Kasper Holten havde forventet, at pressen ville gå ned ad den personlige vej.

Derfor kom det heller ikke som en stor overraskelse for ham, da han åbnede aviserne i tirsdags og læste anmeldelserne af sin nyopsætning af Wagners opera ’Tannhäuser’ på Det Kongelige Teater.

»Muligvis har Holten gang i noget meget personligt her om kunst, omkostninger, publikum og medier«, skrev Jyllands-Posten.

»Måske handler det hele dybest set om Holten selv?«, spurgte Politikens musikredaktør Thomas Michelsen på forsiden af kultursektionen.

LÆS ANMELDELSEHolten vender erotisk Wagner på hovedet

Ifølge anmelderne, der begge gav opførelsen fem stjerner eller hjerter, er der i Kasper Holtens drastiske omskrivning af forestillingen påfaldende mange fællestræk mellem hovedpersonen Tannhäuser og Kasper Holten selv. Så repræsenterer operaen i virkeligheden Kasper Holtens egen diskussion med sig selv om kunsten og kærligheden?

Kasper Holten vil gerne svare på spørgsmålet. Han sidder i kantinen i Skuespilhuset ved Nyhavn i København. Kroppen balancerer på de yderste centimeter af en rød- og guldfarvet rokokostol. Overkroppen i den sorte skjorte er bøjet frem. Det lyse hår er redt tilbage. Stemmen kører af sted i speedtempo. Han er i gang med at slå noget fast.

»Det er ikke mig, forestillingen handler om«, siger han.

»I hvert fald handler det ikke mere om mig, end det handler om så mange andre menneskers liv. Og det er altså en sjov vinkel at lave en avisartikel om. Vi ved jo alle sammen, at der skal en vinkling til, og så er det jo altid sjovt, hvis man kan vinkle den til, at det også handler om det private, lidt gossip-agtige«.

Han holder en kort pause.

»Men selvfølgelig er der også elementer af mig i stykket. Det ville være løgn og forkert at sige andet«.

Splittelsen sniger sig ind
I den 36-årige instruktørs udgave af ’Tannhäuser’ handler operaen om kunstneren Tannhäusers splittelse mellem kunsten og kernefamilien og borgerskabet frem for den vaklen mellem forbudt erotik og en acceptabel, kysk kvinde, som Wagner oprindelig beskrev.

Og selv om Kasper pointerer, at han ikke er Tannhäuser, vil han gerne indrømme, at der er ligheder mellem dem.

»Jeg genkender meget af mig selv i Tannhäuser, og jeg har en dyb sympati for ham. Ligesom Wagner gjorde det, da han skrev stykket, så er man jo altid nødt til at tage udgangspunkt i sig selv som et slags filter, forestillingen skal løbe igennem. Så jeg har naturligvis brugt mig selv i forestillingen«, siger han.

Operaen handler ifølge Kasper Holten om den splittelse, som rigtig mange mennesker kender, mellem at forfølge sine drømme og ambitioner på den ene side og samtidig forsøge at leve ’det rigtige’ og lykkelige liv som accepteret i det borgerlige samfund på den anden side.

»Den splittelse kan skabe en følelse af aldrig at være tilfreds, af at føle sig evigt hjemløs. Og det tror jeg er noget, som mange moderne mennesker kan genkende. Det kan jeg i hvert fald selv«, siger han.

I værste fald kan splittelsen føre til dæmoni i form af afhængighed, af sex, druk eller penge, hvis man ikke kan kontrollere det, man brænder for, mener Kasper Holten.

Så langt ud er han aldrig selv kommet. Men som operachef kender han godt fornemmelsen af at ville sælge ud og blive mere og mere kommercialiseret for at blive accepteret af det omgivende samfund. Derfor ligger der også en stor selvkritik i stykket til kunstnerne – og alle de andre mennesker, der oplever splittelsen.

»De fleste af os oplever jo det her dilemma. Jeg sidder også som operachef og bliver mere og mere publikumsfikseret og tænker »hvordan skal vi nu sørge for at fastholde det høje publikumstal« og »hvordan kan det være, den forestilling spiller dårligt, skal vi hellere spille en, der spiller bedre?«. Det sniger sig ind alle vegne«, siger han.

»Det var det vigtigste i verden«
Wagner kendte også til splittelsen, mener Kasper Holten. Det er faktisk derfor, han har ændret forestillingens fokus fra kampen om kvinder til kampen om at balancere mellem kunsten og samfundet.

Kasper Holten vil gerne vise den splittelse, som han tror, Wagner selv havde. Og det ville det ikke give nogen mening at gøre med Wagners originale udgave af ’Tannhäuser’.

For hvor det i Wagners tid i 1800-tallet gav god mening at gøre oprør mod en snerpet seksualmoral eller borgerdyd, så er den ramme i dag ikke relevant, mener Kasper Holten. Sex fylder det offentlige rum, og det er ikke noget, man bliver udstødt for længere.

Så nu handler det om skabertrangen og splittelsen. Og det er noget, de fleste kender til, mener Kasper Holten.

»Jeg kender i hvert fald godt den beruselse, som skabertrangen fører med sig, og som Tannhäuser oplever er med til at skabe splittelsen«, siger han.

»Men det er der jo mange, der gør. For eksempel hvis der er noget, man skal nå på arbejde. Så fylder det hele ens verden. Det har det bestemt også gjort for mig«.

Især har beruselsen fyldt meget i hans liv gennem ugerne op til premieren af Tannhäuser.

Hvis han var på vej hjem fra arbejde og kom forbi et avisstativ med en overskrift om klimatopmødet eller om krigen i Afghanistan, kunne han blive helt forvirret. Hvordan kunne de putte DET på forsiden?, tænkte han. Når det eneste, der betød noget i verden nu var ’Tannhäuser’, som han var i færd med at gøre klar til premieren.

»Det var en HELT absurd fokusforvrængning, jeg havde op til premieren. Jeg følte seriøst, det var det vigtigste i verden. Det var svært for mig at samle mine tanker om andet end stykket, det var svært at være til middagsselskab og at skulle tale om andet end mig selv og den forestilling«.

På forsiden af Ekstra Bladet
Der er også andre fællestræk mellem Tannhäuser og Kasper Holten. Og at ’Tannhäuser’ er en personlig forestilling for ham, står han gerne ved. Men det er det bare ikke kun for ham. Der er en hel gruppe af mennesker, som har været inde over projektet og bidraget til det.

Forestillingen er den første, Kasper Holten har sat op, hvor han har turdet træde tilbage og stole mere på sin egen mavefornemmelse. Bruge sin intuition lidt mere i stedet for at forsøge at have kontrol med alting, som tidligere har præget hans arbejde.

»Arbejdet med ’Tannhäuser’ har ikke så meget handlet om mig, mig, mig. Jeg har brugt holdet meget mere. Givet mere plads til fornemmelsen end til overjeget. Hvis en fra holdet foreslog noget, og det føltes rigtigt, var jeg med på den, også selv om jeg ikke rigtig forstod det«.

Derfor ærgrer det ham også, hvis folk vil lede efter en privat udlægning af Kasper Holtens liv i stykket. For der er også dele af scenografens historie i ’Tannhäuser’. Af sangernes. Eller andre fra holdet.

»Men selvfølgelig er der også elementer med, der er meget MIN oplevelse. Det der med, at hov! det ene øjeblik siger alle, at jeg er fantastisk, og jeg bliver rost til skyerne, og det næste bliver jeg hevet ned igen og alle siger, jeg er forfærdelig. Det oplever Tannhäuser jo også. Så selvfølgelig er det med. Jeg kan jo ikke lade være med at fortælle Stig Fogh Andersen, der spiller Tannhäuser, om, hvordan jeg oplevede det at være på Ekstra Bladets forside. Men det er med som en farve, der siver ned gennem forestillingen. Det er ikke en 1:1-læsning af Kaspers liv«.

Kasper Holten kalder det forskellen mellem det private og det personlige. Det personlige er der masser af i stykket. Det private findes ikke.

»Den, der går ind og leder efter sådan en Se og Hør-agtig tolkning af, at det her er Kaspers liv, og at stykket handler om de ting, der er sket, som mange mennesker har haft en holdning til ... De vil blive slemt skuffede, for det kan man ikke«, siger Kasper Holten.

»De aspekter af mit privatliv, som mange mennesker har haft en mening om, det kommer ikke rigtig andre ved end mig selv. Og de kan ikke sættes ind i det her stykke. Det giver ingen mening. Hvis det var den historie, jeg ville fortælle, så ville jeg skrive en bog om mit liv eller give et interview i stedet for«.