Det er en svær øvelse at lave en film om en gruppe danske soldater, der alle faldt i kamp i en alt for ung alder, uden at ryge i den følelsespornografiske grøft.

For det er så let at give tårerne medløb og svælge i, hvor synd det er for de efterladte; for forældrene, kæresterne, søskende og andre.

Og det er også så uforpligtende at sidde foran skærmen og tænke, ja, hvor er det frygteligt, og hvor er det dog godt, det ikke er mig.

LÆS OGSÅDansk lejr rammes af ulykke hver dag

Heldigvis er ’De faldne’ ikke den type dokumentar, men langt mere sober og nøgtern i sin fremstilling af mennesker med ar på sjælen. Godt nok er den hjerteskærende og dybt gribende, men de interviewede har alle deres tab på så stor afstand, at de fremstår som afklarede.

Hvem er disse mennesker?
Filmen tager fat i en gruppe af de danske Afghanistanfaldne og forsøger at komme en smule bag om dem: Hvem var de, og hvorfor pokker ønskede de at risikere deres eneste dyrebare liv i en konflikt så langt fra Danmark?

Og efterfølgende: Hvordan har deres efterladte det med beslutningen og dens fatale konsekvens?

Ærindet lykkes særdeles godt, så der efterfølgende tegner sig en typologi med to kategorier: krigeren og idealisten. Filmens altoverskyggende hovedpersoner er Rune og Bolette. Førstnævnte trådte på en mine i Afghanistan og blev hårdt kvæstet fløjet hjem til Danmark, hvor han omkom på Rigshospitalet efter 17 dage.

LÆS OGSÅKim Skotte: 'Armadillo' er en forbløffende modig film

Og sidstnævnte er hans efterladte kæreste, som elskede ham over alt på Jorden, og som han elskede i tilsvarende omfang.

At se hende fortælle om sin døde kæreste er på en gang tragisk og ekstremt livsbekræftende. For når hun taler om deres kærlighed og deres liv sammen, lyser hendes øjne som ædelstene, indtil de slukkes, når realiteterne atter begynder at bide.

Ingen bebrejdelser
En slående ting er det helt utrolige fravær af bebrejdelse mod såvel de unge døde som det politiske system, der sendte dem af sted.

I et par tilfælde ytres lavmælt kritik om rimeligheden af den danske krigsdeltagelse, men den overdøves af en stor respekt for soldaternes beslutning om at drage i krig mod terror og ondskab. Som vi aldrig får den fulde forklaring på.

Men det ville nok også føre for vidt, når nu magthaverne heller aldrig har givet os en anstændig forklaring på, hvad vi egentlig skulle i Irak og Afghanistan.

Og vi ærer jo vore døde.