Åtgärder er det svenske ord for forholdsregler, og når jeg bruger det i stedet for den udmærkede danske glose, skyldes det en subtil nuanceforskel, jeg vil kunne påberåbe mig, i fald nogle mener, de ikke helt forstår, hvad jeg mener.

Og folkene bag DR 1’s nye søndagsserie ’Lykke’, der havde premiere i aftes, slår symbolsk talt korsets tegn og tager forholdsregler ved at kalde det for ’en depressionskomedie’.

Citronfromage med bacontern
Dermed har DR lavet en helgardering i forhold til de fleste former for konventionel kritik, man kunne rette mod en komedieserie: at den ikke er spor sjov, at den formatmæssigt sætter sig mellem to stole, og at afsnit af en times varighed er alt for langt til en komedieserie.

Betegnelsen depressionskomedie antyder, at vi har at gøre med noget aldeles nyt og unikt, og hvis man ikke fatter det, er det nok, fordi man har boet for længe i jantelovsdanmark og ikke ejer blik for det chokerende nyes fantastiske kvaliteter.

Javist.

Men hvis man får serveret eksempelvis en citronfromage, garneret med ristede baconterninger og rucolapesto, og finder anretningen lidet spiselig, er det så et udtryk for gastronomisk underfrankering, manglende åbenhed over for nye indtryk eller for god og sund dømmekraft udi, hvad der passer sammen og ikke gør det?

Det kan de lærde skændes om fremover. Ligesom undertegnede tv-kritiker kan siges også selv at have fremlagt mine åtgärder.

Storm i et lunkent glas vand
Det korte og det lange er, at jeg ikke en eneste gang i løbet af første afsnit af ’Lykke’ så meget som trak på smilebåndet. Ikke så meget som tilløb til latter eller antydningen af et smil krusede mine læber.

Men jeg fattede heller ikke rigtig sym- eller antipati for nogen af karaktererne. De sagde mig simpelthen lige så lidt som et glas lunkent vandværksvand.

Setuppet er imidlertid heller ikke noget, der får en til at kaste sig på knæ og takke den almægtige DR-dramachef Ingolf Gabold for hans utrolige indsigt.

LÆS OGSÅDR-dramachef: Medierne er styret af eventyr

Hovedpersonen Lykke – der netop er blevet færdig som cand.merc. på Copenhagen Business School med topkarakterer og har en psykisk skrøbelig bror, der skal lige til at gøre sig færdig som jurist, men tøver – får ansættelse i kommunikationsafdelingen i et medicinalfirma, der står for at skulle lancere nye produkter mod depression.

Hun har to primære overordnede: lalleglade Flemming og bitchede Charlotte. Førstnævnte har blik for nykomlingens kvindelige ynder, mens den anden føler sig intimideret af en kønsfælle, der ikke dølger sine ambitioner i noget omfang.

Og hele biksen ledes af den karismatiske Johannes Dam, der vel skal forestille en krydsning mellem Mads Øvlisen og Don Ø.

Stereotyper drevet for langt ud
Med dette udgangspunkt kører serien frem gennem en række situationer, der skal forestille at være morsomme.

Men altså desværre ikke er det, fordi figurerne er fortegnede klicheer og de fleste optrin forudsigelige som primtal under 100.

Den overambitiøse hovedperson, der lider af en galopperende trang til at bestemme over sine omgivelser, er drevet for langt ud: Typen er kendt, men sgu ikke i det omfang.

Den vege lillebror med psykiske problemer har udviklingspotentiale, men kommer også skidt fra start ligesom cheferne.

Eneste formildende omstændighed er Lykkes happy go luckysambo og veninde Maja, der studerer psykologi og er mandeglad. Hun er og ligner faktisk noget, man kunne være så heldig at få serveret en kop kaffe af på en café.

En ny stor familie
Der er sket en del nybrud i komediegenren i løbet af de seneste år.

Forskellige blandformer som dramady og mockumentary har set skærmens lys og medvirket til at opdatere tv-komikken. ’The Office’, ’Desperate Housewives’, ’Curb Your Enthusiasm’ for nu at nævne nogle udenlandske, og herhjemme har ’Lærkevej’ og ’Klovn’ repræsenteret nye ansatser.

LÆS INTERVIEWAlvorlig Klovn: Alle har brug for et rum at være røvhul i

Men lige nøjagtig hvor i dette felt ’Lykke’ lægger sig, er vanskeligt at få øje på. Serien ejer ikke eksempelvis ’Klovns’ tåkrummende pinlighed eller ’Lærkevejs’ kulørte og groteske satire.

Den virker ærlig talt lidt som et forsøg på at lave en ny version af fiaskoen ’En stor familie’ fra 1980’erne tilsat et strejf af ’Sex and the City’ og de tidligere nævnte forstadsfruer fra Wisteria Lane.

Resultatet er desværre lidt for lig ’En stor familie’-serien om livet i Hollygruppen, hvor Søren Pilmark kun var mellemleder.

Skuespillerne bør ikke bebrejdes
Skuespillerne i ’Lykke’ bør imidlertid ikke bebrejdes noget. De gør, hvad de kan, men befinder sig ikke rigtig godt i deres rolledragter, hvorfor de regelmæssigt forfalder til overspil.

Det gælder sågar den ellers normalt udadlelige Søren Pilmark, der virker overdrevent bister og lidet oplagt i rollen som topchef.

Depression.  For Lykkes tvillingebror ikke (Laus Høybye) er flasken ikke blot halvtom. Den er væltet. Ann Eleonora Jørgensens mokkede mellemleder Charlotte er kliche med kliche på og eksekveret uden entusiasme, og Mille Lehfeldt, der ellers har gjort det fremragende i TV 2’s dramady ’Lærkevej’, kæmper en uretfærdig kamp med sin utroværdige hovedrollefigur.

LÆS ANMELDELSE'Lærkevej' er uforskammet underholdende

Og Laus Høybye, der sidste år var en aldeles enestående skarp nisse i ’Pagten’, virker i rollen som Lykkes depressive tvillingebror ærligt talt, som om han er fejlmedicineret, undskyld.

På sidelinjen er der skarpt, men forudsigeligt spil af Rasmus Botoft (som seksuelt udsultet ægtemand), og David Denciks antagonistiske psykiater, som hele tiden render ind i Lykke, kan meget vel gå hen og blive en af seriens få vellykkede figurer.

Sjældne grin
Generelt må dommen efter første afsnit lyde, at ’Lykke’ sgutte er lykken og mere depression end komedie.

Den indskriver sig dermed i en trist dansk tv-komedietradition, hvor fusere er normen og de store grin sjældne som rav på Amager Strand.

Øv. Nu havde vi sådan glædet os.