Bygningerne alene koster næsten 150 millioner kroner om året at holde i gang.

Og hele menageriet på den pæne side af en halv milliard årligt. Det Kgl. Teater er uden sammenligning den kulturinstitution, der lægger beslag på flest skattekroner i Danmark.

Alligevel falder publikumstallet, og teatret har måttet fyre medarbejdere, skære i antallet af forestillinger og må generelt være indstillet på smalhals de næste år for at få det hele til at køre rundt.

Og teatret beskyldes med opsætningen af musicalen ’My Fair Lady’ for at gå på strandhugst i en genre, som normalt varetages af teatre med langt færre offentlige kroner bag tæppet.

Er det overhovedet pengene værd? Kunne de mange hundreder af millioner kroner ikke bruges bedre på andre teatre? Ville vi ikke få mere scenekunst og kulturel udvikling for pengene, hvis vi ikke bandt dem i tre meget dyre huse – Gamle Scene på Kongens Nytorv, Det Ny Skuespilhus ved havnefronten og Operaen på Holmen.

Og i et stort orkester, et stort kor, et stort balletkorps, store skuespiller- og operaensembler, og en stor stab af regissører, scenografer, sminkører, teknikere og administrativt personale – alt i alt omkring 1.000 mennesker.

Krumtap i dansk kultur
Nej, det ville vi ikke, mener direktøren for det hele, Erik Jacobsen. For Det Kgl. Teater er en krumtap i dansk kulturliv som ikke kan undværes.

»Vi ville få et fattigere kulturliv. Vi ser os selv – og det lyder måske lidt højtravende – som en slags moderinstitution, som resten af teaterlivet og i vid udstrækning også resten af kulturlivet læner sig op ad. Jeg synes, at man bør se på Det Kgl. Teater som grundforskningsinstitution. Uden os ville kernen i dansk teater forsvinde, man ville miste den uddannelsesinstitution og bærer af tradition og fornyelse af teatret, som vi er garant for. Og Danmark ville miste en opera og en ballet«.

»Vi er grundlaget for meget andet, der sker i dansk kulturliv. Vores sangere, dansere og skuespillere optræder alle mulige andre steder. Ser man på de populære serier, der kører i fjernsynet eller de populære film, så er det jo alt sammen med skuespillere, som har fået deres erfaring og grunduddannelse på Det Kgl. Teater og stadig kommer tilbage til os og spiller, når de er blevet store stjerner. Inspirationen mange andre steder kommer fra os. Selv om det ikke sker hver gang, så stræber vi efter at være de bedste, og det er også derfor alle andre måler sig op imod os og forsøger at lave noget, der er bedre end os«, siger Erik Jacobsen.

Dyr udsigt
Han har nu siddet i direktørstolen i to år som afløser for den efterhånden legendariske Michael Christiansen. Som sin forgænger har han en fortid som embedsmand og departementschef. Erik Jacobsen har været departementschef i Kulturministeriet og var departementschef i Miljøministeriet, før han blev direktør på Det Kgl. Teater.

Nu tager han imod i Det Ny Skuespilhus i Kvæsthusgade. På 3. sal i det store mødelokale med panoramavinduer fra gulv til loft ud mod havneløbet og over til Operaen på den anden side. En af de bedste udsigter i byen.

Erik Jacobsen er stadig dybt betaget af den. Selv om den er dyr. Meget dyr.

Og har været lige ved at tvinge Danmarks kulturelle flagskib i knæ.

LÆS OGSÅDet Kgl. Teater satte bundrekord sidste år

Økonomien er så stram, at Erik Jacobsen i efteråret måtte gå tiggergang til Folketinget, fordi Det Ny Skuespilhus var ved at kvæle teatret. Det er 30 millioner kroner dyrere i drift end forventet.

Og trods en ekstraindsprøjtning på 56 millioner over de næste tre år, har det været nødvendigt at fyre 35 medarbejdere og barbere 75-80 forestillinger ud af næste sæson for at få det hele til at løbe rundt.

Vi kan ikke smøre brødet tyndere
Har kritikerne så ikke ret? Er teatret ikke lige præcis endt i en fælde med funklende flotte bygninger, der er så dyre, at der ikke er råd til den scenekunst, Det Kgl. Teater er sat i verden for at lave? At man tager fra kunsten og betaler for mursten?

Jo, det er situationen i dag. Der er et misforhold mellem udgifterne til mursten og udgifterne til scenekunst, medgiver Erik Jacobsen.

»I løbet af de sidste fem-seks år, har vi brugt 10 procent mere på drift og dermed 10 procent mindre på kunst. Og det er ikke klogt. Det er min største opgave at få ændret på den balance«.

Hvor er smertegrænsen?

»Den er vi nået til. Og jeg må indrømme, at havde vi ikke fået de ekstra penge fra Folketinget, så ville vi være i en alvorlig krise. Vi kan simpelthen ikke smøre brødet tyndere, end vi gør nu. Men efter en periode, hvor tingene har været præget af, at vi skulle flytte, er vi nødt til at fokusere på kunst. Nu handler det ikke om huse, det handler ikke om, at vi skal vokse, nu handler det om, at vi skal blive bedre. Vi skal et niveau op i kunstneriske ambitioner. Vi skærer ned på antallet af forestillinger for ikke at give køb på kvaliteten af det, vi så faktisk laver«.

Dansen når smertegrænsen
Kan du forstå, at det undrer folk, at I lige pludselig kommer og siger: Hov, Skuespilhuset koster 30 millioner kroner mere om året end forventet. Var det ikke til at forudse?

»Jo. Men det var jo en forudsætning i aftalen om at bygge huset, at det skulle være driftsneutralt. Det var sådan den politiske virkelighed var, men det er før min tid. Og det koster altså 30 millioner mere. Jeg har så måtte sige til politikerne, at det her hænger ikke sammen, at jeg ikke havde andre muligheder end at skrue blusset fuldstændig ned på Gamle Scene. Det fik jeg så nogle penge for at lade være med«.

LÆS OGSÅDet Kgl. Teaters problemer blev forudsagt i 2003

Er aktivitetsniveauet på Det Kgl. Teater tilfredsstillende med 75-80 færre forestillinger om året?

»Det er på kanten. Både hvad angår et tilstrækkeligt bredt opera-repertoire og ikke mindst for balletten. For der skal være tilstrækkeligt med udfordringer for danserne til, at de kan udvikle sig henover sæsonen, og der er vi nede på smertegrænsen for hvor lidt der er at danse. Det er et problem«.

Set i bakspejlet var det så i virkeligheden en dårlig ide at få de nye huse og binde så mange penge i mursten?

»Det er jo et politisk spørgsmål. Når kritikere mener, at man kunne have brugt pengene bedre, så har jeg respekt for det. Fair nok. Men når man nu har sagt A og bygget husene, så må man også sige B og sørge for, at der er forestillinger i dem. Og selv om vi binder flere penge i de nye huse, så giver det os også muligheder for at lave bedre og mere ambitiøs kunst. Der er jo sket et kvantespring i kvalitet i Operaen i forhold til, hvad vi kunne tidligere. Og Det Ny Skuespilhus har skabt begejstring blandt skuespillerne og er teknisk langt bedre end de gamle scener. Det giver nogle fantastiske forestillinger«.

Økonomisk krise
Hvordan er det så som chef at se tilbage på en sæson, hvor I tabte 150.000 tilskuere, mens Københavns Teater gik frem med over 100.000?

»Selvfølgelig er det noget, vi snakker om. Men det kan altså gå op og ned. Og vi tager måske publikum tilbage i år. Sidste år blev vi ramt af den økonomiske krise, det kan man ikke se bort fra«.

Det blev Københavns Teater åbenbart ikke, tværtimod. Hvorfor er det så en forklaring, der kan bruges for Det Kgl. Teater?

»Vi kan ikke se, hvad der er finanskrise, og hvad der er andre ting. Men vi kan se, at virksomhedssalg, hvor en virksomhed inviterer medarbejdere og kunder i teatret, næsten er forsvundet. Og vores abonnenter gik fra typisk at købe otte forestillinger til kun at købe seks. Ser man ned over vores repertoire, er det svært at forstå, at der er ledige pladser til selv operaforestillinger, der får fremragende anmeldelser. Men altså det må svinge lidt op og ned hele tiden. Sådan er det«.

Det er ikke udtryk for at publikum synes, at der er nogle mere interessante forestillinger andre steder end i Det Kgl. Teater?

»Det kan jeg jo ikke vide, men det er det muligvis. Og der går sæsonerne op og ned. I år får vi formentlig et flot publikumstal, fordi vi spiller ’De Tre Musketerer’ i Dyrehaven til sommer og også spiller ’My Fair Lady’, som vi forventer sælger meget«.

Hvad vil I ellers gøre?

»Vores største udfordring handler om at få et nyt publikum ind. Vi har lavet Det Kgl. Teater Plus som er en åbning over for andre kunstarter, som eksempelvis koncerter, vi lægger scene til. På den måde prøver vi at udvide basen og vise, at Det Kgl. Teater er noget mere. Vi vil også forsøge at være mere spontane ved at lave flere forskellige mindre forestillinger, hvor vi ikke prøver så længe og kun spiller i 14 dage. Sådan noget der rammer impulskøberne og ikke er abonnementsopbygget.

Gammeldags, støvet institution
Er problemet ikke, at Det Kgl. Teater trods nye bygninger fortsat er en lidt gammeldags, støvet institution sammenlignet med eksempelvis Gasværket?

»Jo, det slås vi med. Og selv om Per Theil i Politiken har ment, at det var navnet Det Kgl. Teater, der burde nedlægges, så tænker vi modsat: Det er vores brand. Det er vores identitet at være Det Kgl. Teater, at være det historiske sted for dansk teater. Vi skal bevare traditionen, vi skal give folk en oplevelse, der er lidt guldstøv over. Men vores undersøgelser viser også, at mange føler, at det er et sted for de indviede. Derfor vil vi gerne gøre det mere komfortabelt for mennesker, der kommer første gang. Vi laver for eksempel snart et forsøg, hvor kontrollørerne i stedet for at tjekke billetter, går ud i teatret og snakker med folk, hører om der er noget de kan hjælpe med. Vi vil også gerne kunne fortælle noget mere om teatret, for eksempel få en balletdanser ud i 10-15 minutter og fortælle om, hvad det er for en forestilling, publikum skal ind og se. Det er der stor succes med i Operaen«.

Onde tunger vil jo sige, at I med en meget populær musical som ’My Fair Lady’ forsøger at rette op på det dårlige publikumstal?

LÆS OGSÅDet Kongelige Teater hugger musicalscenen

»Sådan er det ikke. ’My Fair Lady’ var planlagt, inden vi så billetsalget for sidste år. Vi laver den, fordi Kasper Holten (operachef, red.) og Emmet Feigenberg (skuespilchef, red.) syntes, det kunne være sjovt at lave den sammen. Set fra min stol var det et aldeles glimrende initiativ, der ligger fint i tråd med vores generelle bestræbelse på at nå bredere ud, og få et publikum i tale, der måske ikke i forvejen er gæster hos os«.

Juridisk kvaksalveri
Kan du forstå bekymringen på andre teatre med langt færre offentlige midler i ryggen. De mener, at I pludselig kaster jer over den genre for at stjæle det publikum, som er vigtigt for dem?

»Nej, det kan jeg ikke. I sidste sæson lavede vi tre musikforestillinger, blandt andet ungdomsforestillingen Mirakel på Store Scene. Vi tror på, at hvad enten det er Shakespeare, Holberg eller musicals, så forøger det den samlede interesse, når nogen laver noget godt. Vi tror ikke på, at vi stjæler fra hinanden«.

Ser man på det samlede publikumstal på danske teatre over de sidste fem år, så ligger det nogenlunde stabilt. Hvorfor stjæler I så ikke kunder?

»Jo, men hvis man forøger udbuddet så ... altså da vi fik Operaen med flere pladser og lavede et større udbud, så kom vi op over 200.000 solgte billetter mod tidligere 130.000-140.000. Og selv efter at nyhedens interesse har lagt sig, og vi nu med 185.000 ligger på det laveste antal siden åbningen, så er det stadig en forøgelse på 30 procent i forhold til tidligere. Og det er sådan man skal tænke. Vi piber heller ikke, når andre teatre laver Shakespeare og Holberg. Det er fint med konkurrence, og vi bliver glade, når andre laver en god forestilling, fordi vi tror, at gode forestillinger får flere mennesker til at gå i teatret«.

Professor Jørgen Langsted anklager jer for at overtræde loven, der siger, at I skal lave skuespil, ballet og opera, og derfor ikke må lave musicals. Hvad siger du til den kritik?

LÆS OGSÅNationalscenen ser stort på teaterlov

»Hans analyse er noget juridisk kvaksalveri. Formuleringen om at vi skal lave skuespil, ballet og opera er fra 1935. Går man ind i forarbejderne til loven, så var det, fordi man ønskede at fastholde kunstarterne samlet. Men der står også i loven, at vi skal videreføre de klassiske traditioner samt udvikle en nutidig scenekunst. Så den bestemmelse har aldrig være begrænsende og kan ikke læses på den måde. Siden 1992 er det i alle aftaler understreget fra politikernes side, at de gerne ser, at vi opsøger nyt publikum og kommer ud i landet. Der er ingen bestemmelser om, at vi ikke må lave noget, folk synes er interessant. Vi må lave, hvad vi vil, men skal lave skuespil, ballet og opera. Og vi vil gerne lave musicals igen, hvis vi får den rigtige ide«.

Så Det Kgl. Teater kunne også have lavet Gasværkets succesforestilling ’Come Together’?

»Ja, det kunne vi. For det er en egenproduktion. Vores grænse, også i diskussionen om musicals, er, at vi ikke køber produktioner andre steder. Vi skal selv sætte dem op. Og så kan vi sådan set gøre alt«.