Der var engang, da Poul Nesgaard var gud på en irriterende og insisterende måde. Iført stålbriller og en mærkelig sidelæns skilning i det lyse hår. Hvor Ungdomsredaktionen på DR satte tv-dagsordenen for en hel generation én gang om ugen – suppleret med P4 i P1 om søndagen.

Men hvor ungdomsprogrammerne i 1980’erne var baseret på tidens hang til social realisme, er det i dag den følelsesmæssige realisme, der trækker unge seere. Så teenagerne er for længst trukket over på de kommercielle tv-stationer for at inhalere realityprogrammer som ’Paradise Hotel’ og ’De unge mødre’.

LÆS OGSÅUng tv-mor måske udsat for pyromanbrand

Mens DR stadig står og forsøger at finde ud af, hvad der egentlig gik galt. Og hvad der skal til for at lokke noget public service ned i halsen på de yngre generationer.

X Factor overalt
»Vi mister terræn. Og vi mister betydning. Og det sidste er næsten det værste. For det, ungdomsgruppen går ind og finder hos os, er ’X Factor’. Og hvis det er det, man vokser op og husker sin public service-station for, så skal der ikke så hysterisk meget til, før man tænker: Hvornår bliver vi så bare for ligegyldige?«, siger B&U-chef i DR Birgitte Fredsby.

For programmer som ’X Factor’ kan de unge seere få alle vegne.

LÆS OGSÅDen nye X Factor-dommer går efter en international stjerne

»Og hvis public service overhovedet skal have betydning for unge, så bliver vi nødt til at fylde noget andet på dem«, siger hun.

Det er godt et år siden, at Ungdomsredaktionen officielt blev bortvist fra DR’s tv-kanaler og flyttede over på nettet under navnet Pirat TV. Forklaringen var, at de unge seere var i gang med at vende tv ryggen og levede en stor del af deres liv på nettet. Så Ungdomsredaktionen flyttede bare derhen, hvor kunderne var, hed det.

Længe spåede mediefolk, at tv ville miste sin betydning for børn og unge, som i stedet ville vælge computeren. Men selv om børn og unge stadig er de grupper i samfundet, der ser mindst tv, så bliver det alligevel til to timer og tretten minutter om dagen for de 12-20-årige, mens befolkningen generelt ser tv i tre timer og et kvarter daglig.

Det er især pigerne, der er skredet over på de kommercielle kanaler for at se reality og amerikanske tv-serier, mens drengene i højere grad spiller computerspil og ser sport og satire.

Det ødelægger flowet
Men der var nu også andre grunde til, at DR’s Ungdomsredaktion tog flugten til nettet. For det er ganske enkelt blevet sværere at finde et sted i DR’s sendeflade, hvor ungdoms-tv passer ind.

»For få år siden kunne man naturligt rage en aften til sig på DR 1 eller DR 2, men det kan man ikke længere. For så går man ind og ødelægger et flow og en oplevelse af en kanal og smider nogle andre målgrupper væk. Det skulle helst være sådan, at alle unge sagde: DR har noget for mig, når jeg har tid og lyst. Men sådan er det ikke lige nu«, siger Birgitte Fredsby.

»Vi er gode til at ramme elevrådsformændene med tilpas meget overskud i hverdagen til at gide at involvere sig i livet. Dem rammer vi med rigtig meget DR-indhold. Men det er ikke en gængs opfattelse blandt de unge, at vi er der for dem«.

Opgiver de unge
Ifølge professor i medievidenskab på Syddansk Universitet Kirsten Drotner er DR holdt op med at fokusere på de unge og har overladt dem til de kommercielle kanaler.

Kajplads  114. Poul Nesgaard stod i 1985 i spidsen for endnu et initiativ fra Ungdomsredaktionen, hvor man sendte direkte fra færgen ’Sjælland’. Foto: Peer Pedersen»DR har en lang og flot tradition, hvor B&U har været en kreativ legeplads for hele institutionen. Det eksperimentarium har man begrænset rigtig meget, og det betyder noget for hele DR. Tidligere markerede DR sig med en innovativ medie- og kulturpolitik for børn og unge, men det er blevet droslet meget ned«.

»De har en flot onlinedel for de unge, men man skal ikke glemme, at unge stadig ser tv. Og DR har ikke prioriteret de store børn og unge, så de har en manko, når det gælder public service for hele befolkningen og har i høj grad fokuseret på nyhedsdækningen og på underholdningen«, siger hun.

Det skulle vise sig at være utrolig svært at håndtere især ungdoms-tv, da DR’s tv-monopol blev brudt i 1988. Meget hurtigt vandrede de unge seere over på de kommercielle kanaler og så amerikanske tv-serier som ’Beverly Hills 90210’, mens DR stod med talenterne i postkassen og bare kunne se til, mens publikum forsvandt.

»Dilemmaet er, at selve konceptet med, at voksne laver tv for unge, har nogle indbyggede problemer, fordi de unge ikke vil have tv, der er møntet på dem som aldersgruppe. De vil ikke have tv, der er produceret med en didaktisk intention, uanset hvor kamufleret og trendy den måtte være. Så derfor har man mere eller mindre opgivet det i DR«, siger professor i medievidenskab på Københavns Universitet Stig Hjarvard.

Svær opgave
Ifølge professoren er man nødt til at indse, at tv ikke længere er et medie, der er båret af en oplysnings- eller dannelsesfunktion.

»Reality-tv er et nærstudie i mellemmenneskelig interaktion, i, hvordan man snyder og bedrager hinanden og i øvrigt også har store følelser for hinanden. Og samtidig er programmerne også skabt til at være afsæt for sladder, som er en uadskillelig del af de sociale relationers opbygning og nedbrydning«.

»Men selv om det er underholdning, kan det godt bidrage til social orientering. Og give folk en fornemmelse af, hvordan det er rimeligt at omgås hinanden – altså en slags uformel læring i de sociale koder«, siger han.
Og ifølge Stig Hjarvard er det ikke nogen nem opgave for DR at få de unge i tale på de nye markedspræmisser.

»DR er nødt til at indoptage nogle af den kommercielle mediekulturs elementer. Men det er ikke let at flytte sig derhen, for så kommer den mere kulturelt dannede del af opinionsmagerne og siger, at nu er DR igen ved at gøre knæfald for en kommerciel mediekultur«.

Godt det ikke er mig
Som ung sad lektor i medievidenskab på Aalborg Universitet Karen Klitgaard hjemme i Vejle og så Ungdomsredaktionen på DR for at lære, hvordan man opførte sig, hvis man var smart og boede i København.

»Og så gjorde man alt for at opføre sig på den måde. Man slugte det fuldstændig råt, og sådan er det ikke i dag. Der er ikke ret meget reality-tv, der bliver brugt naivt. En af de store attraktioner ved ’Paradise Hotel’ er jo, at sådan kunne man aldrig selv finde på at opføre sig. Og derfor sidder man og føler sig dygtig og klog i forhold til den åndssvage opførsel, man ser på tv. Det er feel good-tv, hvor man tænker: Godt det ikke er mig«, siger hun.

Allerede i slutningen af 1980’erne holdt de unge i USA stort set op med at se tv. I stedet var det voksne kvinder, pensionister og lavtuddannede, der blev siddende foran skærmen. Og den situation var ubærlig for kommercielt tv.

»Man var simpelt hen bange for at miste en hel generation. Og derfor lovede annoncørerne, at de ville bruge rigtig mange penge på reklamer, hvis tv-producenterne kunne opfinde nogle serier, som de unge gad se«, fortæller Karen Klitgaard.

Tv er den nye radio
Det blev til serier som ’Beverly Hills 90210’ og ’Melrose Place’, som virkede efter hensigten. Også i Danmark.

»Indtil marts 1992, da TV 2 begyndte at sende ’Beverly Hills 90210’, havde man ekstremt lave seertal for de 12-16-årige. Da de serier så begyndte at komme, steg forbruget. Efter dem kom realityprogrammerne, og i dag er seertallene meget høje«, siger Karen Klitgaard.

Ser man på tv-stationers markedsandele blandt de 12-20-årige, så står TV 2 – blandt andet på grund af de mange amerikanske tv-serier om eftermiddagen – ifølge DR’s Medieforskning og Gallup for 21 procent, TV3 og 3+ har tilsammen 14 procent, mens DR har 11 procent.

Der er bare ikke rigtig nogen, der ved, hvor meget de egentlig ser. For tv er blevet et sekundært medie, der ofte kører med lyden skruet ned. Og man kan sagtens se realityprogrammer, mens man er på Facebook, skriver dansk stil eller er på Skype. Eller som Birgitte Fredsby siger:

»De bruger det næsten på samme måde, som vi andre brugte radioen – det er bare noget, der ligger i baggrunden«.

Personlig succes
Realityprogrammer appellerer til en ungdomsgeneration, for hvem det vigtigste er at få succes på de private og personlige parametre, mener afdelingsleder på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet Christa Lykke Christensen.

Tidligere havde man en tiltro til, at unge havde noget på hjerte, og at det muligvis kunne få samfundsmæssige konsekvenser. Kodeordet var forandring, men i dag er perspektivet snævret ind til den enkelte unges egen succes.

»Førhen så man på unge som nogen, der havde en mening om, hvad der foregik i kulturen og i samfundet og som bærere af det nye samfund. Men i dag er forventningen mere, at de unge lever op til de krav, samfundet stiller«, siger hun.

Og i samme takt har tv-mediet også forandret sig. Tidligere skulle tv sørge for, at vi fik historisk, politisk og kulturel viden. Men i dag er det i højere grad blevet en servicefunktion for den enkelte seer.

»Og hvis der er et program, seerne godt kan lide, så skal vi have noget mere af det. Uanset om vi taler om public service-stationer eller kommercielle stationer, så er det i dag et spørgsmål om, hvad der giver seere«, siger Christa Lykke Christensen.

Hjertevejen
Den gamle Ungdomsredaktion i DR gik ifølge B&U-chef Birgitte Fredsby »meget hjertevejen«. Og siden monopolet blev brudt i slutningen af 1980’erne, har man med skiftende strategier og svigtende held forsøgt at hamle op med konkurrenterne på de kommercielle stationer.

»I gamle dage sagde Ungdomsredaktionen: »Vi har et budskab, åbn øjnene og lyt, for fanden!«. Der var meget hjerte i det, indtil man fik konkurrence og i stedet blev strategisk og tænkte: Ups, nu mister vi terræn, der er nogen, der gør noget andet«.

»Siden har vi sjatpisset lidt i hjørnerne og gjort forskellige forsøg, som så er blevet krøllet sammen igen, fordi de ikke har fået en god modtagelse, og fordi man måske heller ikke har været helt tilfreds i public service-hjertet med det, der blev lavet«.

Lige nu er DR ved at genopfinde, hvad det er for en betydning, man skal have for de unge.

»Vi bliver ikke den gamle Ungdomsredaktion igen, for det seermønster og den eksistensberettigelse findes ikke længere. Det er et nyt greb, der skal til nu, for at DR igen får betydning for de unge«.

Ikke noget Paradise Hotel
I første omgang har man med Birgitte Fredsbys ord »bare hevet det hele op med rode og er begyndt at kigge på det på en anden måde«.

»Vi vil knække koden nu i stedet for bare at prøve noget nyt hele tiden. Vi har en stribe skønne tv-kanaler, men ingen af dem har som formål at ramme de unge. Og derfor ligger vi lige nu på nogle sendetider, som ikke giver mening for målgruppen«.

»Der ligger masser af godt indhold på Pirat TV på nettet, og noget af det bliver også vist på DR 2 fredag aften, men der er ikke nok unge, der finder og bruger det. Så vi skal finde ud af, hvordan det indhold, der faktisk både rummer rigtig god mening, betydning og originalitet, også kan udkomme på andre måder«.

Mere vil hun ikke sige nu. Ud over at Ungdomsredaktionen har planlagt sin genfødsel i 2011, hvor man vil udkomme med indhold for de unge »på en helt ny og anderledes måde«. Eller som Birgitte Fredsby siger:

»De kommercielle stationer er vildt dygtige til at levere underholdning i verdensklasse, men vi skal ikke lave ’Paradise Hotel’ for licensmidlerne. Vi skal finde ud af, hvilket indhold det giver mening for DR at være afsender af – og som ved gud i himlen også meget gerne må give mening for brugerne«.