I monopolets tid sad nationen klinet til skærmen lørdag aften, når Buster Larsen vrælede sit anklagende »Lorteland« ud i æteren. Og nogle årtier senere gik Peter Schrøder rundt inde i fjernsynet og sagde »Det er fandme uhyggeligt du«.

Begge dele står som eksempler på, hvorledes aktuel tv-satire har formået at få danskernes udelte interesse og gå i publikum med det i vore dage unævnelige fodtøj træsko på.

Fælles for begge eksempler var, at de ramte et eller andet: Knud Poulsens – for han skrev ordene til Buster Larsens figur – vrede, cerutrygende og kaffedrikkende bedsteborger lignede noget, vi kunne genkende; og Ole Bornedals bekymrede normaldansker anno 1980’erne lå også temmelig tæt på skikkelser, man godt kunne risikere at møde i Linje 14.

Og så havde de lige fået det tvist af galskab, den drejning i retning af det absurde, som gjorde dem på en gang lattervækkende og en lille smule farlige. Ikke sådan forstået, at figurerne indeholdt potentielle seriemordere; men man vidste aldrig, hvad de ville rette deres skarpe blik mod og gøre til genstand for harmdirrende monologisk udladning.

Pling med en fjer i røven
Det var dengang. I det, nogle vil kalde for dansk tv-satires guldalder. Samme nogle vil hævde, at vi i dag befinder os meget langt fra den guldalder, og at tv-satire er noget underligt introvert og tandløst noget, hvor stand-up-komikere render omkring og siger pling med en fjer i røven – for nu at henvise til en kulturpolitisk meget aktuel debat.

LÆS OGSÅSatirepatienten ligger i koma

Så slemt er det imidlertid ikke.

Selv om hverken ’Hov hov’, ’Den gode, den onde og den virkelig sjove’ eller nogen af de andre programmer findes længere, så er satiren altså ikke død.

Tænk bare på, hvorledes shows som ’Normalerweize’ og ’Klovn’ har givet os karakterer, der har bidraget til sammenhængskraften i nationen ved at appellere til såvel gamle som unge og fungere som samtaleemne ved kaffemaskiner rundt omkring i landet; og tænk på ’Casper og Mandrilaftalen’ omkring årtusindskiftet, tænk på ’Drengene fra Angora’, ’Banjos Likørstue’, tænk på ’Emmas dilemma’.

Sketchkomikken til Danmark
På mange måder kan man sige, at dansk tv-satire og komik har haft stort held med at omplante den angelsaksiske tradition til dansk jord, mens det har knebet lidt mere med den amerikanske.

Den amerikanske situationskomedie fik vi først for alvor hul på med ’Langt fra Las Vegas’. ’Huset på Christianshavn’ var måske nok også en sitcom, men den var i persongalleri og tematik i virkeligheden mere i slægt med lange britiske dramaserier som ’Coronation Street’.

Og den danske satiretradition har mestendels hentet sin inspiration i enten teaterkabareten og revyen eller sketchshowet, som den blev udviklet af diverse aktører fra ’The Goons’ i England og fremefter.

LÆS OGSÅDansk tv-satire kopierer og kopierer

Og det, vi virkelig har manglet her til lands, er et vellykket forsøg på at eftergøre amerikanernes ’Saturday Night Live’, som siden oktober 1975 har sendt sketchkomik direkte lørdag efter lørdag og fostret et betydeligt antal verdensstjerner: John Belushi, Chevy Chase, Dan Akroyd, Eddie Murphy, Bill Murray, Gilda Radner, Joan Cusack og mange, mange flere.

Måske var forventningerne for høje
Så da Casper Christensen og slæng for et par år siden meldte ud, at nu ville de til at lave noget, der så ud til at være et dansk bud på direkte, live komik og satire, var det virkelig på høje tid.

Og da holdet omfattede de gamle Mandril-legekammerater Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer samt andre gode og morsomme folk fra det danske komediemiljø, var der mange, som slikkede sig sultent om munden. Endelig.

LÆS OGSÅ Nye beboere i Bremen: En kryster, en Kahlke og en klatretøs

Desværre har bestræbelserne ikke rigtig levet op til forventningerne. Måske har de også været for høje, måske lader det sig bare ikke gøre at nå amerikansk niveau.

Maniodepressivt forbillede
Lad det så lige være sagt, at forbilledet ’Saturday Night Live’ sgu heller ikke altid er lige sjovt.

Man lagde i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne ud med et meget højt niveau og skabte udødelige figurer som eksempelvis ’The Blues Brothers’, der siden blev til en film – og showet var også med til at katapultere blandt andre Chevy Chase helt til tops i Hollywood.

Men flere gange i løbet af de forløbne årtier har SNL været nede i nogle depressionslignende bølgedale, hvor kun veloplagte værter og showets ekstremt gode husorkester har reddet dets ansigt. I disse år er det ret godt uden på nogen måde at være sensationelt.

Fandeme ikke aktuel satire
Derfor er kravet til en dansk pendant heller ikke, at det nødvendigvis skal være grænseoverskridende morsomt hver gang. Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis man som comedy-elsker kunne regne med at afslutte sin fredag liggende, bidende i gulvtæppet af grin over noget, Lasse Rimmer havde sagt.

Men det ville også være dejligt, hvis Venstres Peter Christensen en gang imellem sagde noget fornuftigt, eller at de begyndte at spille mere Lou Reed i radioen.

’Live fra Bremen’ er helt generelt ganske skægt. Men det bærer også præg af, at der ikke er brugt nok ressourcer på at producere materiale. Eksempelvis i sæsonpremieren, hvor Niels Olsen var gæst, og hvor en ret lang sketch spillede på skuespillerens medvirken i tv-reklamer for fisk med lumre overtoner.

LÆS OGSÅ Bremens triste mand: Jeg har det bedst, når tingene går galt

At basere et helt nummer på nogle mange år gamle tv-reklamer, det er fandeme ikke aktuel satire. Og Lasse Rimmers indslag som nyhedsoplæser a la Chevy Chase i SNL’s barndom indeholder også for mange flovsere, selv om Rimmer er knivskarp og har et vidunderligt sprog og en fin plastisk mimik.

Det er for internt, når Iben Hjejle optræder med stemmeføring og mimik som Liva fra ’Langt fra Las Vegas’, men bare er klædt ud som en anden.

Bundet af fortiden
Heri består i virkeligheden problemet. Man er for bundet af tidligere ting. Der skal måske tages udgangspunkt i noget kendt, men man skal turde overskride. Det gjorde man i ’Casper og Mandrilaftalen’, og det var af den grund, at dette show blev en velgørende fornyelse af dansk komik.

Det er ’Live fra Bremen’ ikke. Ret sjovt ja. Men først og fremmest sat fredagsunderholdning. Uden farlighed. Og mest væsentligt: Uden adresse. Det rammer sgu ikke rigtig noget for alvor.