Det koster på den flotte side af en halv milliard kroner om året at holde nationalscenen kørende, og for pengene kunne man forvente den bedst tænkelige, mest appellerende og sprællevende dramatik.

Sådan er det ikke helt:

Faktisk er Det Kongelige Teater i København lidt stivnet i det, og tanken om et teater for alle modsvares af en virkelighed medborgerskabets belæste kvinder på stolerækkerne.

Danmark savner en diskussion om, hvad nationalteatret skal, mener en bred række af kritikere i danske teater- og kulturkredse.

De er ikke engang sikre på, om der overhovedet burde være et kongeligt nationalteater, i hvert fald ikke i form af en fast forankret institution med højt til et loft, der sidder fast på et konkret hus.

Lad scenen vandre
»Jeg synes, man skulle sprænge Det Kongelige Teater lidt i luften og lave det om til flere forskellige teatre. Jeg er ikke sikker på, at det er så god en ide med én mastodontagtig enhedsinstitution«, siger professor og mangeårig iagttager af scenelivet i Danmark Jørn Langsted fra Aarhus Universitet.

Teaterforskeren mener, at dansk teaterliv ville blomstre langt frodigere med en vandrende nationalscene.

LÆS OGSÅ Hvorfor spiller Det Kongelige kun for hvide ægtepar?

Forpligtelsen over for både teatrets kulturarv og den moderne, eksperimenterende dramatik skulle gå på skift rundt på landets scener i stedet for kun at varetages af en fast scene med bopæl inden for hos Det Kongelige Teater, lyder grundtanken:

»Murstenene står der jo nu engang, men man kunne godt spekulere over, hvor meget mere vi ville få ud af det med en ambulerende nationalscene. Hvis Aarhus Teater var nationalscene i fem år med tilhørende budgetter og ressourcer, kunne det være, at der i mellemtiden var sket noget spændende i Aalborg Teater, og så kunne ’nationalscenen’ rykke derop de næste fem år«, foreslår Jørn Langsted.

»Decentralisér«
Så landet har brug for en form for nationalscene, mener professoren:

»Der er brug for, at nogen har ressourcerne til at kunne spille teater, der både varetager omsorgen for kulturarvens klassikerne og fornyelsen med den moderne dramatik. Der er brug for, at nogen er levende optaget af at ville noget med teatret i forhold til os, der lever i 2010, og hvis ikke man har en nationalscene med den forpligtelse, risikerer man, at alle spiller musicals, fordi det er der, det store publikum er«, mener Jørn Langsted.

Foto:  Joachim Adrian Han har en model til efterlevelse i ærmet, for den nuværende er efter hans mening langtfra optimal. Modellen er gennemprøvet med succes: Børne- og ungdomsteatret.

Her har Danmark internationalt toprenommé, understreger Langsted, og succesen er efter hans mening opstået på grund af de mange forskellige små og større scener, der har dyrket og forfinet hver sit scenekunstneriske udtryk rundt i landet:

»En decentral nationalscene uden mursten, vinduespudsning, varmeregninger og Fanden og hans pumpestok kunne give mere mangfoldigt teater, og de enkelte teatre ville anstrenge sig for at få udmærkelsen for en periode«, mener Langsted.

Leave the building
Trevor Davies, chef i bestræbelserne på at gøre Århus til europæisk kulturhovedstad om syv år og med i den kunstneriske ledelse for Københavns Internationale Teater, har i mange år med blandt andet festivalen Metropolis plæderet for, at teater foregår mellem bygninger, ude i byen og ude i virkeligheden – men ikke i bestemte bygninger.

BLAND DIG Har vi brug for det Kgl. Teater?

Heller ikke Davies vil afskaffe begrebet ’nationalscene’, men opgaven er blevet en anden, og spørgsmålet er, om Det Kongelige Teater lever op til den:

»Traditionelt skulle Det Kongelige vise det bedste af det bedste. I dag er der ikke længere nogen, der tror på, at det bedste, uanset budget, skabes på en bestemt scene. I stedet for at distancere sig er opgaven nu at forbinde teaterlivet på tværs af, hvad der sker ude i landet. Det vil sige, at man skal bevæge sig væk fra et fast ensemble med faste forpligtelser«, siger Davies, der mener, at ’murstenene begrænser’, når målet er at nå ud i hele landet.

LÆS ARTIKEL Teaterdirektør: Vi kan ikke smøre brødet tyndere

»Det Kongelige sluger over halvdelen af det samlede teaterbudget. Det er en af de dyreste nationalscener i Europa. Det er en vidunderlig bygning, men teatret bør række ud i det bredere teatermiljø«.

Forbyggede sig
Teaterleder og kulturdebattør Jakob Schokking fra teaterinitiativet Holland House mener, at nationalscenen har ’forvokset sig’ efter de seneste byggerier:

»Den er blevet overdimensioneret i forhold til landskabet i hele Danmark. Man har for store og fine paladser, som er for dyre i drift, og det går ud over den kunstneriske produktion. Uden at stille sig selv kritiske spørgsmål som institution har man forbygget sig og pådraget sig forpligtelser og udgifter, der klemmer en del af det kunstneriske ud af institutionen«, siger Jakob Schokking.

I stedet burde man have »stukket kunstmåleren ind i institutionen dengang«, mener han:

»Man burde have spurgt: Hvor forfærdelig meget gang er der i det kongelige skuespil, og hvor meget er de ved at sprænge deres rammer af virkelyst og kunstnerisk drive? Er det sådan, at intet mindre end et nyt hus kan gøre det?«.

For Jakob Schokking at se hersker et »forskruet og anakronistisk« syn på Det Kongelige Teaters særstatus i miljøet, og han efterlyser en debat om teatrets rolle.

Mangler penge til de store visioner
Den svenske teaterinstruktør Anders Paulin er enig:

»Set lidt udefra føles det, som om der ikke har været så aktiv en diskussion politisk om, hvad man skal med en nationalscene, inden man byggede«, siger Anders Paulin, der arbejder med nationalscene-temaet i forbindelse med det aktuelle stykke ’Folkets hus’ på Det Kongelige.

»Den nationale kulturinstitution som ide blev skabt som nationalromantisk projekt i 1800- og 1900-tallet, og den institution skulle bygge på en fælles nationalidentisk ide. Den idé er stendød, men det er den, man falder tilbage på, fordi man ikke har haft en diskussion om, hvad man vil bruge nationalscenen til«.

For kulturkonsulent Christian Have er Det Kongelige Teaters som ethvert andet teaters store problem, at der mangler penge til de store visioner, og Det Kongeliges problem forstærkes af kravet om, at teatret skal favne hele Danmark:

»Mange gange er det vanvittig dyrt at flytte ud i landet, og når man fattes penge, kan man ikke gøre det, man ved, man børe gøre. Men der er bygget så mange kulturhuse, som godt kan huse store produktioner, så der klart er nogle platforme, man kunne bruge. Det er vigtigt at blive mere inkluderende for hele landet«, mener Christian Have.

Brug for muskelkraft
Nationalscenen som sådan er vigtig, mener han. Dramatikeren Jokum Rohde er enig.

Rohde, der hyppigt får sine stykker opført på Det Kongelige, og som har beskæftiget sig med netop nationalbegrebet, mener, at diskussionen om en nationalscene med fast adresse er hypotetisk:

»Nu er bygningen der jo, og selv om vi kan savne den der undergrunds-feeling fra Turbinehallerne og de eksperimenter, stedet boostede, har vi brug for et teatermiljø, ikke bare med enormt meget undergrund og mellemgrund, men også med Det Kongeliges ’overgrund’. Der er brug for en nationalscene med en vis muskulær kvalitet«, siger Jokum Rohde.

»Teatrets forhal bærer på en underlig sakral stemning, der burde være langt mere åben for debat og foredrag og aktion, når nu alle de kvadratmeter er der, og selve teatrets indhold kan være kompleks at gå til. Men publikum er også blevet tilbøjelig til at kræve svar på alt i teatret. Hvad er et demokrati, og hvordan håndterer vi indvandrerproblemet. Kunsten er blevet sådan et terapirum, men Det Kongelige bør holde fast i, at livet er komplekst og afstå fra de lette svar«.

Politikere i brechen for det Kgl.
Også kulturpolitikere går til forsvar for nationalscenen.

Dansk Folkepartis kulturordfører, Pia Kjærsgaard, taler om en smuk tradition og om væsentligheden af, at Det Kongelige både er sønderjydens og københavnerens teater. Det kunne tilgodeses med bl.a. åbent hus om sommeren.

Socialdemokraternes Mogens Jensen mener, at teatermiljøet har brug for det kulturelle fyrtårn, Det Kongelige udgør. Han lægger afstand til Jørn Langsteds ide om en vandrende nationalscene.

Også kulturminister Per Stig Møller (K) finder det afgørende med en »moderinstitution«, som han siger:

»På teaterområdet er der som bekendt en kombination af store og små faste scener og store og små turnerende teatre, som kommer godt rundt i landet og sørger for, at borgerne kan få kunstneriske oplevelser tæt på, hvor de bor. Det er fint. Men der skal også være en ’moderinstitution’, som kan inspirere og som har mulighed for at vise forestillinger i det helt store format«, understreger ministeren.

Tegning:  Jørgen SaabyeIkke for alle
Men det er ikke kun i forhold til geografien og bygningerne, at Det Kongelige Teater bør blive endnu bedre til at være hele Danmarks scene, mener flere kritikere.

»Ser man på repertoiret for næste sæson, er det forbløffende få kvindelige hovedroller, de har valgt. Jeg har aldrig nogensinde set en handikappet skuespiller i Det Kongelige Teater og ældre skuespillere, især kvinder, har svært ved at komme ind«, siger skuespilleren Hassan Preisler.

Men det største problem i hans øjne er, at de ikke i høj nok grad lader folk med anden etnisk baggrund end dansk komme til orde på scenerne.

»Vi har masser af farvede mennesker – mellem 8 og 10 procent af befolkningen er farvede, og dobbelt så mange i de store byer. En tredjedel af børnene i de københavnske folkeskoler er farvede. De mennesker burde Det Kongelige Teater også være teater for«.

Mangfoldighedsambassadør
På samme udsigtspunkt står instruktør Ditte Maria Bjerg.

»Hvis vi sammenligner med Holland og Sverige, så har man arbejdet seriøst med inklusion i mange år«, siger hun og foreslår, at man lader sig inspirere af Riksteatret i Sverige.

»For ikke så længe siden har de ansat en mangfoldighedsambassadør, en svensk sort skuespiller, som inspirerer hele teatret til at arbejde med inklusion og mangfoldighed«, siger hun.

Pia K.: Nationalscenen skal være dansk
Men det er ikke alle, der mener, at Det Kongelige Teater overhovedet behøver at tænke i de baner.

»Der står jeg simpelthen af. Det Kongelige Teater er netop nationalscenen som skal stå for dansk kunst – de gamle stykker, som er en del af og historien, og som jeg synes at folk med anden etnisk baggrund vil have vældig godt af også at opleve«, siger Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Pia Kjærsgaard ser hellere, at institutionen bliver bedre til at komme mere ud i landet, sænker billetpriserne og måske holder åbent i sommerperioden. Netop for at det kan være alle danskeres teater.

»I en revision af loven, skal vi se, hvad vi får for de penge, for der er et rigtig stort tilskud per billet. Det er omkring 1.000 kroner og steget væsentligt«, siger hun.

Teaterdirektør er glad for kritik
Ifølge en undersøgelse fra Greens Analyseinstitut refereret i gårsdagens udgave af Dagbladet Børsen synes 55 procent af danskerne, at støtteniveauet på 1.077 kroner per solgt billet er for højt.

Så det er ikke kun teaterfolk, der skyder mod nationalscenen.

Inde i midten af skydeskiven sidder teaterdirektør Erik Jacobsen. Han er egentlig glad for diskussionen og kritikken.

»Vi er landets største kulturinstitution, vi vil altid være de største, og vil altid få kritik«.

Direktøren vil også gerne lære af kritikken, men afviser at de for eksempel skulle flytte ud af deres nye dyre bygninger.

»Nu har vi altså de huse. Samfundet har brugt 3,5 mia. kroner, så det ville være galimatias, hvis man ikke brugte dem. De folk, som var imod metroen og hellere ville have sporvogn, kører vel med metroen alligevel, nu hvor den er der«.

»Rekvirér abonnementsbogen«
Når det kommer til at være hele Danmarks scene, medgiver han, at der kunne gøres mere for at få fat i et nyt publikum.

»Vi vil gerne være mindre stift og mere imødekommende, og vi arbejder på det. Men vi prøver at komme ud i landet, og ville gerne ud med de store formater. Vi opgjorde sidste år, at vi havde været i 51 byer med ballet, opera og teater, og nogen gange står der mere om det kongelige i provinsaviserne end hos jer«.

Direktøren selv er meget stolt af deres nye program, og mener at Det Kongelige i høj grad imødekommer kritikken.

»Jeg har lyst til at sige: Prøv at rekvirere abonnementsbogen og sig, hvad du ønsker mere. Vi er meget stolt af det, vi leverer«.

SKRIV Har vi brug for det Kgl. Teater?