I hækken mellem Bent Falberts og Niels Helveg Petersens baghaver på Frederiksberg sidder en låge.

Det er gennem den låge, naboerne – den forhenværende chefredaktør og den tidligere minister – går, når de mødes til et slag billard eller bare for at snakke om politæk, som Falbert kalder det.

Om konservative kriser og oppositionens udfordringer, og hvor skal regeringen egentlig hen? Deres koner, Jette og Kirsten, kender hinanden. Deres børn kender hinanden.

Familien Falbert og familien Helveg inviterer hinanden til runde fødselsdage og middagsselskaber og familiefester.

Men egentlig er det noget møg.

Varsom med magthaverne
Når ens metier har været at harpunere magthaverne i Ekstra Bladets spalter, går det ikke at gnubbe albuer med dem i privaten. Man kan ikke både kalde socialdemokraten Mette Frederiksen en skrigeskinke, kronprins Frederik en pinlig døgenigt, den radikale næstformand Morten Østergaard en lænkehund og lørdag aften spise af den samme steg, drikke af den samme rødvin, som dem.

»Jeg har været varsom med ikke at komme alt for tæt på for mange af de typer der«, siger Bent Falbert, da vi går en tur ved hans sommerhus på Langeland. Ved siden af sjosker hans hund, den 12 år gamle kamphund Olga, som ligner en, der kan æde en menneskehånd til frokost.

Hvorfor?

»Det andet er for svært. For hvad skal du foretrække: venskabet eller samfundskritikken, venskabet eller sagen?«.

Helveg er undtagelsen
Men du spiller billard med Niels Helveg ...

»Han er undtagelsen. Han var bare almindeligt folketingsmedlem, da han flyttede ind hos Kirsten, og når så ens ven går hen og bliver minister, kan man jo ikke sige, vi ikke skal være venner af den grund«.

Har det belastet jeres venskab?

»Ja, det har det. Det må man sige. Det har da været lidt anstrengt indimellem, når vi på bladet har hakket løs på de radikale og ham i særdeleshed. Der har været perioder, hvor lågen i baghaven ikke er gået ret tit. Men man kan jo ikke bede folk om at lade være med at kritisere Niels Helveg, fordi jeg er ven med ham«, siger han. »Sådan spiller klaveret ikke«.

Ikke produktivt at fortryde
Vi går videre. Olga sveder med lyd på. Bent Falbert kigger ligeud.

Skal man som chefredaktør på Ekstra Bladet have en evne til ikke at føle skyld?

»Jah ...«.

Manden, der i et kvart århundrede var ansvarshavende på landets mest udskældte formiddagsavis, nøler for første gang i et par timer. Han ser stadig ligeud. Så siger han:

»Hvis man skal videre, skal man i hvert fald ikke gå og være optændt af ... af fortrydelse. Det er ikke produktivt. Det er ikke produktivt at fortryde noget som helst«.

Skældt ud på pamperne
Der var intet dramatisk ved Bent Falberts farvel til hjørnekontoret på Ekstra Bladet. Han er 63 år og har været avisens drillesyge stemme i over halvdelen af sit liv.

Sammen med sin ven og advokat Ulrik Ibfelt har han forsvaret Ekstra Bladet i 400 retssager. Han har stillet op i en endeløs række af tv-debatter, når dem, Falbert kalder de bedrevidende, de frelste og de moraliserende, har ment, at Ekstra Bladet brød endnu en grænse for avisens grænseløshed.

Han har skrevet 4.000 ledere og skældt ud på alle skidtknægtene, alle pamperne, alle nasserne, alle svindlerne, alle dem, der selv var ude om det – og somme tider også dem, der ikke var.

Savner ikke ansvaret
Og så blev han mæt. Bent Falbert fik malet hjemmekontoret og trak sig i marts tilbage for at hellige sig det, han holder mest af: at skrive.

LÆS ARTIKELEkstra Bladets kamphund takker af

Nu sidder han her på sin terrasse oppe på det nordligste Langeland. I korte skjorteærmer, med pensionistkulør og ikke andet foran sig end tid og en titel af forhenværende. Om det er skræmmende? Nej. Om han savner ansvaret? Slet ikke. Om han er taknemmelig for, at de stadig ringer fra radio og tv for at få ham til at galpe op? Ikke udpræget. Siger han.

»Jeg havde ventet, at meget af det ville falde væk nu«, siger han med blikket liggende på lur inde bag øjensprækkerne. Ræveagtigt.

En hård banan
»Så det er da meget sjovt, at de bliver ved med at kalde på mig. Det er jo sjovt at få lov til at sige, hvad man tænker om ting i tiden«.

Folk omkring Bent Falbert kalder ham ætsende og brysk og en hård banan og fuldstændig kompromisløs. De kalder ham også omsorgsfuld og lun, et følsomt gemyt og Bløde Benny. Her, ved dette havebord, er han venlig, underholdende og præcis.

Der er bindeled og indskud og endelser på hans sætninger. Han staver navnene på mennesker, han nævner, Olf Bussmann med to s’er, M-A-R-X Reffstrup med to f’er. Han bruger ord som ’faible’ og ’deklassere’ og håber, at man bliver til frokost.

Nådeløs
Vi skal have hvidvin og carpaccio. Bent Falbert er korrekt. Alligevel er ’pæn’, det sidste, der definerer ham. Som hans tidligere chefredaktørkollega Hans Engell siger:

»Man skal ikke forveksle hans smilende venlighed og hans slebne manerer med, at der her er tale om en hyggeonkel. Han er nådesløs«.

Det er derfor, de passede perfekt sammen. Falbert og Ekstra Bladet. Gennem hans 24 år som chefredaktør var det Ekstra Bladets snerren, folk hørte, når Falbert talte. Grinte han, var det Ekstra Bladets gnæggen, der gav genlyd.

Så derfor er spørgsmålet nu: Hvem er inden i Bent Falbert, når man tager Ekstra Bladet ud?

Han smiler. Listigt.

»Det er det, jeg er ved at undersøge i øjeblikket«.

Fantastisk dygtig
Bent Falbert mener, at der er to slags mennesker til. Der er dem, der interesserer sig for politik, og så er der resten. Selv hører han til i første kategori. Han er glødende – ja nærmest frådende – optaget af politik.

Hjemme hos Bent Falberts forældre i Husum stemte man på Socialdemokratiet. Hans far var maskinarbejder og skåret ud af en tid, hvor arbejderbevægelsen havde svaret på alle tidens udfordringer. Men enebarnet Bent skulle ikke være arbejder.

I skolen var han, som han selv siger, »fantastisk dygtig«, og derfor skulle han på gymnasiet. Her, på det umanerlig venstreorienterede Falkonergården på Frederiksberg, blev mødet med de andre elever afgørende for Bent Falbert. Han synes nemlig, de var virkelig langt ude.

Brune socialdemokrater
»De moderne gik i duffelcoats, Anders And-sko, islandske sweatere og blue jeans og var venstreorienterede«, siger han. »Men det der socialistiske projekt forekom mig helt urealistisk og tåbeligt«.

Så Bent Falbert blev liberal. Og rebellerede både mod 60’ernes tidsånd og sin socialdemokratiske far, der bekymret så til, mens sønnen først meldte sig ind i Liberale Gymnasiaster, derefter gjorde lynkarriere som agiterende landssekretær.

»Jeg synes, den socialdemokratiske grød var anstrengende. 50’ernes socialdemokratisme var sådan ... sådan lidt ... brun«.

Brun?

Små hop på stedet
»Der var sgu for meget kakkelbord over det. Og da det var ovre, kom der for meget teaktræ. Det blev så småt og godt, ikke? Der var ingen vision, ingen fremdrift, ingen ambition. Det var små hop på stedet, og nu skal vi også snart have en kolonihave«, siger han.

»Allerede dengang var der jo stigende skatter og offentlig regulering af dit og dat. Der var steder, man ikke kunne få en lejlighed uden at være gift. Alle de der indsnævrende regler – hele den socialdemokratiske systemtænkning – synes jeg var ulidelige at have med at gøre. Så debatterne i min klasse – hvor der gik nogle af dem, der lå meget til venstre – gik voldsomt for sig. Det var sjovt«.

Havde det været lige så sjovt, hvis du havde tilhørt flertallet?

»Det havde det nok ikke. Så havde der ikke været så meget kampånd at vække«.

Spændende mennesker debatterer
Når Bent Falbert taler om sig selv som ung, lyder han ikke som en vred ung mand. Han lyder ikke som en af dem, hvis modstand mod mainstream har rod i en afvisning eller en følelse af mindreværd.

Tværtimod. Bent Falbert lyder som en decideret selvtillidsramt teenager. En af den slags, for hvem oprør er en leg. En af dem, der kommer rullende med så stor en tro på sig selv, at modsigelser er en hjertelig invitation til at tage ordet, skænderier en sjov retorisk øvelse.

Spændende mennesker debatterer, mener han. Og helst om politik.

Politiske dyr
»Jeg skelner ikke så meget mellem, om man er rød eller grøn eller blå. Jeg skelner mellem dem, der kommer med i politik. Og dem, der ikke gør. Især dem, der som unge bliver valgt til en post i en politisk forening, vil som regel interessere sig for politik resten af livet. Også selv om du skifter holdning undervejs. Jette Gottlieb, for eksempel, havde vi med i bestyrelsen for Liberale Gymnasiaster. Hun gik senere hen og blev venstresocialist. Men hun blev vakt dér«.

Så det er, når man er ung, at fårene bliver skilt fra bukkene?

»Jeg mener sådan set ikke noget deklasserende med det. Man kan godt leve et langt og lykkeligt liv uden at være fantastisk engageret i politik. Så har man nogle andre værdier – sit arbejde, sin familie, sit lokalsamfund. Men det er i ungdomsårene, det bliver afgjort, om man kommer til at befinde sig i gruppen af politiske dyr – som jeg opfatter mig selv som. Eller om man bliver sådan en drøvtygger, der går rundt på marken«.

Pension.  Bent Falbert har mentalt set ikke lagt sin chefredaktørhat på hylden til trods for, at han forlod posten i marts dette år.Religion har aldrig fristet
Ja, det lyder jo slet ikke deklasserende ...

»Køer kan jo have et strålende liv!«, siger han og smiler med en mund, der står i vater gennem ansigtet. »Folk, der er politisk interesserede, får man ofte en mere interessant samtale ud af, end dem, der ikke er det. De kan hæve sig lidt op over sig selv«.

Kan man ikke gøre det på andre måder?

»Det kan man sikkert. Men religion har aldrig fristet mig«.

'Vi' på Ekstra Bladet
Bent Falbert taler stadig om sin tid på Ekstra Bladet i nutid. Han siger stadig ’vi’ om avisen. Og sidder han hjemme på Frederiksberg og klaprer i tasterne, har han stadig jobbet siddende i kroppen.

»Klokken bliver halv to, og jeg tænker: Nu må jeg snart ind på bladet. Så opdager jeg, at det skal jeg ikke. Jeg skal jo ikke derind!« siger han. Og ser helt overrasket ud.

»Som chefredaktør er du aldrig koblet helt af, og den befrielse ved ikke at have det hængende over sig hele tiden – den er jeg ikke nået til endnu«.

LÆS OGSÅEkstra Bladets flab takker af

Måske er det ikke så underligt. Bent Falbert nåede at være på Ekstra Bladet i 39 år og to måneder. Det er det, man kalder en menneskealder. Og i en stor del af den tid tog han ansvaret, hver gang Ekstra Bladet satte jagten ind på bolighajer, skrankepaver og skatteål.

På den drikfældige statsadvokat H.C. Abildtrup, på civile agenter i politiet, på ’Statens klike for kunst’. Og på de indvandrere, Ekstra Bladet døbte ’De fremmede’.

Bent Falbert kan bedst lide brag. Med ham i hjørnekontoret skulle Ekstra Bladet give genlyd – helst langt ind på Christiansborgs gange.

Drømte om politik
Interessen for politik blev nemlig siddende i Bent Falberts nervebaner efter gymnasiet. Den sad der, da han begyndte at læse jura, og da han besluttede sig for, at han hellere ville være journalist end at »skrive skøder og lave trist papirarbejde« som jurist.

Og den sad der, da han 1. januar 1971 troppede op på Ekstra Bladets tømmermandsramte redaktion som nyudlært journalist: Selv om Bent Falbert var ansat som almen reporter, var hans drøm at komme til at skrive om politik.

Der gik da heller ikke lang tid, førend han blev lempet ind blandt den lille skare af betroede medarbejdere, som hver dag mødtes på chefredaktør Victor Andreasens kontor for at komme med ideer til dagens leder og til side 2’s obligatoriske spydigheder.

Victors remser
I Ekstra Bladets annaler bliver Falbert fremhævet som en af dem, der for alvor sleb Side 2’s ætsende profil til. Syrligheden kendte ingen grænser. Pia Kjærsgaards næse var en »ordentlig günther«, Bendt Bendtsen blev konsekvent omtalt som »Bambi-Bent«, en billedtekst til et foto af den tidligere EU-kommissær Poul Nielson kunne i al sin enkelhed lyde:

»Klap i, Nielson«. B.T. var et kuponhæfte, Berlingske Tidende et produkt fra en norsk fiskemelsfabrik, Information gik under navnet Rokoko-tidende og Politiken var både søvnig og forskrækket.

»Victor lærte mig den der tankegang, der ligger bag at skrive en leder. Den måde at smide tingene op i luften på og se, hvordan de lander: Lad være med automatisk at sige, at noget er godt eller ej. Hvad med det modsatte? Kan man argumentere for det?«

»Han kunne også opfinde remser ud over al rimelighed. Hver gang han skulle skælde Klaus Rifbjerg ud, kom sætningen: »Klaus Rifbjerg, der skriver digte uden poesi, romaner uden handling, film, som ingen gider se«. Det var det samme hver gang. Og man så for sig, hvordan Rifbjerg var ved at eksplodere«, griner Bent Falbert.

Sjovt at holde andre i ørerne
Er noget sjovere at skrive om end andet?

»Ja. Det er sjovest at skrive om folk, der skal skældes ud«.

Hvorfor?

»Det er, fordi jeg er så afsporet, at jeg finder det sjovt at holde andre mennesker i ørerne«, siger han uden at le.

Lækre spydigheder
»Og så ligger det i hele den angelsaksiske pressetradition, at bad news er good news. Så kritik af, hvorfor noget er blevet bad news, er mere interessant, end at jordbærhøsten er gået godt i år. Ekstra Bladet skal være frækkere end de andre; skal turde sige tingene ligeud. Det er den der uforfærdede rolle, der er den vigtigste for avisen. Uden den mister den sin mening«.

Bent Falbert ynder at skrive, så hans spydigheder lyder decideret lækkert. Hans sekretær på Ekstra Bladet plejede at skoggerle, når hun skrev af efter den båndoptager, hvor den ansvarshavende dikterede sine breve til dem, avisen havde lagt sig ud med.

»Jeg opfatter Deres skrivelse som en kværulancepræget repetition af temaet i Deres pressenævnssag«, kunne Bent Falbert eksempelvis sige, når han dikterede et brev stilet til advokat Christian Harlang, der har repræsenteret flere af de mennesker, som gennem tiden har følt sig forulempet af Ekstra Bladet.

»Uden større optimisme tillader jeg mig at opfordre Dem til at tøjle Deres trættekære gemyt, indtil der måtte foreligge en afgørelse i Pressenævnet i den verserende klagesag«.

Hævneren Falbert
Hvis man ringer til Christian Harlang for at høre, hvordan det har været at møde Falbert i retten, fnyses der i den anden ende af røret. Derefter siger advokaten:

»De fire gange, jeg har mødt Falbert i retten, har hans mønstre undtagelsesfrit været at udkæmpe slaget både i retten og i avisens spalter. I spalterne har han fortsat kampen således, at man får indtryk af, at hvis man har repræsenteret borgere, der er blevet forulempet af Ekstra Bladet, hævner Falbert sig på advokaten både hele og halve år derefter. Jeg tror, at det indgår i den strategi at afskrække enhver advokat fra at hjælpe Ekstra Bladets ofre«.

Henne på græsplænen hopper en fugl.

»Se«, siger Falbert. »Er det en vibe?«.

Harmdirrende hals
Flere af Bent Falberts venner peger på, at skal man forstå den forhenværende chefredaktør, er hans venskab med den rebelske multikunstner Jens Jørgen Thorsen og hans kumpan Jørgen Nash et godt sted at slå ned.

Han mødte dem, da han i efteråret 1971 dækkede den aktion i Det Kongelige Teater, som de to kunstnere gennemførte som protest mod Vietnamkrigen: I selskab med 24 medsammensvorne satte de ind midt i ’Madame Butterfly’ med hundeproppistoler, fløjter, knaldperler og hujen.

Næste dag kunne offentligheden læse Bent Falberts beskrivelse af, hvordan det smokingklædte publikum var gået amok.

»’Slå dem ihjel!’, hvinede et par ældre damer. Deres herrer rejste sig og gjorde deres bedste for at efterkomme ordren«, skrev Falbert i sin reportage. »’Smid ham ud. Ned i salen med ham’, hylede en nydelig dame, mens guldkæderne raslede om hendes harmdirrende hals«.

Ville hyle ad systemet
Bent Falbert ser ud, som om han stadig bliver chokeret, når han tænker på sceneriet.

»Da de skulle trække Jens Jørgen ned ad trappen, hoppede de på hans ben, angiveligt for at prøve at brække det«, siger han og laver et slowmotionhop i stolen for at illustrere. »Han havde jo bare afbrudt en opera!«.

Efter den forestilling blev Falbert venner med de to gøglerkunstnere. De overnattede hos Falbert, når de var i København, og for ham var det befriende at få vildskaben og anarkiet inden for dørene.

De ville det samme: Rive masken af det, de syntes var latterligt og opblæst; hyle ad alle systemer, ad alle begrænsninger og ensretninger.

Individets forkæmper
»De var vidunderlige, åbne mennesker. Jeg kan huske, engang de var på besøg. Der kom en skærsliber gående på vejen og så fór de ud og udspurgte ham om, hvad han var for én. De var levende interesserede i alt omkring sig«.

Bent Falbert ligner ikke én, der har plejet omgang med løbske kunstnere i leopardbukser. Han går i lækkert tøj, spiser hellere østers end gule ærter og synes, at Grønnegårds Teatrets opsætning af Molières ’Don Juan’ er fremragende.

Men bag det velfriserede lurer der et anarki, han er stolt af. Han har aldrig set sig selv som den lille mands talerør – for »den lille mand har ikke altid ret« – snarere så han sin rolle på Ekstra Bladet som individets forkæmper:

Falbert har argumenteret for at få racismeparagraffen ophævet, for »folk må sgu mene det, de vil«, og han væmmes ved tanken om partistøtte, for staten skal ikke bedrive partivirksomhed.

Godt med yngre venner
»Nash og Jens Jørgen har virkelig været en fest i vores liv. Jeg synes, det er så forfærdelig sørgeligt, at de er døde«, siger han på sit tjeppe københavnske.

Olga stønner i varmen bag os.

»Det er noget, man skal lære i livet ... Det lyder lidt lokumsagtigt, men man skal prøve at skaffe sig nogle venner, der er yngre end én selv. Så de ikke dør fra én. Det kan lyde lidt beregnende, men hvis du kun har venner, der er lige så gamle som dig – eller ældre – så dør de fandeme«, siger han.

»Så er de væk. Så sidder du der og glor. Det er ikke godt«.

Neurotiske ritualer
Nu skal Bent Falbert skrive. Klummer i Ekstra Bladet og Information. Bøger om samfundsforhold. Og måske endda noget fiktion. Var Bent Falbert ikke blevet chefredaktør, ville han nemlig gerne have været forfatter.

At skrive, at finde en god indgang til en tekst og så bare køre derudad, det er ifølge Falbert »elementært underholdende«.

»I gamle dage, havde jeg den ide, at hvis jeg skulle skrive noget godt, skulle det helst foregå efter mørkets frembrud, efter at jeg havde renset negle, og mens jeg havde en cigaret i munden. Det er jo sådan lidt neurotisk. Lidt latterligt. Nu kan jeg vågne klokken halv syv om morgenen og begynde at skrive direkte. Bare med en kop kaffe«, siger han.

Det hvide papir
Bliver du aldrig ramt af skrækken for det hvide papir?

»Nej. Jeg elsker det«.

Hvordan kan det være? Folk, der lever af at skrive, plejer at fortælle om, hvor forfærdelig processen kan være.

»Jeg holder meget af processen. Det er ligesom at male et maleri. Man kommer fremad, det bliver hele tiden bedre, og til sidst står der et flot billede, som man er glad for. Gennem mit liv har jeg set, hvordan skrækken for det hvide papir kommer med årene. Folk, der går rundt om computeren og ikke kan komme i gang. Nogle skal igennem ritualer. Nogle skal igennem fire bajere. Jeg må sige, at jeg har fået det lige modsat. Jeg bliver draget af det hvide papir«.

Nej til ævle-bævle-programmer
Efter carpaccioen går vi en tur. Olga lægger en lort i vejkanten. Der er så stille på Langeland, at insekternes summen lyder som torden.

Hvilken Bent Falbert er det, offentligheden kender?

»Det er en, der ...«.

Falbert stopper. Begynder et andet sted.

»Jeg prøver at holde mig væk fra alle mulige quizprogrammer. Jeg har lige sagt nej til at være med i noget, der hedder ’Stjernemiddag’ (’4-Stjerners Middag’ på Kanal 5, red.), hvor man skal sidde fire mennesker og ævle-bævle. Jeg er ikke nogen markedsgøgler«, siger han.

Skarpsleben
Hvorfor sagde du nej?

»Er du hyggeonkel, eller er du den skarpslebne? Jeg kan bedst lide den sidste rolle«.

Hvorfor?

»Fordi det er det, der er meningen med at være redaktør af en avis«, siger Bent Falbert. Og lyder som én, der lige har sagt en lovmæssighed. Pi er forholdet mellem en cirkels omkreds og dens diameter. Blå blandet med gul giver grøn.

Folk, der kender dig, siger, at der er stor forskel på den offentlige og private Bent Falbert ...

»Jo jo. Det må man da håbe«, siger Bent Falbert og griner kort. »Ellers var jeg blevet skilt nogle flere gange«.

En kold skid
Så hvem er det, offentligheden ikke kender?

»Det er jo nok hyggeonklen. Men synes du, det ville være en god ide, hvis jeg stillede op i alle mulige hyggequizzer?«.

Men det har vel den omkostning, at folk, der ikke er tæt på dig, synes, du er en kold skid?

»Ja. Det gør ikke så meget. Målet med livet er ikke at blive set på med begejstring i alle lejre. Når man mener noget, støder man også nogle fra sig«.

Hygge.  Bent Falbert med sin følgesvend, Olga.Mindre hård i filten
Var du blevet et andet menneske uden Ekstra Bladet?

»Det har jeg sgu ikke tænkt på«, siger Bent Falbert og grubler lidt. »Jeg tror, jeg ville have haft samme tilgang til det der med at skrive om magthavere. Men det er svært at sige, hvordan det havde formet sig«.

Var du blevet mindre hård i filten?

»Ja. Det tror jeg nok, man må sige. 400 retssager, hvoraf jeg har vundet 300. Alle mulige sure mennesker. 400 pressenævnssager. Det har ganske givet gjort noget«.

Livet leves forlæns
Hvem er du så nu, uden Ekstra Bladet?

»Et privat menneske, men stadig med mange meninger om, hvordan verden skal indrettes. Jeg kan høre på dig, at jeg må til at lette på panseret og være lidt venligere«.

Du siger, du sjældent fortryder noget – er det et arbejdsredskab?

»Det er i hvert fald meget praktisk. Nu lyder det, som om jeg har en mark af elendighed bag mig af misgerninger og nedbrudte eksistenser«.

Nogle er der jo nok ...

»Der er nok nogle enkelte, der har fået for meget. Men omvendt er jeg jo også selv blevet skældt ud. Så mon ikke det jævner sig. Livet leves forlæns. Der er ikke nogen ide med at fortryde – hvad skal du bruge det til?«.

Til at blive klogere?

»Klogere?«, siger Bent Falbert med en lille lyd. »På hvad?«.

LÆS FØRSTE DEL AF SERIENWestergaard: »Jeg vil gerne dø med pennen i hånden«