Da denne anmelder var barn i 1970’erne, var det en yndet fornøjelse ved familiefødselsdage at blande Coca-Cola og Fanta i et glas.

Miksturen smagte ikke videre godt og havde en særdeles udelikat farve, men det var sjovt at blande de forskellige slags sodavand.

Hybriden dramady, drama og comedy, minder en del om læskedrikseksperimentet fra det hønsestrikkende, orangebrune årti.

Den er vanskelig at forholde sig til, fordi man aldrig rigtig ved, om man skal grine eller græde, og den er dybt problematisk at producere, fordi afvejningen af de to ingredienser er så fandens svær:

Lidt for meget drama, og så bliver det hele romanbladspatetisk; lidt for meget humor, tipper den til det platte og overfladiske, og for lidt af en af de to forvandler et ellers måske på papiret lovende koncept til tv-seriens svar på riskiksen: smagløs, kaloriefattig og kun til at få ned, hvis man får rigeligt øl til.

Rammer den postmoderne tidsånd
Ikke desto mindre har vi set en opblomstring af dramady-serier i nyere tid.

Det startede vel ret beset med David E. Kelleys advokatserie ’Ally McBeal’ i slutningen af 1990’erne.

At den serie ramte den postmoderne tidsånd med stor akkuratesse vidnede de næsten tolv millioner amerikanske seere i første sæson tydeligt om.

Tiden efter har budt på produkter som lægeserien ’Scrubs’, modefortællingen ’Ugly Betty’, metafiktionen ’Californication’, sæbepastichen ’Weeds’ og ikke mindst ’Sex and the City’ samt ’Desperate Housewives’ (der netop er gået i gang med sin syvende sæson).

LÆS OGSÅDesperate husmødre er blevet ynkelige

’Lærkevej’ på TV 2 er – sammen med TV3’s og snart også DR’s meget vellykkede ’Lulu og Leon’ – første dansksprogede forsøg i krydsfeltet. Og faktisk et ganske vellykket sådan.

Den døde Inger
I begyndelsen, det vil sige i første sæson, var det hele noget værre rod – ligesom i Panduros ’Rend mig i traditionerne’.

Men det var rodet på den begivenhedsrige, actionmættede facon, som verdens koncentrationsmæssigt udfordrede tv-seere vil have det.

LÆS ANMELDELSELærkevej fører ingen steder hen

Og det fortsætter i samme åndedrag i den aktuelle sæson, hvor politiet – i skikkelse af en cool Dejan Cukic og en skarp Bodil Jørgensen i modkarakter – kommer for at efterforske det angivelige mord på den døde Inger, som lå under den terrasse, hvor hun bestemt ikke var alene, men det skal der nok komme mere bøvl ud af senere.

Og Elisabeth Sachs’ – der spilles med både komisk fornemmelse af ægte dramatisk nerve af Søs Egelind – bilkørsel lader stadig en del tilbage at ønske, ligesom hendes hang til spiritus ikke er blevet mindre.

Revner i forstadsidyllen
Konflikterne står i kø for at komme til på Lærkevej i den generaliserede danske forstadsidyl, hvor de tre søskende Holm stadig skjuler sig for grimme mennesker fra storbyens underverden.

Hvilke skal vi ikke afsløre, men der sker ting og sager, kan vi roligt sige.

Den oversexede frisøse Monica Dam svanser stadig omkring i lårkort på udkig efter noget knaldbart mandfolk, selv om hendes koncentration forstyrres, da hendes grovkriminelle søster løslades fra fængslet og viser sig at have taget et kursus som frisør, hvilket kommer til at gå ud over naboen Astrid Borg, der godmodigt indvilliger i at agere prøvekanin og ender med at ligne et retarderet tøjdyr.

LÆS OGSÅ Tv kvæler det danske filmeventyr

Andreas har også sine problemer, og Søren Spannings småfascistoide hjemmeværnsmand er fortsat røvirriterende med pandehår og fatigues.

Uforskammet underholdende
Skuespillet er helt bevidst karikeret – ellers er det fandeme dårligt instrueret – og der er strøet oneliners med sikker hånd, hvilket – sammen med den helt bevidst overgjorte kriminalintrige – sender os et sted hen, hvor ’Desperate Houseviwes’ møder David Lynchs ’Blue Velvet’ krydset med Anders Thomas Jensens vidunderligt morsomme ’Blinkende lygter’.

Det er ret godt gået af manusforfatter Mette Heeno.

KOMMENTAR Efterårets tv-sæson sander til i genudsendelser

Henrik Prips revisor Kim finder også hvide trøfler i skoven ved Lærkevej.

Hvad de helt skal bruges til, finder vi nok ud af senere. Men de er ikke tilstrækkelige til at gøre serien til hverken Tjekhov eller Shakespeare.

Mindre kan imidlertid gøre det. ’Lærkevej’ er uforskammet underholdende, ret skæg og i virkeligheden langt mere vellykket end blandingen af Fanta og Coca-Cola.