Engang var det hele ikke så besværligt.

Der fandtes kun én form for tv-satire, og den blev sendt lørdag aften i Danmarks Radios monopolfjernsyn, og der var bred enighed om, at det var morsomt.

Når Buster Larsen brølede sit »lorteland« ud i ansigterne på den med kaffe og småkager forsamlede nation, var det så dansk, at det halve kunne være nok. Og når Dave Allen fortalte katolske vittigheder og medvirkede i sketcher, mærkede vi pustet fra det store engelsktalende udland.

Sjældent originalt dansk
Der er løbet meget vand i åen siden dengang, og dansk tv-satire er for længst kanoniseret som en national specialitet på linje med lurmærket smør, borgmesterstænger og selvfed nationalisme.

Vi kan bare det pis, siger vi til hinanden og nævner i flæng nylige eksempler på, synes vi selv, nyskabende og grænseoverskridende dansk komedie og satire som ’Banjos likørstue’, ’Drengene fra Angora’, ’Dolph og Wulff’ med meget, meget mere.

Og det er da også rigtigt, at der er lavet rigtig meget god dansk komik og satire på fjernsyn; men vi glemmer ofte, at det kun uhyre sjældent er originalt dansk. Som regel er der tale om danske aftapninger af komiske eller satiriske koncepter, der har deres udspring i andre floraer end den rød-hvide med klaphatten.

1970’ernes ugerevyer med titler som ’Hov hov’, ’Uha uha’, og hvad de nu ellers hed, udsprang af en kabaret- og revytradition, som måske nok er rodfæstet i Danmark, men ret beset er mere fransk og i en skandinavisk sammenhæng svensk. Og en anden hæderkronet satiregenre, sketchshowet, må siges at være planket fra den engelsktalende del af verden.

Rigeligt at gøre grin af
Når der laves tv-satire og komik i fjernsynet i dag, anvendes primært to skabeloner: den opdaterede variant af sketchshowet eller den såkaldte ’mockumentary’.

Førstnævntes forudsætninger turde være velkendte. Sidstnævnte bruger først og fremmest dokusoapgenren som afsæt for sin satire, og her er de mest succesrige danske eksempler ting som ’Rockerne’ og den utrolige fortælling om cykelholdet ’Team Easy On’, der jo nærmest blev nationalhelte (og afstedkom, at man helt ’glemte’, at ’Drengene fra Angora’ mindede påfaldende meget om det et par år ældre fænomen ’Gramsespektrum’).

I dag er der mere satire i tv end nogensinde før. Dels fordi dansk comedy er inde i en historisk højkonjunktur for så vidt angår udøvere. Dels fordi der er så ualmindelig rigeligt at gøre grin af; for 30 år siden var der kun lige akkurat nok til sommerens revyer.

Der er diverse standup-shows, som hudfletter vores fælles dårskab. Og i selve genren tv-satire er der aktuelt ’Live fra Bremen’ på TV 2 Zulu; ’Bingoland’ på DR 2; ’Normalerweize’ på DR 2; ’Krysters Kartel’ på DR 2 - og så er der ellers diverse importvarer, som vi her vælger at se bort fra.

Den amerikanske model
’Live fra Bremen’ er en erklæret fordanskning af det amerikanske ’Saturday Night Live’, som siden slutningen af 1970’erne har været sendt hver lørdag på amerikansk tv. Og en sammenligning med originalen falder – naturligvis havde man nær sagt – ikke ud til kopiens fordel. Det gør det kun sjældent.

For de amerikanske produktioner er så uendelig meget mere ressourcestærke, at vi her til lands slet ikke kan følge med. Der lægges ganske enkelt mere økonomisk muskelkraft bag i Amerika, og det ses. Og selv om Lasse Remmer er vanvittigt begavet og morsom, så er han ikke Jon Stewart, hvor meget han end prøver.

’Bingoland’ er sådan en blandingsform, der ikke rigtig ved, hvad det vil. Og derfor ikke rigtig er noget. Heller ikke morsomt. Forsøg på at nærme sig det seksuelle er faldet karlekammeragtigt ud, og genredefinerende fjernsyn er der ingenlunde tale om. ’Krysters Kartel’ – se hosstående anmeldelse af dennes anden sæson – er morsomt, velspillet og ganske skarpt, men stadigvæk ikke andet end vellykket ’mockumentary’ efter britisk forbillede.

Og ser vi tilbage på sådan noget som Rune Klan og Mick Øgendahls ’Tak for i aften’ samt Linda P.’s ’Vild med talent’ og DR 2’s ’Piger på prøveløsladelse’, ja så var der tale om begavede og veloplagte livtag med for længst hævdvundne genrer.

Casper Christensen og co.
Vi skal faktisk tilbage til forrige årtusind for at finde et eksempel på noget tv-satire, der for alvor brød nyt land. Det var ’Casper og Mandrilaftalen’, som på begavet vis raffinerede Monty Pythons pointeløse dekonstruktion af sketchshowet fra slut-1960’erne og start-70’erne. Casper Christensen og hans kumpaner gjorde formatet samtidskommenterende og mediekritisk anno årtusindskiftet.

Siden er der desværre ikke sket det store. DR 2’s ’Flemmings helte’ viste, at der er en underskov af talenter. Lad os håbe, at de snart springer ud i fuldt flor.