Ramadanen er en tid for fasten og velgørenhed.

Det er en tradition, som skal fremelske ydmyghed, tålmodighed og en forståelse for dem, som er dårligere stillet i samfundet.

Det er en måned med bøn og recitation; et spirituelt højdepunkt, der bringer mange muslimer tættere på gud end på noget andet tidspunkt af året.

Men ramadanen anno 2010 er også noget helt andet. Den er gaver og shopping. Orgier af mad og søde sager. Den er fine klæder og fest. Og så er den ikke mindst højsæson for tv-serier og sæbeoperaer. Hvert år produceres en lang række tv-serier specielt til ramadanen.

Når mørket sænker sig og muezzinernes bønnekald slanger sig ind imellem hinanden over Syriens hovedstad, Damaskus, markerer det ikke længere blot, at fasten må brydes. Samtidig indledes også en overflod af tv-underholdning.

Kamp om seerne
Siden det private tv-marked i den arabiske verden eksploderede i 1990’erne, og parabolerne skød op som paddehatte på byernes hustage, har ramadanen, som forventes at slutte på torsdag eller på fredag, udviklet sig til at blive den ultimative tv-måned.

De hundreder af arabiske satellitkanaler kan høste lige så store reklameindtægter under ramadanen som i årets øvrige måneder lagt sammen.

I år har producenter i Egypten og Syrien, hvor de fleste musalsalat (arabisk for sæbeoperaer) bliver til, øget produktionen til henholdsvis 50 og 28 ramadanserier, samtidig med at dubbede tyrkiske serier har vundet indpas, og at Golflandene også er begyndt at producere deres egne musalsalat.

Med et så bugnende tv-program er der stor kamp om seerne, og det har betydet, at ramadanen ikke blot er blevet højsæson for underholdning – men også for at bryde tabuer.

Tidligere tiders tamme sæbeoperaer, der på tåspidser søgte hverken at træde politiske eller religiøse figurer over tæerne, er milevidt fra nogle af de nutidige dramaserier.

I dag må en musalsal meget gerne være relevant for folks dagligdag og ikke undvige virkeligheden. Og denne virkelighed består også af utroskab og homoseksualitet, af hustruvold og æresdrab, af magtmisbrug og korruption, af fattigdom og vulgær rigdom.

»Det er nærmest blevet en tradition i sig selv, at ramadanen er en sæson for at afprøve grænser. Med 500 arabiske satellitkanaler er der altid nogle, som opfordrer producenterne til at gå til grænsen for at skabe opmærksomhed og tiltrække seere. Så for hver ramadan, der går, rykker grænserne sig langsomt«, fortæller Donatella Della Ratta, som skriver ph.d. ved Københavns Universitet om musalsalat og er den første forsker, der har sat sig for at undersøge fænomenet i dybden.

Privat public service
En af de serier som med vilje stiller sig i offsideposition er det saudiske satireprogram ’Tash ma Tash’. I dets sketcher rettes et sarkastisk blik mod traditioner og levevis i Saudi-Arabien, og de formår næsten altid at vække de retslærdes harme.

Især et af årets afsnit har ført til løftede øjenbryn. I sketchen bliver traditionen for flerkoneri vendt på hovedet. En kvinde er utilfreds med, at hendes mand ikke længere bekymrer sig om sit udseende, så hun gifter sig med en mere.

Snart tager hun sig også en tredje og en fjerde husbond, men hun er stadig ikke tilfreds. Da de saudiske regler kun tillader fire ægtefæller, lader hun sine mænd trække lod om, hvem hun skal lade sig skille fra, så hun kan gifte sig på ny.

Sketchen fortæller levende om mændenes frustrationer og indbyrdes jalousi og har vakt alt fra harmdirrende vrede til jubelbrøl i Saudi-Arabien. Landet er et af få arabiske lande, hvor polygami stadig er relativt udbredt, men det er ikke en yndet praksis blandt de yngre generationer, som ’Tash ma Tash’ henvender sig til.

Og serien er nu inde i sin 17. sæson, uden at hverken trusler om lukning eller deciderede dødstrusler mod værterne er blevet ført ud i livet.

»Især de syriske producenter og instruktører er virkelig dedikerede til at behandle sociale spørgsmål og løfte samfundsdebatten og kan vel siges faktisk at leve op til de forestillinger, man har om public service i Europa. Det særlige ved musalsalat er jo så bare, at de altså ikke er statsfinansierede, men er private produktioner«, forklarer Donatella Della Ratta.

Drama-serier kan åbne op for debatten
Tag en instruktør som Najdat Anzour, der jævnlig tester censorernes tolerance. Han har tidligere behandlet både selvmordsbombere og Muhammedtegninger i tv-drama-form, og i år står han bag endnu to ambitiøse serier.

Den ene bygger på en prisvindende roman af den algeriske forfatterinde Ahlam Mosteghanemi, mens den anden fokuserer på overgreb mod kvinder og har vakt en del opsigt.

Serien kommer ind over både prostitution, sexchikane og æresdrab og er ifølge Anzour et forsøg på at beskrive et samfund, som er ved at blive revet fra hinanden af religiøs ekstremisme og en amoralsk røverkapitalisme.

Instruktøren ved, at han denne gang presser citronen ekstra hårdt. Serien er blevet godkendt af styrets censorer, men har udløst skarp kritik fra en indflydelsesrig islamisk retslærd, som kalder serien for »destruktiv«. Men det er nødvendigt at være kontroversiel, mener Anzour.

»Kontroverser er dialoger om afgørende sociale spørgsmål, som bliver forsøgt undveget af de fleste. Et værk, som ikke udløser dialog, er overfladisk efter min mening. Vi er nødt til at påvirke mennesker og skabe forandring«, sagde instruktøren for nylig til det syriske magasin Syria Today.

Heller ikke for journalist og manuskriptforfatter Hassan M. Yousef er det pengene og markedskræfterne, som er afgørende. Han stod sammen med Najdat Anzour bag serien ’Saqf al Alam’ (’Verdens tag’), der tog afsæt i konflikten om Muhammedtegningerne og blandt andet fortalte om den arabiske historiker og diplomat Ahmed Ibn Fadlan, der i det 10. århundrede blev sendt til Bulgarien og mødte og beskrev et folk, der formentlig var vikinger.

»På grund af analfabetisme og manglende uddannelse er tv-serier blevet til en af de vigtigste kilder til viden for jævne folk, ikke blot i Syrien, men i hele den arabiske verden.

Dette lægger et stort ansvar på skuldrene af manuskriptforfattere og instruktører. Jeg nedstammer selv fra uuddannede forældre på landet, og tv-serierne har gjort mig i stand til at kommunikere med min familie«, fortæller Hassan M. Yousef.

Han har oplevet, hvordan han og andre dramatikere med årene har kunnet tage mere og mere følsomme emner op til behandling – emner, som førhen lå på den forkerte side af styrets røde linje. Og det er også Donatella Della Rattas indtryk, at dramaserierne kan være med til at åbne op for debatten i et samfund som det syriske.

»Grænserne for, hvad man kan og ikke kan sige i offentligheden, er under langsom forandring i Syrien i disse år. Og dramaserierne er med til at presse på. De syriske musalsalat tager emner op, som findes ude i samfundet, og som diskuteres ude i hjemmene, men som typisk ikke bliver debatteret direkte i det offentlige rum. Når først emnet har været behandlet i en musalsal synes det dog, som om diskussionen breder sig«, siger Donatella Della Ratta.

Nostalgisk blockbuster
Hvorfor et regime som det syriske tillader dramatikerne at forholde sig kritisk til for eksempel landets brutale og kafkaske efterretningstjeneste, hvilket stadig er helt utilladeligt i andre medier, er ikke helt nemt at blive klog på.

Optimisterne vil opfatte det som et bevis på den langsomme liberalisering, som præsident Bashar al-Assad og den nye elite vil gennemføre.

Pessimisterne vil derimod se det som et bevidst forsøg på tanfiseh – at lade tv-dramaerne fungere som en ventil for de frustrationer, som hober sig op i befolkningen.

Uanset hvad er serierne for en udefrakommende en unik mulighed for at få et indblik i, hvad der rører sig i de arabiske befolkninger. Dette gælder også de dramaer, som ikke begiver sig ud i social kritik, såsom den absolutte musalsalat-blockbuster over dem alle, ’Bab al-Hara’.

Nu inde i sin femte sæson er fortællingen om det lille kvarter i 1930’ernes Damaskus stadig den, som samler klart flest seere foran skærmen – rige som fattige, muslimer som kristne.

Hovedpersonernes enkle familieliv i trygge rammer har ramt en åre af nostalgi i store befolkningsgrupper, som savner den nærhed, omsorg og respekt, som fandtes i de traditionelle arabiske samfund.

Om fire dage slutter ramadanen og den nostalgiske rejse tilbage til Bab al-Hara. Selv om nogle gerne ville forblive der.

»For at være ærlig ville jeg gerne have levet i den tid. ’Bab al-Hara’ tager mig tilbage til en vidunderlig verden, som er næsten fri for had og hykleri«, fortæller en 55-årig palæstinensisk kvinde vemodigt.