Hvor stor en skuespiller Ghita Nørbyer, gav hun et eksempel på i en af de mest lykkelige – og også mest ulykkelige – opsætninger på Det Kgl. Teater.

Det var som fru Levin i ’Indenfor murene’ i 2005.

Det var her, hun gik rundt i spisestuen på scenen og dækkede op med hvid dug for familien – og for publikum nede i salen som en del af familien:

Man følte sig tryg, for ikke at sige hjemme.

Format
Samspillet med Jørgen Reenberg på én gang forankrede og besjælede traditionen – den kongelige naturalisme – med Reenberg ganske vist som herre i huset, men Nørby som det samlende punkt i familiebilledet.

Som netop billedet på en kvinde, der kæmper – ikke med magt, men i kraft af sig selv.

Der var her noget svensk, næsten bergmansk, over Nørby: den fyldige barm; det grå hår, der var sat op; den stille styrke, der først til sidst blev brudt.

Kort sagt: Der var format.

Ghita Nørby udtalte samme år, at hun gerne spillede ’Indenfor murene’ til evig tid:

»Hvorfor ikke? Jørgen og jeg kunne bare blive ved med at spille de gamle Levin’er, og så kunne man skifte de unge ud, efterhånden som de blev trætte af deres roller eller ikke gad mere«.

LÆS Interview: Den perfekte kvindes datter

Det blev så som så med evigheden.

Opsætningen kæmpede med sygdom, aflysninger og dødsfald.

Nørby »siger tingene«
Hvad der skulle have været den festlige ramme om Ghita Nørbys 50-års jubilæum i foråret 2006, endte med et alt andet end kongeligt tilbud: en beskeden birolle i den efterfølgende sæson.

Så skred fru Nørby!

»Jeg kan godt blive gal, og jeg siger tingene«, har hun understreget.

Den daværende skuespilchef fik en skideballe af nationalscenens kvindelige hovedkraft, der nu opførte sit eget jubilæumsdrama ved offentligt at kritisere Det Kgl. Teater.

På sin egen måde: ret festligt. Siden blev hun, skønt lettere forsinket, hyldet i forestillingen ’Blanche & Marie’ på Betty Nansen Teatret.

Fru Nørby er for længst blevet god igen. Hun tager jo med mellemrum sine ture uden for murene, men hun vender altid hjem igen.

'Den nådige frøken'
Forrige weekend sendte man på DR for gud hvilken gang ’Baronessen fra benzintanken’ (1960).

Her ser vi den unge Ghita med en svensknøgle i hånden.

Hurtigt bliver hun – meget mod sin vilje – omdannet til ’den nådige frøken’: udset til at tage den titel og det liv på sig, hun ikke troede lå for.

Smuk og skøn er hun med sine glade øjne og sin latter – og sit temperament.

Uden at det nødvendigvis lå i kortene, at Ghita Nørby dengang var udset til andet og mere end at være en af dansk films mest populære skuespillere. Hun fik jo lige spillet med i et par sjove film i de år; kritikken talte om en ’papdukke’.

LÆS ANMELDELSE Ghita Nørby er uden omsvøb i livlig bog

I 1958 havde hun på Det Kgl. Teater spillet sammen med Poul Reumert i ’Den døde dronning’. Stor fiasko!

I besiddelse af en forstand
Nørby ødelagde alt for den store Reumert, der gav hende det glatte lag og hvæsede: »Zahles Skole« …

Det gik trods alt – ad veje og omveje. Historien om Ghita Nørby som menneske og kunstner er jo den gode klassiske om at finde sig selv.

Det er historien om den rolle, hun fra sin barndom blev presset ind i og siden gjorde oprør mod: ’Den perfekte kvindes datter’, hed det i et interview her i avisen sidste år, hvor hun fortalte om en dominerende moder, der forvandlede et sprælsk livstykke til en artig pige.

En rolle, som gjorde hende uselvstændig. Det har som sagt fortaget sig.

»Jeg har opdaget, at jeg er i besiddelse af en forstand«, sagde hun til Berlingske Tidende i 2002.

Og det er især historien om den hovedrolle, hun med stadig større autoritet har indtaget på film, tv og teater.

Bergman så potentialet
Her taler vi ikke om en moder som modstander, men om mændene som hjælpere og befriere. Bl.a. Reenberg, som hun både har været gift og løbende spillet sammen med.

Samt de instruktører, der var med til at forløse hende som skuespiller.

Erling Schroeder hjalp hende til det sceniske gennembrud i ’En duft af honning’. I 1973 var det Ingmar Bergman, der med opsætningen af ’Misantropen’ og med Nørby som Célimène så hendes store – også internationale – potentiale.

Ghita Nørby blomstrede!

Man må jo ikke tale om en dames alder – og slet ikke om en førstedames. Så lad os gøre det! Alderen spiller lige akkurat her også en rolle.

Som det er blevet sagt: Først da Ghita Nørby gik over i det ældre rollefag, skete det afgørende omslag.

Samspillet med Frits Helmuth i f.eks. ’Hvem er bange for Virginia Woolf?’. De store teaterdamer: Titelrollen i ’Betty Nansen på Betty Nansen’, og Johanne Luise Heiberg, som hun formåede at give sit eget oprørske twist i ’Fra regnormenes liv’.

Dansk teaters moder
Med alle mødrene – tragiske, komiske, iskolde og frygteligt dominerende, skønne og menneskelige – som stort set ét langt triumftog: Ingeborg i ’Matador’ og Regitze i ’Dansen med Regitze’.

Der har været Noréns ’Sommer’ og Bergmans ’Høstsonaten’ på Det Kgl. og senest ’Min familie’ på Betty Nansen. Respekt for dem.

Eller rettere – og med risiko for at sige noget, der grænser til majestætsfornærmelse:

Respekt for Ghita Nørby, der nok er dronning af den kgl. skueplads, men i endnu højere grad indtager pladsen som dansk teaters moder.

På den gode måde! I en verden under daglig forandring, også teatrets verden, står Ghita Nørby som et samlings- og holdepunkt. Som kvinden i midten. En skuespiller i sin bedste alder, der peger på traditionen, men gør det med hele sin levende nutidighed.

Skuespilhuset »ligner et hospital«
Teatrets gamle patriarker rører stadig på sig, men de siger jo ikke så meget mere.

Moder fører i disse år mest ordet; også når talen falder på Skuespilhuset:

»Jeg kan ikke fordrage det! Det ligner et sindssygehospital eller en kraftstation. Der er ikke engang en rød lampe! Alle bordeller og teatre har en rød lampe, hvis der er udsolgt. Det ældste symbol på teater«. Fru Nørby kan selv være et symbol.

Til februar skal hun spille i Skuespilhuset. Det sker i Kaspar Rostrups iscenesættelse af ’Den gamle dame besøger byen’.

Det besøg ser vi frem til. Stort til lykke – fra familien.