Det Kongelige teater bliver kritiseret for at halte på mangfoldigheden og kun invitere en smal del af befolkningen indenfor til deres scenekunst. Som man kunne læse i Politiken fredag, bliver nationalscenen kritiseret for at for at vise et billede af Danmark, som det så ud for hundrede år siden med hvide mænd som centrum for handlingen.

På Riksteatern i Sverige har man stået i en lignende situation, hvor det var det samme kernepublikum af midaldrende og veluddannede, der kom til forestillingerne, men her har man aktivt forsøgt at skaffe nye ansigter i salene. Derfor arbejder de efter et mangfoldighedsprogram, der har formået at lokke folk med anden etnisk baggrund end svensk i teatret.

LÆS OGSÅHvorfor spiller Det Kongelige kun for hvide ægtepar?

»Det er helt enkelt vigtigt, for vi vil være teater for hele folket, og det indebærer, at vi har et mål om mangfoldighed«, siger Mikael Wranell, der er kunstnerisk udviklingsansvarlig på Riksteatern.

»Vi vil lave kunst på højt niveau, men uden at gå på kompromis med vores mål«.

Mangfoldighed og kvalitet
Riksteatern er et turnerede svensk teater, der er ejet i fællesskab af landets små teaterforeninger. I alt har de 40.000 medlemmer og sælger omkring 1,2 millioner billetter hvert år.

Mikael Wranell har senest gæstet Danmark ved en mangfoldighedskonference, der blev holdt på netop Det Kongelige Teater, og han har indtrykket af en dansk debat, der er stivnet.

LÆS OGSÅKritikken hagler ned over det Kgl.

»Mit indtryk er, at det er vældig spændt. Når man diskuterer, så er holdningen: Er der mangfoldighed, så bliver det ikke kvalitet. Er der ligestilling, bliver det ikke kvalitet«, siger han.

Hos svenskerne er det lykkedes at udvide publikummet til bredere dele af det svenske samfund. Og skal man have folk med anden etnisk baggrund i teatret, så er det vigtigste kneb, at få det forankret hos de mennesker, man vil ud til, forklarer han.

Målgrupper
»Det handler om kommunikation. Når man laver mangfoldighedsprojekter, så skal man have kontakt med målgruppen. Når vi vil arbejde med den iranske målgruppe – der bor 180.000 iranere i Sverige – så bruger vi en producent, der kan farsi og som har kontakt med folk, så vi derigennem kan garantere, at vi får et stort publikum«.

Som et eksempel på et konkret mangfoldighedsprojekt nævner han stykket ’Norouz’, der har spillet for fulde huse i Malmö og Stockholm. Det var et stykke, der var specielt rettet mod iranere i Sverige.

Sammen med det lavede de et andet projekt, som hed ’Iranian Voices’, hvor stemmer fra sommerens store iranske protester kom til orde som radioteater på både svensk og farsi.

Dog har de ikke glemt deres kernepublikum.

»Vi elsker også det publikum, som kan lide Shakespeare, og vi har også en forpligtelse over for dem«, siger han.

»Men før havde vi kun det ene publikum, nu har vi flere forskellige. Det er et både og – ikke et enten eller. Så i stedet for fem klassikere, så spiller vi måske to«.

Indre Nørrebro som teater
Skuespilchef Emmet Feigenberg mener, at Det Kongelige Teater allerede arbejder med de ting, som Mikael Wranell drager frem.

»Jeg er fuldstændig enig i, at der ingen modsætning er mellem mangfoldighed og kvalitet. Når vi taler om vores program, så har vi et stort fokus på præcis det, der hedder inklusion. Vi har stort fokus på at afspejle det Danmark, vi har nu«, siger han.

LÆS OGSÅSkriv: Har vi brug for det Kgl. Teater?

Emmet Feigenberg siger, han tvivler på, at kritikerne har sat sig ordentligt ind i det fokus, Det Kongelige Teater har på netop mangfoldighed – både i nye stykker og klassikere.

»Når vi spiller klassikere, så er det, fordi de afspejler problemer i vores tid. Jeg tror ikke en døjt på, at vi ændrer noget i samfundet ved at lægge klassikerne på hylden. Nu begynder vi at spille stykker, der handler om indre Nørrebro (’Nye stemmer’, der har premiere 10. marts 2011, red.) og de samfundsmæssige problemer – skrevet af danskere med anden kulturbaggrund – og så forventer jeg, at der kommer et publikum, der har særlig interesse ud over vores kernepublikum«.