Hvad er vigtigt ved at fotografere kendte mennesker på den måde?

»Jeg ville ikke fokusere på kendisfaktoren, men talentet bagved. Altså grunden til, at de er kendte. Man ser dem aldrig i uvante situationer, der ikke har noget med deres arbejde at gøre. Ved at interviewe dem opstod scenarierne inde i hovedet på mig«.

Hvor meget indflydelse har de så haft på motivet?

»Selve grundmotivet har de ikke haft indflydelse på, men det, de har fortalt mig, er blevet omsat til billeder. For eksempel brugte vi en hel dag sammen med Bent Fabricius-Bjerre og hørte hans livshistorie. Jeg fandt ud af, at hele hans liv nærmest er baseret på at forny sig, på ikke at kigge tilbage. Da man gik fra lakplader med 78 omdrejninger til vinyl, smed han alle lakpladerne ud. Da man gik fra vinylplader til cd’er, kasserede han vinylerne. Og da der kom mp3’er, smed han cd’erne ud. Gennem hele livet gør han rent bord og kigger kun fremad. Han er i stand til at forny sig og mingler også med de unge, fordi han er ung af sind. Så jeg tænkte, at der var en lille dreng gemt inde i den gamle mand. Han tager bare Bent Fabricius-Bjerre på hver dag«.

LÆS MEREHvad er skjult bag Bent Fabricius Bjerres ansigt?

Er det så hans billede eller dit?

»Det er min fortolkning. Men mange har sagt, at det er slående, hvor stor en del af sig selv de ser i billederne, selv om det er vilde universer«.

Hvordan reagerede de på at blive sat ind i de universer?

»Nogle syntes, det var fedt at prøve. Andre var mere skeptiske. De åbnede sig jo alle sammen – på både godt og ondt, så nogle var måske nervøse for, at de fortrolige oplysninger ville blive misbrugt. Men det var vigtigt for processen at få det hele. Og så var det selvfølgelig nemmere at arbejde med skuespillerne, mens en mand som Jesper Grønkjær, der ikke er vant til at blive fotograferet på denne her måde, lige skulle bruge noget tid på at finde stemningen – finde det inde i sig selv«.

Musiker.  Karen Rosenberg.Er billederne mere eller mindre sande end almindelige portrætter?

»Jeg synes, de er mere sande. Der er mange flere lag i billederne, som fortæller mere end et almindeligt portræt«.

Men det er vel fiktion?

»Ja, scenen er fiktion. Men stemningen og symbolerne er sande«.

Hvorfor er den slags fotografi så ikke mere almindeligt i Danmark?

»Det har også undret mig. Jeg lader mig inspirere af filminstruktører fra udlandet som Tim Burton og Coen-brødrene, og jeg elsker fotografen David LaChapelles overdådige og pompøse stil. Sådan nogle typer leger meget mere med fotografiet. Herhjemme er det mere realisme. Jeg synes, at dansk fotografi er fedt, men af en eller anden grund lader jeg mig altså inspirere af noget andet«.

Var der nogen, du gerne ville have haft med?

»Jeg havde en liste på omkring 50 mennesker og snakkede med flere, end der er i bogen. Men praktiske ting har gjort, at det ikke kunne lade sig gøre, eller også ville de ikke være med. Jeg er ærgerlig over, at Lars von Trier og Thomas Vinterberg ikke er med. Susanne Bier havde jeg også snakket med, og det hele var aftalt. Men så glippede det af tidsmæssige årsager«.