Få danske debattører har flere ideologiske fjender end Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, men på intet tidspunkt i hans karriere som anmelder og kommentator af sin egen tid har animositeten mod ham været større end i det forgangne år.

Først valgte han at trykke jægersoldaten Thomas Rathsacks bog om krigen i Afghanistan, skønt forsvaret var imod, og skønt han ikke havde fået tilladelse af forlaget People's Press.

Seidenfaden mente ikke, at militæret skal styre, hvad aviser skriver, og heller ikke, at bogen var kontroversiel, men han blev anklaget for at promovere sig selv i et billigt mediestunt og for at bringe soldaternes liv i fare.

'Tyve Tøger'
Statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at »Politiken har optrådt hovedløst og præmaturt og skaffet sig et falsk og billigt martyrium«, mens tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen under overskriften 'Tyve Tøger' skrev:

»Der er ved at være en ligegyldighed over for love og regler i samfundet. Det er den tendens, som Tøger Seidenfaden falder for her. Jeg troede, der var mere gods i manden. Det er virkelig sølle«.

Senere stiftede Tøger Seidenfaden Politikens Irak Center, der skulle give afviste irakiske asylansøgere arbejde i Danmark, så de kunne slippe for at blive udvist, men fordømmelsen var bred, og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech mente, at »det virker, som om Tøger Seidenfaden nu igen trænger til opmærksomhed. Hvis han er bagmand for at beskæftige arbejdskraft, der ikke har opholdstilladelse, så kan han jo straffes«.

I februar sagde han så undskyld til små 100.000 efterkommere af profeten, fordi Politiken havde genoptrykt tegneren Kurt Westergaards berømte bombekarikatur, men daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) mente, at »det, Tøger Seidenfaden og Politiken har gjort, er skadeligt for Danmarks udenrigspolitik«, mens Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt fastslog:

»Man kan ikke gradbøje ytringsfriheden og gå i dialog med folk, der vil bestemme indholdet af danske aviser. Det er vanvittigt«.

En vigtig stemme
Men ikke mere vanvittigt, end at der i går eftermiddags var samlet omkring 150 mennesker på Christiansborg for at overvære dronning Margrethe overrække Ebbe Munck

Prisen til Tøger Seidenfaden som »en anerkendelse af en mangeårig og fremragende indsats for dansk journalistik og dansk debat, hvor han med sin store viden og personlige engagement udgør en vigtig stemme, uanset om man deler de synspunkter, der fremføres«, som det hed i bestyrelsens motivation.

Overrækkelsen fandt sted i Fløjlsgemakket, som med sine stuklofter i bladguld, sine 50 kvadratmeter store guldindrammede vægtæpper i bourgognefarvet velour og sine marmorsøjler dannede rammen om forhenværende udenrigsminister og nuværende medlem af priskomiteen Uffe Ellemann-Jensens tale til prismodtageren.

Uffe Ellemann mente, at valget af årets prismodtager »vil fremkalde hævede øjenbryn, for ikke at sige stærkt forhøjet blodtryk, adskillige steder i dét danske debatunivers, hvori prismodtageren bevæger sig, og hvor han – som det fremgår af bestyrelsens begrundelse – har gjort sig fortjent til prisen«.

Ifølge Uffe Ellemann får Tøger Seidenfaden ikke kun prisen for det, han mener, men også fordi han altid mener noget, og fordi det er umuligt at lade være med at forholde sig til ham.

»Nu forholder det sig med en meningsmager, som det gør med en avis: Hvis man ikke en gang imellem bliver så rasende uenig med en avis, at man får lyst til at sige den op, så er den ikke værd at spilde tid på. Og tilsvarende: Hvis meningsmagere ikke besidder evnen til at udfordre og irritere, er de ikke spændende nok. Og her må man sige, at både meningsmageren Tøger Seidenfaden og de aviser, han har været redaktør for i de sidste 20 år, lever op til dette væsentlighedskriterium. Ja – Tøger Seidenfaden har endog præsteret en videreudvikling: Han kan også virke dybt irriterende, når man i øvrigt er enig med ham…«.

Stormuftien af Rådhuspladsen
'Stormuftien af Rådhuspladsen', som er et af Seidenfadens øgenavne i bagsideuniverset ATS, får dog ikke kun prisen for sine mange meninger, men også fordi han ifølge komiteen har haft ret på mange områder, hvor ingen kunne vide, at han ville få det.

»Han praktiserer den særlige form for frisind og tolerance, det kan være så vanskeligt at finde på det politiske livs yderfløje. Det oplevede man i diskussionerne under den kolde krig – hvor vi endnu ikke vidste, om det hele ville ende godt – og efter den kolde krig, hvor nogen vil drage en lære, andre vil dukke hovedet, og atter andre vil have et opgør. Tøger Seidenfaden gik med ukuelighed ind i debatten om kommunismen og Sovjetunionens undertrykkende rolle under den kolde krig – og han stod gerne alene med synspunkter, der afveg fra den mere eller mindre akademiske tidsånd. Det krævede en civilcourage, som de færreste borgerlige lagde for dagen, da det gik hårdest tilLige som han var klar i mælet under Den Kolde Krig og da den begyndte at rinde ud, var han skarp og konsekvent i sine advarsler mod 'den tredje vejs spøgelse' og sin støtte til tysk genforening«, sagde Uffe Ellemann-Jensen, der sluttede med at sige.

»Og her er vi så tilbage ved det, der er et tilbagevendende irritament i Tøgers meningsmageri: at han ofte falder for fristelsen til at gnide en pointe så voldsomt og insisterende ind, at han mister fokus. Men det må man lade ham – på den måde er han sikker på at hidse folk op. Og det kan jo være et formål i sig selv. Man skal vælge sig sine modstandere med omhu. Og man mistænker en gang imellem Tøger for, at han som verbal masochist nyder den dæmonisering, der følger med«.

Bagefter holdt Seidenfaden takketale. Hvis man vil vide mere, så står den i Kroniken i dag.

Men at han er meget glad for prisen, der faldt i et år, hvor han har været væk fra spalterne i en lang periode på grund af en alvorlig kræftsygdom, og også i et år, hvor store dele af Politikens medarbejderskare har været uenig med ham i undskyldningen til Profetens efterkommere, lagde han ikke skjul på.

LÆS ARTIKELTøger: Kan det her virkelig passe?

»Jeg er ekstra glad, fordi jeg synes, det er et udtryk for liberalitet og generøsitet fra komiteens side, når man giver denne pris til en som mig, der splitter lige så meget, som han samler«.

Synd for dronningen
Selv om Tøger Seidenfaden har ry for at være ret selvkørende, ville meningsvejen være kedeligere, hvis der ikke fandtes modkørende meningsmagere som Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. De to er ikke enige om ret meget, og i en kommentar til uddelingen siger Langballe:

»Det er dybt komisk. Måske tragikomisk. Det undrer mig overhovedet ikke, at Uffe Ellemann har truffet den disposition, men jeg synes unægtelig, det er synd for dronningen«.

Langballe mener, at Tøger Seidenfaden er det »mest anationale menneske, man overhovedet kan finde i dansk presse«, og en mand, som dyrker de danske intellektuelles had til alt, hvad der er dansk.

»Ebbe Munck var jo ikke bare dybt national, men han var også i udpræget grad nationalkonservativ. I min optik i bedste forstand. Det vil sige, at han var nærmest det stik modsatte af Tøger Seidenfaden«, siger Jesper Langballe, som mener, at Politikens chefredaktør måske nok vil det bedste for Danmark, men har taget fejl af, hvad der er godt for landet.

Tolerant over for intolerance
»Jeg tror da, at Tøger tænker, at det bedste for Danmark er at udøve en sur og stædig kritik af alt, hvad der er dansk, og lægge sig fladt ned over for islam og dyrke en tolerance, der er ekstremt tolerant over for intolerancen. Det tror jeg, han mener, er det bedste for Danmark. Men Ebbe Munck mente altså det stik modsatte«.

En anden af Tøger Seidenfadens kritikere er Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen, men han er ikke uenig med priskomiteen.

»Jeg sådan set enig med dem. Jeg må sige, at Tøger Seidenfaden er irriterende med sin ihærdighed, når han forfølger en politisk sag, men det er jo den rolle, man skal spille som chefredaktør og journalist. Jeg ville da gerne have, at han var enig med mig og Venstre og regeringen, men hvis vi alle sammen var enige med hinanden, så ville det være noget så kedeligt. Uenigheden forsvinder ikke, men der er ikke nogen, der kan tage fra Tøger, at han er vedvarende og ihærdig i forhold til fremførelsen af hans politiske synspunkter, Så det, synes jeg, er fint nok at hædre ham for«.