Jon Stephensen har købt kage med frugt til mødet med sin øverste chef, direktør Steen Pade fra paraplyorganisationen Københavns Teater.

Det er onsdag 14. oktober, og netop på denne dag optræder den 49-årige direktør for teatret Gasværket på forsiden af begge Politikens sektioner.

Og det på en temmelig iøjnefaldende facon.

’Succesrig teaterchef: 'Magten omklamrer kunsten’, lyder overskriften på forsiden af 1. sektion. Mens ordvalget har fået en tand mere inde på forsiden af kultursektionen:

’Teatret er et kussehår fra at blive opslugt af magten’. Artiklen er illustreret med et stort portrætbillede af Jon Stephensen. På jorden foran ham ligger et spejl. Et knust spejl.

LÆS OGSÅSuccesrig teaterchef: Magten omklamrer kunsten

Nede i artiklen langer teaterdirektøren ud efter avisernes anmeldere, Pia Kjærsgaard, venstrefløjen, tv-underholdningsindustrien – og ikke mindst Københavns Teater. Som ifølge Jon Stephensen drukner teatrene i »managementtyranni«.

Så da Steen Pade tidligere på dagen havde ringet og sagt, at der var noget, han ville tale med Stephensen om, havde han troet, at det drejede sig om avisartiklerne. Men det gør det ikke.

Steen Pade og Jon Stephensen er ikke ligefrem perlevenner. I april 2008 havde Steen Pade i en såkaldt 360-graders analyse af de københavnske teatre beskrevet Jon Stephensen på følgende måde:

»Jon har svært ved at fremstå som en i kunstnerisk forstand nytænkende og visionær chef. Dertil er han i for høj grad købmand og markedsføringsmenneske med et hertil hørende anstrøg af noget opportunistisk i forhold til den kunstneriske etos, som mange helst vil forbinde med scenekunsten«.

Beskrivelsen fik Jon Stephensen helt op i det røde felt. Han klagede over Steen Pades vurdering til både den daværende kulturminister, Brian Mikkelsen (K), og til bestyrelsesformanden for Københavns Teater, Jan Maagaard.

Stephensen opfattede det som et forsøg på at stække hans ret til at bestemme over teatrets kunstneriske profil. Men klagen blev afvist af Kulturministeriet. Evalueringen af Jon Stephensen lå inden for rammerne af Steen Pades kompetence, vurderede advokatfirmaet Lindh Stabell Horten, som ministeriet havde bedt om at se på sagen.

Jon Stephensen, på sin side, havde flere gange tidligere fremført, hvad han også siger i artiklerne i Politiken: at Københavns Teater med Steen Pade i spidsen pålægger de ansatte på Gasværket så mange unødvendige administrative forpligtelser, at det slider dem op og stjæler tid og kræfter fra det kreative arbejde.

Det første møde
Men det er hverken avisartiklerne eller Jon Stephensens generelle kritik af Københavns Teater, der er årsagen til, at Steen Pade vil tale med Gasværkets direktør.

Næ, Københavns Teater har, siger Pade, fået et tip om, at Jon Stephensen har sikret sig royalties af billetindtægterne fra forestillingerne ’Elsk mig i nat’ og ’Come Together’ på Gasværket.

Og alene for ’Elsk mig i nat’, der spillede på teatret fra slutningen af februar 2009 og frem til maj, skal det være løbet op i et sted mellem en kvart og en halv million kroner.

Hvis rygterne taler sandt, er det en klar omgåelse af Jon Stephensens ansættelseskontrakt.

På et møde et års tid forinden mellem bestyrelsen i Københavns Teater og teatrene, hvor Jon Stephensen deltog for Gasværket, var det oven i købet blevet indskærpet, at teaterdirektørerne kun måtte påtage sig ekstra opgaver og få honorar for arbejdet, hvis teatrets bestyrelse havde godkendt aftalen – og vel at mærke inden den blev ført ud i livet.

Jon Stephensen afviser da også rygterne. Han har ikke modtaget så meget som en krone i royalties. Og så bliver der ikke talt mere om den sag.

De to går over til at drøfte Jon Stephensens ide om, at musikteaterstykket ’Come Together’ – der har fået forrygende anmeldelser og går for fulde huse – kan sættes op i Sverige. Jon Stephensen fortæller Steen Pade, at han allerede har sikret sig retten til royalties fra teatre i udlandet.

Steen Pade råder Jon Stephensen til at drøfte det med teatrets bestyrelse for at få bestyrelsens accept.

Derefter slutter mødet. I god ro og orden.

En succes – med stort ego
Jon Stephensen er en af de mest succesfulde danske teaterdirektører i nyere tid. Han er oprindeligt uddannet som både arkitekt og journalist i henholdsvis 1984 og 1990.

Jon Stephensen gjorde sin entre i teaterverdenen i 1992, da han blev ansat som pressechef på teatret Dr. Dantes Aveny. Året efter skiftede han til stillingen som marketingchef på Det Kongelige Teater, hvor han var i tre år.

I 1998 blev han souschef på Østre Gasværk Teater og i 2001 leder af Aveny Teatret. Og i 2007 blev Jon Stephensen så udnævnt til direktør på Gasværket – som han fik omdøbt Østre Gasværk Teater til.

Jon Stephensens to første år på teatret havde nærmest haft karakter af triumftog. Især bød sæsonen 2008/09 på både kunstnerisk succes – med ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ som et højdepunkt – og kommerciel succes med de to musikteaterstykker ’Elsk mig i nat’ og ’Come Together’, der var baseret på Beatles’ musik.

Kort sagt: Gasværket udviklede sig under Jon Stephensens ledelse til det københavnske teater, der solgte flest billetter og blev drevet med de færreste administrative omkostninger. Som et ekstra lag glasur på kagen blev Jon Stephensen af magasinet Lederne i begyndelsen af november som en af fire nomineret til titlen Årets Leder 2009.

Spørger man rundt blandt teaterfolk – kunstnere såvel som administratorer – er karakteristikken af Jon Stephensen da også ret enslydende: Han er endog meget dygtig til sit arbejde.

Men der er også dem, der mener, at han måske ikke altid er helt så dygtig, som han selv synes. Eller sagt på en anden måde: Jon Stephensen har – og har altid haft – et stort ego. Hvilket en lille anekdote fra Jon Stephensens yngre år kan være med til at illustrere.

I 1980’erne forsøgte den danske sejler Waldemar Bandolowski at få en dansk båd med i verdens mest prestigefyldte sejlads, America’s Cup. Jon Stephensen, der dengang sejlede kapsejladser, forsøgte at kvalificere sig til mandskabet som forgast, men blev kasseret.

Han var simpelthen ikke god nok, mente holdets ledelse. Hvilket Jon Stephensen var stærkt uenig i.

»Han er en sød fyr. Men hans egne tanker om sig selv matcher ikke altid virkeligheden«, som en af dem, der var med på sejlerteamet dengang, udtrykker det.

Rygter om ulovligt honorar
En lille måned efter mødet på Gasværket mellem Steen Pade og Jon Stephensen, nærmere bestemt onsdag 11. november, er Jon Stephensen igen indkaldt til møde af direktøren for Københavns Teater. Denne gang foregår det i organisationens lokaler i nærheden af Nørreport.

Jon Stephensen er ret sikker på, at mødet vil dreje sig om en forlængelse af hans ansættelseskontrakt. Derfor har han ikke taget en advokat med – selv om Københavns Teater faktisk har opfordret ham til det. Også denne gang tager Jon Stephensen helt fejl af dagsordenen.

Til stede klokken 16 på Steen Pades kontor er, ud over Pade og Stephensen, også Annette Sadolin, formand for Gasværkets bestyrelse og næstformand Leif Djuurhus – samt Københavns Teaters advokat, Erik Wendelboe Christiansen.

Steen Pade tager ordet:

»Du sagde, at du ikke havde modtaget royalties fra teatret for ’Come Together’ og ’Elsk mig i nat’«.

»Det har jeg heller ikke«, svarer Jon Stephensen.

»Hvad er så det her?«, spørger Steen Pade og kaster et papir hen over bordet til Jon Stephensen.

Da Københavns Teater blev oprettet i 2006, besluttede man, at direktørerne for de københavnske teatre skulle have ens ansættelsesvilkår og årsløn. Den er på 800.000 kroner plus en individuel bonus. I sæsonen 2008/09 udgjorde bonussen for Stephensens vedkommende 228.000 kroner. På side 5 i ansættelseskontrakten står:

»Det er forudsat, at Teaterdirektøren yder det arbejde, som er nødvendigt for Teatrets drift, og vederlaget er aftalt således, at det også omfatter aften- og weekendarbejde mv. og den nødvendige arbejdstid, uanset om – og i hvor høj grad – det måtte overstige en effektiv arbejdstid på 37 timer ugentligt«.

Og videre: »Teaterdirektøren er, så længe han beklæder stillingen i Teatret, uberettiget til uden skriftligt samtykke fra bestyrelsen i hvert enkelt tilfælde at være aktiv eller passiv deltager i nogen anden virksomhed eller at have anden lønnet eller ulønnet beskæftigelse, der i større grad lægger beslag på Teaterdirektørens arbejdskraft eller på anden vis væsentligt påvirker Teaterdirektørens muligheder for at opfylde sine forpligtelser over for Teatret«.

En afskedigelsessag
Jon Stephensen tager det papir, Steen Pade har kastet hen til ham. På forsiden står med store bogstaver ’Konsulentaftale’ og – med mindre skrift – ’Mellem Jon Læssøe Stephensen (Konsulenten) og The One and Only Company (Producenten)’.

Og længere nede på siden, under overskriften ’Honorar’: »Konsulenten afstår fra at modtage et egentligt honorar for sin bistand, det er dog aftalt at Konsulenten modtager en royalty for sin indsats«. Royaltyen er fastsat til 1 procent af den samlede billetindtægt fra ’Elsk mig i nat’.

Jon Stephensen skal bistå med »råd og vejledning omkring kreative og produktionsmæssige forhold omkring uropførelsen«. Aftalen, som er underskrevet 8. august 2008, indeholder også en klausul om fortrolighed, som forpligter de to parter til at hemmeligholde aftalen for andre.

Steen Pade fremlægger også en ’Royaltyaftale’ mellem Jon Stephensen og The One and Only Company, som er underskrevet 17. august i år. Den omfatter en ny opsætning af ’Elsk mig i nat’ i Tivoli i slutningen af 2009, men er med hensyn til størrelsen af royalty og krav om hemmeligholdelse identisk med den første aftale.

Desuden præsenterer Steen Pade Jon Stephensen for en oplysning om, at The One and Only Company allerede har udbetalt 168.421 kroner til Jon Stephensen, og at man skønner, at han vil få 90.100 kroner ud af Tivoliforestillingerne.

Gasværkets direktør fastholder, at han ikke har gjort noget forkert. Blandt andet fordi noget af det arbejde, han har udført for The One and Only Company, lå før hans ansættelse på Gasværket.

Men Steen Pade slår fast, at Jon Stephensen efter Københavns Teaters opfattelse klart har overtrådt vilkårene i sin ansættelseskontrakt. Han har modtaget royalties af entreindtægten, og han har undladt at orientere sin bestyrelse om aftalerne. Og derfor er sagen, ifølge Steen Pade, en afskedigelsessag.

LÆS OGSÅFyringen er korrekt - og meget uklog

Her tager Københavns Teaters advokat, Erik Wendelboe Christiansen, ordet og foreslår, at mødet udsættes til næste dag, så Jon Stephensen kan blive repræsenteret af en advokat.

Til Stephensen siger han, at teaterdirektøren skal sige til, hvis han ikke kender en advokat, han kan bruge, for så vil han gerne anbefale ham en. Jon Stephensen ringer næste dag, og Erik Wendelboe Christiansen foreslår ham at kontakte advokat Birgit Gylling Andersen.

»De vil sgu fyre mig«
Dagen efter, torsdag 12. november, er klokken kun 7.30 om morgenen, da Jon Stephensen ringer til sin direktørkollega på Odense Teater, Kasper Wilton – som også er formand for Danske Teaterlederes Forbund.

»De vil sgu fyre mig«, er det første, Jon Stephensen siger. Og sætter derefter Kasper Wilton ind i sagen.

Senere på dagen mødes advokat Birgit Gylling Andersen første gang med Jon Stephensen. Mødet foregår på hendes kontor, der ligger på Holmens Kanal, lige bag ved Jon Stephensens gamle arbejdsplads Det Kongelige Teater. Faktisk har kontoret tidligere huset teatrets gamle kostumeafdeling.

Birgit Gylling Andersen har modtaget sagens akter klokken 12 fra Erik Wendelboe Christiansen. Hun når kun lige at læse dem igennem, mens hun spiser en leverpostejmad, inden Jon Stephensen dukker op.

Han er nærmest i chok, kan advokaten se. Men han er også fattet, forstår hvor alvorlig situationen er og er klar over, at der skal kæmpes, hvis han skal beholde sin stilling.

De to har travlt, for mødet hos Københavns Teater er klokken 17.30. Jon Stephensen fortæller hende sin version. Blandt de dokumenter, hun har modtaget fra Erik Wendelboe Christiansen, er også Københavns Teaters syv sider lange gennemgang af sagen, en såkaldt partshøring. Den gennemgår de sammen.

Birgit Gylling Andersen har arbejdet i ti år med ansættelsesret som sit speciale. For hende at se kan Københavns Teaters anklager koges ind til tre centrale kritikpunkter:

1. Jon Stephensen har udført arbejde i et omfang, der er i strid med hans ansættelseskontrakt.

2. Han har berøvet Gasværket penge.

3. Han har ikke orienteret sin bestyrelse om aftalen og undladt at reagere, da Steen Pade konfronterede ham med beskyldningerne første gang 14. oktober.

Anbefaler en irettesættelse
Efter at have sat sig ind i sagen og hørt på Jon Stephensen, mener advokaten, at der stadig er en chance for at få taget fyringen af bordet. Overskriften på den gennemgang, Københavns Teater har udarbejdet, er ’Partshøring om påtænkt bortvisning’.

Bortvisning er den alvorligste sanktion, der kan bruges i en sag af denne karakter, og den er, efter Birgit Gylling Andersens opfattelse, helt ude af proportioner med det, Jon Stephensen har gjort.

Han har forklaret advokaten, at nok er de penge, han har modtaget fra produktionsselskabet The One and Only Company, i konsulentaftalen betegnet som royalties af entreindtægterne. Men pengene er betalt ud af produktionsselskabets overskudsandel, ikke af Gasværkets.

Så teatret har altså ikke fået færre penge, fordi Jon Stephensen har fået et konsulenthonorar. Han har ikke berøvet Gasværket penge.

Jon Stephensen mener heller ikke, at han har bijobbet mere, end han har lov til – og mere end andre teaterdirektører bijobber. Men det er rigtigt, at han ikke har orienteret bestyrelsen, og det burde han have gjort.

Birgit Gylling Andersen er enig i, at sagen ikke er til en fyring. Hun mener, at en passende sanktion i forhold til Stephensens brøde er en irettesættelse.

De to skilles. Der er ikke lang tid til mødet på Københavns Teater.

En god mavefornemmelse
Jon Stephensen lever ikke under en heldig stjerne i november måned 2009. I løbet af eftermiddagen bliver han påkørt af en motorcykel. Han kommer ikke alvorligt til skade, men det er alligevel en i mere end én forstand forslået mand, der mødes med Birgit Gylling Andersen ved Jarmers Plads kort før klokken 17.30.

Sammen går de op til Københavns Teater, der ligger på 5. sal med udsigt over Ørstedsparken. På Steen Pades kontor befinder sig allerede foruden Steen Pade desuden Mai Buch, næstformand i Københavns Teater, advokat Erik Wendelboe Christiansen, bestyrelsesformand for Gasværket Annette Sadolin og næstformand Leif Djuurhus.

De sidder alle sammen på den ene side af det ellipseformede mødebord. Jon Stephensen og hans advokat giver hånd raden rundt og sætter sig på den modsatte side.

Stemningen er trykket og præget af sagens alvor. I første omgang er det advokaterne, der fører ordet. Hverken Jon Stephensen eller Steen Pade siger noget.

I sin fremlæggelse gør Birgit Gylling Andersen meget ud af at påvise, at de penge, Jon Stephensen har fået ifølge aftalen, ikke er gået fra teatret, men fra The One and Only Companys andel.

Det er, tænker hun, ekstremt vigtigt at få det slået fast. For hvis der på nogen som helst måde er tale om, at Jon Stephensen har beriget sig på Gasværkets bekostning, er det en ekstremt alvorlig sag, som ikke kan klares med en irettesættelse.

Hun lægger også vægt på at forklare, at Jon Stephensen faktisk fik forhandlet The One and Only Companys andel af overskuddet ned fra 50 til 45 procent, og at han dermed havde forbedret Gasværkets økonomi – og ikke beriget sig på Gasværkets bekostning.

Derefter får advokat Erik Wendelboe Christiansen ordet. Han forklarer, at Københavns Teater ikke ud fra konsulentaftalen mellem Jon Stephensen og produktionsselskabet kan se, hvad det egentlig er for et stykke arbejde, Jon Stephensen har udført.

Med andre ord: Om han har fået løn to gange for det samme stykke arbejde – altså både som direktør og som konsulent? Hvis han har det, så er det alvorligt. Samtidig understreger advokaten, at Jon Stephensen under alle omstændigheder skulle have spurgt sin bestyrelse om lov til at bijobbe.

Og sidst, men ikke mindst skulle Jon Stephensen have fortalt om konsulentaftalen på mødet med Steen Pade 14. oktober, da han første gang blev konfronteret med mistanken. At han ikke gjorde det, opfatter Københavns Teater som et alvorligt og afgørende tillidsbrud.

Giver uforbeholden undskyldning
Da advokaterne er færdige, er det Jon Stephensens tur. Han understreger alt det gode, han har gjort for teatret, at han har fyldt sæderne og tjent masser af penge til teatret.

Han fortæller også, at fordi ’Elsk mig i nat’ var den første produktion nogensinde, hvor Gasværket arbejdede så tæt sammen med et privat produktionsselskab, havde det været en udfordring for ham at holde snor i det kreative – og at det var en væsentlig grund til, at han havde indgået aftalen med The One and Only Company.

Han giver en uforbeholden undskyldning, både til Annette Sadolin og til Steen Pade. Dels for at han ikke har orienteret sin bestyrelse om aftalen med The One and Only Company, dels for at han ikke fortalte om den, da Steen Pade første gang spurgte ham om rygterne 14. oktober.

Han slutter af med at udtrykke håb om, at de kan finde en løsning.

Hverken Steen Pade, Mai Buch eller Annette Sadolin kommenterer sagen.

Birgit Gylling Andersen er så fokuseret, at selv om mødet varer flere timer, føles det for hende som fem minutter. Hun er tilfreds med den måde, det er forløbet på, og har en god mavefornemmelse. Det var, som om ansigterne på den anden side af bordet blev lidt mindre lukkede i løbet af mødet.

Konkret har hun opnået at få udsat den oprindelige frist for deres parthøringssvar fra den kommende mandag til om onsdagen, 18. november. Det giver Birgit Gylling Andersen bedre mulighed for at sætte sig ind i sagen og underbygge Jon Stephensens argumenter.

Desuden bliver Jon Stephensen ikke suspenderet, som der ellers er lagt op til i Københavns Teaters partshøring. Han kan fortsat komme på teatret, og hans personale og ikke mindst pressen behøver dermed ikke at få noget at vide om situationen.

Før Jon Stephensen og Birgit Gylling Andersen tager afsked foran Københavns Teater, understreger hun, at det er vigtigt, at han holder masken. Han skal agere som sædvanligt. Hun råder ham til kun at tale med sine allernærmeste om sagen.

Og han skal for alt i verden ikke tale med journalister. For hvis først pressen begynder at skrive om sagen, vil det være svært for Københavns Teater at lade Jon Stephensen beholde jobbet, uden at de taber ansigt.

Derfor svarer Jon Stephensen heller ikke, da Weekendavisens journalist Marianne Krogh Andersen ringer til ham nogle dage senere.

Et spørgsmål om vilje
I ugen efter mødet er Jon Stephensen og Birgit Gylling Andersen i daglig kontakt med hinanden, enten på møder eller over telefonen. De taler om strategien for partshøringssvaret, og Jon Stephensen giver Birgit Gylling Andersen alle de dokumenter, der kan underbygge hans sag.

Onsdag 18. november, kort før fristen for afleveringen af parthøringssvaret til Københavns Teater, står Jon Stephensen og Birgit Gylling Andersen i advokatkontoret på Holmens Kanal og kopierer svaret i ti kopier. Pludselig gør kopimaskinen knuder. De ringer til Steen Pade, der er godt utålmodig.

En af advokatkontorets studentermedhjælpere giver en hånd med at få maskinen til at fungere. I sidste sekund hjuler Jon Stephensen af sted på sin ladcykel og overbringer papirerne til Københavns Teater.

I løbet af ugen spørger Jon Stephensen flere gange Birgit Gylling Andersen, om hun tror, han har en chance, og om, hvordan han står rent juridisk. Hvor stor er risikoen for, at det ender med en fyring?

Birgit Gylling Andersen kan ikke sætte procenter på. Men hun mener, at de har belyst sagen på en måde, så det er muligt for Københavns Teater at lade være med at afskedige ham og alligevel agere forsvarligt.

Men hun understreger også, at det er et spørgsmål om vilje. For hvis Københavns Teater virkelig vil fyre Jon Stephensen, er der intet, der kan stoppe dem.

Inden det afgørende møde torsdag 19. november med Københavns Teater mødes Jon Stephensen med sine rådgivere på Café Bjørg’s i Vester Voldgade. Holdet består ud over advokat Birgit Gylling Andersen også af advokat Anders Kildsgaard, som har hjulpet med at skrive partshøringssvaret.

Til stede er også rektoren for Den Danske Filmskole, Poul Nesgaard, og formand for Danske Teaterlederes Forbund og direktør på Odense Teater Kasper Wilton, der begge har indvilget i at være med som bisiddere.

Birgit Gylling Andersen understreger, at det er sindssygt vigtigt, at de på mødet klokken 15.30 skaber mulighed for, at Københavns Teater på ordentlig vis kan træde tilbage fra deres markante standpunkt, og at delegationen holder fast i den linje, der er blevet lagt: at Jon Stephensen beklager, at han ikke har informeret bestyrelsen om aftalen, og at han meget gerne vil i dialog om at løse sagen, så den ikke ender med en fyring.

Nødvendigt med folk som Jon
Selve mødet foregår endnu en gang på Steen Pades kontor. Men denne gang sidder der færre på den anden side af mødebordet. Steen Pade, næstformand i Københavns Teaters bestyrelse Mai Buch og advokat Erik Wendelboe Christiansen og en referent er til stede.

Gasværkets bestyrelse er ikke repræsenteret. Fraværet bekymrer Birgit Gylling Andersen. Det kunne tyde på, at de mere eller mindre har truffet en beslutning, tænker hun.

Advokat Erik Wendelboe Christiansen spørger til nogle detaljer i kontrakten for opsætningen af ’Elsk mig i nat’ i Tivoli. Jon Stephensen forklarer og rydder nogle misforståelser af vejen.

Da Birgit Gylling Andersen tager ordet, gentager hun argumentationen fra sidste møde og understreger, at der foreligger skriftlig dokumentation for, at Jon Stephensen ikke har taget af kassen.

Derefter får Poul Nesgaard ordet. Han mener, at man bør finde en løsning af kulturpolitiske grunde. At teatret vil have størst gavn af, at Jon Stephensen bliver på posten som direktør.

Han fremhæver, at det er nødvendigt med folk som Jon Stephensen i spidsen for kreative virksomheder. Men, pointerer han, den slags folk har brug for opbakning, fordi de begår fejl.

LÆS OGSÅPortræt: Han havde det hele men så blev han fyret

Kasper Wilton supplerer med, at man er nødt til at give kreative personer et frirum. Og fremhæver, at det er en tilståelsessag.

Efter en times tid forlader Steen Pade, Mai Buch og Erik Wendelboe Christiansen lokalet og går ind i et andet rum for at tale sammen. Et kvarters tid senere stikker Københavns Teaters advokat Erik Wendelboe Christensen hovedet ind:

»Har du fem minutter?«, spørger han Birgit Gylling Andersen.

Tilbage på kontoret er Poul Nesgaard og Kasper Wilton lettede. De synes, det er gået godt og er overbeviste om, at der bliver fundet en løsning. Jon Stephensen derimod er urolig.

»Det er en skueproces. De har besluttet sig«, siger han.

Kasper Wilton beroliger ham:

»Det tror jeg faktisk ikke, Jon«.

Kasper Wilton er sikker på, at sagen ender med en advarsel. Ikke mindst, fordi Jon Stephensen er så succesfuld og ikke tidligere har fået advarsler. Der har heller aldrig været ytret nogen form for mistillid til ham på møderne i Gasværkets bestyrelse.

»De har fand’me fyret mig«
De fem minutter bliver til mange flere, og Kasper Wilton er nødt til at forlade Københavns Teater for at tage hjem til aftenens premiere på ’Nøddebo Præstegaard’ på Odense Teater.

Et andet sted på Københavns Teaters kontorer siger Erik Wendelboe Christiansen til Birgit Gylling Andersen, at det er overvejende sandsynligt, at det ender med en opsigelse. Men der er ikke truffet en endelig afgørelse, fordi den beslutning skal cleares med bestyrelserne. Han bringer muligheden for en fratrædelsesaftale på banen.

Birgit Gylling Andersen er ked af meddelelsen og ærgrer sig. Hun siger, at det kunne være blevet løst på en anden måde. Derefter går hun tilbage til Jon Stephensen og overbringer ham nyheden. Hun er meget omhyggelig med at fortælle præcis, hvad Wendelboe Christiansen har fortalt hende.

Jon Stephensen bliver både ked af det og vred. Også Poul Nesgaard er overrasket og rystet over beslutningen.

Birgit Gylling Andersen forklarer Jon Stephensen, at Københavns Teater har åbnet for en fratrædelsesordning. Men den vil han ikke vide af.

Jon Stephensen ringer til Kasper Wilton, der sidder i toget på vej mod Odense.

»De har fand’me fyret mig«, siger han.

Kasper Wilton er chokeret.

Jon Stephensen og Birgit Gylling Andersen aftaler derefter, at Jon Stephensen skal tage kontakt til sin bestyrelsesformand Annette Sadolin og resten af Gasværkets bestyrelse. Håbet er, at bestyrelsen på en eller anden måde er uenig i beslutningen.

Men det er et meget spinkelt håb. Og det lykkes aldrig Jon Stephensen at komme i kontakt med sin bestyrelse.

Skideballe til Pade og Sadolin
Næste dag, fredag 20. november, er Birgit Gylling Andersen på vej til Gasværket for at mødes med Jon Stephensen, da hendes mobiltelefon ringer. Det er Jon Stephensen, der spørger, om hun har set Weekendavisen.

Birgit Gylling Andersen holder ind ved Østerport Station og køber avisen. Da hun læser avisens artikel, bliver hun rasende. På de foregående møder er parterne blevet enige om at holde kortene tæt til kroppen, men i artiklen er både Steen Pade og Annette Sadolin citeret.

Hun er især forbandet over Annette Sadolins kommentar om, at Jon Stephensen har »lønnet sig selv med et ekstra vederlag«. Efter hendes opfattelse tyder det på, at bestyrelsen ikke har hørt en lyd af deres argumentation ved møderne.

Med Annette Sadolins kommentar kommer Jon Stephensen mediemæssigt bagud på point, tænker Birgit Gylling Andersen.

Da hun ankommer til Jon Stephensens kontor på Gasværket, møder hun sin kollega Anders Kildsgaard. Steen Pade og Anette Sadolin støder til, og Birgitte Gylling Andersen giver de to en ordentlig skideballe, fordi de imod aftalen har medvirket til artiklen i Weekendavisen.
Som den sidste af mødets deltagere kommer Jon Stephensen. Parterne sætter sig på hver sin side af teaterdirektørens farvestrålende mødebord. Steen Pade meddeler, at Jon Stephensen bliver opsagt og giver ham opsigelsesbrevet i hånden.

Jon Stephensen fortæller, at han er meget skuffet over deres beslutning. Så forlader Steen Pade og Annette Sadolin lokalet.

Jon Stephensen bruger de næste par timer på at pakke sine ting sammen. Og på at forberede en udtalelse til den Politikenjournalist, han har set venter på ham uden for teatret.

Birgit Gylling Andersen og Jon Stephensen aftaler, at han først om mandagen skal gå ud til hele pressen på et pressemøde. Han skal først finde sine ben igen.

Inden han forlader Gasværket på sin ladcykel, siger han til Politikens journalist:

»Det er justitsmord«.

En skidt uge
I weekenden efter at han er blevet fyret, forsøger Jon Stephensen at få så mange som muligt fra kulturens verden til at skrive under på en opfordring til Københavns Teater og Gasværket om at trække fyringen tilbage.

Det gør i alt 57 kulturpersonligheder, blandt andre skuespillerne Nikolaj Lie Kaas, Henning Jensen, Paprika Steen, Lars Bom og Lars Brygmann, instruktørerne Søren Fauli og Ole Bornedal, teaterdirektørerne Hans Christian Gimbel og Claus Flygare.

I et interview i Politiken om søndagen, 22. november, forklarer Jon Stephensen, at han fik det omstridte honorar, fordi Jesper Winge Leisner, ejeren af The One and Only Company, ville have Jon Stephensen til at stå for scenografien til ’Elsk mig i nat’.

Og at Jon Stephensen derpå tegnede og illustrerede en scenografi, som var et herresæde og en park i stedet for det krydstogtskib, der var lagt op til i det første manuskriptudkast.

Men samme dag begynder rygterne at svirre: Det er alligevel ikke Jon Stephensen, der har stået for scenografien. Og senere på dagen udsender The One and Only Company en erklæring som reaktion på interviewet med Jon Stephensen: Teaterdirektøren har intet med den endelige scenografi at gøre.

Det har derimod scenograf Rikke Juellund og iscenesætteren Kenneth Kreutzmann. Det, Jon Stephensen gjorde, var at komme med et oplæg, som Juellund og Kreutzmann skrottede. Hvorefter de to udarbejdede et helt nyt scenografisk koncept, skriver The One and Only Company.

Nu begynder det at smuldre i kulturpersonlighedernes støtte til Jon Stephensen. Formanden for Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Mikkel Harder Munck-Hansen, havde først sagt ja til at skrive under. Nu trækker han sin støtte tilbage.

LÆS OGSÅStøtten til fyret teaterchef smuldrer

Om mandagen afholder Jon Stephensen pressemøde i Kunstindustrimuseets festsal i Bredgade. Den nu forhenværende teaterdirektør har allieret sig med reklamemanden Frederik Preisler, der også er bestyrelsesformand for teatret Holland House.

Desuden er advokat Birgit Gylling Andersen til stede. På tilhørerpladserne sidder blandt andre skuespilleren Lars Bom og instruktøren Nikolaj Cederholm – samt Jon Stephensens gravide kæreste og hans mor og far.

»Gu' har jeg kvajet mig«
Frederik Preisler opfordrer til, at parterne sætter sig sammen og finder en løsning, så »den meste succesfulde teaterdirektør i dette årti« kan fortsætte sit arbejde. Jon Stephensen selv siger:

»Gu’ har jeg kvajet mig, når jeg ikke orienterede min bestyrelse (...) Men når man har så travlt, som jeg har haft det, så kvajer man sig. Men jeg strækker hånden frem, jeg undskylder dybt, og jeg har også sagt, at jeg vil betale pengene tilbage«.

På pressemødet fremlægger Jon Stephensen blandt andet en ordentlig bunke mail, hvoraf mange er skrevet af Gasværkets bestyrelsesmedlemmer, der roser Jon Stephensen i høje toner.

Men der er også en mailkorrespondance om scenografien og Jon Stephensens tegninger til den. Og i den fremstår det, som om Jon Stephensen faktisk har stået for scenografien.

Den udlægning fastholder Jon Stephensen over for Politiken, da han bliver konfronteret med beskyldningerne om at lyve om sin rolle i forbindelse med udviklingen af forestillingens scenografi.

»Jeg lavede et koncept med tegninger og det hele, som Rikke Juellund tog til sig, arbejdede videre med og meget talentfuldt gjorde til sin egen scenografi« forklarer han.

Tirsdag vælger også direktør på teatret Republique Hans Christian Gimbel at trække sin støtte tilbage. Han mener, at Jon Stephensen har løjet om sin rolle som scenograf og erklærer, at han føler sig vildledt af Gasværkets direktør.

Men uanset uenigheder om, hvem der stod for scenografien til ’Elsk mig i nat’, er The One and Only Companys chef, Jesper Winge Leisner, meget tilfreds med Jon Stephensens konsulentarbejde med udviklingen af forestillingen. Han ydede ifølge Leisner en stor arbejdsindsats gennem halvandet år og var i dén grad pengene værd.

Rosende ord. Men også et tveægget sværd for Jon Stephensen. Konsulent for en forestilling på eget teater ...? Den går ikke, mener Københavns Teater. For, som det hedder i Jon Stephensens opsigelse:

»Din bistand med råd og vejledning omkring kreative og produktionsmæssige forhold ved teaterstykker, som sættes op på Østre Gasværk Teater, indgår – med mindre der træffes anden forudgående aftale med teatrets bestyrelse – som en naturlig del af den administrative og kreative indsats, som du honoreres for som led i din stilling ved teatret«.