Det var egentlig Jan, der ville lave teater.

Andreas Bo Pedersen mødte kammeraten som 23-årig på hf-kursus i Køge. Karrieren som herretøjshandler i Flemmings Herre- og Drengetøj var lagt i graven, og han ville starte på en frisk. Måske bruge gennemsnittet på at læse medicin.

LÆS OGSÅGummiansigtet blev årets komiker

»Jan Overgaard Mååågensen«, brummer Andreas Bo Pedersen. Og konstaterer:

»Han var en teatertosse«.

Boner noget pels
Det var Andreas Bo Pedersen ikke. Men nu står han alligevel med en mikrofon i hånden på et nøgent parketgulv i et næsten mennesketomt teater. Og ser komisk ud, det lange menneske. Med et lettere forpint udtryk i ansigtet og en guitar klemt ind under armen.

Hans blik svømmer rundt et sted mod bagvæggens horisont, da han affekteret slår en akkord an på guitaren og begynder at synge:

»Jeg håber virkelig, jeg har moret alle. Både almindelige folk og Politikens Henrik Palle ...«.

»For jeg er en sucker for det pis. Og jeg er der i karrieren, hvor man må tage, hvad man kan fååååååå ...«.

»... Jeg håber virkelig showet giver no'd fisse. Jeg håber på, det boner noget pels«, synger han, mens en flok storladne strygere nu brager ud af højtalerne.

»... Jeg har knoklet for det her. Og et ordentligt skrald vil gør' det hele værd«.

Da musikken stopper, står han et øjeblik og dingler på scenen. Før han knækker sammen af grin.

Nogle timer efter sidder han foran mig. Mere alvorlig nu, men stadig med et lunt smil.

»Det var Jan, der ville lave en gymnasierevy, og det var Jan, der havde ambitionen om, at vi skulle lave et teater«, siger Andreas Bo Pedersen. Så, med et lille træk på skuldrene:

»Jeg var bare god til det«.

De svære parodier
Andreas Bo Pedersen skulle vise sig at være mere end bare gennemsnitligt god til det.

Som 45-årig har han indskrevet sig i dansk komiks historie som 'manden med gummiansigtet' og med parodierne som sin niche.

Han dukkede op i den bedste sendetid i 2010 i TV 2's satiriske sketchshow 'Live fra Bremen', og året efter fik han prisen både for bedste tv-skuespiller og publikumsprisen som Danmarks sjoveste mand - en Zulu Comedy Award.

Et folkeligt gennembrud, der er kommet sent livet, fordi han først var 30 år om at finde ud af, at han gerne ville leve af at sætte sit humoristiske gen i system og optræde. Og fordi der skulle gå 12 år mere, før han turde gå målrettet efter det.

Og fordi han »altid har haft svært ved at komme ud af starthullerne«, nåede succesen nærmest at overhale ham indenom, inden han havde mønstret modet til at jagte den.

»Det der med at sige: Det her er jeg god til, det kan jeg godt. Det var først helt fremme ved 'Live fra Bremen', jeg kom dertil, hvor jeg kunne sige det«, siger Andreas Bo Pedersen.

Og når så alligevel i næste sætning at kile to-tre forbehold ind imellem ordene 'jeg har' og 'succes'. Funny bone er en del af hans dna. Men det samme er tvivlen.

På landkortet
Jeg møder Andreas Bo Pedersen på det mennesketomme Teater Astoria, der ligger i en krog blandt rustne skurbygninger, sammensunkne trådhegn og brede, tilgroede asfaltveje på Refshaleøen, og hvor han skal tilbringe de fleste af sine vågne timer de næste to uger inden premieren på soloshowet 'Plagiat'.

Et show, han beskriver som en blanding af stand-up, revy og lidt show - »altså blinkende lamper og musik«, som han siger. Alt det, han selv synes er sjovt. Og hvor han selv bestemmer, hvad han vil sige, og hvem han vil parodiere - og måske endnu vigtigere: Hvordan.

De parodier, som for alvor satte ham på det humoristiske landkort, er samtidig dem, han har haft det allersværest med. For selv om indbegrebet af en parodi er et godt grin på bekostning af offeret, er der forskel på, hvordan man gør det.

LÆS OGSÅLandeste vildeste gummiansigt opfinder nye figurer til 'Plagiat'-show

Og Andreas Bo Pedersens eget smil blegner det sekund, en parodi bliver ondskabsfuld. Eller har en skarp holdning til noget.

»Det interesserer mig ikke på samme måde at få det grin med, som siger: Nu er vi lige enige alle sammen om, at Naser Khader er en klovn, der lige har lavet Ny Alliance, og det går da lige ad helvede til«, siger han.

Han ryster en smule på hovedet.

»Jeg vil bare meget hellere lave en Naser Khader, der læser ti grunde til, hvorfor han er imod den ...«.

Han tænker et øjeblik.

»... nye kebabbar, der er åbnet på Kongens Nytorv, op. Ti pissesjove, gode oneliners«, siger han og knipser med fingrene.

»Så siger de: Hold kæft mand, det var en god parodi, han lavede der, uden at det gik ud over nogen«.

Adskillige personligheder
Et udsagn, det kan være svært at tro på, hvis man har set, med hvilken timing og musikalitet han fremfører sine parodier på Johannes Møllehave, Kim Larsen eller Thomas Blachman på scenen.

Man kan i det hele taget ikke være i selskab med Andreas Bo Pedersen længe, før man har mødt fem, seks andre danskere. Pludselig stikker Ole Thestrup, Erik Clausen eller Clement Kjersgaard hovederne frem.

Og virker alligevel, som om de altid har været der. I en trækning i mundvigen eller gemt i en fold i panden. Eller det evigt mistænksomme højre bryn, der hele tiden buer. Parat til at skære en grimasse.

Men som han sidder der i sofaen på Teater Astoria i jeans og med kortklippet hår kunne han snildt være den tøjhandler, han er uddannet som. Eller den læge, han kunne være blevet, hvis han ikke var droppet ud af sit medicinstudium. Lige indtil han uden større besvær trækker en hurtig hjemmelavet sketch ud af luften.

Gerne en lidt halvplat, sjofel og lun en af slagsen. Og langt fra den stand-up, hans yngre kolleger i branchen laver, hvor succesen ofte kan måles i, hvor mange grænser den overskrider, eller hvor tåkrummende den formår at være.

Manglede et mål
Hans egen skoling i humor begyndte i barndomshjemmet i Nr. Lyndelse syd for Odense. Familien gik aldrig i teatret, men i fjernsynet var det de humoristiske helte Tommy Kenter, Flemming Jensen og Kai Løvring, familien Pedersen grinte ad.

Hans far var salgschef i et firma, der solgte rottegift og stod for dagrenovation, moderen bibliotekar.

»Et klassisk borgerligt ægtepar i parcelhus«, som han siger.

Da Andreas Bo Pedersen var 10, flyttede familien på fem til et andet parcelhus, denne gang i Haslev på Sjælland.

Men det var allerede tilbage i Nr. Lyndelse, at han opdagede et komisk talent. Sådan et man kunne bruge til at charmere sig ud af en kritisk situation i skolen. Eller simpelthen bare til at få folk til at grine. Han slår ud med armene.

»Og hvis du én gang har fået en optur over, at folk har grinet over et eller andet, du har gjort, så er det meget stærkt vanedannende. Og det har jeg opdaget på et forholdsvis tidligt tidspunkt«.

Fremtidsdrømmene stak i alle retninger. Mest af alt vidste han ikke rigtig, hvad han ville. Kun at Haslev Gymnasium kunne han ikke koncentrere sig om. Han var ikke moden nok, og karakterbogen var »det rene ynk«, forklarer han. Så i 2. g droppede han ud.

»Jeg har nogle meget konservative forældre, som sagde: Hvis du skal gå ud af skolen, så skal du stå op hver morgen og lave morgenmad til familien og have rengøringspligter i huset, indtil du ved, hvad du vil«.

Det vidste han ikke, så da der dukkede en læreplads op i den lokale herretøjsbutik, Flemmings Herre- og Drengetøj, slog han til. Før han var fyldt 20, var han udlært.

Derefter forsøgte han sig et halvt års tid med at blive rockstjerne i Aarhus, hvor alle de fede musikere i slut-80'erne kom fra. For så at vende tilbage til herretøjet som førstemand i en butik i Ballerup. Men der var noget, der manglede. Et mål.

Så var det heldigt, at Jan Overgaard Mogensen, kammeraten han mødte, da han besluttede sig for at tage en hf, havde målrettethed nok for dem begge.

Først ville kammeraten lave en gymnasierevy.

»En rigtig lagkagerevy med Monty Python-numre og ballondansen«, griner Andreas Bo Pedersen. Hans øjne lyser op, da han får chancen for at indlemme en revynovice i, hvad det er.

Han hopper op fra sofaen og holder en usynlig ballon foran skridtet. Nynner stille noget boogie-woogie, mens han vugger hofterne fra side til side. Så hopper han i en hurtig bevægelse rundt om sig selv, så ballonen i stedet dækker hans bagdel.

»Vi var nøgne, selvfølgelig«, tilføjer han, da han har sat sig ned igen.

Hamlet light
Senere slæbte vennen Andreas Bo Pedersen med ind i den røgfyldte foyer på Rialto Teatret, hvor Niels Olsen og Thomas Mørk lavede 'Cirkus Montebello'.

»Niels Olsen er en af de sjoveste mænd i Danmark. Og en sindssygt sympatisk mand. Han har det, der hedder likeability, på scenen. At man står der og vil dem så gerne. Nogle gange, når jeg ser ham, tænker jeg: Han kan jo det samme som mig«.

Jan Overgaard Mogensen syntes, de skulle starte deres eget teater.

Og efter endnu et fejlslagent forsøg på at finde ud af, hvad han gerne ville - denne gang som medicinstuderende - sagde Andreas Bo Pedersen ja. Sammen med en tredje kammerat dannede de deres egen teatertrio.

The Loyal Shakespeare Company hed det omrejsende teater, og i sommeren 1997 var det blevet et succesfuldt lille foretagende, der spillede på skoler og små scener over hele landet.

The Loyal Shakespeare Company lavede gakkede farcer på Shakespeares klassikere, som stort set altid »endte i bunkebryllupper«. Til det skal man bruge en præst, og sådan opdagede Andreas Bo Pedersen, at han kunne parodiere Johannes Møllehave. En parodi, der senere skulle tage kegler i Cirkusrevyen.

Andreas Bo Pedersen havde så småt fundet ud af, at han var god til at spille teater. Måske, tænkte han, var det ligefrem det, han var bedst til.

»Jeg forsøgte virkelig at være en god herreekviperingshandler. Og jeg forsøgte virkelig at læse til læge. Men der, hvor jeg kom nemmest til de bedste resultater, var ved at optræde. Det er den eneste grund til, at jeg spiller teater: at jeg er god til det. Og at det sandsynligvis er det, jeg er bedst til«.

En tung omvej
»Jeg er ikke stand-upper, jeg er fysisk komiker. Jeg er en klovn. Og den eneste etablerede scene herhjemme, der kunne lade mig udfolde det, var revyen«.

Andreas Bo Pedersen gik med andre ord ikke efter revyen. Men når man af natur har svært ved at være opsøgende, tager man imod de tilbud, der kommer.

Så da Koldingrevyen ringede med et jobtilbud, sagde han ja tak. Og efter at han havde optrådt der, ringede de fra Nykøbing F. Revyen. Så Aarhus Revyen, og ni år senere kunne han plante flaget på toppen af revybjerget: Cirkusrevyen.

»Det har virkelig været den gammeldags skole, jeg har taget. Jeg har haft svært ved at stille mig op foran spejlet og sige: »Andreas, du er skuespiller, det er det, du lever af«. Hvis jeg havde gjort det, kunne jeg have søgt optagelse på en af teaterskolerne. Men jeg tog den tunge vej, og jeg har aldrig været til en optagelsesprøve af frygt for at få et nej«.

»Så ja, ... det har været en lidt ...«, han kigger op og smiler så, »... tung omvej«.

Især fordi Andreas Bo Pedersen aldrig har brudt sig om politisk satire, der hurtigt bliver en lektion i, hvad der er de rigtige holdninger, og hvad der ikke er, mener han.

LÆS OGSÅDansk komik er blevet revy-ficeret

Hvilket unægtelig komplicerer forholdet til revyen, hvor især politikere fra Christiansborg kan regne sig sikre på en skarp overhaling.

»Der er ikke nogen tvivl om, at jeg har haft det svært i revyen. Jeg har hadet de der numre om, at nu er Helle Thorning-Schmidt løbet fra nogle løfter. Jeg synes simpelthen ikke, det er sjovt«.

Han har sat sig helt ud på kanten af sædet.

»For at være helt ærlig, så lever vi i et land, hvor folk er så forkælede, at vi bør være hævet over det der ...«.

Han slår over i en brovtende, tyk Brøndbydialekt.

»... Nu er vi arbejderklassen, og nu skal vi kraftstejleme til revy og grine ad magthaverne, som bare pisser på os og skærer os i løn. Dumme svin!«.

Altid med balance
Han virrer med hovedet.

»Jeg ville selv sidde som publikum og tænke: I virkeligheden gør det her mig meget mindre. Jeg accepterer nu, at jeg sidder som publikummer som den lille grå mand sammen med 1.199 andre i cirkusteltet og bliver enig med dem om, at vi er pøblen, og nu griner vi ad den store chef Anders Fogh Rasmussen«.

Han bliver hård i øjnene og hæver stemmen 10 procent:

»Men det gider jeg ikke! Jeg er ikke pøblen!«.

»Og hvis jeg skal gå ind på scenen og sige: Hej, jeg hedder Pia Kjærsgaard, de fremmede må ikke komme her, jeg er racist. Så får jeg med det samme lyst til at lave en parodi på Frank Aaen, der synger: Vi åbner alle grænserne, grænserne, grænserne. Det koster milliarder - det skider vi da på. Jeg får bare lyst til den der balance med det samme«.

Andreas Bo Pedersen kalder det udslaget af at være »frygtelig jovial og behagesyg på grænsen til det konfliktsky«. Han vil allerhelst bare have, at folk har det sjovt, når han optræder.

»Jeg har det meget skæggere, når en mand kommer ind i en butik og siger: Goddag. Jeg vil gerne købe en flødebolle«.

Andreas Bo Pedersen retter sig op i stolen og stikker håndfladen frem.

»JA TAK. Det bliver lige ... tolv kroner«.

Han spiler øjnene op. Det ene øjenbryn løfter sig en tomme. Som en fjeder, der trækkes op, mens han tænker, for straks efter at knalde ned på plads sammen med pointen.

»Tolv kroner?! Det er det hvide ud af øjnene«, råber han hovedrystende. Drejer med det samme hovedet og smiler så igen indladende.

»Arh ... Men den er hvid indeni?«.

Han vifter afværgende med hånden og griner lidt ad sig selv, så øjnene næsten forsvinder i hudens ansigtsfolder.

»Eller i hvert fald ... Jeg vil bare gerne lave pjank og pjat. Og det er der også plads til i revyen. Det har været det gode for mig«.

At kende sin plads
Det kunne se ud, som om Andreas Bo Pedersen i dag er kommet til et sted, hvor hans karriere i højere grad danser efter hans pibe. For eksempel da han fik sit eget sketchprogram, 'Indenrigs', på TV 2, der foregår i en lufthavn, hvor han selv spiller stort selv alle rollerne.

Det er stadig parodier, men af almindelige mennesker. Parfumedamen, den tyrkiske rengøringsdame og den kiksede flyspotter Kenni.

»Men det er ikke sådan, at jeg tænker ...«, han laver en dyb udånding.

»... Så! Nu er du der, hvor du skal være, Andreas. Nu har du ligesom fundet hjem. Jeg tror, at så længe det går godt, bliver man ved med at lede. Så får man et hak i tuden og finder ud af, det skulle man ikke have gjort, det er du ikke god nok til«.

Er parodierne en del af din fremtid?

»Lige nu accepterer jeg det faktum, at folk synes, jeg er god til at parodiere. Og så glæder jeg mig over det og gør det gerne. Men det tænder straks en ny gnist, der siger, at nu skal jeg fandeme også bevise, at jeg kan andet end det. Måske en dag at spille en rolle, hvor succeskriteriet ikke er, om folk griner«.

»Det kunne også være sjovt at spille skurken«, funderer han:

»Det kan være alt muligt«.

Men én drøm er alligevel ret konkret:

»Jeg vil skide gerne lave en god Jim Carrey-film på dansk«.

»Han er så skide dygtig«, mumler han for sig selv.

Idolet Jim Carrey
I 'Me, Myself and Irene' spiller Jim Carrey en skizofren mand, der løfter sig selv op i kraven. Og hamrer sit eget alter ego en ordentlig en på siden af hovedet i en slåskamp med sig selv.

Andreas Bo Pedersen trækker sig selv op i kraven med en grimasse og hænger et øjeblik og dingler der.

»Det er så blændende begavet, det han laver. Jeg kan simpelthen sidde og nyde perfektionen i hans arbejde. Det er det, som tænder mig. Dygtigheden. At jeg tænker: Shit, det er godt, det han gør! Kunne jeg bare nærme mig det med en millimeter«.

Og der har da været åbninger. Måske ikke lige på Jim Carrey-rollen, men efter succesen med 'Live fra Bremen' er tilbuddene væltet ind. Også med seriøse filmroller. Men han mangler modet til at gå målrettet efter dem.

LÆS OGSÅAnmeldelse: 'Live fra Bremen' skal turde noget mere

»Og jeg dumper med et brag. Hver gang«, siger han bombastisk. Som var det for at komme en anden i forkøbet.

»Det er noget med, at jeg ikke ... Hvis ... Hvis ikke jeg kender min plads ... Jeg har svært ved at skulle kæmpe for noget og tage min plads. Hvis jeg skal bevise over for en instruktør, at jeg er bedre end fem andre, så er min første tanke: Hvem siger du er med til casting? Dem og dem og dem? De er da meget bedre, dem skal du vælge frem for mig«.

Er du nervøs for, at det aldrig sker?

»Nej, for hvis der kommer en instruktør og tager mig i hånden en dag og siger: Nu gør vi det her, Andreas, og vi gør det ordentligt. Så vil jeg kunne løse opgaven. Det er jeg helt overbevist om«.