Den mangeårige DR-vært Kurt Strand valgte i torsdags at fratræde sin stilling på DR.

Her fortæller han om dagene op til beslutningen:

Lørdag 21. august

Jeg vågner klokken ti. Går ud til postkassen og henter aviserne: Berlingske Tidende, Politiken, Information, Kristeligt Dagblad og Frederiksborg Amtsavis. Tilbage til køkkenet med en kop kaffe og morgenmad.

Jeg bladrer alle aviserne igennem, men jeg må indrømme, at jeg nogle gange læser avis, som Fanden læser Bibelen. Fordi jeg holder mig opdateret på arbejde, synes jeg lidt, at jeg ved, hvad der står i aviserne, allerede inden jeg åbner dem.

Jeg var til 60-års fødselsdag i går hos min gamle kollega Niels Jacob, og jeg tænker lidt videre over det, som jeg snakkede med nogle af gæsterne om: sparerunden på Danmarks Radio. Der kommer en prikkerunde næste mandag, og der var mange gode DR-kolleger med til fødselsdagen.

Vi snakkede om, hvad der kommer til at ske, og om fratrædelsesordninger. Jeg er selv i gang med at overveje, om det er en mulighed, så det var rart at snakke om. Men det er en beslutning, der er svær at tage, fordi jeg jo holder utrolig meget af DR.

Alligevel tænker jeg, at det måske er nu, det skal gøres, for det er jo ikke hver dag, man får chancen for at få en fratrædelsesordning. Og det er også bedre selv at tage beslutningen end at lade andre gøre det på ens vegne.

Jeg er nemlig begyndt at lave min egen analyse: hvad er det egentlig, jeg kan, og hvad er det, jeg oplever, at DR lægger vægt på og efterspørger? Efterhånden er jeg blevet i tvivl, om det er det samme.

LÆS OGSÅKurt Strand: Vi savner en forklaring

Af mine DR-chefer er jeg altid blevet tudet ørerne fulde af, at jeg er så og så fantastisk og betyder så og så meget for Danmarks Radio, men i de senere år har jeg alligevel oplevet ikke at blive brugt til de ting, jeg kan. Jeg er jo superglad for at lave Deadline, men jeg synes også, at jeg kan en masse andre ting, som jeg ikke er blevet brugt til.

For eksempel debatprogrammer eller politiske programmer op til valg, som jeg ellers har givet udtryk for, at jeg gerne ville lave. Samtidig er det, som om rigtig mange nyheds- og aktualitetsprogrammer har fået et anstrøg, som er mere let, end godt er.

Jeg synes, der er tendens til, at nyhedsstof ikke må være svært og kompliceret, og i stedet fylder historier om, at Mary skal have tvillinger, store dele af nyhedsudsendelser. Det er lidt, som om hele væsentlighedskriteriet er sat ud af kraft.

Der har været for mange spektakulære sager om Camilla Broe og Anni Fønsby, som pludselig kommer til at fremstå som nogle meget vigtige begivenheder, fordi de er underholdende og med yngre, halvsmukke, blonde kvinder som hovedfigurer. Derfor bliver jeg i tvivl, om der vil blive ved med at være plads til mig på DR.

LÆS OGSÅKommentar: Efterårets tv-sæson sander til i genudsendelser

Nå. Efter avislæsningen er der en græsplæne, der gerne vil slås. Jeg har en gammeldags Ginge-græsslåmaskine, en håndklipper, som man skal lægge ret mange kræfter i, fordi den er temmelig rusten. Så den bruger jeg, og det gør det ud for en løbetur. Man får bestemt pusten af at slå græs med den.

Hen ad eftermiddagen kommer Karen, min kæreste, og henter mig i Espergærde, hvor jeg bor. Vi skal til 50-års fødselsdag i Skåne i aften, og den viser sig at være helt fantastisk.

Fødselsdagen foregår i en gammel lade, en fantastisk lade, på en gård langt ude på landet. Og med en fantastisk discjockey. Han spiller sådan noget musik, der får folk på dansegulvet. Alt fra gamle remixsange til hotte diskohits. I én stor pærevælling. Alle er på dansegulvet, og jeg vælter først i seng ved femtiden om morgenen.

Søndag 22. august
Morgenen efter festen er der morgenmad i en stor pavillon. Der er svenske kanelsnegle, som er virkelig gode, og pølse og ost og alt, hvad man trænger til oven på sådan en fest. Vi tager af sted hen ad middagstid.

Om aftenen ser jeg et helt program på TV Charlie. Det har jeg aldrig gjort før. Nogle vil nok sige, det har noget med alderen at gøre, men jeg havde set, at Anette K. Olesens film ’Små Ulykker’ kom, så den ser jeg. Den er okay ... men ja, heller ikke mere. Bagefter vælter jeg i seng og læser lidt i Christian Jungersens ’Undtagelsen’, inden jeg falder om.

Mandag 23. august
Jeg har fri i dag. Det første, jeg gør, er at ringe til min chef Mette Hybel. Hun tager ikke telefonen, men jeg indtaler en besked om, at jeg gerne vil tale med hende, og sender hende også en sms.

Hun ringer tilbage ved middagstid, og jeg fortæller hende, at jeg overvejer at bede om en fratrædelse. Hun synes, at jeg skal overveje det rigtig grundigt, og at hun vil blive rigtig ked af det, hvis jeg stopper, men hun siger også, at det jo er min beslutning.

Bagefter begynder jeg at surfe på nettet for at se på hjemmesider hos tidligere kolleger, der har etableret egne virksomheder. I morgen skal jeg også til Århus og undervise på Journalisthøjskolen, så jeg spiller et par tv-klip over på en dvd og fikser et par powerpoints.

Så tager jeg til Christianshavn, hvor Karen bor. Jeg har købt ind i Irma til aftensmad, så jeg laver kylling med kartofler og salat fra min have.

Efter aftensmaden sidder vi og småsnakker. Jeg har brug for at få snakket mine tanker omkring en eventuel fratrædelse ordentligt igennem: hvad mine overvejelser er, hvordan griber jeg det an. Den slags. Vi går i seng omkring midnat.

Tirsdag 24. august
Vi spiser morgenmad sammen, og bagefter tager Karen på arbejde på DR, hvor hun også arbejder som journalist.

Jeg mødes med min tidligere kollega Carsten på en café i indre by og drikker en kop kaffe. Vi snakker videre om situationen på DR og om den måde, DR har ændret sig på fra dengang, hvor man godt turde stille krav, og hvor kvalitet var et selvstændigt parameter.

Det taler vi rigtig meget om. Ikke fordi vi er to gamle, sure mænd, for vi elsker begge DR og journalistik, men det er godt at snakke om og vende hele situationen.

Så hopper jeg på toget. Bliver hentet ved Århus Banegård af min gamle kammerat Jan og snakker videre med ham om det hele. Jan har en fortid i Italien og er en mester i det italienske køkken, så vi spiser italienske pølser og oste og lækkerier.

Da klokken bliver omkring midnat, og det bliver fornuftigt for alle parter at vælte i seng, kommer Jan i tanke om, at han har en Brunello, som han synes, vi skal smage på. Og den kaster vi os over. Det skal selvfølgelig kun være et enkelt glas, men det bliver alt for meget.

Onsdag 25. august
Jeg er meget træt, da jeg står på Journalisthøjskolen klokken ni for at undervise i interviewteknik. Men det går godt. Vi tager udgangspunkt i et interview, som jeg lavede med Lene Espersen torsdagen forinden. De studerende har forberedt det samme interview, og så kommer de med bud på, hvordan de ville have løst det.

Bagefter ringer jeg til Mette Hybel og beder hende om at sætte en møde op, så jeg kan finde ud af, om det er en mulighed med fratrædelse. Jeg er ved at være afklaret og ved, hvilke krav jeg vil have opfyldt for at synes, at en fratrædelsesordning er interessant.

Så er det til Horsens til møde med Cavling-komiteen, hvor jeg er medlem. Jeg bliver valgt til ny formand. Det er fantastisk. Det er jo en kæmpe tillidserklæring. Jeg vælger at fortælle de andre medlemmer, at jeg overvejer at stoppe på DR, for jeg synes, de skal vide, hvem det er, de vælger som formand.

At jeg måske ikke er på DR længere om et par dage. Det har ingen betydning, siger de alle sammen. Samtidig siger jeg også til dem, at de fandenbroderemig ikke må nævne det over for nogen som helst.

Jeg er hjemme hos Karen igen halv ni om aftenen og snakker videre. Jeg går tidligt i seng.

Torsdag 26. august
Jeg går på arbejde sammen med Karen. Finder et ledigt skrivebord og begynder at arbejde.

Klokken ti bliver jeg interviewet af DR’s interne nyhedsblad, DRåben, fordi jeg er blevet formand for Cavling-komiteen. Han vinkler interviewet på, hvordan det nu vil blive sværere for DR at få Cavling-priser, fordi det ikke er nogen fordel, at formanden for komiteen er fra DR. Jeg sidder og tænker »om nogle timer har det måske slet ingen betydning«.

Så går jeg til møde om fratrædelsen. Dines, min tillidsmand, er med. Jeg bliver bedt om at forklare mine overvejelser omkring fratrædelsesordningen, og jeg gentager min analyse af mine kompetencer og DR’s prioriteringer. Hvis det er det, jeg vil, får jeg at vide, så finder vi ud af noget.

Det regnede jeg også med, for jeg ved, at andre chefer med tilpas mange stjerner på er klar over mine overvejelser.

Der har været snakket om det på ledelsesplan, er jeg blevet gjort bekendt med, og i og med der ikke er nogen af dem, der har ringet til mig inden mødet og sagt »skal vi ikke tage en kop kaffe?«, eller »vi vil gerne beholde dig«, så regnede jeg også med, at det var sådan, det ville gå.

LÆS ARTIKELKurt Strand forlader Danmarks Radio

Det er sjovt, for da jeg holdt 25-års jubilæum, blev der holdt en masse blændende taler, men ingen af dem, der holdt de taler, hvor de snakkede om, hvor pissevigtig jeg er for DR, har taget kontakt til mig. Det siger jeg ikke med nogen form for bitterhed, for jeg har ikke gjort det her for at spille noget spil eller true med noget.

Det er slet ikke det, det handler om. Men hvis man som topleder i en virksomhed synes, der er nogen, man bestemt ikke vil af med, så vil jeg da mene, at man gør noget for det. Det er ikke sket. Og det bekræfter mig i den analyse, som jeg har lavet for mig selv.

Efter omkring en times møde sætter jeg min underskrift.

»Det er virkelig skelsættende«, siger jeg, da jeg gør det. For det er det jo. Selv om det er min beslutning, så er det jo svært at forlade en arbejdsplads, man har været på så længe og holder af.

Jeg går tilbage til Deadline-redaktionen igen og beslutter at fortælle mine kolleger om min fratrædelse klokken tre, hvor der bliver serveret drømmekage for at lette lidt på stemningen, der ellers er trykket på grund af den kommende prikkerunde.

LÆS OGSÅTillidsmand i DR: De ansatte sover dårligt om natten

Da drømmekagen kommer på bordet, hiver jeg mit fratrædelsespapir frem. Det er meget dramatisk, synes jeg. Jeg folder det ud og lægger det på bordet. »Jeg har sat min underskrift på den fratrædelsesaftale for et par timer siden, og det betyder, at jeg skal lave min sidste udsendelse 29. september«, siger jeg.

Der bliver meget stille.

Luften er fuld af spørgsmål, og jeg gentager for Gud ved hvilken gang min lille analyse af, hvordan verden ser ud. Så siger de, at det bliver et savn, at det er hele programmet, det rammer, og en hel strøm af plusord begynder at vælte ned over mig. Det er meget overvældende.

Bagefter tager jeg hjem. Allerede inden jeg er nået hjem, har både Politiken og B.T. ringet, og i toget sender jeg sms’er til venner og bekendte.

Da jeg kommer hjem, ser jeg, at B.T. har gjort det til sin tophistorie på netavisen, og det synes jeg måske er et meget godt billede på, hvordan væsentlighedskriterierne har det i journalistverdenen. Da min søn Jakob kommer hjem, hører jeg endda, at det har været med i radioavisen.

Så cykler jeg og Jakob til madklub hos nogle venner, og da jeg kommer hjem igen, tjekker jeg mail. Der var været livlig trafik. Omkring 100 mail har jeg fået. Jeg sørger også for at købe domænenavnet kurtstrand.dk, for jeg skal jo nok til at have en hjemmeside nu.

Efter Jakob er gået i seng, åbner jeg en høstøl fra Thy til at skylle hele dagen ned med. Så ringer jeg til Karen og snakker, snakker og snakker. Det føles stadig rigtigt. Det er en rigtig god fornemmelse. Jeg vælter i seng ved ettiden.

Fredag 27. august
Vågner lidt før seks. Stik imod hvad jeg burde. Formentlig fordi det er en kæmpe beslutning at forlade en arbejdsplads efter så mange år og lave sådan et skift i sit liv. Jeg står op og tjekker, at domænet er registreret rigtigt, og opretter en ny mailkonto, så jeg ikke kun har en på DR.

Resten af dagen bruger jeg på at svare mail og sms’er, og om aftenen tager jeg til vinsmagning i Ubby ved Kalundborg, hvor gode venner har slået sig på fransk vinimport.

(Fortalt til Annegerd Kristiansen)