefornyende, grænseoverskridende eller generationsdefinerende komik, men det er altså både skægt, klogt og livsbekræftende. Og hvem kan så bede om ret meget mere, som Gene Kelly så glad synger i ’En amerikaner i Paris’.