fakta

Jagten på de røde lejesvende
Tilrettelagt af Jakob Rosenkrands

Sendes i aften og de to følgende søndage på DR 2 kl. 21.50.

Yogien og kommissæren’ hed en bog, som den kloge Arthur Koestler udgav i 1945, og de to figurer fra titlen er repræsentanter for hver sin type frelsthed og politiske strategi: Yogiens introspektive spiritualisme forbedrer ikke menneskers materielle vilkår, og kommissærens stålsathed på opnåelse af målet uanset midlerne kan føre til, at uskyldige og i virkeligheden nødlidende trampes under fode.

I 1970’ernes politiske virkelighed blev der fra politisk hold sat fokus på de kommissærer, som havde opnået ansættelse i statsradiofonien og angiveligt benyttede den platform til propagandistisk virksomhed og indoktrinering af børn og unge.

Ikke mindst var den frafaldne socialdemokrat Erhard Jakobsen meget opsat på at få fjernet de røde lejesvende.

Men hvor røde var de egentlig? Og misbrugte de overhovedet deres position i radio- og tv-monopolet i nævneværdig grad?

Det satte DR-journalisten Jakob Rosenkrands sig for at finde ud af, hvorfor han nedsatte sig som selvbestaltet kommissær; kaldte de anklagede til forhør i sit studie og grillede dem godt og grundigt.

Og det er der kommet dokumentarserien ’Jagten på de røde lejesvende’ ud af.

De anklagede må stå skoleret
Rosenkrands er en grundig mand. Inden forhørene har han sat sig grundigt ind i, hvad de hønsestrikkede mestertænkere skrev og sagde dengang, hvor så kontroversielle musikstykker som Røde Mors ’Spænd livremmen ind’ (fra ’Rok Ork’) fandt vej til æteren på grund af deres subversive tekster og kommunistiske klangæstetik. Og så får de ellers læst og påskrevet.

Jens Nauntofte forhøres om sin positive holdning til Saigon – var det et fald eller en befrielse, da de kommunistiske vietconger marcherede ind i byen; og hvad lavede han på en kampvogn?

Ruth von Sperling må stå skoleret for sit journalistiske fokus på lavtlønsgrupper, og Kjeld Koplev gennemhegles for et indslag fra det kommunistiske DDR, han lavede engang, hvor en kvinde fortæller om det positive i, at varerne koster det samme alle vegne, hvorfor man ikke behøver at lede efter tilbud.

Og Per Schulz, organiseret medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og en tid lang Mogens Vemmers næstkommanderende i den kontroversielle, men også über-kreative B&U-afdeling, udspørges nidkært om sine ideologiske bagtanker. Og så videre og så videre.

De anklagede betjener sig af tre strategier. Nogle benægter – det bliver småpinligt i længden, fordi Rosenkrands er en meget dygtig og vedholdende udspørger, der hænger sig i detaljer. Andre henviser til tiden og dens særlige omstændigheder; de taber ikke i samme grad ansigt.

Og enkelte står ved, hvad de sagde, skrev og tænkte dengang og er fandme frække nok til at sige, at de faktisk ikke kan se problemet.

En sådan er blandt andre Per Schulz, og han er udpræget anti-helten i historien. For han kan da godt – i bagklogskabens ulideligt klare lys – se, at den blev strammet lidt rigeligt hist og her dengang, men han tillader sig at mene, at forestillingen om et samfund, hvor det handler om andet end at rage til sig, sådan set var – og er – i orden.

Virker som bestilt arbejde
Det er en tankevækkende dokumentar, Rosenkrands har lavet. Men den er også behæftet med nogle seriøse problemer, der tynger den ned. For det første virker det – selv om det sikkert ikke er tilfældet – som bestilt arbejde, der har til formål at få taget det endelige opgør.

Ja, der var lejesvende, lad os så komme videre og få set noget ’X Factor’. Til gavn for DR, men ikke mindst til gavn for de nuværende politiske magthavere, som på den måde får legitimeret deres de facto eksisterende hegemoni, der får 1970’ernes partidisciplin til at virke decideret fritænkerisk.

For det andet indtager Rosenkrands en bevidst naiv dead-pan-position, der ikke holder for en uddannet politolog. Han kender udmærket til datidens generelle politiske klima og burde turde inkorporere det i fremstillingen, ligesom han ’glemmer’, at disse røde lejesvende blev udnyttet af højrefløjen til markskrigerisk propaganda.

Hvis ikke de røde lejesvende havde været en mulighed, havde man måttet opfinde nogen, der lignede.

Og skyggerne falder langt, kan man se. Ligesom Ritt Bjerregård, der var undervisningsminister i små fire år i midten af 1970’erne, stadig får skylden for alt ondt i folkeskolen, er det også en håndfuld venstresnoede journalister med SF-skæg og fodformede sko i 1970’ernes skyld, at Berlinmuren fik lov til at stå helt til 1989, og at så mange mistede livet i Gulag.

Yogier og kommissærer, hvem er hvem?

-----------------

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version af denne artikel, at Erhard Jakobsen brugte udtrykket 'røde lejesvende'. Det har vi ikke kunnet verificere. Udtrykket blev lanceret i 1968 af den tidligere venstreminister Jens Sønderup.