Annonce
Annonce
Annonce
Medier 26. nov. 2010 KL. 12.53 opdateret 26. nov. 2010 KL. 13.48

Direktør fælder hård dom over Radio Møller

Den nye kanal vil aldrig nå et stort publikum, forudser direktør for Radio 100 FM.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Regeringen og kulturminister Per Stig Møller (K) skal ikke forvente, at den kommende licensfinansierede private radio bliver en lyttersucces, der på nogen måde kan konkurrere med Danmarks Radio på lyttertal.

Kravene til den ny radiokanal er alt for detaljerede, og den skal servicere så forskellige lyttergrupper, at man ikke kan forvente meget mere end en halv million lyttere om ugen, mener direktøren for Radio 100 FM og Radio Soft, Jim Receveur.

fakta

Radioen skal sende 24 timer i døgnet og minimum indeholde:
2 timers nyhedsudsendelser per døgn, der skal sendes hver time døgnet rundt i udsendelser af fem minutters varighed.

30 timers aktualitetsprogrammer med perspektiv og baggrund per uge i tidsrummet 6-18 mandag til fredag.

4,5 timers reportage eller montage per uge med minimum et program dagligt.

24 aktualitetstemaer per år.

70 minutters sportsnyheder per uge.

70 minutters kulturnyheder per uge i tidsrummet 6-18.

20 timers øvrige kulturprogrammer per uge.

1 dagligt satireprogram på 25 minutter.

55 minutters debatprogrammer per dag i tidsrummet 9-18 mandag til lørdag.

Musik må maksimalt udgøre 20 procent i tidsrummet 6-18, skal udgøre mellem 55 og 65 procent i tidsrummet 18-24 og mellem 45 og 55 procent i tidsrummet 00-6.

Minimum 30 procent af den udsendte musik skal være dansk.

»Det her bliver en nicheradio, der ikke får flere lyttere end P1 og P2, og det vil sige en share på omkring 1,5 procent. Det bliver meget svært at fastholde lyttere i længere tid, fordi den skal tilfredsstille meget forskellige mennesker, der ikke lytter til det samme«, siger han.

LÆS OGSÅ Staten dikterer indholdet i den nye Radio Møller

En radiokanals share udregnes på baggrund af, hvor mange der lytter til en radiokanal, og hvor længe de gør det.

Ifølge Gallup Radio-Meter, der opgør lytterandele, havde P1 i uge 42 en lytterandel på 7,7 procent og P2 en andel på 4,9 procent, mens P3 og P4 havde lytterandele på henholdsvis 21,3 og 41,2 procent.

Svært at justere
Bekendtgørelsen, som den nye radio skal leve op til, er netop sendt i høring, og her er kravene til, hvad og hvor meget den ny radiokanal skal sende, meget detaljerede.

Ifølge forskerne er detaljeringsgraden og indholdskravene langt mere strikse end public service-kravene til Danmarks Radio.

Derfor risikerer de at blive en spændetrøje for den nye kanal, der vil få svært ved at ændre profil, hvis det viser sig, at ingen gider lytte til den, forudser Henrik Søndergaard, der er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

»Det bliver svært at justere, fordi man er juridisk bundet af aftalen om, hvilket indhold der skal være. Det giver langt mindre spillerum og er en indskrænkning af den redaktionelle frihed«, siger han.

NETMEDIER Per Stig - du sylter os

Mark Ørsten, der er leder af Journalistuddannelsen på RUC, mener også, at kravene er så specifikke, at det svækker den nye radiokanals muligheder for at ændre sig undervejs.

»Man definerer programtyper ned i en detaljeringsgrad, så det bliver meget svært at lave noget om. Ser man på TV 2 News, har kanalen jo ændret sig fra at være et helikopter- og nyhedskoncept til at være tale-tv for at få succes. Så man skal passe meget på med at binde sig for meget«.

Måles og vejes
Omvendt ligger de skrappe krav i tråd med den generelle tendens til, at alle, der får offentlige midler, i stigende grad skal leve op til krav, som kan måles og vejes.

Det her bliver en nicheradio, der ikke får flere lyttere end P1 og P2, og det vil sige en share på omkring 1,5 procent

Jim Receveur, direktør, Radio 100 FM

»Man vil vide, præcis hvad man får for pengene. Det er ikke nødvendigvis dårligt, da det skaber gennemsigtighed. På lang sigt kan andre støttede medier, som aviser, også godt forberede sig på mere specifikke krav«, siger Mark Ørsten.

LÆS OGSÅEr Radio Møller kun for gamle piberygere?

Men kravene til den ny radiokanal er så omfattende og specifikke, at man må gå ud fra, at regeringen ikke længere har en ambition om, at den ny radiokanal skal få en lytterandel på mindst 6 procent, siger Jim Receveur:

»Det er umuligt at nå så mange lyttere med de her krav. Forventer man millioner af lyttere hver uge, bliver det en fiasko. Er målet derimod at lave en nicheradio på FM, der kan presse DR lidt på public service, så kan den godt blive en succes«.

Flere bejlere
Og Jim Receveur er fortsat parat til at byde på den nye kanal, der får op til 100 millioner licenskroner i årlig støtte.

»For mig er det vigtigt, at den nye radio ikke bliver en kommerciel radio, der konkurrerer med mine to andre radioer. Til gengæld vil jeg gerne ind og udfordre DR på public service-delen«, siger han.

LÆS MERE Danske politikere drømmer om norsk radio

Også JP/Politikens Hus er fortsat interesseret i den nye radiokanal, oplyser direktør Stig Kirk Ørskov efter at have læst udkastet til FM-4-bekendtgørelsen.

Kulturminister Per Stig Møller begrunder de meget detaljerede daglige og ugentlige krav til den nye radiokanal med, at regeringen vil sikre sig, at den nye radiokanal ikke bare klumper det sammen og sender noget andet resten af året.

Viser det sig, at kravene bliver en spændetrøje, der står i vejen for nødvendige ændringer, må radioen gå til Radio- og tv-nævnet og regeringen for at tage problemet op. »Og så vil vi selvfølgelig lytte til det«, siger Per Stig Møller.

------------------

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel havde vi angivet andre lytterandele: P1: 2,2 pct., P2: 0,7 pct., P3: 33,9 pct. og P4: 26 pct. Det var imidlertid kun tallene for gruppen af 15-50-årige lyttere.