Sent søndag aften sidder Marie Hauge og krummer sig over klaveret i Hall of Orgies.

Hun er nøgen.

Hendes fødder hviler på marmorgulvet. Hendes ben vrimler med blå mærker. Ægte blå mærker. Hun – eller rettere hendes alter ego i Villa Salò, barnet Augustine – er dopet af medicin, så hun snubler meget.

Piskene, slagene og voldtægterne sætter også deres spor.

De ti andre overlevende børn står langs væggen. Det højloftede rum ligger i kælderplan og bærer den samme stemning af forfald som resten af Villa Salò.

Alle børnene har en løkke om halsen. Den er gjort fast til muren.

De er også nøgne og forslåede. De lægger an til at synge. For gæsterne.

For i salen står og sidder masser af tilskuere. De ser på børnenes nøgne kroppe og klemte ansigter. Og de ved, at hun og de andre børn snart skal dø.

Et sted i salen står en af de fire sadistiske masters, der styrer ydmygelserne i Villa Salò. Han sidder i toppen af hierarkiet. Hun skraber bunden.

Og nu begynder hun at spille børnenes ’Menuet of Tears’.

Sadistisk helvede
Da den 29-årige skuespiller Marie Hauge et par dage senere sidder ved spisebordet i sin etværelses lejlighed med tekøkken på Østerbro, er hun fuldt påklædt. De blå mærker har hun stadig.

Og under samtalen gnubber hun nogle røde rifter på håndleddet og armene. Men som sådan ligner hun ikke et menneske, der har levet i et sadistisk helvede 24 timer i døgnet i ugelange perioder.

Teaterprojektet Salò var en genopførelse af Pasolinis film ’Salò’ fra 1975 om menneskets afskyelighed og bestialske tilbøjeligheder – med en skummel villa i København som kulisse.

Vel at mærke en kulisse, som stykkets i alt godt 5.000 publikummer kunne spadsere frit rundt i.

Voldtægter
Som presse og publikum lurede hen ad vejen, var voldtægterne ikke ægte, sådan på den indtrængende måde. På den anden side satte piskeslagene og rebknuderne ægte mærker.

Og ingen teatertricks eller scenegimmicks kunne hjælpe et menneske, der skulle løbe nøgen rundt i sneen en frostklar februarnat under alverdens ydmygelser.

Så hvor meget var fiktion, og hvor meget var virkelighed i Villa Salò? Kan man overhovedet skelne, når man bærer en rolle 24 timer i døgnet? Og hvad med publikum?

»Jeg kan godt forstå, at folk her bagefter har brug for at få at vide, hvad der overhovedet er foregået i Villa Salò, og hvordan vi har håndteret det. Men det vigtige for mig er, hvad jeg har lært af ’Salò’ på det menneskelige plan. For vi har alle sammen mørke sider, og det har været en kæmpe udfordring at afdække dem«, siger Marie Hauge.

»Folk, der er kommet ind i villaen, er blevet sænket ned i en sump – i et hierarki, jeg vil vove at påstå findes i os alle sammen. Men indimellem alle de grusomme scener i Villa Salò, opstod der også varme og kærlighed«.

Herskabsvillaen
Det hele begyndte i december, da Marie Hauge sammen med 31 andre skuespillere troppede op ved en kæmpestor, forladt herskabsvilla på Østerbro.

Indgangspartiet skallede puds, malingen på trædøren hang i laser, og bag et drivhusagtigt glasparti groede et gummitræ i næsten naturstridig størrelse i villaens vinterhave.

Indenfor mærkede hun kulden fra et hus, der havde stået forladt længe. Stedet vrimlede med rum. Stueetagen havde en stor spisestue med stuk og smuldrende lofter, førstesalen en lang korridor med mindre værelser, og i kælderen, med indgang fra vinterhaven med gummitræet, lå et stort rum med marmorgulv, som pludselig mindede hende om Pasolinis film og sendte et gys igennem hende.

Madams ogfuckers
Hun havde set ’Salò’ som forberedelse til en casting hos Signa Köstler, der leder performancegruppen Signa sammen med sin mand, Arthur, og medstifteren Thomas Bo Nielsen.

Marie Hauge havde set gruppens Reumertnominerede forestilling ’Seven Tales of Misery’ og tænkt, at stykket sagde noget nyt om de mørke sider af mennesket – og samtidig gav skuespillerne et fantastisk rum til at improvisere og drage publikum ind i forestillingen. For en ret nyuddannet skuespiller var det en chance.

Castingen – som snarere lignede en jobsamtale – havde handlet om filmen og Pasolinis frustration over menneskeheden og dens følelsesmæssige forfald. Og om det univers, de skulle skabe.

Et univers med et uhyggeligt hierarki: de fire sadistiske masters. Fire bordelmutteragtige madams. Seks vagter kaldet fuckers. Seks tjenestepiger. Og i bunden af hakkeordenen tolv børn, som skulle være slaver gennem de fire spilleperioder.

Grænseoverskridende
De havde også talt om, hvordan hun ville have det med at være nøgen og spille scener, som ville ramme hende fysisk og mentalt. Og være i den rolle uafbrudt i op til en uge ad gangen, for meningen var, at publikum skulle komme og gå når som helst.

Nu sad hun så i huset, som skulle blive Villa Salò, og så filmen og gamle interview med Pasolini sammen med sine medspillere. Hun researchede på sin karakter – pigen Augustine, det ældste af børnene, der havde levet på gaden.

Signa og Arthur Köstler lod alle give udtryk for deres grænser, inden de gik i gang med de første improvisationer. For arbejdet ville blive grænseoverskridende. Med nøgenhed, voldtægt, vold.

Grænserne ville blive respekteret. Men de ville også rykke sig, efterhånden som skuespillerne levede sig ind i rollerne.

Ydmygelse.  Scene fra forestillingen.Masters
Efter et par uger stod Marie Hauge i et af de rum på førstesalen, som grænsede op til korridoren og skulle fungere som børneværelse. Nogen råbte: »Nu går vi i gang«.

Forvandlingen var forbløffende. Hun og de andre børn var fuldkommen i deres roller, der opstod slåskampe, nogle rev hinanden i håret og tog hinandens ting.

Da the masters trådte ind, lagde en af dem en hånd på hendes hoved og pressede hende omkuld. Så fik hun ordre til at tage tøjet af. Hun sad længe, mens de fire mænd gik rundt og diskuterede størrelsen på hendes røv og bryster, og hvad de personligt foretrak.

Skånsom pisken
Efter en time var de ude af rollerne igen. En af de andre piger gav hende et knus. Et øjeblik spurgte hun sig selv, om hun kunne klare mosten. Mens hun var i sin rolle, havde hun set the masters i øjnene med stor foragt, fordi de nedgjorde hende.

Det provokerede hende – også som menneske bag den fiktive karakter. Men hun forstod, at hendes karakter lige så godt kunne lægge oprøret fra sig.

Senere stod hun i spisestuen. De skulle øve konkrete teknikker. At binde hænder og fødder på en måde, så det ikke gjorde ondt. Fingere voldtægt. At slå og piske så skånsomt som muligt.

Den nihalede
Hun trak trøjen op og lænede sig forover. En af the masters – den tyske skuespiller Frank Bätge, som hun allerede havde fået et godt forhold til – svingede en nihalet pisk mod hendes ryg.

»Det var mærkeligt at se hinanden i øjnene og sige: O.k., nu slår du. Og specielt svært for den, der skulle slå. Men det hele var baseret på en dyb, dyb tillid og en føling med hinanden, som publikum ikke kunne se«, husker Marie Hauge.

»Vi aftalte, at vi til enhver tid, når det gik i gang, kunne sige: »Nu giver jeg dig en skuespillerbesked. Jeg kan ikke håndtere at få pisk i dag«. Fordi det kører 24 timer i døgnet, sætter det din krop i en tilstand, så hvis du ikke passer på dig selv, kan du simpelthen blive syg. Fysisk. Man kan godt glemme at spise og sove og skåne sig selv, når man vader rundt og skal forholde sig til et hus fyldt med gæster«.

Publikum
En onsdag aften i januar åbnede Villa Salò dørene for publikum. Marie Hauge sjoskede rundt i sit usle hospitalsagtige undertøj – hvis the masters da ikke flåede det af hende, voldtog og ydmygede hende.

Til at begynde med havde hun svært ved at forholde sig til, at tilskuere hele tiden gik rundt og gloede på hende og husets 31 andre beboere. Eller for den sags skyld talte med hende, selv om det jo var hele konceptet.

Hun forstod simpelthen ikke tilskuerne til at begynde med. Hvad ville de opnå herinde? Hvad ville de hende?

Mand med slavinde
På et tidspunkt opførte hun en situation i korridoren ved børneværelserne, hvor den ondeste af vagterne the fuckers, Mauricio, halede hende rundt, tævede og voldtog hende. Der stod fire tilskuere og så på.

Bagefter spillede hun, at hun ikke kunne rejse sig og rakte armen ud mod tilskuerne, men de gloede bare udtryksløst på hende. I frustration skældte hun dem ud.

Et segment af publikum kom også af ... særlige grunde. En lidt kraftig midaldrende mand sagde ikke så meget, sad for sig selv og kiggede. På et tidspunkt nærmede han sig og begyndte at spørge til, hvilke seksuelle ydelser hun kunne levere.

Hvor langt hun kunne få den ned i halsen. Og han lod forstå, at han havde gjort sig en del tanker om, hvordan det ville være selv at være master og have en slave.

Latex og hundehalsbånd
Med til rollen som Augustine hørte nogle historier om barnets liv på gaden, så hun fortalte, at hun havde haft en sexkunde på mandens alder ... og som hun havde slået ihjel med en køkkenkniv, fordi han gik for vidt.

Historien lod ikke til at afskrække manden. Han ville gerne have hende med ind i et af husets rum. Men på vejen gav hun fuckeren Mauricio en skuespillerbesked om, at han skal skulle gå med og ikke måtte lade hende være alene.

Mauricio satte gang i en mishandlingsscene. Manden fik ikke et ben til jorden og luskede til sidst af. Uforløst.

Enkelte gæster troppede ligefrem op i s/m-udstyr. En mand sidst i 30’erne medbragte sin slavinde, som var ganske ung, måske i gymnasiealderen, og iført latexkostume med korset, lang nederdel, høje stiletter – og et hundehalsbånd.

Gengangere
Marie Hauge så dem i vinterhaven. Hun var netop kommet ind efter den daglige ydmygelse i sneen uden for huset og frøs forfærdeligt. Manden gloede på hende uden medfølelse.

Han fortalte, at han havde været i krig som soldat og havde dræbt mennesker. Han fortalte om parrets s/m-lege, og da hun spurgte pigen, om de havde en aftale om, hvor langt fyren måtte gå, ville pigen ikke svare på spørgsmålet.

I det hele taget levede publikum i Villa Salò ikke ligefrem op til fordommene om, at teatergængere er ældre damer med blåt hår. Mange viste sig at være helt unge mennesker fra teenagealderen og lidt op i 20’erne.

For eksempel en høj, køn dreng i gymnasiealderen, som vendte tilbage igen og igen. Når folk én gang havde købt billet til ’Salò’, fik de nemlig udleveret et lille sort medlemskort og kunne komme tilbage når som helst mod at betale en tyver ved indgangen.

Ydmygelse.  Teaterprojeket Salò var en genopførelse af Pasolinis film 'Salò' fra 1975 om menneskets afskyelighed og bestialske tilbøjeligheder. Foto: Erich GoldmannBrød sammen
Fyren levede sig ind i universet. Han hjalp og trøstede de karakterer, der var blevet mishandlet. Midt i ondskaben udlevede han en rolle som barmhjertig hjælper.

Efterhånden begyndte Marie Hauge også at se en form for skønhed og kærlighed midt i al brutaliteten. Hun fandt ud af, at hun kunne skabe en slags følelsesmæssigt bånd til publikum ved at tage dem med ned i Hall of Orgies og spille klaver for dem der.

En dag samlede hun 25 mennesker og lærte dem en sang om barnet Doris, som the masters havde dræbt, fordi hun forsøgte at flygte – og bad dem tænke på et menneske, de selv havde mistet.

Senere ragede hun uklar med to kvinder i 30’erne, der gik rundt i huset og grinede, hvilket automatisk førte til straf af børnene. Hun lå bundet til en seng, og kvinderne stod noget beklemte og så til i baggrunden.

Hun vinkede en af dem hen og sagde, at godt nok havde det haft forfærdelige konsekvenser, at kvinden havde grinet. Men at hun tilgav hende.

»Du skal ikke gå herfra med skam«, sagde hun.

Kvinden brød grædende sammen.

Fra foragt til indsigt
Nu, efter at Marie Hauge har forladt huset, tænker hun over, hvordan hendes tanker udviklede sig undervejs.

»Min erkendelse er gået fra foragt og forvirring og frustration over folks reaktioner til en enorm indsigt i deres menneskelighed. Der er ikke mange steder i livet, vi har lov til at lege helte eller skurke. Og der er vel en befrielse i at mærke sin indre bøddel i en sådan grad, at man måske ikke behøver at udleve den et andet sted«.

Hvad med påvirkningen af dig selv?

»Der var nogle øjeblikke, hvor jeg satte mig for mig selv et øjeblik og røg en cigaret. Men i huset har det været vigtigt, at min karakter var på hele tiden. Hvis det var mig, der var derinde, ville jeg slet ikke kunne bære det«, siger Marie Hauge.

Karakteren som skjold
»Og jeg taler for alle, når jeg siger, at karakteren var et skjold eller i hvert fald en grund til at være der. Det er vigtigt at forstå. Jeg har hørt folk tale om, at vi nu må være fuldstændig psykisk syge efter stykket og skal have psykologhjælp, hvilket ikke er tilfældet for nogen af os«, siger Marie Hauge.

Er du sikker på det?

»Nu sidder jeg kækt og taler på alles vegne. Men det er min fornemmelse – også fordi vi har været i gang i så lang tid. Det har også været vigtigt, at vi har kunnet tage os af hinanden. Og tage nogle snakke. Der har hele tiden været hånd i hanke med folk«.

Hvordan blev grænserne flyttet?

»Jeg har stadig mange blå mærker, som er uundgåelige, når man spiller voldtægtsscener, der skal se ægte ud. Nøgenheden havde jeg det også dårligt med i begyndelsen, men til sidst rørte det mig ikke i de mest ydmygende situationer«.

Forhærdelse
Hvor meget, tror du, skyldes forhærdelse?

»Jeg kan mærke, at jeg gerne vil være god ved mig selv og give mig selv lov til de ting, jeg ikke har kunnet lave i mange uger. Og være Marie i stedet for Augustine«, siger Marie Hauge.

»Jeg tror da, der er et gran af, at jeg er blevet forhærdet. Men jeg indså, at det var vigtigere at fortælle historien om mishandling og seksuelle udnyttelser, som jo ikke mindst foregår rundt omkring i vores lille land, end at holde på min egen forfængelighed. Derfor virkede det rigtigt at hengive mig til det her univers på godt og ondt. Meningen faldt ligesom på plads for mig, da det sluttede i søndags«.

Slutningen
Søndag aften sidder Marie Hauge alias Augustine ved klaveret i Hall of Orgies. De andre børn står op langs væggen. Nøgne.

Denne sidste aften er der kun adgang for folk, der allerede har besøgt Villa Salò før og fået det lille sorte medlemskort. Folk står og sidder overalt i rummet. Mange græder i stride strømme. Så ser hun på sine medspillere. Hun kan se, at de er lige så berørte.

Løkkerne ligger om deres hals. De begynder at synge en sang med titlen ’Menuet of Tears’. Rummet sitrer af intensitet. De synger solo efter tur, giver den hele armen.

11 skud
Pludselig er hun i stand til at se det hele udefra. Det er meget konkret.

Villa Saló er et hierarki, der findes i alle mennesker. En kamp mellem hakkeordener, mellem lyse og mørke sider. Og hun genkender de samme tendenser i sig selv.

Pointen er ikke, at de findes, for det gør de. Pointen må være, tænker hun, hvordan vi takler dem.

Så klinger sangen ud. En af the masters stiller sig op og siger tak for i dag til publikum.

Nu skal børnene have et bad, siger han sukkersødt. Og så skal de have noget private time.

Gæsterne begynder tungt at vandre ud. Børnene står der stadig. Døren til Hall of Orgies går i. Og mens flokken af gæster langsomt går op ad trappen til vinterhaven og videre op mod villaen og udgangen og den virkelige verden, lyder der pludselig nogle brag.

11 hurtige skud. Kun afbrudt af et par børneskrig.