Det var en fredag aften i november 2004, Anders Gøttsch stillede sig foran mikrofonen i ’Scenen er din’.

De 1,3 millioner seere kendte ham allerede som Det Syngende Postbud.

Op til finalen havde Se og Hør og andre kendisblade skrevet om den 26-årige fyr fra Vejle, der drømte om at udgive en cd. Og vist billeder af ham, mens han skrev autografer til sine fans.

Man bliver en anden
Nu stod Anders Gøttsch iført et sandfarvet jakkesæt og en gylden skjorte. Scenen var hans.

Han sang ’Sending Me Angels’. Og vandt.

»Jeg følte, at der var meget mere at komme efter. Jeg følte mig speciel – at jeg havde fået en særlig gave, jeg endelig havde fået lov til at bruge. At blive kendt på den måde prikker til ens drømme om endelig at kunne drive det til noget større. Det første års tid gik jeg ikke uden for døren uden at se, hvordan mit hår sad«, husker Anders Gøttsch i dag.

LÆS OGSÅ Se og Hør-redaktør: Antallet af kendte er eksploderet

For hvad sker der egentlig med én, når man bliver kendt? Er det bare en myte, at kendthed stiger én til hovedet, eller skifter folk faktisk afgørende adfærd?

»Vi hører jo indimellem om mennesker, der har været gennem kendismøllen og bagefter siger: »Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg ændrede personlighed. Jeg blev en anden«. Og det giver god mening set fra et psykologisk perspektiv. De har nemlig ret. De blev faktisk en anden«, siger Svend Brinkmann, der er professor i psykologi ved Aalborg Universitet.

»Vores identitet er defineret ud fra de relationer, vi indgår i. Når man får udvidet relationsmulighederne med ét slag – når man træder ind i en anden verden – bliver man simpelthen en anden. Og hvis man gør kendtheden til en meget central del af sin identitet, er det potentielt skadeligt«.

Kondolere, ikke gratulere
Det kan kommunikationsrådgiveren Christian Have bekræfte.

Han har sørget for pr omkring alt fra Reumert- og Bodil-uddelingerne til koncerter med store popstjerner.

LÆS ARTIKEL 'Kendiskratiet' gør mere skade end gavn

Og selv om Christian Have i høj grad lever af at håndtere kendte mennesker og deres relationer til omverdenen, udgiver han efter sommerferien en kritisk bog om celebritykultur og de konsekvenser, den har for samfundet – og for de kendte selv.

»Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med de helt store navne, men jeg vil sige helt ærligt, at jeg ofte har haft lyst til at kondolere i stedet for at gratulere. På overfladen og rent medie- og imagemæssigt og materialistisk har de opnået fantastiske resultater, men menneskeligt har de betalt en høj pris«, siger han.

Christian Have har set folk ændre adfærd. Blive arrogante over for tidligere venner eller familie.

Og for nogles vedkommende hen ad vejen ende i klicheen med misbrug af stoffer, sprut – eller sex.

Bagsiden af medaljen
Nogle kendte tager for sig af retterne og føler, at de regler, der gælder for andre, ikke længere gælder for dem.

»Kendthed indebærer nogle alvorlige problemer, som handler om selvopfattelse og selvvurdering – eller selvovervurdering. Mange begynder for eksempel at tro på det, medierne skriver om dem, hvilket måske især kan være et problem, hvis det er positivt, fordi medierne ofte skriver om det, man har mulighed for, og ikke om det, man faktisk har opnået – at dit potentiale er stort, og du har mulighed for at tjene millioner og så videre«, siger Christian Have.

Så sent som i forgårs holdt han en kritisk forelæsning på Copenhagen Business School om kendiskultur – og om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at lede medarbejdere i en fremtid, hvor succeskriteriet er at være kendt og blive set.

»I øjeblikket er budskabet, at hvis du bliver kendt, er din lykke gjort. Men vi må begynde at italesætte bagsiden. Den er ekstremt stor«.

Udsatte realitystjerner
Spørgsmålet er så, om det er værre eller bedre at være med i et realityshow end at blive kendt som skuespiller eller rockstjerne.

Manageren Tenna Tajmer har også lang erfaring med at arbejde med kendte. Og hun er især nervøs for, hvad der sker med de deltagere i realityshow, der bliver kendt alene for at være kendt.

»Min vurdering er, at det kan være noget lettere at være kendt som en dygtig skuespiller eller rockguitarist. På den måde har du en professionel rolle i offentligheden og kan stadig bevare en privat side af dig selv. Hvis du derimod kun er kendt for at være kendt, er du den samme person både offentligt og privat«, siger hun.

Hun nævner sangerinden Medina, der lige for tiden står som Danmarks nye diva nummer 1.

De færreste ved, hvad hun hedder i virkeligheden, og hvor hun kommer fra. Og det er også mindre væsentligt, fordi hendes fremtoning og musik fylder så meget.

LÆS OGSÅMedina efterligner Helena i strandvideo

»Samtidig har mange musikere og skuespillere ofte knoklet i kulissen i rigtig mange år, før de bliver kendt, så de har fået hår på brystet og en fornemmelse af, hvad branchen indebærer«, mener Tenna Tajmer.

Ringe holdbarhed
Psykologiprofessoren Svend Brinkmann bekræfter, at realityshowenes ’kendt for at være kendt’-mekanik gør risikoen for at tage skade større.

»Hvis man kun er kendt for at være kendt, er holdbarheden i det typisk meget ringe, og man kan ikke udnytte sine kompetencer til ret meget bagefter. Så hvis man gør det til en del af sit identitetsprojekt at være kendt og komme forrest i køen på diskotekerne, er det som med fodboldspillere, der satser alt på karrieren og får en knæskade, der sætter en stopper for det hele. Man risikerer at gå fuldstændig ned. Men det er jo kun en risikofaktor. Der er ingen ligefrem sammenhæng mellem kendthed og psykiske problemer«.

Så slemt gik det ikke for Anders Gøttsch, som vandt ’Scenen er din’ i 2004.

Den første tid genkendte folk ham på gaden som Det Syngende Postbud.

Han turnerede rundt sammen med tv-værten Bubber og optrådte med sin vindersang på scener ved Kolding Storcenter og mange andre steder.

Pakker janteloven væk
Men i dag, mindre end seks år senere, er det de færreste, der genkender ham – og hvis de gør, kan de sjældent huske, om det var ’Scenen er din’, ’Popstars’, ’Stjerne for en aften’ eller et andet show, han i sin tid vandt.

»Men jeg vil godt indrømme, at det var svært, at næsten alle vidste, hvem man var, hvorefter det bare løb ud i sandet. Det er ikke rart psykisk. Og jeg er stort set glemt i den almindelige mands bevidsthed. Jeg kan godt følge, at folk ser en problematik i ’hurtigt ind-hurtigt ud’-tv-showene«, siger han.

LÆS OGSÅ»'Paradise' er en verden, der ikke eksisterer«

»Omvendt fik jeg også mere selvtillid. Jeg gik ud ad min dør med oprejst pande. Det gør jeg stadigvæk, fordi – og nu pakker vi lige janteloven væk – jeg ved, at jeg synger godt«.

Faktisk optræder Anders Gøttsch i dag til firmafester, private fester og synger i kirker for brudepar ved bryllupper. Ikke som Det Syngende Postbud, men som sig selv. Det sikrer ham en pæn ekstraindtægt.

Og så drømmer han stadig om at udgive en plade.