Faktisk passer programerklæringen for ’Livvagterne’ perfekt til en centrum-venstre-kritik af, hvad der er sket i dansk politik, siden den borgerlige regering trådte til i slutningen af 2001.

Serien er sidste del af en trilogi om forbrydelse som fænomen, der blev indledt med ’Rejseholdet’ i 2000 og fortsatte med ’Ørnen’ i 2004.

Den overordnede præambel lyder, at første take skildrer forbrydelsen i den nære relation, mens anden del beskæftiger sig med forbrydelsen som erhverv. Og afsluttende stilles der så skarpt på »forbrydelsen, der reducerer menneskelig til symboler«.

Tematisk kom ’dem og os’ til at betyde noget andet, end det hidtil har gjort i en dansk tv-dramatisk sammenhæng.

For med seriens accept af Danmark som en krigsførende international aktør – i kampen mod den muslimske fundamentalisme – blev der drejet på identitetsskruerne i den centrale konflikt:

Siden Morten Korch-filmens dage har kategorien ’dem’ altid repræsenteret en udefrakommende og udansk truende modernitet, som ønskede at lukke landsbyen, så at sige; men i og med det politiske paradigmeskifte er modstanderne med ét ændret til en religiøst og ideologisk funderet antimodernitet, der truer vores veltempererede blandingsøkonomiske socialdemokratiske idyl, og livvagternes opgave består i at bevogte og sikre symbolerne på netop denne sakrosankte livsform.

Og ved at inkorporere den kvindelige andengenerationsindvandrer Jasmina i korpset af disse symbolvogtere understreger fiktionen også, at det danske er en semiotisk flydende kategori.

Hun er i sammenhængen dansk, fordi hun understøtter danske værdier, hvilket hænger fint sammen med en udlændingepolitik, der vægter symbolsk – det vil sige definerbar leksikal – integration: indfødsretsprøver og andre forsøg på sindelagskontrol.

Med ’Livvagterne’ får Danmark sit første stykke tv-dramatik, der skildrer den politiske postmodernisme som et reelt vilkår for livet i vort land.