Thomas Vinterberg dominerede kultursiderne på alle vigtige tysksprogede aviser i går efter sin debut som teaterinstruktør på en af Europas største scener, Burgtheater i Wien.

Tre af de vigtigste aviser i Østrig, Tyskland og Schweiz jublede ikke bare over opsætningen af ’Begravelsen’, men også over Vinterbergs præstation som forfatter og instruktør.

LÆS OGSÅVinterberg er klar med Festen 2

’Begravelsen’ er en bestillingsopgave.

»Mesterligt«
Burgtheaters chef, Matthias Hartmann, havde bedt Vinterberg og hans medforfatter, Mogens Rukov, om at lave en fortsættelse af succesen ’Festen’, der siden 1997 har fejret triumfer verden rundt først som film og siden som teater.

»Det lykkedes ham mesterligt«, skrev Østrigs mest seriøse dagblad, Der Standard, i sin anmeldelse i går.

»Varsomt leder Vinterberg handlingen fra komediernes og de vovede farcers rige over i dramaets, det drama, der handler om sjælelige sår og patologi«, skrev den tyske avis Die Welt.

Bladet understreger samtidig, at ’Begravelsen’ blev spillet af en drømmebesætning, hvis mage ikke findes.

Det samme mener alle andre anmeldere.

Otte minutter langt bifald
Kongen blandt Schweiz’ aviser, Neue Zürcher Zeitung, skrev i sin anmeldelse:

»Det agtværdige gamle Burgtheater viser, hvad det kan i sin rolle som moralsk autoritet: Det retter luppen mod samfundets kerne. Til det hører også vi, om vi så er gerningsmænd, ofre eller tilskuere«.

Den schweiziske avis undlader ikke at bemærke, at enkelte af teatergæsterne ved premieren i lørdags, under det otte minutter lange bifald, gav deres mishag til kende ved at buhe, en fast tradition i Wien.

LÆS OGSÅ Vinterberg imponerer i Berlin

Avisen noterer:

»Straffede buh-råberne ikke i virkeligheden deres egen skandaløse liderlighed? De blev nemlig hverken betjent af Vinterberg eller Martin Wuttke«.

Christian gentager overgreb
Wuttke, en kendt tysk skuespiller, har hovedrollen som sønnen Christian i stykket.

De, der har oplevet ’Festen’, vil vide, at Christian var offer for faderen Helges incestovergreb, der kostede hans tvillingesøster Linda livet.

I ’Begravelsen’ gentager tragedien sig, denne gang med Christian som gerningsmanden.

I teaterstykket ’Begravelsen’ er der gået ti år, siden de tre børn, Christian, Michael og Helene, fejrede faderen Helges 60-års fødselsdag.

Den forpestede arv
Det endte som bekendt ikke godt. Christian brugte sin festtale til at afsløre faderes overgreb.

Nu er Helge død, og endnu en gang samles familien Klingenfeldt-Hansen på den afdøde faders strandhotel – i Skagen eller Tisvilde, som en anmelder skriver – for at tage afsked med den døde patriark, hvis portræt præger væggen i Johannes Schütz’ af alle anmeldere berømmede scenografi.

LÆS ARTIKEL 'Submarino' er solgt til 10 lande

Hotellet er deres egen grav, hvor faderens spøgelse, på ægte Hamlet-manér, viser sig, mens Christian fører den forpestede arv videre ved at forgribe sig på broderen Michaels 13-årige søn Henning.

»Psykogudstjeneste«
Det seksuelle overgreb udløser nye orgier af raseri og vanvid, der får Dirk Schümer, Frankfurter Allgemeine Zeitungs anmelder, til at skrive:

»Der findes familier, i sammenligning med hvilke en verdenskrig er en børnefødselsdag«. Schümer fortsætter:

»Nu synes det at være skandinaviske dramatikeres historiske opgave at træne resten af verden i alskens psykologisk håbløshed. Det er altid det samme: Slægtning og bekendte bringes sammen – det kan være i et bjælkehus ved kysten eller i den mørke skov – og her dissekerer de vellystigt deres skæbnesvangre forbindelser, indtil hver eneste sjæl til slut er hugget til pindebrænde«.

»Sådan med Ibsen, sådan med Strindberg, sådan med Bergman, sådan med Norén. Og nu synger også Vinterberg den evige klagesang om den skyldløse skyld, mens hans personer strømmer sammen til deres psykogudstjeneste for at begræde en far, der har fortjent deres had«.

Overgrebet i brusebadet
Opførelsen foregår på en gigantisk drejescene, der fører tilskuerne rundt på strandhotellet, på dets værelser, trapper, foyerer og spisesale.

Det hele kredser om det brusebad, hvor Michaels overgreb finder sted, og fra underverdenen dukker hotelkøkkenet og med den Christians ven, kokken Kim, op og blander sig i tragedien.

LÆS OGSÅ 'Festen' skamroses i England

Den afdøde patriarks portræt skuer ned fra væggene, og fra fjerne rum hører man andre gæsters latter.

»En Fassbindersk kulde«, skriver Der Standard om scenografien.

Ingen Dogme-gentagelse
Atmosfæren understreges af Zbigniew Preisners musik.

Det var denne polske komponist, der skabte musikken til den afdøde instruktør Kieslowskis berømte film. I Wien var hans musik så vidunderlig, at den er en cd værd, som det østrigske blad Kurier skriver.

Neue Zürcher Zeitungs anmelder Barbara Villinger Heilig nævner, at Vinterberg ikke som teaterinstruktør er »Dogme-kunstner« endnu en gang.

Men »under alle omstændigheder: Uden at genopfinde teatret på ny finder Vinterberg alligevel målsikkert sig selv – og det store skuespil«, skriver hun.

Overvældende skuespil
Kritiske røster blander sig i koret. Tysklands største avis, Süddeutsche Zeitung, er utilfreds med »Vinterbergs manglende erfaring som teaterinstruktør«.

Det lykkes ham ikke rigtig, skriver bladets anmelder Christine Dössel.

Hun finder også intrigen for gennemskuelig. Men hun lader sig alligevel overvælde af Martin Wuttkes store finale i stykkets slutning, hvor han ægger sin bror Michael til brodermord.

LÆS ARTIKEL 'Festen' hitter på scenen (2002)

Han væmmes ved sig selv og sin selvødelæggende lyst, skriver Dössel.

»Wuttke vækker rent faktisk sådan noget som medfølelse; ikke for børneskænderen, men for den syge, arme sjæl, som denne Christian er«, skriver hun og tilføjer:

»Hvor er det stort, hans spil!«.

Farlig for skuespillerne
I Die Welt tilføjer anmelderen Ulrich Weinzierl:

»Så differentieret som Martin Wuttke legemliggør sit spaltede sind, den tunge skyld og den bortgemte lyst til aggression viser ham som den enestående skuespiller, han er«.

Den østrigske avis Die Presse mener ikke, at ’Begravelsen’ kan leve op til ’Festen’.

’Festen II’, som anmelderen kalder den, er sine steder plump og ligefrem farlig for skuespillerne, når de driver deres spil helt ud til grænsen af det mulige.

Anmeldere misforstår stykket
Det østrigske Kurier er lidt skuffet.

Men når alt kommer til alt, er ’Begravelsen’ slet ikke et dårligt stykke, skriver anmelderen. »Dialogen er pointeret og fuld af ond ironi«. Men overraskende er det ikke.

Kun må man indrømme, at instruktøren er mere opfindsom end forfatteren.

»Han giver os de mest storartede billeder i Johannes Schütz’ skønne kulisser«, skriver bladet.

Vinterbergs medforfatter, Mogens Rukov, siger til Politiken, at anmelderen her misforstår stykkets pointe:

»Mennesket kan forandre sig, men det gør det ikke. Man kan synes, at det er skuffende, at vi ikke får sagt noget nyt, men der er ikke noget nyt under solen. De seksuelle overgreb går i arv«.

Ubehagelig aktualitet
I Østrig og Tyskland kommer ’Begravelsen’ ikke et øjeblik for sent.

Det kunne ikke være mere passende, skriver Schümer i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Lige nu rystes Tyskland af afsløringer af pædofile overgreb på katolske klostre og klosterskoler:

»Misbrug af børn er, når man følger nyhederne, en næsten pinlig fast bestanddel af katolsk pædagogik. Derfor godt, at protestantismen er statskirke i Danmark«, tilføjer han ironisk.

Die Welts Ulrich Weinzierl er enig:

»Langsomt dukker et koldt skrækkens kontinent op af bortforklaringernes, fortrængningernes og skammens hav. Nu er der almen opmærksomhed og harme i medierne omkring onde kirkehyrder: Den katolske kirke har også på dette felt en god fordøjelse, men fortidens ophobede, ufordøjede og ufordøjelige skandaler må vel selv få den til at kaste op«.

Ingen planer om filmversion
Mogens Rukov afviser, at der er en filmversion på vej.

»Det var ikke meningen! Det er lidet sandsynligt. Det er skrevet som skuespil, scenerne er skrevet, så de lægger op til drama på scenen og god skuespilkunst«.